Myte 12

Tekstfragmentet kaldet:

AFREJSE

              Det er noget andet at vågne en morgen, hvor man ved man skal ud at rejse.

              Laila lå og følte forventningens glæde blande sig med tankerne, óm det hele nu også var i orden. - Bagagen - masser af ting som skal huskes.

              Nu er Bjørn også vågen, og idet hun kryber ind til hans stærke lunhed, ved hun hvad det er der mangler:

              "Der er ingen til at passe blomsterne, Bjørn", siger hun og gnider næse mod hans bryst. "Nej for Søren, det har vi helt svedt ud. Tror du ikke at Jensens ovenpå vil?" - "Nej ikke Jensen, jeg vil ikke have den gamle sladderkone til at snuse rundt herned så hellere Petersens ved siden af. Gider du ikke gå over og spørge dem?" -"Mjo"; "Gå der ind nu, mens jeg laver morgenmad.":

              - Og mens Laila koger vand og smører brød, lover Fru Petersen - noget forvirret og i morgenkåbe - at vande blomsterne og at omadressere eventuelle breve.

 

              Glade og i perfekt rejsehumør sætter Laila og Bjørn Svendstrup sig til et hastigt morgenbord, hvorunder rejsens detaljer endnu engang gennemdrøftes og tjekkes af.

              "Åh hvilken morgen - en søndagstorsdag", tænker Laila, fordi Bjørn stadig er her og hjælper med opvasken, og endda siger, at hun ser dejlig ud, og at han glæder sig - som jeg.

 

              "Altså kravler vi ind her!", råbte Bjørn, og Laila nikkede pustende frisk og glad.

              Det var en temmelig stor hule: halvkold og ikke så spændende. De gik lidt rundt, mens Bjørn røg en cigaret. Så gik de tilbage til stranden, hvor de mange badegæster summede som i en kæmpemyretue.

 

              Vandet er behageligt køligt. Der er masser af forstyrrende unger, så de svømmer ud  af med seje tag. Laila lægger sig pustende om på ryggen og flyder, mens Bjørn fortsætter ud ad: hårdt, videre, blæse være med bølgerne. Bare ud af. Leve stærkt.

              Fra sine tanker finder han pludselig sig selv i vandet, som føles stærkt og koldt herude - voldsomt: "Hov jeg er vist lovligt langt ude ... men hov va' nu? - Va' nu? - Jeg må ind ad, va' sker der med mig?". Kriblende tanker mens han strider ind ad og fornemmer en krybende og spændt angst rejse sig, bjergtage ham, hivende ham ned, under og op og ned, -. "Videre - det må, jeg må! Åh hjælp - jeg - det må - åh - jeg ..." -.

              Og pludselig er der stille omkring ørene, bevægelserne flyder med og i korte glimt glider livet forbi, som en kavalkade af hukommelse og billeder: ikke kendte eller huskede blander sig med billeder af hjul, sole og stjerner - farver der fortættes - løfter sig og stiger i renhed.

              "Jeg husker intet mere, før jeg fornemmede stærke hænder åbne mit bryst og læber, der åndede mig tilbage til her.".