Yderst ved de Caribiske Øer
lå et lille sejlskib
med lyserøde sejl,
en alenlang mast,
og en besætning på 3
helbefarne sejlere:
nu trukne tilbage
til fredeligere sejleres
tilværelse -:
flasker -øskønheder,
dasende dage i solen,
hede nætter i havnebyernes flimmer;

alle tre havde forlængst indstillet
sig på den driveriske tilværelses magelighed,
for så vidt pengebeholdningen var oven vande
og sammenholdet fungerede,
hvad der var årskonti på;

nede i kabyssen lugtede der
sært af mandfolk, alkohol,
kaffe, sved og sur gammel
tobaksos;

når de ikke var der,
var der næsten en
trækvind, der kunne
gennemlufte hele menageriet,
men til hvilken nytte?

Snart sad de der jo atter
med deres åbenstående skjorter,
deres brune ansigter og
funklende armbåndsure og fingerringe;
mens det transportable gasanlæg
hvæsede i det tilstødende rum,
kaffekanden sprøjtede på kogepladen,
og bølgerne skvulpede mod loftet; -
for sådan lød det hernede
næsten en meter og en halv under havoverfladen.

Hvad er det for mænd,
              der bor i det lille sejlskib?
Hvad gør dem dog til disse mænd?

              Disse havmænd med deres
              vindblæste hærdede ansigter,
              med vaner og døgndrift
              vi ikke kender?

Uret på hylden med søkortene er halv to nat,
de andre to sover, mens den tredje
næsten forstenet ryger endnu en af
de hjemmerullede cigaretter.
For sit indre blik ser han, den sidste
skønhed han kaprede, som hun lå halvnøgen
derovre på løjbænken med ægte cederindlæg.

Hvem skabte dog disse rum?
Disse dage og deres mennesker?
Hvad var det dog, havet ikke ville fortælle dem?