Nuvel vil vi trene
tilbage ad stier i natten,
glemte og dunkle
vogte på skatten;
'som
kærrer med tid
som
bærer vej, -:´
id,
flid, møje og mer'.
bærer
vid're (- vid're - vid're - vid're)
mod
hvad? - Intet andet end hvad vi gad!
Da
står vi stille ved søen
af
tumult,
(af tilværelsesemsighedskonformitet).
Dog
var da brodden og grænsen en håben:
set
som sket som landskabsæsken i forandrings måben,
kom
helt, kom ledt i sin bane af stemning og ælde
til
vi som bag altet nu ve' a' fortælle:
Og
er dá ordet, der rækker i disse gevandter
nu
nået ind til Indre Visions attendanter?
Lad
da manden i mig og mit handlingsbords vidde
tære
på alt der næres og bæres på vej,
enten
velsignet i videregangs "ja",
eller
dybt sunket ned i et glemselstungt "nej".
- (Dog for mig er nu gåden,
at versenes skønhed
i nuet var nåden).