Undskyld

Undskyld at jeg stjal
din verden
for blot at lade den
stå uåbnet tilbage;
undskyld siger jeg,
men indrømmet
tilfredsheden i mig var større,
da du blot stivned' stille hen,
end om jeg så end
havde tilvejslagt alt
du behøvede, bruger, brugte og trængte -
tilstået, du offer, verden
klarer sig bedre uden dig.

Barnet

Ja, jo barn, nej,
nej, barn, jo,
nej, for det var da dig:
du forglemmelse i tider,
tidevand og dage der glider -
mig, som sansed' de mange:
som barnet - sindet i ly -
skulle vedkoste i min by:
sjælen bag dig og dit tindrende blik,
hvor jeg nedsænked' en væg af skyld,
der nu står og spærrer til syne som en byld,
der vil forpeste dine dage, dit liv
og din stræben, til du en dag slår
den ud af dit hoved' igen,
med en voksen stemme
der fra et forplumret sind
støder en ræbende vind.

Flammelegen

... dine arme
dit giv - tag og din tilsyneladenhed -
de asbesthandsker, jeg gav dig,
beskytter dine hænder,
og jeg ved, du leger brandmand,
når vi andre tænder lighteren:
du - blussende babyånd -
lad mig tage din vaklende basken i hånd:
det jeg gød i din sjæl
var et kæbestød af manddom,
en jomfruelig tilståelse
og en skyld og en viden
ældre end tiden selv, -
jeg såede og nu vil jeg høste:
lad mig nu se flammen fortære din aura:
lad mig se dig gå igennem kulbunken
uden skelen til de blytunge himmelstrøg
over de ukultiverede vildtvoksende landskaber.

Du går igennem - tager og siger myndigt: "Javist",
så vender du dig, mens du siger: "Nej".

På tyvetogt

"... smad'r så for faén den lås
din kvabodder, -
ja - ja - ja for fa'en,
gi' dig tid, -
vent - - - så, smut så ind."

"Vi hugged' et fuldt pengeskab,
en støvsuger og en tegnebog
fuld af billeder med nøgne damer.

Da vi åbned' pengeskabet,
var det fyldt med
penge, juveler og obligationer
til en værdi af 7½ millioner.

Jeg skriver dette i Rio de Janeiro,
måske ta'r jeg aldrig hjem,
måske køber jeg Sundholm i morgen,
tja? - ? - !".

Skv

Skvatballonens nedtur
var et nedadgående kalaidogram
af fantasiforstørrede realitetsfortsættelsers
cirkulationsrudimentaritet,
situativiteten var en viljeshandling
i forfalsket tilsætningsarrogance,
der umåleligt udgjorde
distanceforløbets virkningssponsa.

Dine glødetænger

Vor to-hed
entropiens fase; -
din død
forårsagedes.

Vi-blandingen
udgød sin anonymitet.

Jeg'ets facettation
indgødes:

Da du døde,
løftede kongen
sit scepter
og en rubin
glimtede, mens
et slør i dens
indre sov væk
til en andens sted,

:

som du - det: 'du'
du døde.

Lysten i det

Din 'ham',
det 'ham' og det 'jeg'
dit jeg sansed'.

Det 'du', dit 'ham'
gav dit dig,
som tog til dit 'mig':

det 'mig' jeg tager;
det nej, der lagde
de 'ham', de 'jeg'er'
kaldte et 'dig',
der er i mig,
var en anden.

Denne anden bar du,
og da du var død
hviskedes:
du bar en engel.

Der du ér,
var det 'jeg' ikke.

Nej'et

Nej'et og dit:
'de andre'
et 'de andres dig'

og det 'min'
du lagde - - ham
(ham) som jeg er,
det du ér,

og det 'hán' var
det 'ham', der
var det 'mig',
du elsked' som dig.

Det 'dig' og det nej
jeg lagde,
at du kunne lægge

det 'dig' og det nej
dér i din død
og
mit liv.

De andre

De og
det 'dem'
der er os,
og de 'jeg'
der er ham eller hende,
for de 'jer'
der er mig,
og det 'dig'
jeg skabte i dig.

Og dit: 'de andre'
der bliver 'dem',
der bliver vores,

og

'de andre vores'
uden om dagen;

de 'jeg', der er et 'dig',
der er ved mit 'mig'.
Din død og det 'jeg'
jeg skabte for den engel.

Dit: hjælp ham

Dit: hjælp ham -:
det 'ham' der var
et 'dig' i det nu,
der var en vej
der -
det: der
og det: der
dær var det nej.

Din sidste
tur på eftervejen:

din modvilje
der ikke var det 'jeg',
der var det 'ham'
for mig, der
søgte dig,
som det 'jeg'
jeg er i jer,
ikke er det 'du', -:
dit 'jeg' lægger
i min 'mig'.

Nu har jeg dig to

Nu er du,
:
da den engel
valgte, simpelthen valgte,
ja, så strammed'
jeg den;
og gjorde dig ond,
så så jeg
et 'jeg',
og det 'jeg'
så 'min mig'
bære to os;

et os af mig
og et os af dig -

de 'dig' - de tre dig:
det 'dig' der er mit 'jer andre',
det 'dig' der er 'dit jeg' i døden,
og det 'dig' du sender mig

de tre 'dig'ers'
to angste:

den angst der er din død
og den angst et fjernt dig forbigår:

det I ved,
og det jeg sagde at I vidste,
det I ikke ved,
og det jeg vidste I ikke sagde,

"Det sidste?", spurgte jeg,
og det 'vi', der er i dig og dit 'jeg'
trak det 'jer', der var 'ham'
for den 'mig', som skabte din vej
til den død, du fødtes imod.

Den angst og det 'mig'
og det 'mig'.

