
	PER OLSEN PARABEL 21
Hippie kærlig herlighed (H.K.H.) - Vi der vandt 1

Du er en græshoppe - du er et vildsvin - du er en gibbonabe,
Farvel Flemming Fri Hash - du en hamperygerhippie (HRH)
Sif-lysningen fra en bedre fremtid
Inklusiv: Det første rapaduiske fragment: 'Frihed for Loke & Tor part 2'
Bonus: MetaGenesisMatrix (MGM) - Hvordan Per Olsen blev far og bedstefar
Oplæg til G.G.G. Kære Barnlille Kursus (K.B.K.)

Endnu en svært læsbar POP beregnet på en fjern klogere fremtid (F.K.F.)

Denne februarmorgen virker lørdagskoldt vinteragtig med en gråhvid mælkevejstung og vandpermeabel scenesætning, som ville virke koldt, trist-grå og tungt trissende, hvis ikke filosoffen, hans datter, i sin viselige graviditet havde sået et tankesindets uudgranskelige men gransningsopfordrende sædekorn ved sit besøg om torsdagen, dengang da dette mærkelige trip havde taget sin begyndelse.

- Flere forhold havde han pertentligt pedantisk med den senere verdnersberømte olsenske vederhæftighed (V.O.V.), grundighed og umiskendelige trangt til at sætte forklaringsskellene op et godt stykke før originereringspunktsordenes (OPO) fjerne sagahviskende: "der var engang ... engang for længe siden".

Engang, engang for længe siden vågnede multiversalagent 000 Per Olsen i sin hjemstavnsdimension - i 'Lige ved & Næsten' - med mange formuleringsklare præciseringer af et filosofisk problem, som alle, også du Læser, har haft et eller andet konfronterende demoøjebliksdetaljeret (DØD) kontaktfladeklik (KFK) med, et øjeblik de da allerede længe før, under eller længe efter har måttet skulle resonere videre på.

En gammel hund har cirklet sine runder, inden den med værkknagende knogler har sanset tidsslidsmerten før lejets ro.
En brækkesyg oldingekat har sanset bugspændingens krakelerende indre blødning

En fjern fortid blot: en vidunderlig, inspireret og fuldstændigt retledt februarmorgen, en morgen hvor halehængene helt vildt havde henholdsvis sidevrikket og opadstrittet, mens lydgivningsaggregatet bag de endnu utrænede - men grumt-gridske rovdyrsbisser helt instinktuelt og uden anden styring en dagsfornemmelsens nuslyngede forløbsgørelse - havde udadjublet væsenskernens evigt uforanderlige indrerosinderliged (IRI):

Drømmen havde kun to billeder, som Per Olsen kunne tekstgenkendelighedstilpasse (TGT) efter morgenstundens omsorgs overvejelses opresumering - disse:

Et tidligt og igen sent kommende billede af en skovsø, spejlglat med et spil af grønne skovalfeselv (SAS), i drømmen altid akkompagneret af den bevidsthed, at dette måske almenneskemands melderen ihukommelsesoverleverende indberetter:

Og meget mere om alt det dær, dar forvirrede terrortruppen fra nazi-5 på den helligedag i demokratidimensionen "Lige Ved & Næsten" den 4. juli 1947 e.v. således at den kosmiske urbedstemoder fødtes under altoverskridende sejrsskrig blandt "Lige Ved & Næsten"-demokrater midt under den hemmelige iskolde krig - hvor det gode skib Mary Jensen sikrede krononauterne fra Kolahalvøen (K.F.K.), således at Per Olsen fik kaptajnens datter, da hun havde udtjent sine værnepligt på admiralens skude.

Her starter det 1. rapaduiske fragment

Per auditor beskæftiger sig ikke med at tro eller ikke tro på sin PC, han føler sig med rette stolt over at have givet kommandoen korrekt og komme glæden nærmere:

Sagde Per Olsen, - på vej i sin lette trance - ja nu siger han det altså igen til sin auditor:

Tredje gang Per Olsen når til det sted, hvor gangsystemet bryder sammen, og dén græshoppe opdager, at der findes større og stærkere græshopper end den selv, kan han se det sidste åndshovmod overfor mindre begavede mennesker fise ud med en sur lille snert, som den blæsende vifte hurtigt fortynder væk, og han giver den fulde anerkendelse, der får hans PC ordentligt videre.

Men med det der følger, tvivler han alligevel et kort sekund på sin evne, skulle en anden klogesen, en af de proffe, mon ikke hellere tage over.

