Luk 4.13 Tilbage

Et hjertebarn  

Frem

Til Gitte den gæve Rose af Korset.  

Blot et hjertebarn:
et barn af byens støv
bragt her fra min manddoms barm
båret på den stærke arm,
der ikke kender ord som tøv -:
blot et barn af folket
en væren og en dag,
hvor byen slugte barnet,
mens jeg myndigt sagde: "Tag!"

Blot en piges kærlighed
som blev til ømt forlis,
smertesød besværlighed:
duvende døv af ærlighed,
det var den pris byen plukked´
af barnets favn;
imens en fjern drøm,
mit navn og den fred
jeg haled' indenborde,
for barnet og byen
blev mindernes mulnede jorde.

Blot et barn som var med mig,
og ikke er her mer´,
blot ti fingre og ti tæer
på et menneskebarn,
der for mig blev en yndig svævende fugl,
mens ti tæer krummedes,
mens i ti fingre søde forklaringer rummedes,
forklaringer jeg sænked´ ned i et sind,
- skabt i en fugleleg, hvor fuglen
for folket anskudt må falde,
for at vinden i barnets sind
kan lægge kind til den spirende mø,
som bærer de halve tanker,
jeg ikke kan dø.