Luk 5.7  Tilbage

Angsts monolog

Frem

  "Doomsday done."
 
Dedikeret alle de andre
  
søde, rare og dejlige
     
mennesker, som jeg også
    
elsker og vil elske.

Se til latter og håb:
det er glemt (det er nemt):
klovnecirkus og narredans
dinglende tilbage i rækken - døde (stands).

Gløde -
livsulmen maler tapetet,
tegner fine narresutter,
vi narrer dem tilslut;
(når de tror de dør, når de en dør (prut-prut)).

Og imens ved jeg,
at -:

idet vi mener det,
tror de det:
og
det er dén kærlighedsspændetrøje,
vor angst-
             
forfører ... os ...
(... : ... :)

Det er min angst, du,
der gør det:
uden aldrig at håbe
stener vor verdensviden,
årene ruller længere langs angstens højspænding -
uendeligt lige-gyldigt
i nuet, taler nuet
om dét.