Nøjagtigt sådan havde Per også tænkt ugen før, mens hans PC som en anden regnbuekriger begyndte at svinde væk foran hans øjne, efter at have fortalt om sit selvmord. Begge gange tog et yderst velkvalificeret menneske den eneste rigtige beslutning om at komme medmennesket til hjælp:

Så selv om de skulle op til de andre nu, så sagde både den ansvarlige auditor, så vidt som Ron havde lært ham det, som hans egen indre sportsmand, at hvis han auditerede Per Olsen flad på den her historie, så ville han s'gu da også have sat en verdensrekord som scientolog, og gjort noget de fine 'rigtige' scientologer, ja selv Indianer-Joe ikke kunne klare (måske virkede denne komando så godt, fordi han tænkte den på grønlandsk, inden han sagde den på dansk):

Begyndte Per Olsen, selv hán noget hæs efter timers uafbrudt dybt bevægende genfortalt genoplevelse:

Denne gang lægger han mærke til, at PC i sin beskrivelse af hvordan de store insekter har indbyggede stiksave i nogle af sideben/armene, der hamrer igennem pektinlaget, ikke hverken virker frastødt eller fascineret, og han ved, at de s'gu da snart har den hjemme:

-: I det samme sker der noget, som slet ikke må ske, hvis da Per havde betalt fuldt pris og hans auditor havde arbejdet daglig som sådan: Men forståeligt nok kunne deres instruktør (deres supervisor som det hedder på scientologisk) jo godt lide at vide, hvád der skete hos dem, for ovenpå skete der ikke småting og den svenske greve hvis rundhåndede betalinger finansierede mere end kaffen for alle, skulle til om et kvarter.

Det sagde han dog ikke noget om, for han så straks, at Per Olsen havde 'rykket flere felter' end nogen kunne have forstilt sig og en ny melodi fødtes inde i ham (for han levede af at spille god musik) og hverken PC eller auditor havde det fjerneste imod at svæve ovenpå til det lille solfyldte siderum, hvor starten og slutten på denne nøgledel af det RaPaDuiske mysterium blev fortalt.

Ikke mere skulle Shakespeare ligge og rådne i grøften ligesom Ira Hayes eller resternes af Huan som panteren ikke gad æde. Mens det lys, der havde svøbt ham fra hans fødsel, frederiksbergersolen, nu nysvøbte ham i indsigtens genfødselsfrakke, smilte de sig igennem, hvordan deres indianerven skyndte sig at følge efter sin stamme efter veludført mission.

Ham 'in'dar'aneren' kunne de nemlig lide begge to. Ser du scientologerne havde jo ikke bare samlet to gamle junkier og blandingsmisbrugere op, du ved sådan en som Indianer-Joe, men sådan en havde faktisk trænet dem begge to, og selv om de havde hjulpet hinanden og deres verdener, så havde de ikke kunnet gøre det, hvis ikke Indianer-Joe og hans ven Ron Hu-hu-hu-bark havde hjulpet dem.

Og nu lægger Indianer-Joe, som nok heller ikke findes i den kirke mere, nu lægger han fingeren til læben og Per Olsen tør ikke fortælle mere for nu, men en dag skal du vide, Læser, hvad den lille matematiske græshoppe satte i gang, og hvorfor den præcise viden herom afgjorde, at hverken Per Olsen eller mennesket kan kaldes ondt, og derfor ikke skal gribes, føres bort og snittes i småstykker, som nazister gør med uskyldige, og vi andre gør med nazister.

Og så vil du forstå, at de mange galaktiske repræsentanter - der gang på gang i mange millioner af år, har overvåget mødet mellem POP og RAP-a-dou - ved at noget helt specielt skete med Indianer-Joes to hunde dengang.

Et Danmark Evaporerer (E.D.E.)

Men for nu overstråler det ene det næste, fra overalt (også der hvor det hele forlængst foregik) funderes der på, hvilken sammensætning af tid-rum der mon skabte en verden. hvor hele forklaringen fandtes. Og Per Olsen blev bedstefar af sin datters frugtbare forståelse af filosofernes spørgsmål.

Baggårdene fra 1960'ernes, 1980'ernes Vesterbro og Frederiksberg, byfornyelsesbebyggelsens førnutids bevidsthed, - og de havde alle sammen stået rundt omkring i deres små-store grupper fra dengang:

Og den gamle troldmand Pelle Bull (Per Jørgensen, jo) og hans ven Per Olsen (hed han vist, ikke?) gik rundt og sagde farvel - farveller - farvel:

Det uforanderlige, det uforanderlige hinsides kvaliteter og kvantiteter - det drømmen melder om

... Endelig om hvordan Pelle og Per mødte deres samme uforanderlige selv derinde i drømmens videre dunkle billeder af den magiske trolddomsborg, der byggedes mellem verdenerne af de væsener. som levede der dengang da og netop her nu i drømmen igen og der da dertil altid i agtighedens agtværdige anstalter (A.A.A.) -: drømmenes åndende dårende kisteglade København.

MetaGenesisMatrix (MGM)

Meta Olsen, datter af Per Olsen, levede et sundt & sandt hippieliv alene med sin far fra hun fyldte 4 til hun som 22årig forlod sit gode, trygge barndomshjem og fars gode kødgryder (eller rettere 'risgryder'), en meget sørgelig dag i Per Olsens liv, også selv om han havde forberedt sig på det i årevis og det skete på aller bedste og mest lykkelige måde.

