Dunkelgrøn er ordet,
natløs står smileren,
og ser tilbage
efter drømmen
om sin egen skygge.

Langsomt vender han
tilbage,
og ser sig om,
og vender sig indad;
mener om sig selv,
inden blokaden
langsomt afslører
sin egen viderværdighed,
omkring hvad den aldrig
før indså - nemlig:
ordets øjeblikkelige indflydelse
på den nuværende tilstand; -
hvor staklen endeligt var fanget,
(stak stankelbenet i
snedigt snurrende snarer)
den enlige, stygge storfader/
stedmoderiske morderiskhed,
hvis skygger i solblomstens have,
hverken væde eller vejrlig i øvrigt
vederkvæges ved; -
hvorved de okkultpsykifysiske krigere
overvandtes - for ever.