Når han stod
med ansigtet
vendt mod vinden,
så håret stod
forfløjent baglæns,
anedes hans
konturer som
en sidevendt
silhuet - hun var
ikke i tvivl mer',
hvem kunne foretrækkes?

Hvorfor uendeligheden afbrudtes
uden mærkelig overgang
forstod de slet ikke,
nej, evigheden vil altid
hvile i de konturer,
der nu udviskedes
for blot at stå tydeligere
i hukommelsen - som en sødmefuld
ihukommelse.

Hvorfor ikke glemme det?
Nu tilregner vi jo andre
hændelsesmål.

Ganske givet; - men det var ham!