Livet - som mennesker endnu kender det, - gennemspiller sig i faser. Engang blev Meta bragt fra sit fødehospital på Nørrebro tilbage til 'hippihulen' i det legendariske Saxogadekollektiv, Sambo, dannet i samspil med Ungbo, som først fik Saxogadeejendommenene, og siden, da Ungbo ejede mange stede,r mistede dem igen til Sambo: aktivisternes kollektiv, hvor 'flippergruppen' med Per, John Anon og andre, hyggede sig med lave huslejer og relativt store boligarealer. Den magiske hippihule Meta kom tilbage til (for fostret med moderen havde jo boet der en tid) havde oprindeligt haft 7 indgange, hvor syv - ikke enkeltpersoner men: - familier havde haft bo - engang.

'Kartofelpolakker' hed de, med tryk på pólakker, og huset i Saxogade havde ligget i 'første række' engang, hvor man byggede op til 'fjerde kartoffelrække' noget København siden havde glemt godt, da Ungbo, den udløber af slumstormerbevægelsen som havde kunnet 'danse med systemet', begyndte at skaffe lejligheder til vennerne, blandt andet højhederne Gitte Andersen og Per Olsen.

Gitte blev altså gravid som 13-årig, men barnet måtte ikke leve, om end hun kæmpede gævt mod 'systemet' - da dé så til gengæld begyndte og ville 'behandle' hende, gik hun i byen for at finde nogle venner og mødte i en snask i Farvergade Dig & Mig & SolSkin.

Per Olsen som nogle dengang kaldte Per-SolSkin sad med ved de næste møder i behandlingsgruppen, og 'systemet' trak anklagerne tilbage og lod hende gå, til gengæld dannede hun par med Per, så han kunne få den relativt store lejlighed, og efter at havde udnyttet ham seksuelt en tid, fandt hun bedre græsgange i mange år som sejler.

Anni og Vagn, der boede lige om hjørnet ved Frederiksberg centrum, kunne lige klare Ungbos lave husleje og en pose mad, og støttede helhjertet deres 'begavede' søn og hans 'store arbejde'

Per Olsen. havde altså som vanligt travlt med mange projekter, og hyggede sig herligt som eneboer i 'fem velsignede år', modstykket til nogle forbandede fem år, som hans forældre og andre danskere netop havde overstået, da Per Olsen blev født.

Ved enden heraf havde han skabt det halve af et gyldent strålende værk, som han i dag kalder 'The Games' & 'SoundTrax' og Guds Engle følte jo nok nu, at han han havde fortjent en belønning, hvis han skulle videre i livet, så hans gode ånd og billedkunstnerven Flip-Ole erobrede sammen med ham nogle gamle slumstormerlejligheder, der havde hensygnet som 'Folke-Café' i Fredensgade - dengang slumstormercentret.

Ole Dessau Madsens rum- & mur-collager kendes af nogle få, Statens Museum for Kunst, Louisiana og andre har nogle få af hans ting fra før det med 'de levende mure' -: rum hvor alle vægge, loftet og tingene blev dekoreret, ikke blot som hos de Cobra-folk, der havde inspireret Ole, med maleri, men med udklippede billeder - hvis sammenhæng kunne læses som mange forskellige historier - alt efter hvilken vej man nu valgte at vende blikket.

Ole havde et lille rum, de havde givet ham at bo i, og de kunne jo se, at det så jo flot ud, og så spillede Per og sang for Ole derinde engang, så gården igen ringede som 'i gamle dage' med Jan P., Søren Berlev, Tom Lunden, Sommerlunderne, Ole Agersnap og alle de andre omkring Dig & Mig & SolSkin; -: og de fik så rummene: 'Folkets Café'; straks omdøbt til 'Flipcafeen': det mesterværk der siden blev så smukt, at begge formidsagsbladene til sidst skrev om det og folk savede væggene ned til samlingerne, da Fredensgade blev by-saneret, ironisk nok for at Panum Instituttet, en af de mange huse Per Olsens moder havde bygget med på, kunne få en bedre eksponering - stedet (stadig jævnet med jorden men nu som grønt område) hedder i dag Fredens Park.

Da de den aften tidligt i April sad tæt sammen og 'summede' i baggården på en gynge, måtte Per nølende nødtvunget sige farvel til 'tidløsheden hinsides tingstyranniet'; -: Ole blev ved med at ville give ham 'den dær lommekalender'. Dog først da kulden drev dem ind i 'deres' nye sted, og Ole fandt en klisterbøtte frem og klæbede en smuk elfenbens-kamé på lommekalenderen, tog Per tøvende imod den, Oles mantra om en 'Madamme' gjorde indtryk, trods alt havde Per ikke haft tid til sex siden sine vilde kollektivår, men han svor visse ting, inden han stak bogen, der igen fæstnede ham til tidens og tingenes univers, i inderlommer. -: Hvor skøn og vidunderlig en 'stewardesse' der end ville fremkomme, hidkaldt af Oles magiske værk, ja så ... o.k. det kan man jo stadig se, Per Olsen har en (h)vis stædighed på nogle områder.

Den vidunder kvinde der kom, og det gjorde hun, - kom med et brus af overlegen ånd, intelligens, snarhed, listighed, for ikke at tale om mod, tapperhed, styrke, og totalt højt hævet foragt for smålige menneskers konventioner, - skabte med sin mand et København så frækt, så kvikt og internationalt, så fyldt med Kunstens visioner (foroven og -neden), at danskerne bagefter skamfulde som de jo gerne optræder efter en god tur ... (hmn...) følte sig nødtvunget til at skabe en helt ny by og et helt nyt land.

