(Gør hvad du vil skal være hele Loven)
Den dag jeg så mit livsforløbs dage fra oven,
følte jeg først, at det syntes som var borgen,
der rummer mit hjertets hushold en smule for flot
til det panorama af sorgen, der aldrig helt skulle nå
til vor væren, men siden da har jer anerkendt stæren,
som fløjter den sorg i en skøn melodi,
i hvilken er lagt en perfekt harmoni,
af de glæder og smerter som mine dage beværter,
for at føle at de da også har betydning,
medens bag tiden det synes som brydning
på det skærgårdshav, som er mine år
og nu og herfra og indtil døden går.
Nu lægger de dage sig lige,
som en spiral der vil stige
mod et punkt, som vi selv ikke rummer,
men som måske er det centrum af summer,
som tilsammen udgør det hele parnas,
som stoflighed skabte af rumverd'ners gas,
og bommen går ned for de syn, som kan svælges,
af de folk hvis sjæl sådan ikke helt kan sælges,
det folk vi i historiernes sagaer ane,
det folk der kan handle, hvor andre vil glane:
uden at se, føle, mærke men kun drømme i glemsel,
og det synes selvfølgelig som lidt af en skændsel,
indtil den dag man ser dem dømme i jegernes fængsel,
hvor det der for os er et tidsledenes hængsel,
for dem bli'r en magtsag, om ikke et nyt lag
af det der magten og æren selv ta' og ha',
og i det dumhedens fængsel som hine folk bebor
er alt det, der for os som kender de ord,
som åbner portene op, ja dér er det smerten i deres krop,
og jeg sagde jo netop at smerten og sorgen
for os her på borgen, synes som lys og skygge
på ruden, men altså for dem er det desforuden
den hæmning der gør at de blindes,
indtil de, hvis Gud nu vil det så, så besindes,
lærer ikke at hænge på lågen, komme pænt ind i haven,
hvor dé sære begreber, som de tror er gaven,
vises i hin bevægelsens laven, men må snolde i hast,
indtil de bånd brast på hvilke man selvfølgelig glide,
indtil dagen og føden igen siger skide,
og man til det kendte sig må vende,
et par taknemmelige tanker til almagten sende;
for selv om de hændelser som haven tilbyde
er faste og altid og helt uden lyde,
så må man dog huske, at de kendelser som former folkenes domme
og dag, ja de er altid det der står bag,
og den som vil snyde, må snart helt erkende,
at det så er umuligt at sidde derhenne:
dér under tidsskattes paradisiske buske,
hvis fra selvfølgeligheders virkning de sig feje vil luske,
men for den der hverken må eller skal,
men gør hvad han vil - gør sit kald - for den
som er målfast - men uden mål - for den i
hvis øren al gøren sig til er skrål, ja den
vil kunne både være og være den kære,
dan vil både sanse og vide at standse,
for for den bliver tidens mysterier de gæster,
der åh så gerne ser en anden, og hin anden se det er en mester,
som gi'r af sit liv til det der ellers lå øde,
kort sagt med færre ord, den høster sjælens sjældne grøde,
mens de der i sorger og glæder kun bløde,
dér er som søde små katte, der dog ka´ fatte,
at fatter hjem fra staden kommer,
og at han har sjældne små goder i sine fuldtstopne lommer,
og da vil han så spise de blommer,
der for dem er smertens stive trækningsprocenter,
som er tidens gang, for de der venter,
mens de nægter at være, fordi de vil bruge
det vidste i kendskabens sorgtunge myretue,
hvor ellers kun jobbet og tidsfordriv er sagen,
selv for de der har mange år på bagen,
ja selv for de som disse ord fatter,
men stadig hellere vil glemme-gemme de patter
og det skønne kussehul, som Moder Liv lægger til,
for de der ikke knæler på Hendes gulv men vil,
der til Hendes leje gå til: at vi intet beholde forstår,
hín elsker Hun priser og hin elsker Hun viser,
hvad hendes skaber nedlagde i Hende de dage
hvor historiernes reneste elskovssjæle
røg tværs gennem tiden: i evigheden siden sig fjæle,
at de er få, dog at flere dertil kommer fra mig,
ved hun og jeg, men det så vi heller ej gerne,
at man til Hendes fjerne leje, sig selv kunne stjæle,
for tænk så på alle de folk der ku' hæle
en flig af det usagtes tale i tiden som kommer,
næ, giv til dem der er og var under urenes snerrende rem
denne sommer; og vi hvisker nu sammen Moder Liv og jeg
og vi hører et ammen fra de få nu på vej
mod hendes skøds søde safter,
jeg ser dem gå dernede
på sjælmarkens hegn, der er rafter
af det træ som i Edens Tegn hed "God Besked",
for de der så gerne glemmer de ved,
og mens jeg uden jalousi ikke vil tøjle
Hendes lyst efter nye venner at give den nøgle
der åbner for Tidernes Port,
som den for tusinde vandrende sjæle har gjort
det, så vid dog at nok er det stort
sig her i Tidens Inderste Have at mave,
men når jeg si'r det, er det ej heller helt af lave,
for den krig og den angst som i sjælene brænder,
er for os det træ, som frænder to snitted' minder i,
før de gik ud på hver sin æventyrsti,
og vi kunne gerne det træ omhugge,
det save til godt brugbart tømmer,
hvis angstens folk altså så var, som sig sømmer,
men de om frelse, lindring, bedring, hjælp og frihed sukke,
og nå ja, for os er det jo at bukke
under for ønsket om det at benytte,
som faktisk kun sig selv kan skøtte,
og så er vi atter ved starten af kvadet,
der svømmer som sild over fadet,
ja nu er vi atter ved starten af kvæden,
der løber så raskt over sneen som slæden,
som med et ottehunds stærkt og raskt spand
fra klippetoppen nærmer sig det solgyldne sand,
der er ved havet, som dertil fører,
hvorom profeter fortæller i bøger,
og jeg har lagt endnu en stribe ord om vejen til Moder Jord,
for jer der måske ellers glor, fordi I tror,
at det er med godhedens vamle mord, at man når op, hvor Hun bor,
næ, som sagt - og som hastigt nedskrevet -
er dén vej med styrken, lyset og lystens sandskorn revet,
Jeg skrev det, at du ku´ være belavet,
om en dag du fandt en vej op fra havet.
(Kærlighed er loven, kærlighed under vilje)