English Summary

I 1952 afgav professor og forhenværende SS-Sturmbannenführer, dr. Johann von Leers, som tilskyndet af 2. Verdenskrigs udfald nu havde bosat sig i Argentina, under edsansvar følgende erklæring:

Han, von Leers, havde engang i foråret 1943 ført en lang, privat samtale med Reichsführer Heinrich Himmler. Under samtalen blev han ved et tilfælde betroet en interessant hemmelighed: Himmler havde inden besættelsen af Danmark haft et møde med førende mænd fra den danske regering.

Man var uden større vanskeligheder (!) blevet enig om, at de danske tropper kun skulle yde symbolsk modstand, og at enhver reel kamp skulle undgås. Himmler havde forladt mødet så lykkelig som sjældent før: Det var lykkedes ham at komme et engelsk angreb i forkøbet og redde livet for tusinder af unge germanere, som ellers ville være omkommet i en meningsløs kamp mod hinanden. Desværre var stadigt større dele af den danske befolkning begyndt at anse tyskerne for fjender, og man var snart nødsaget til at gribe til strenge midler.

"De danske herrer så for resten racemæssigt fremragende ud,
var bedste germanske typer"

 tilføjede Reichsführer-SS, Himmler

Erklæring dateret Buenos Aires, 16. august 1952

Danmark var blevet taget på sengen af tyskerne den 9. april 1940. Forsvarsminister Alsing Andersen proklamerede dagen derpå, at angrebet var kommet som "en fuldstændig overraskelse for os alle".

Middelgrundsfortets mandskab var sendt i land. Ved Langelinie var der, i modsætning til dagen før, pludselig kommet rigelig kajplads, så de tyske skibe kunne lægge til. De sønderjyske grænsegendarmer havde fået ordre til ikke at skyde. Kampflyene i Værløse stod så tæt, at de under ingen omstændigheder kunne gå på vingerne med kort varsel. Desuden forekom en bizar historie om en dør på Kastellet, der var låst - udefra! - så soldaterne ikke kunne komme ud (Jon Galster: 9. April 1940 - en sand myte!).

Jon Galster

Den 17. marts 1940 - datoen for mødet i Rostock, tre uger inden Besættelsen den 9. april, var Palmesøndag. Udenrigsminister P. Munch var derfor ikke på arbejde. Det var han derimod både dagen før og dagen efter (kan rejsen have fundet sted i UFO - det var jo trods alt inden Fugleflugtslinien?). To personer erklærede under edsaflæggelse at have set Munch i Rostock 17. marts, en vis pastor Schmidt samt tyskeren, dr. Rudolf Jacobsen. Sidstnævnte hævdede at have hørt Reichsführer-SS, Heinrich Himmler, omtale lederen af en lille, udenlandsk delegation som  "den danske udenrigsminister". 

[TOP]

GALSTERS GJALLERHORN

Umiddelbart efter Befrielsen, 5. maj 1945, blev der nedsat en såkaldt Parlamentarisk Kommission med det formål at undersøge skyld-spørgsmålet, altså hvorvidt regeringen havde gjort for lidt for at forhindre den 9. april, og for meget for at sabotere modstandsbevægelsen,  samt andre forhold omkring den tyske besættelse af Danmark. Syv år senere, i 1952, nåede Kommissionen til den konklusion, at samarbejdspolitikerne intet strafbart havde foretaget sig.

Samarbejdspolitikken kulminerede i stats- og udenrigsminister Scavenius' uopfordrede hyldestord om "de store, tyske sejre, der har slået  verden med forbavselse og beundring" og interneringen af de danske kommunister. At de danske jøder senere blev reddet, var udelukkende deres egen, deres danske hjælperes samt først og fremmest en tysk officers fortjeneste, som i forvejen havde røbet, at der var en aktion på vej. 

En borger, Jon Galster, der var særdeles utilfreds med det resultat, Kommissionen var kommet til, anklagede nu følgende danske (alle socialdemokratiske eller radikale) politikere for højforræderi: Daværende stats- og udenrigsminister Erik Scavenius, daværende (dvs. 9. april) finans-, senere statsminister Vilhelm Buhl, daværende forsvarsminister Alsing Andersen, samt daværende statsminister Thorvald Stauning og daværende udenrigsminister P. Munch.

Grove injurier kan ved visse lejligheder være gavnlige, ja nødvendige som sidste udvej, erklærede Galster, en søn af Kjeld Galster, rektor for Aalborg Katedralskole, hjemsted for Churchill-Klubbens drenge-sabotører, nogle af de første modstands-ydere i Danmark. Den unge Jon Galster var begyndt at studere til cand. mag. på Aarhus Universitet. Og han var debuteret som forfatter af illegale skrifter.

"Han var en af de første, der skrev mod tyskerne. Et af  hans skrifter kan stadig ses i Den Gamle By i Aarhus. Han blev bortvist fra universitetet af samme  grund og måtte tage til København for at studere videre. Her lagde han sig ud med Studenterforeningen, "Danmarks frieste talerstol". De turde slet ikke have ham. For allerede dengang var han begyndt at anklage politikerne for begivenhederne den 9. april".

Galster var allerede blevet fremstillet for Den Parlamentariske Kommission, inden den var færdig i 1952, men Kommissionen mente, at "adjunkt Galsters tilstand er således, at det er umuligt at afhøre ham". Det var nemlig hans plan at gøre sig umulig for Kommissionen, så han kunne komme for en almindelig domstol som sigtet for INJURIER og dermed få rejst rigsretssag mod samarbejdspolitikerne. Galster, der nu var cand.mag. i historie, dansk og fransk, begyndte at læse jura for bedre at kunne klare sig i højforræderi-sagen, især da ingen advokat ville føre den for ham.