Det blev skrevet mange år senere og indrømmet efter forældelsfristerne: havde Anker ikke fået lov at lave bistandsloven, ja så havde Pierre & Claudine, Arsène, Emilliènne og et par stykker til, lavet et 'cours de miracle' - altså en Robin Hood-organisation af tiggere & tyve, luddere og trækkerdrenge, stoffer, våben og whatever - så vi havde haft en levevej gennem krisen. - Den dimension hvor 'gangster-bossen' Kim Larsen slipper godt fra at sidde i (deres version af) af 'Big Brother' og indrømme at 'nogen idioter' har 'man jo' måttet 'pløkke' over årene. - Den verden hvor Leif Stoffer fik hele byen 'på krogen' ved at tilsætte vandforsyningen et høj-afhængighedsskabende morfin-derivat, for de penge han fik for kongehusets juvel- og bogsamling.

Så hellere lille Anker, og Leif Flipper, der blot gav det gamle kongesværd tilbage, på den hyggelige Poul Strube i bogsamlingerne, altså denne verden hvor Gunnar Guldbæk forblev en seksuel revolutionær, og ikke - sammen med Thevis og Teanderbrødrene dannede 'porno-triumferatet', deres verdens største slavehandlerorganisation, som gør Danmark til verdens rigeste (og mest rå) land.

Vi fik ene og alene og kun den bedre verden, fordi Claudine, på trods af sin kritik af danskens dorskhed, dumhed, bondske, barbariske vulgaritet, på trods af sin franske elan udviklet fra hendes store idol, Baudelaire og hans bitre øje, på trods af hendes skæbnes utroligt mange uhyrligheder, som ingen normal kvinde ville have overleve, på trods af alt dette, havde hun lyst til at føje Per, da han selv havde købt den næste lomme-kalender og begyndte at snakke om at stoppe p-pillerne.

- Der spillede skæbnen ind, et dengang stort varehus havde en fransk parfume som en emsig ekspedient med skarpe negle synes, at Claudine ikke havde betalt nok for, - arret forsvandt og varehuset lukkede, ejeren blev sindsyg og arvingen brugte hele beløbet i Istedgade ... øhm hvilken dimension fortæller vi nu fra ... nå nej, Meta blev jo født, det gik den anden vej ...

Men panserne havde opdaget Claudine, og Per, - der havde lært hende den gode anarkist-maner: at se bort fra alle offentlige henvendelser og blot få dem til at forsvinde og glemme det, - fik noget at tænke over ... i hvert fald fandt de ud af, at hun havde opholdt sig illegalt i landet og smed hende ud, de tog nu til Frankrig og Per mødte hendes far, sin helt, en helt anden historie.

Han lånte dem en campingvogn og et stykke vild have og dér gjorde Per sit værk færdig, tilfredsstillede Claudines extreme skorpion-skarpe æstetik, og skabte en gylden lysende form, som hidkaldte elverfolk, engle og store ånder: de helliges opstandelse oprandt, en ny gylden tid begyndte for mennesket og Claudine sagde ja til 'nej til p-piller', hvis og så fremt og fanden og hans pumpestok.

Faktisk måtte Meta igennem endnu en krise, før hendes præ-eksistens kunne sikres. -: De havde virkelig væltet København, som reagerede lynhurtigt med ny-vedtagede regler, så heksen kun kunne komme med tilbage, hvis de blev gift - og dén kunne de kun komme uden om, ved at Per gik ind til hendes far og lærte faget med henblik på at overtage biksen ad åre - se dær lå et godt liv, og jo langt bedre chancer med musikken og et helt nyt fransk repertoire.

Et lille stykke land til campingvognen, et kørekort til begge, et helt nyt liv ... men alligevel, det der med kørekortet skulle han aldrig havde spillet ud, Per Olsen sværgede engang på den hellige kalenderbog! Så hellere indgå giftermål, også selv om han vidste, at den erotiske besættelse mellem dem lå i de børn de kunne få, meget mere end i den fred deres eksplosive forhold havde svært ved at sikre (for land & folk og dem selv).

- En af dem der havde skabt tegneseriedyret Spirillen kom til det lille bryllup på rådhuset, Jean, der havde efterbetalt alle deres 'tag selv-aktioner' i landsbyen, inviterede ikke nogen, og Per og Claudine skændtes i regnen fra og til Campingvognen ... noget havde fundet sin død ... de havde nået deres bestemmelse ... og Pers nye projekt gjorde hende lidt trist men også fortrøstningsfuldt ... han sad og analyserede engelske religiøse digte, en lille samling han havde medbragt, og hans rejsebibel, Nis Petersens 'Sandalmagernes Gade' blev læst for sjette gang, denne gang med et nyt analytisk øje, - drop-out'en Per Olsen repenterede: han som havde forklaret sin chokerede rektor i gymnasiet (der havde givet ham dobbelt tretten sommeren før) at 'det kunstige paradis' Baudelaire skrev om kunne findes 'lige om hjørnet').

