Rejst
er da stagen, og øverst vil stå,
smilet
i dagen, hvor intet kan gå
klart
gennem synet, som selv rækker ind
bag
synenes billed' dybt i dit sind.
Skulle
da hus være vej,
om hver dag bar derhen,
hvor
"vid're" er ordet,
der frygtes før: "tænd"?
Tja,
håbet må fly, mens de sidste små glimt
lokker
og spår om en tid levet blindt,
uden
et alter af tidløse ord
spolet
så sikkert af tanker, som tror,
at
man intet formår (dråbe),
når
sjælens oprigtige urvisere går - (tåbe).
Går
uret dog som vejen,
-
af mærker punktligt stregen, -
er
målet da forude
et
blink bag dugget rude?
Skulle
da guld være støv
og
dør være lem,
tænk
om man kunne
i
fald råbe mod dem
på
veje af tyngende håb! -
Håb
at et alter af tid kan forgås,
glemsel
at tiden dog stadigen sker,
mens
dage og nætter bli'r flere og fler'. -
Skulle
da himmel og syn
mødes
udenfor byen,
skulle
da ego og hånd
bindes
i bånd
som
skyer af løfter,
der
trøster med billed':
- ind
til en helhed
af
fuldtonet gang
gennem
hvert spekter
af
tidsslangen lang:
bragt
til bords
pyntet
og nydt
af
de mødige ords
kolde
raffinement -
er
det vejens imens,
når
vi tænker engang ? ? ?
Skulle
da tiden engang brænde i bålet for os,
som
tænker tilbage i ørneflugten - på trods
af
tiden og vejen og skrålet, der lokker derhen,
hvor
vi enten så "børne-ér", eller "baby-hár" - igen.
Men
så ér da vejen
et
billed' ved dig,
og
det gør jo stregen
af
tid til et "Hej!" -
for
løfter og håb
bringer
ingen afsted,
men
løfter er vidner
hvor
håbet er med, -
dog
håbet er der
som
et ønske engang,
og
vendt mod hint ønske
er
da denne trang,
der
skulle kalde på vejen,
dens
tid og dens id -
nu
siges jo vejen,
at
føre mig did (Hid!).
Dog
intet jeg aner
bag
næste sving,
skønt
måler herfor
lokker
stemningen ind
Men
stemning - du
skjulte nerve bag synet -
hvor er du gemt,
når man farer langs brynet? -
Skulle
da hvert stykke vej
hvert dengang - derfor
være et minde, en glød,
en tår livsens ånd
eller støvenes bånd;
da bærer hver tanke,
hvert ekko i handlen
en underfuld evne
til stadig forvandlen.
Er
da tidens porte rejst?