At få rejst rigsretssag mod 9. april-regeringens levende og ikke-længere levende medlemmer lykkedes ikke for Galster. Til gengæld fik han regelmæssig sensationel avisomtale og blev en offentlig kendt person. Børge Outze i Information: "Gal - galere - Galster!"

"Min mand flyttede til Holstebro, fordi byens dommer, Hjalmar Richter, havde udtalt, at hvis Galster kom for ham, ville han give ham tilladelse til at føre alle sine vidner. Men Jons modstandere fik forhalet sagen længe nok til, at Richter i mellemtiden var gået af. Så flyttede Jon til Viborg, da sagen kom for Vestre Landsret, sad i retssal om dagen og holdt foredrag rundt omkring i Jylland om aftenen. De foredrag trak fulde huse overalt. Når mødesalen skulle lukke, sagde han: "Vi fortsætter på den anden side af gaden". Og folk gik med ... Når han annoncerede møderne i avisen, huskede han at skrive, at Statsministeren og andre regeringsmedlemmer var personligt inviterede og kunne påregne gratis adgang".

Han mødte også op til andre politiske møder. På et vælgermøde i Skive op til dannelsen af Trekantregeringen i 1957 afbrød han nede fra salen den radikale leder Bertel Dahlgaard, som var ved at tale om arbejdsløsheden, med tilråbet: "Gør dem til soldater!" I 1958 lykkedes det endelig Jon Galster at komme i fængsel, da han var blevet ekspert i grove injurier, med en dom på seks måneder for bagvaskelse og falske anklager.

"Den dag, min mand skulle starte afsoningen, havde han et møde i Odense, der var annonceret. Det ville han ikke svigte. Ved nogle venners hjælp prøvede han at skaffe sig adgang til salen og gennemføre mødet. Men da havde politiet allerede spærret alle indgangene. På det tidspunkt havde han sin adresse hos mig. Politiet kom for at hente ham, men jeg vidste faktisk ikke, hvor han var taget hen bagefter. Dagen efter mødte han som eftersøgt op til afsoningen, og lagde fra fængselscellen straks sag an mod justitsminister Hans Hækkerup, som havde udtalt: "Jon Galster skal dømmes!" - det er at lægge pres på domstolene, og det er ikke tilladt. Vi blev gift den 21. august i fængselskirken i Vridsløse. Justitsministeriet frygtede ved den lejlighed for et kupforsøg - at nogle af Jons tilhængere ville benytte sig af omstændighederne til at prøve at befri ham. I øvrigt havde Jon udtalt sig om Hans Hækkerup (som ikke er den nulevende politiker) i så injurierende vendinger, at det indbragte ham yderligere otte måneder".

Galster tilbragte en del af 1964 i den amerikanske regeringsby Washington med at lede efter Himmlers dagbøger i kongresbiblioteket. Men nu lod han også den vel efterhånden rigeligt akkumulerede vrede gå ud over arkitekten, digteren og kultur-debattøren Poul Henningsen (PH), Vietnam-tribunalets leder Bertrand Russel (tribunalet foregik i København) samt den erotiske forfatter Jens August Schade, ikke på grund af de frivole romaner, men fordi han var kommunist. Sønnen Virtus truede offentligt med at ombringe Galster ...

Jon Galster deltog blandt meget andet også i en anti-kommunistisk kongres i Manila på Filippinerne og opholdt sig på Taiwan - Formosa i tiden og Galsters vokabular - som regeringens gæst i fem dage, samt i Ian Smith's Rhodesia og det hvide styres Sydafrika. Hans ejendommelige bog fra 1971 "Amagers erobring" beskriver, hvorledes Sovjetunionen med bistand fra de langhårede og kommunisterne uden problemer kan spadsere fra Sydvestpynten til Rådhuspladsen med et vigtigt støttepunkt i Baadsmandsstrædes Kaserne (den såkaldte fristad, Christiania), mens resten af Danmark er travlt optaget af hashrygning, se pornofilm og tilegne sig marxistiske doktriner. Kapitlet "Kunsten at nedgøre kommunister" lod han oversætte og sende til sine favorit-regimer kloden over.

"Da vi en dag møder Mogens Glistrup i toget, spørger min mand, om de ikke skulle slå pjalterne sammen ... men det havde ingen interesse for Glistrup. Da Holger Lindholt og Ole Gerstrøm var MF'ere for Fremskridtspartiet, foreslog de at give min mand en officiel oprejsning for livet - en erstatning på fire millioner kroner i  tabt arbejdsfortjeneste m.m. Uden held...!"

THE ROSTOCK AGREEMENT

The Danish Text

The National Trauma No. II: For the year 1940 - seven times 23 since Adam Weishaupt usurped North America! - HG turns his attention once more to Denmark. On March 17th the Danish foreign minister met with Reichsführer Heinrich Himmler in Rostock in eastern Germany by the Baltic agreeing to have the country overrun and occupied by nazi troops and promising not to resist. Later, beginning in 1952, sworn statements that such a deal had taken place were made by witnesses, all former nazis, however, and as such unreliable.

When the Germans attacked on April 9th back in 1940, the politicians confessed utter shock and surprise! The deal made in Rostock, for a short time in the mid-fifties a household word in the Danish press, even sending one "paranoic" to prison for "slander", is now comfortably forgotten, and it is completely unlikely ever to be disclosed what happened or did not happen. It saved lives, absolutely no doubt, Germans, Danes as well as Danish Jews. The Norwegians did not make such a deal and had a much tougher time. Now they have few suicides, little alcoholism and much better health. Might there be some connection..?

[TOP]

Tilbage til Nationalt Traume nr. I

Videre til Nationalt Traume nr. III