- Og han havde haft ret og nåede frem få år efter, det nytår hvor han sad i nirvana nirpalka med sin genfødte sindsfred, dær under træet i regnen, sent det nytår, hvor han ikke skulle spille, men gik i byen og igen mødte Gitte, som tog ham med hjem, men selv kørte galt og endte på sygehuset, mens Per overtog hendes værelse på Amager, en ungdomsafdeling, hvor bestyrerne havde fået den der idé med Ungbo.

Pers rektor dengang hed Jørgen Andersen doktor i Nis Petersen, en fælles lidenskab for begge. Nis havde en religiøs baggrund og han nåede dens fred og indsyn i lyse øjeblikke, derfor taler han til Per, de har begge prøvet at frigøre sig, men det går ikke, også Per måtte falde tilbage til sin okkulte baggrund arvet fra Trold og dem alle, men det kommer i en hel anden historie.

Drop-out'en sang for sidste gang Tom Rapps 'Drop Out'-kultsang fra 'One Nation Underground' den første skive med Pearls, sagen lå jo der, når han gjorde det op: at havde han ikke haft denne interesse for fransk digtning og tænkning, så havde han ikke haft den fornødne værdighed til at fastholde og fascinerer en raffineret, multipel og pessimistisk kritisk men også vittigt crazyperson som Claudine!

Jo, selv om 'studenteroprørerne' set for en militant 'ungdoms-oprører' havde 'klart borgerligt træk i deres leflen for systemet og stillingerne' så kunne de jo også snakke fransk og havde læst en del af de gode bøger ... og selv om de jo - endnu - ser bort fra 'de åndelige sandheder' og derfor kun lever i 'quasi-reelle virkelighedssimuleringer' så ville det også gøre de gamle glade, de blev jo også ret så chokerede den dag, hvor Pers rektor måtte undre sig over 'nutidens ungdom'.

Med lærdommen og ansvaret og anerkendelsen da Olsen begyndte at studere, ja da forsvandt hendes helt egen, helt private æventyrprins, hendes sangfugl som kun hun hørte og forstod, hendes magiske hippie-prins, der kunne få bukserne af hvem som helst, hun blot pegede pegede på, han blev ansvarlig og kedelig, den dag i dag savner hun med et glimt i øjet Vesterbro og det farverige fanden-i-voldske miljø i Saxogade, hvor nu Apostelgården ligger.

- Så hvis du kan li' din Per Olsen eller/og din Meta, så pust til den lille revolutionære franske hippi-sild dær, hende der betragter Baudelaire og H.C. Anderson som halvguder og lever smartere end Arsène Lupin - lov hende lidt mand, et eller andet: en god bog - det begynder her:

Det skete den 12. august, Per skrev en sang der både hedder 'Nu er du min' og 'Nu, København!' -: Siden det der med lommebogen i april, hvor de havde fået Oles nye 'rum-lærred' 'Fredensgades Flip-Caffe' havde hans tanker kredset om den ydre verden og om 'stewardessen' - men han havde sværget: ingen ejendele udover det kluns venner havde efterladt, petroleumslamper, et gammelt bord, madrasser på gulvet, guitar, tegne- og maleting, han havde fået bystrøm til et køleskab og gas til et komfur, men aldrig ville han sætte låsene i stand eller få nøgler til de tre døre, man endnu kunne åbne, intet ur skulle indendørs; - mange skøre ting.

Så tog han på sit ugentlige besøg hos Ole Madsen, og han lagde godt mærketil hende den lille buttede franskmand, faktisk kunne han ikke glemme hende, men det kunne umuligt passe ... han have faktisk for første gang siden sin satori haft en ægte (fra hans mig kommende) seksuel lyst, - det passede slet ikke den gamle porno-model, der som god buddhist havde indset begærets sorgfremkaldende smerte og søgte at sublimere kraften til helligere formål, det passede ham ikke, og så alligevel lidt, selv om han de næste uger søgte at overbevise hende om at han og Ole havde et inderligt homoseksuelt forhold (hvad de kun havde på 'summeplanet', ikke seksuelt).

Så forsvandt hun, og det undrede ham, at det plagede ham, det pinte ham, at 'Soldaten' en svensker der levede med og havde en rolle i kunstværket, at 'Soldaten' havde taget hende med til Sverige, det plagede ham og det så Ole godt grinende i skægget, 'Mester Martin og hans raske svende' grinede også - men det tænkte Per Olsen ikke på, han gik hjem og græd en ensom septemberaften: måske viste det et reaktionært træk i hans person, som han troede død og begravet, men han havde håbet at se hende på sin fødselsdag.

Han kunne også bare havde undgået den sarkastisk hovne mine, han havde komplimenteret hende med på sit bedste skolefransk, da hun havde fundet Baudelaires plads på væggen og også udklippet fra hippiudgaven af 'Det kunstige Paradis' og så ellers demonstrativt havde vendt hende ryggen og gået hen for at summe med Ole. Soldaten kunne også fransk ... øv ...

