Da manden troede sig stærk svulmede
muskelbundterne uundgåeligt op, indtil hans
styrke overgik den tidligere styrke be-
tydeligt. Det var grunden; sagde manden,
med tro ka' man hæve muskler.

              ("Stå ret for Manden!";
              skreg kasketten stumt,
              "Stå ret for Fanden!";
              røg piben grumt. -)

Så vi, hvad vi er,
var vi, hvem de var:

i en afladt skolestue
med sandheden i kridstreg
og tavlen med grønheden
skrigende på fred, hvor
vi end er. - .

...          Hvad der end er galt
              så bliv,
              jeg ved ikke mer'
              men bliv,
              nu er sikkerhed illusion
              men bliv,
              ordene udebliver nu
              men bliv,
              dette nu er ikke mere ...
              åh bliv,
              -               hvor går jeg nu?
                             Åh bliv,
                             intet holder mig nu:
                             åh bliv,
                             men bliv -:
              - bliv.