Undskyld

Undskyld at jeg stjal
din verden,
for blot at lade den
stå uåbnet tilbage;
undskyld siger jeg,
men indrømmet,
tilfredsheden i mig var større,
da du blot stivned' stille hen,
end om jeg så end
havde tilvejslagt alt
du behøvede, bruger, brugte og trængte -
tilstået, du offer, verden
klarer sig bedre uden dig.

Barnet

Ja, jo barn, nej,
nej barn, jo,
nej for det var da dig,
du forglemmelse i tider,
tidevand og dage der glider -
mig, som sansed' de mange;
barnet, sindet i ly,
skulle vedkoste i min by,
sjælen bag dig og dit tindrende blik,
hvor jeg nedsænked' en væg af skyld,
der nu står og spærrer, til syne som en byld,
der vil forpeste dine dage, dit liv
og din stræben, til du en dag slår
den ud af dit hoved' igen,
med en voksen stemme,
der fra et forplumret sind
støder en ræbende vind.

Flammelegen

... dine arme
dit giv - tag og din tilsyneladenhed -
de asbesthandsker jeg gav dig
beskytter dine hænder,
og jeg ved, du leger brandmand,
når vi andre tænder lighteren,
du blussende babyånd,
lad mig tage din vaklende basken i hånd,
det jeg gød i din sjæl
var et kæbestød af manddom,
en jomfruelig tilståelse
og en skyld og en viden
ældre end tiden selv, -
jeg såede og nu vil jeg høste,
lad mig nu se flammen fortære din aura,
lad mig se dig gå igennem kulbunken
uden skelen til de blytunge himmelstrøg
over de ukultiverede vildtvoksende landskaber.

Du går igennem - tager og siger myndigt: "Javist",
så vender du dig mens du siger: "Nej".

På tyvetogt

"... smad'r så for faén den lås
din kvabodder, -
ja - ja - ja for fa'en,
gi' dig tid, -
vent - - - så, smut så ind."

"Vi hugged' et fuldt pengeskab,
en støvsuger og en tegnebog
fuld af billeder med nøgne damer.

Da vi åbned' pengeskabet
var det fyldt med
penge, juveler og obligationer
til en værdi af 7½ millioner.

Jeg skriver dette i Rio de Janeiro,
måske ta'r jeg aldrig hjem,
måske køber jeg Sundholm i morgen,
tja? - ? - !".

Skv

Skvatballonens nedtur
var et nedadgående kalaidogram
af fantasiforstørrede realitetsfortsættelsers
cirkulationsrudimentaritet,
situativiteten var en viljeshandling
i forfalsket tilsætningsarrogance,
der umåleligt udgjorde
distanceforløbets virkningssponsa.

Dine glødetænger

Vor to-hed
entropiens fase; -
din død
forårsagedes.

Vi-blandingen
udgød sin anonymitet.

Jeg'ets facettation
indgødes.

Da du døde,
løftede kongen
sit scepter
og en rubin
glimtede, mens
et slør i dens
indre sov væk
til en andens sted,

:

som du - det: du
du døde.

Lysten i det

Din ham,
det ham og det jeg
dit jeg sansed'.

Det du, dit ham
gav dit dig,
som tog til dit mig

det mig jeg tager;
det nej, der lagde
de ham, de jeg'er
kaldte et dig,
der er i mig
var en anden.

Denne anden bar du,
og da du var død
hviskedes:
du bar en engel.

Der du ér
var det jeg ikke.

Nej'et

Nej'et og dit
de andre, -
et de andres dig

og det min
du lagde - - ham
(ham) som jeg er,
det du ér,

og det hán var -
det ham, der
var det mig,
du elsked' som dig.

Det dig og det nej
jeg lagde
at du kunne lægge

det dig og det nej
dér i din død
og
mit liv.

De andre

De og
det dem
der er os,
og de jeg
der er ham eller hende,
for de jer
der er mig,
og det dig
jeg skabte i dig.

Og dit: de andre
der bliver dem
der bliver vores,

og

de andre vores
uden om - dagen;

de jeg, der er et dig
der er ved mit mig.
Din død og det "jeg",
jeg skabte for den engel.

Dit: hjælp ham

Dit: hjælp ham -
det ham der var
et dig i det nu,
der var en vej
der -
det: der
og det: der
dær var det nej.

Din sidste
tur på eftervejen;

din modvilje
der ikke var det jeg,
der var det ham
for mig, der
søgte dig,
som det jeg,
jeg er i jer,
ikke er det du, -:
dit jeg lægger
i min mig.

Nu har jeg dig to

Nu er du
:
da den engel
valgte, simpelthen valgte,
ja, så strammed'
jeg den;
og gjorde dig ond,
så så jeg
et jeg,
og det jeg
så min mig
bære to os;

et os af mig
og et os af dig -

de dig - de tre dig:
det dig, der er mit jer andre,
det dig, der er dit jeg i døden,
og det dig, du sender mig

de tre dig'ers
to angste:

den angst der er din død
og den angst et fjernt dig - forbigår:

det I ved,
og det jeg sagde at I vidste,
det I ikke ved,
og det jeg vidste I ikke sagde,

"Det sidste?", spurgte jeg,
og det vi, der er i dig og dit jeg
trak det jer, der var ham
for den mig, som skabte din vej
til den død du fødtes imod.