Hurra! Hun kom tilbage i starten af oktober, og hun havde gennemskuet bøsse-stunten, hun begyndte selv at lade Ole 'støve hende af', så hun kunne 'komme ovenpå' og 'summe'.

- Lidt forklaring: i gamle dage fik folk systematisk tæsk af deres forældre og deres lærere og af hinanden, mænd kunne også tæske deres koner og koner kunne tæske deres mænd, det blev så forbudt, efter at Trold havde skrevet den 'blå' og den 'røde' betænkning, men den dag i dag har danskere en berøringsangst og de lægger alle mulige betydninger i en behagelig berøring.

Tæskeriet gjorde oprørerne først oprør mod, og i samme perioder begyndte homoseksuelle mænd at standse deres kvindehad og 'tantebøsseriet' og Ole optrådte som en mega-ekstrem tidlig version af 'den søde fyr' de fleste heteroseksuelle nu om dage indrømmer, at man tit finder hos bøsser.

Ole havde så meget 'sødm' og tiden så meget 'peace & love'-præk, at han kunne slippe godt fra, at gå hen til de fleste mennesker (m/k) og 'børste dem af' med en usynlig børste og så 'male dem' som/om til de smukke, søde, rare og legesyge pjattehoveder, de har et sted inde i sig selv.

Den aften tog Per 'Spademandens guitar' og gav for første og sidste gang en nummer i de nye lokaler, en ny sang han havde begået, den hed 'Madamme to' og egentlig noget helt andet, men det turde han ikke sige og det fremgår ikke af teksten, sådan direkte altså, en vild sang ... Mester Martin og hans raske svende forstod ikke et ord, og følte sig i øvrigt lidt knotne:

Hvorfor så han lige pludselig kælent til Hanne, den vidundersmukke inkarnation af Sif, der holdt de raske svende raske, mens kunstværket dannede ramme om deres hverdag og Ole holdt dem legende og glade.

Per så til den smukke Hanne-Sif og hendes gyldne hår, fordi han skammede sig over, at hun lignede det han havde lyst til at lave med den lille franskmand, der også synes at Ole begik en brøde, da han overklistrede James Dean med Mary Poppins, også selv om paraplyen under loftet gav en god udfordring til overtroen.

De sad lige så rart og blev venner om dét, da Soldaten kom ind af døren og besidderisk pjattede med Hende, i hellig vrede strøg han enhver romantisk plan om lige at vippe et par af sine Rimbaud-sange af, inden han skred ud i natten, forhåbentligt savnet ... så vippede han spaden over til 'Spademanden' i stedet, og han begyndte straks på sit yndlingsnummer 'Balladen om Frankie Lee og Judas Priest' af Bob Dejlig, og Per gik til sine pligter med at få Ole til at sove lidt, ikke at hænge mere end højst 6-8 timer af gangen på væggene og at forstå hvad Ole havde lavet siden sidst.

Den aften - efter at hun og 'Soldaten' gik op på hans værelse, fandt Per en nøjagtig kopi af forsiden til kalenderlommebogen også med en kamé et sted i Oles værk.

Selv om I nu har hørt meget af historien om hvordan Meta blev til, fortælles det ikke hvád Ole havde klistret rundt om den afrevne lommebog fra Mayerland, men det fortælles at Per Olsen indså at vejen til den frigjorte kvindes hjerte går gennem hendes mave, og som kok havde han noget 'Soldaten' manglede ... november gik i en drøm, og Hun blev der, begyndte end og selv at klippe & klistre med, så tog Soldaten hjem til Sverige med tjald, det lignede virkelig noget ... den december tog Per et job i et stort varehus som senere gik fallit, da de dummede sig overfor nogle magiske hippier, hver december tog han et job, for at hans forældre ikke også selv skulle betale deres julegaver og for at købe en ekstra stor klump hash.

Han tog ud til Lis & Bent Sommerlund i deres butik Abracadabra, da han havde hentet sin løn og indgivet sin opsigelse. Bent havde fået nys om en helt ny hash, en sort Libanon, den eneste gang nogen så den i landet (så vidt vides).

Den lille-nytårsaften blev Per Olsen så skæv, at han imod sine hellige løfter, sine grundprincipper og sin vane lod opvasken stå, han gad ikke koge vand til den, tumlede ind på madrassen, næste eftermiddag på fireårsdagen for sin illumination spillede han den sang der hedder 'Nu er du min' - indtil han selv troede på det, så spillede han Nis Petersens 'Romaniers Ret', bare lige for at fyre et nummer af, som hverken Spademanden eller ret mange andre ville kunne spille ... men selv om han havde lyst, lod han Rimbaud ligge og kom kun lidt for sent til nytårsmiddagen og badekarret.

Vagn gjorde ironisk lidt grin med hans tyveri fra hans mande-parfume ... Per lugtede 'som en fransk drøm' og Anni havde vasket hans fineste indiske gevandt ude fra Abracadabra.

