Luk 2.6 Tilbage

Agurkelighed og maksimitet

Frem

Da vi lå i lagereddike
sure og rædderlige,
kom Karen Kokkekone
med sin strikkepind
sylspids uden lige,
og det hul, hun prikked'
i min skrumpne agurkekrop,
lædsker og vædsker nu
nådeløst, og vil ikke stop.

Mens veninden med dilddusken
kyskt på sned om rumpen
har fastsat sin formening;
og til vi skal op
fra eddikelagen,
vil hun ha', jeg skal
gi' hende ret i, sagen er,
at styrken af det, jeg bæ'r indeni,
overstiger 'va' Karens kræsne
gæster ve' ku' li'; -
men nok har hun dild
min medsyltne veninde
her ud i krukken,
dog hendes skal er ikke - som min -
med strikkepind stukken.

- Næ, jeg tror, det er hendes selvagt,
der fik et slag den dag,
hvor jeg blev den valgte,
og den der blev stukken,
just derfor er hun nu ganske
tillukket, javist, og samtidigt lidt muggen.

-

Moralen er: at hvis du får mer',
mens de oversete det ser,
så vil de måske ha' dig fornedret,
for at deres selvagt kan blive bedret.

Den stukne agurk
da kløjs i den slurk,
den slubred' af nullet,
mens den mugne 'gurk
bli'r gaflet til gumling,
og dilddusken da tildækker hullet,
indtil den går på bordet,
og knækker kritikkerordet
på tungen bag ganen
hos den ven af Karen,
som just på det pikante
er smagserfaren. 

-

(Moralens pointe:
I skal være, som I er
og intet andet.).