Den vej og det 'dig'.
Den rejse
mit korpus,
mit liv og dit håb,
hans 'ham', der tog det 'jegs' angste 'mig',
og det 'ham', der trak det 'jeg',
der var dit 'vi';
og det senere mig
der trak det 'jeg',
der kender den angst i det 'vi', -
: din 'ham' i det jeg lagde bort.

Det at

Det at
jeg kendte det,
gjorde din tilfreds
og
naturen var
så fuldbyrdelsen,
det stykke vej
tilbage
og det stykke
vej i glemsel
var hvad jeg husked'
det 'din', der trak 'mit jegs ham' i tvivl
og angst for 'jeres hams' kvalitative
tilstedeværelse og opvoksens stabilitet,
var hvad din død viste.

Det 'hans' og det 'din' og det 'ham'
fik fred,
for mit 'jeg' og de 'jeg'ers mig'
der levede i den fred!

Drømmen og glemslen

Den drøm i det glemte
det glemte kun jeg,
og det huskede min;
det 'min', der er
'dit migs ham' og
'hans jegs mig'
og din verdens vej
i den fred og de nej-nej
der fælled' den 'dig',
som alligevel gik den vej,
der førte til det 'digs vi',
der vidste både det med
valget af slutvejene og den angst,
som drømmen og glemslen fuldbyrdede i fred.

Vidnet

Vidnet var et 'jeg'
af et 'min',
som et 'dig'
'mit jeg' bar. 

Vidnet vidned': "Ja!".
Og det var din fred.
At du prøved' igen,
var et andet 'jegs
mig', der satte
et 'mig', der ikke kendte,
det jeg ikke
vil have, i det 'dig'
'jeres mig' lægger
i et 'ham', der
var mig, men ikke
selv står af graven;
den grav der er tid,
den tid og den tid:
den tid der er tiden,
og den tid, det 'dig' vi så
i 'mit jegs mig', lægge dig med;
den tid er alt du har tilbage.

Men'erne og

Men'et er, at
'dit jegs ham'
også validerer
din nabos 'ham'.

Og det med der
er 'dit jegs ham'
i den tid fjern.

Og den tid nær
'dit jeg'
var med,
det 'jeg' og det 'mig'
der mødte dit 'jeg'
på en tid midt
i et dér,
hvor vi var 'mine
jeg'eres mig'.

Og det sidste du sagde var:
"`Va' la' os.".
Det var din god
og
tænk; at det er i min sjæl.

Da jeg strøg dine chancer
og lod dig levere direkte
til dit fjerne jeg
uden om din bortforklarer
og især dit senere 'jegs' to.

Det 'jeg' der i sig selv var,
det 'jeg' der i mit selv var.

Det andet viste persiennen,
og det viste
den vej,
som englen i dig
bar for det 'mig',
der bær' det 'ham'
for de 'jer', hver af
dem føler som et 'jeg'
for en 'ham'. der var
det 'ham', han er,
men som 'mit jeg' ikke kaldes 'dig'.

Venderen, vinduerne og rummene

Venderen
viste englen,
og dit 'dig'
bar det 'jeg',
der bygged'
glas i de rum,
hvor et blødende mig
svigtet af et usvigteligt dig
eller "om:"

om var det 'jeg',
der sansed'
et 'mig',
som 'dit fjerne
dig' ikke iagttog
i andet end en drøm.

Siden var tiden.

Og jeg hang på dens snore.

Undskyldningen

Undskyldningen
var praktisk,
refærdig,
sandfærdig og
tilsyneladende.

Arbejdet var en nedskrivning.
Det du betød var smukt,
det du forhindrer var i sig selv smukt,
det, der ikke skulle blandes, var, hvad du døde for,
det, der ikke skulle blandes,
var de steder midt imellem.

Dig'erne - stederne

Din ånds spillechancer
for dit 'jeg' -
og jeg - langs tre veje: 

Din ånd som i 'dem'
og den engel
der ærligt talt lagde,

min skam - lysten
og så det,
at jeg
alligevel
var god,

fordi: hele tiden - og også en anden gang
tog jeg - men alligevel også en anden gang -
evigheden og tiden var, hvad englen
viste mit barn
atter mod mand. 

Da jeg skrev
om forsvaret i alle os,
der er af 'min migs min'.

Og da jeg skrev det ned på papiret.

De jeg gav dig et togforstanderemblem,
og
da jeg glemte dét,
der egentligt var godt nok; 
da du så bremsemekanismen,
og da du sagde:
"Det er dét, det drejer sig om!".
Sagde jeg:"Ja, det drejer sig om det.".
Dér tog du dit sæde og var død!

Det sidste

Det sidste du prøved',
var at smile og lade som ingenting,
for det smil 
fik du fred
for den død. 

Den død rummedes
ikke i 'dit jeg',
men i 'mit jeg'
der kender tiden,
og for 'dit jegs mig'
der er i de tider,
der er tidens.

Min vej dertil

Min vej dertil var det nej
'mine jeg'er'
måtte bære
for 'mit migs' færden.

Min vej dertil
var de veje,
der sønderbrød
det landskab,
der skulle modne
det 'mig', der elsker det 'ham',
'jeres hvem' kalder 'han'.

Min vej derfra

Min vej derfra
var glemsel,
og min vej derfra
var viden,
og min vej derfra
var den vished,
at det var gjort,
glemt og mellem os to.

Et 'os' der er indforstået
mellem 'dit jer'
og det som er.

Et andet 'os' der er 'dit jeg og mit'
mellem disse ark -:
disse handlinger
og din bortgang. 

Din bortgangs
oplysning
var 'mit jegs' pligtmæssige
opfyldelse. 

Sådan glemte jeg og ihukom,
og det var min vej derfra.