Den angst og det mig
og det mig.

Den vej og det dig.
Den rejse,
mit korpus,
mit liv og dit håb,
hans ham, der tog det jegs angste mig,
og det ham, der trak det jeg,
der var dit vi
og det senere mig,
der trak det jeg,
der kender den angst i det vi, -
: din ham i det jeg lagde bort.

Det at

Det at
jeg kendte det,
gjorde din tilfreds
og
naturen var
så fuldbyrdelsen,
det stykke vej
tilbage
og det stykke
vej i glemsel
var hvad jeg husked'
det din, der trak mit jegs ham i tvivl
og angst for jeres hams kvalitative
tilstedeværelse og opvoksens stabilitet
var hvad din død viste.

Det hans og det din og det ham
fik fred,
for mit jeg og de jeg'ers mig,
der levede i den fred!

Drømmen og glemslen

Den drøm i det glemte,
det glemte kun jeg
og det huskede min;
det min, der er
dit migs ham og
hans jegs mig
og din verdens vej
i den fred og de nej-nej
der fælled' den dig,
som alligevel gik den vej,
der førte til det digs vi,
der vidste både det med
valget af slutvejene og den angst,
som drømmen og glemslen fuldbyrdede i fred.

Vidnet

Vidnet var et jeg
af et min,
som et dig
mit jeg bar. 

Vidnet vidned': "Ja!".
Og det var din fred.
At du prøved' igen,
var et andet jegs
mig, der satte
et mig, der ikke kendte,
det jeg ikke
vil have, i det dig
jeres mig lægger
i et ham, der
var mig, men ikke
selv står af graven;
den grav der er tid,
den tid og den tid:
den tid der er tiden
og den tid, det dig vi så
i mit jegs mig, lægge dig med;
den tid er alt du har tilbage.

Men'erne og

Men'et er, at
dit jegs ham
også validerer
din nabos ham.

Og det med, der
er dit jegs ham
i den tid fjern.

Og den tid nær -
dit jeg
var med,
det jeg og det mig,
der mødte dit jeg
på en tid midt
i et dér,
hvor vi var mine
jeg'eres mig.

Og det sidste du sagde var:
"`Va' la' os.".
Det var din god
og
tænk; at det er i min sjæl.

Da jeg strøg dine chancer
og lod dig levere direkte
til dit fjerne jeg
uden om din bortforklarer
og især dit senere jegs to.

Det jeg, der i sig selv var,
det jeg, der i mit selv var.

Det andet viste persiennen,
og det viste
den vej,
som englen i dig
bar for det mig,
der bær' det ham,
for de jer, hver af
dem føler, som et jeg
for en ham, der var
det ham han er,
men som mit jeg ikke kaldes dig.

Venderen, vinduerne og rummene

Venderen
viste englen
og dit dig
bar det jeg,
der bygged'
glas i de rum,
hvor et blødende mig
svigtet af et usvigteligt dig
eller "om:"

om var det jeg,
der sansed'
et mig,
som dit fjerne
dig ikke iagttog
i andet end en drøm.

Siden var tiden.

Og jeg hang på dens snore.

Undskyldningen

Undskyldningen
var praktisk,
refærdig,
sandfærdig og
tilsyneladende.

Arbejdet var en nedskrivning.
Det du betød var smukt,
det du forhindrer var i sig selv smukt,
det der ikke skulle blandesvar hvad du døde for,
det der ikke skulle blandes
var de steder midt imellem.

Dig'erne - stederne

Din ånds spillechancer
for dit jeg -
og jeg - langs tre veje. 

Din ånd som i dem
og den engel
der ærligt talt lagde,

min skam - lysten
og så det,
at jeg
alligevel
var god,

fordi: hele tiden - og også en anden gang
tog jeg - men alligevel også en anden gang -
evigheden og tiden var hvad englen
viste mit barn
atter mod mand. 

Da jeg skrev
om forsvaret i alle os,
der er af min migs min.

Og da jeg skrev det ned på papiret.

De jeg gav dig et togforstanderemblem
og
da jeg glemte dét,
der egentligt var godt nok; 
da du så bremsemekanismen,
og da du sagde:
"Det er dét det drejer sig om!".
Sagde jeg:"Ja, det drejer sig om det.".
Dér tog du dit sæde og var død!

Det sidste

Det sidste du prøved'
var at smile og lade som ingenting,
for det smil 
fik du fred
for den død. 

Den død rummedes
ikke i dit jeg,
men i mit jeg
der kender tiden,
og for dit jegs mig
der er i de tider,
der er tidens.

Min vej dertil

Min vej dertil var det nej
mine jeg'er
måtte bære
for mit migs færden.

Min vej dertil
var de veje,
der sønderbrød
det landskab,
der skulle modne
det mig, der elsker det ham
jeres hvem kalder han.

Min vej derfra

Min vej derfra
var glemsel,
og min vej derfra
var viden,
og min vej derfra
var den vished,
at det var gjort,
glemt og mellem os to.

Et os der er indforstået
mellem dit jer
og det som er.

Et andet os der er dit jeg og mit
mellem disse ark -
disse handlinger
og din bortgang. 

Din bortgangs
oplysning,
var mit jegs pligtmæssige
opfyldelse. 

Sådan glemte jeg og ihukom,
og det var min vej derfra.