Slotsspøgelset indså
senere end normalt,
at det rette tidspunkt
for den natlige
rundtur var inde.

Sildigt samlede han sig sammen,
raslede med lænken,
inden hans fod- og kravetøj
sad som det skulle.

Så belavede han sig ud på
de natlige gange,
i hvis mange lyde og lys
han selv var en ringe del.

Måske var denne nattevandring
en "rund" vandring:
en slags jubilæumsrundfart;
han fornemmede en ganske
særegen atmosfære,
der forlenede det
ellers så øde slotsinteriør
med en mulmet intoksikerende sødme;
sødme hans uhyre følsomme sanser
ikke sent bemærkede.

Pludselig gik det op for ham,
at der var levende væsener tilstede,
og at deres tilstedeværelse
skyldtes hans egen eksistens
eller rettere ikke-eksistens.

"Lad gå med at de vil testificere
min realitet, men om de vil
uddrive mig, lægges der ingen
fingre imellem!" - tænkte han
halvhøjt og ved sig selv, og
raslede prøvende med lænken,
mens hans gennemsigtige øjne
spejdede ud i det dunkle rum.

I ét nu eksploderede et kraftigt
og blændende lys få meter
foran ham for umiddelbart derefter
at slukkes igen.
I det næste nu styrtede han mod tårntrappen
for - nede blandt
kælderhvælvingernes sarkofager -
at anstifte en hylekoncert,
hvis uhyggelighed ingen kunne
dadle hans grufuldt oprevne
sind for indtil mindste detalje
repeterende at planlægge.- 

Til hans store forbavselse var
enkelte af de monstruøse kister
åbne og de balsamerede lig
fuldt synlige.

Siddende på en af de lukkede kister
begyndte han sin hylekoncert. 

Da de tændte lommelamperne
for om muligt at konstatere
en forandring med de bisatte,
chokeredes de alle, ved at
den 3. jarls øjne - fuldt bevarede -
glinsende stirrede imod dem.

Den unge journalist frk. udstødte
en række korte skrig, mens
øjnene - til deres fortsatte forskrækkelse -
lukkede sig. 

"Det var ganske givet den 3. jarl
som gik igen.", sagde spøgelseseksperten
fra London, imens han
fingererede ved den metalkæde
man ved første undersøgelse
havde overset.

Med et underfundigt dunkelt
og uudgrundeligt blik
hen over de tavse
støvede stenkister
fortsatte han:

"Ja, ja; - det er
jo ikke alle
der kommer
i avisen.

Men mon
ikke han
har fundet
fred nu?".