Lurende over dalen
hang en trusseltung sky,
ladet med et had
udslynget fra et "Hvad?"
af en Gudernes Gud
i dvalen, henover angsten
der i blusel haltende forsvandt
fra salen - og fandt den sky
- der nu fra dalen - nærmer sig vor by.

Nu har det regnet i fjorten dage:
hagl og ildsten, hadets dryp,
en hujende himmelsendt plage,
- `Va' var det de sagde?
Var angsten den flage,
der løsned' en lavinelig skriden,
en ligegyldigheds fræsen
højbjergets skrænt,
som siden lå tillukket, utilnærmeligt,
bortholdt og koldt i tiden:
glemt som århundreders støvede, smuldrende viden.

Nu ruger angsten lurende uvis iblandt os
og i vore sind;  somme kan i nætters
blanke flader fornemme et i pulsen
jagende had, der vil ind bag tryghedens
panser plader, bag husenes goltsmykte facader,
for i angstens vamle og mugnede klæder
at kunne vække et "hvad?", som et tusindårstynget
og i dette vers ydmygt besunget,
drypstensglas ekko af hine flammende "hvad?"
om hvilket Per Olsen skabte et kvad.