Høj i sin vingeflugt
svang tranen siden ned,
tvunget af en vrede
med rod i min besked,
så kort og klar
så koldt i mol
må tranevalsen dø.

Thi tusinde sjæle
med totusind' vinger -
i flugt de gled ved svovlets sø, -
er nået fra søvnland til Gantana Bugt,
har vovet at æde de rødder,
jeg knuser til salve
for mine fødder.

Små nysgerrige
tegn er mig vist,
i folk som om handsker
har fnist, - som regn,
der tyst døver alt til ro; -
jeg sagde: "Gevalt,
gør ukyndigheds morads til muld
hvoraf spørgsmåls spirer ka' gro!!".

-

Dog nok var det sjæle,
og sjæle ka' tro,
men somme sjæle i fjerpragt
er sind, som i foragt
for landet dernede,
sjal `va' blankt var
og fyldte en rede.

Nå, hilsen fra Gantanas hede.
(Lad os alle bede - (i lange og brede) -.).