Kære farmor

Da de kyssede violerne
i dit knaphul
holdt vi alle vejret; -
og dine øjne
undgik ikke
at fyldes med tårer,
gjorde de vel?

Men nu du er død,
ka' vi lige så godt indrømme,
at vi betalte dem
for at kysse de blomster.

 

Det er måske lidt strengt,
men troede du virkelig,
at man gad kysse knaphulsblomsterne
på en gammel kone, der stinker af tis og mølkugler?

Ligeså dengang ved den yngstes barnedåb;
det var sku med nød og næppe,
at vi ikke hældte dig på porten
- dit dødsyge ådselshimpegimpeskind;
ve' du `va', der reddede dig? - Arven!

- Og ve' du `vo'ff'r jah si'r de' her?
Fordi du havde spenderet hver en øre!

Og vi ve' godt, at det var på grund af detder
mæ' knaphulsblomsterne og barnedåben.

Men ve' du så, `va' vi syn's, du er?

Ret lækker!