" - Og selvfølgelig er jeg da
en slags helt,",
sagde jeg og smed jernet,
"... og hedt har det været -
og jeg var hjemme,

og jeg var næsten hjemme,

og vi råbte det

fra opgange og tage;

og jeg løb bort:

vinkede videre i vrimlen,

mellem sporvogne og busser -
sneg mig langs regnvåde håbløse gyder og jublede
i Skt. Marinus' stive øje,
gled på hans finger, indtil hvert hjem var mit,
indtil jeg havde sovet i hver seng,
og gledet under hver bænk og bro -"

" - selvfølgelig", sagde vennerne, da de vendte hjem,
"Ja", jeg vendte mig, sagde: "Åh, I ér hjemme!"
men de sagde: "Kom stil din smertes sult." -

Og jeg nærmede mig: den transportable lar i alle numre
forklædt som væsel;
og det varmede, jo det varmede, men jeg hørte
sigøjnerpigens råben - råber: "Kom! - Kom!" -

Og Athene vendte sig - smilede fra sit overlegne
men smertes- og verdensfjerne tempel -
"Et hekseskud!", hun smilte, men jeg løb ned af trapperne,
og fandt hende med sin spejlglaskniv sejlende i forvredne
håndstandsforsirringer, for sidste gang så jeg dig
for denne gang, og du smilede, og jeg sagde:

"Ja, jeg elsker dig men gå bort - du er ikke min!".
Og hun veg videre over slagmarken, jeg strækker mig,
går videre - hjem - ja, hjem - måske i morgen.

Historien og Joshsvas soldater,
fandens forhoved & Troyas overrumpling:

 ... men de pegede på væggen,

og bag væggen læste de op
af personalhistorien,
og jeg bankede,
løb gennem døren,
råbte: "Løgn!
Løgn over linien!
Van(d)skabninger og træmennesker
find jer en anden -
frels min nabo -
ikke mig,
lad mig dø sovende,
jeres forfrosne bibliotekarer
har brækkede næser, og
deres lorgnetter er gennemhullede kikkertglas.".

-:

Den glødende mandepacer
råber: "Nej!" med sin glasøjemand,
og vi vendte dem,
sømmede dem fast i barken:
smed døren på porten -
    - og også da gadebetjentene
    krøb gennem vinduerne,
    og deres ben opførte sig,
    som blev de båret
    af rullende trapper med tekniske uheld:
        gennem røgslør og farvede glas,
        der glimtende roterede deres angst
        og metalhænder:
        forvredne ved døren,

hvor Dronningen af Saba slikker Kleopatras,
eller var det Kirkes Kusse,
hang ved mine øjenlåg og hofter,
og bed sig fast i deres læderbælter, lykkebringeren
bar gennem søvnen spidede: svastika bi-snurrende,
spidede gennem sensommerens københavnske selvfølgelighed;

- og jeg så dem marcherende til Vietnam/Afghani-valsen,
- og jeg så kvinder dø, og jeg så døde med stive begær,
stivnende hænder og stivnede håbefulde idoler,
og jeg så en hær af lidelsens soldater bløde foran
avisen i toget, og jeg så de døde
vende øjnene rundt på de levende døde,
og jeg så træerne hale nihalede
katte ud af sørøverens kuffert;
og jeg lo, da hun vendte sig i toget
og smilende underforstod, at hun gerne
åd af min hånd, hvis jeg blot gav hende
kraven igen; - og vendt mod min ondskab
og mit glødende had, trådte jeg til siden;
den hæsblæsende soldat blev smidt ud i nakken
og røven: derfra til verdens anden ende,
mens pedantiske observatører flåede
mig i armen, som ventede de
at profetierne fra den anden side væggen
var sande, - og jeg lo, gned mig på
lårerne, tømte lommerne; der var kun:
nøglen, uret, tændstikkerne og et billede
af en hjemgået gudinde som barn;
og da jeg, jeg, da jeg
græd ved et billede af en persisk flammekaster
i Marokko, lo togmanden: "Der er andre tog!"
- passagerne ved andre vinduer -,
men sideruden klaprede, mens en hjemfalden
graver råbte: "Nu" - "... som var vægge konstante!"
,lo han; - men de var det, for jeg så dem stadig
bag væggen: bag vægen: historikeren, den døde mand,
bibliotekaren, og kvinden, der ventede på Jesus;
og da de kom løbende igen og min byplanlæggerske
sagde: "O.k. - hiv ham ind. Lad de fleste mure
falde - (og de fleste mure faldt) - men den store
blive lidt endnu." - Og da de byggede den op,
vendte jeg mig mod passagerene og pigen i spejlet,
sagde:     "Lyt ikke til dem - lyt ikke til mit
                   venstre øre - sku' da heller ikke til det højre,
                   tro dem ikke-nikke-nej - nej, lyt til mit ord
                   hvor sandhedslæren og loven bor!" -

Og sygeplejersken og doktoren og racerkøreren
og troldmanden modelerede på en ansigt: et tilsnit.

Tvunget hjem: hinsides kivet, kløften og kampen,
holdt ude i andre hjem, - og
         "... selvfølgelig",
sagde jeg
        " ... selvfølgelig kommer han";
og hun sukkede - måske savner hun mig derinde,
måske er der en eneste sjæl i universet,
der elsker "mig", for det "jeg" er; -
    eller måske er det generalstabskontorernes
    myreflittige personale, der leder
        (i den subliminale perception)
    efter nye rekrutteringsemner; -
    sig mig hvad kærlighed er
        (i den førbevidste proces),
    når du selv behersker rummet?

Måske er det blot et kærtegn,
måske er det bare et ord,
der blev tilbage fra krigen.