Da Per kom ind i Fredensgården faldt alle hans drømme i grus: Soldaten sad der! Dog alligevel skete der et mirakel, som Per aldrig fik læst på Oles vægge, for da klokken slog sit første slag tolv, lagde Mester Martin endelig sine arme om den smukke Hanne, der med et suk gav sig hen, samtidigt kom den lille franskmand i tanke om, at hendes drømmeprins, jo netop aldrig ville forgribe sig på hende, eller tage hende, men blot vente rede til det passede hende; - og det gjorde det: da klokkeslaget nåede tolv, smøg hun sig ind under hans højre arm og hvis hun ikke havde holdt fast, havde han roteret tre gange i luften, inden han eksploderede.

Hun tog ham også op på værelset og brugte ham, og da Soldaten kom for at lege med, smed hun ham ud på et kællingefransk så rygende som petroløsernes under Parioserkommunen, dét gav Per åndenød tyve år ældre ville han have fået hjerteslag, han husker ikke mere, men om morgenen fik han forklaret, at han havde en lejlighed og hun pakkede sin taske og sin Baudelaire og gik med ham over på Vesterbro.

Hvad Claudine tænkte vides ikke, men det første hendes skarpe øje så, efter at Per stolt havde vist hende den ulåselige dør og ført hende ind i sit slot? Det første hendes for Per endnu halvt uforståelige franske kommenterede? Tja - selvfølgelig opvasken!

Og selv om hun levede i syv år med hans madlavning og opvask, vil hun aldrig glemme den balje opvask med resterne af fru Wichmanns bedste fiskefilet'er.

Opvasken der kun lå dér, fordi Bent kendte een som kunne skaffe helt afgan-sort Libanon, af en sådan styrke, at den også nytårs-stenede Per Olsen først opdagede hendes 'under armen manøvre på tolvslaget', da hun havdefået fat og så ikke blot affejede hende med et galant håndkys og nytårsønsker på skolefransk med underforstået Marlamesk symbolskhed og en hurtig tilbagetrækning, som han lige nåede at planlægge, ... og så videre, hvad han altså aldrig kom til at gøre, for han gav efter for sit hjerte og jeres allesammens lyst til, at Meta skulle komme til verden og gav blot armen et lille fortroligt klem og kyssede så 'madammen', da Mester Martin og dem under Oles myndige velsignelse opfordrede den alarmslåede lykkepamfil til da at 'give hende et nytårskys'. (men når man siger det på fransk, betyder det både at kysse og at elske, så ...)

No Wonder at Per Olsen begyndte at overveje en total-pause i sit i forvejen ikke ret så store hash-forbrug. Han holdt halvandet år og det begyndte da de blev landsforvist i starten af 1975 efter et år ingen, nå nej alle glemmer.

De fik brevet fra Danmark med opholdstilladelsen dagen før Sankt Hans, tyve minutter efter havde de pakket og Jean fældede en første tåre i en længere række, da de drog ud på landevejen efter at havde afslået penge til billet og kørelejlighed til toget.

Fordi Per Olsen havde fundet denne her nye alvorlighed frem, undlod de at bolle med det belgiske ægtepar, der liftede dem fra Nordparis til Bruxelles, og derfor fik de ikke disse venner, der ville have skaffet dem begge et job dernede, og derfor blev Meta ikke fransk-belgisk.

Men se den historie får I heller ikke, til gengæld historien om den Sank Hans aften 1975, hvor den tyske lastbilchauffør kørte dem fra Rødby til København, de kom hurtigere hjem end med toget, og danskerne tændte straks bål for at brænde heksen. Det tog Per lidt tid at forklare hende, at hun ikke skulle tage det så personligt ... og så havde mors ven Hans ude fra DTH installeret varmt vand i lejligheden.

Jo Per gav sig, og Claudine gav sig lidt mere, 'hvis og hvis min røv var spids ...' som Per kunne vrisse med en af Vagn udsøgte fæsciniteter lykkelig over al det brænde, hun ikke smed i hovedet på ham, fordi Hun stadig ikke forstod et ord dansk, men o.k. - den 12. August begyndte han i skolen, det magiske boheme-paradis forsvandt, men samtidigt havde flipperne fået Christiania og Ole flyttede derud og lavede nogle perler dér blandt andet Lindas Hus: - i dets storhedstid, med sand på gulvet, økologisk lammespegepølse, gamle smukke bøger med poesi strøet ud på borde og vinduskarme og meget andet smukt.

Ole deltog også i 'Danmarks første kollektive værtshus', selv om han selv engang havde bekæmpet 'bajer-vibrationerene' - i den tid opfandt Canitterne en 'sodavand med stærk alkohol-drink' som hashrygere synes smager godt, der skulle gå mere end 25 år før industrien fulgte op på den idé fra Fristaden. - Men det år, da nytåret kom, og de festede med Ole i Woodstock, der gav hun sig og besluttede at droppe p-pillerne, det gjorde hun ikke bare fordi 'les_ippi' nu faktisk havde fået fast fristed værd at leve og dø for som Kommunen, men fordi en nu ukendt men velmenende CA-nit, da klokken slog tolv gik hen og gav Oles ven 'Per-SolSkin' en stor klump hash.

