Tusind' gode og dumme undskyldninger
har du givet mig, endog for
ting der end ikke bekymrer mig.

"Tak", siger du ind i den uforstående tilgivelse,
              mens dine travle øjne dukker sig
              for bedrevidende indforståethed, -

- Glem nu ikke -: man gør ikke sådan -
og utallige andre formularer
som piner dit sind;
og gør os andre ligeglade
i en slags stillestående
generalaccept af dit væsens
underdanighed.

Da du undskyldte de generelle
standardformularer,
som piner og udvander
dit sind,
prøvede jeg at vække
de mere levendegørende
positivismer, som til enhver tid
ligger i et letgenkendeligt lag
mellem sprogregionerne og
menneskelivets gøremål.

Grunden til at du undskyldte
din blindhed overfor de latente
positivismers indflydelse
var, at du ville køre vid're
med din selvkanalisation
udi bekymretheds genindtagne
tilsidesættelser.

Men det undskyldte du aldrig.