Lige der blev Claudine klar over sin illusion: hendes private drømmeprins, som ingen kendte, som kun hun forstod, han havde venner og skulle nok klare sig, hvis hun drog videre på de æventyr hun vidste ventede, nu hvor deres boheme-paradis definitivt lukkede sig om fortiden.

Det gode de fik i stedet skete omkring den 2. februar, Per vidste det, mens han på bedste utantriske vis afgav sit ringe bidrag, og ungen kom i starten af oktober, midt i en biologitime ...

Og nu, kære alle sammen, nu kære venner, findes Meta, hun ligger der i hippie-hulen og spræller på sit fine nye vaskested, men selv om det varme vand rinder, så skammer Per Olsen sig, mens han tager sine fotos af vidunderet, for nede i gaden råber 'Skrige-Lise' og selv under solariet frygter han for de mørke kolde rum og brystsygen som kartoffelpolakkerne (med tryk på po) hostende hakkedes med.

Solariet har han også lige skaffet fra sine penge som trappevasker, det hele startede med Baudelaire-bogen, og låsene på dørene og det varme vand, da de kom hjem, nu havde de solarium til baby, og som det sidste forræderi købte de et fjernsyn for nogle af pengene fra det første studielån.

Systemet havde ikke tænkt sig, at gøre det nemt, det indførte berentning på disse lån, på det par dage det tog banken at udskrive lånepapirerne, mange endte i millionstor endeløs gæld på at have lånt 50.000, men den historie fortælles ikke her, blot at han besluttede sig for, at når man køber braset skal man også betale licens - selv om man ikke tænder for det.

Per stjal vred og hidsig Baudelairebogen, da Claudine forlod ham og Meta, først mange år efter, da hun havde lært dansk, gav han hende den modvilligt igen, da havde han også fået computer og sådan noget - sørens som ting hober sig op, når man først giver slip på fordommene mod 'tingsligheden'.

Inden hun gik sin vej, skaffede Claudine lejligheden på Amager, nær der hvor Per havde boet efter det nytår, hvor Gitte brækkede benet. Da Claudine forsvandt, og 'man' vidste, at Per nu levede alene med sin datter, kom Gitte igen på besøg.

Da hun hun med venligt spørgende øjne rørte ved ham for at bruge ham og han venligt langede en hånd ud til hendes labre lår, røg Københavns strømforsyning og de holdt ikke op, da den kom igen, faktisk gennemførte de et langstrakt tantrisk forløb, der bragte Per tilbage 40 mil fra almindelig kvindelighed og dens sædafgangsorienterede mandeslagt, en god position for en enlig fader, der hellere bør blive hjemme, tænke på noget andet, samt passe sine studier og interesser, end løbe efter damer.

Næste morgen pakkede den gode Mary Poppins-fe, Gitte, sine nelliker og overvågede Pers vask, påklædning og affodring af datteren hans. Lige inden Meta gik ned til børnehaven, sagde Gitte noget til hende, noget Meta ikke husker, men tiden derefter husker Meta som sin barndom ...

I ved, hun levede et sundt & sandt hippieliv alene med sin far fra hun fyldte 4 til hun som 22årig forlod sit gode, trygge barndomshjem og fars kødgryder (nå ja: risgryder), en meget sørgelig dag i Per Olsens liv, også selv om han havde forberedt sig på det i årevis - og jo gudskelov fandt sin anden kone, sin store kærlighed: Britta.

Men den historie foregår et andet sted - og Per Olsen fortæller den måske først, når Metas datter, Iris, forlanger det, - og den lille Iris Sifmus blev først født godt 18 år efter den aften strømforsyningen gik i hele storkøbenhavn plus godt tre år efter den dag, hvor Meta forlod sit gode, trygge barndomshjem ... så der kan gå mange år endnu ... sørens som tiden hober sig op, når man først giver slip på 'tidløsheden'.

Du har nu læst version 1.1 af historien om den verdensberømte Maya Åstrup: Hendes Genesis. Måske forstår du lidt bedre nu??? - Tak for din opmærksomhed, jeg elsker dig for den. ... monne Fatimas hånd komme over den, der ville fornægte sandheden og ægtheden af hvert ovenfor omhyggeligt anførte ord skrevet af Metas far: Per Olsen.

Første: Kære Barnlille Kursus (K.B.K.)

De danske folk, med deres mange dialekter af det eneste det sande DANSK, blandt dem de (vi) mange der dejligt dyrker vort dansk, os for hvem godt og dårlig (nu også o.k. stavet: dårligt - selv om adjektiver og adverbier på -ig forrig' gang gik t-fri) dansk betyder næstmere end meget.

Og så dog ej for meget, som 'vi' synes 'de' nu tillader sig at kræve at 'vi' skal, og med 'de' menes jo: Sprognævn, selskaber, filolog, gramatolog og lignende.

Altså, de om-dansk-sprog-mest-vidende, måske ikke ham Professor Hansen men så den skægge Stygotius!

'De' der ved 'det' som 'vi' nu prøver at forstå: nemlig at sprogets rigtighed som sådan flyder med tid:

Først fik mange sprogsmækskorrektion på grund af de 'forkerte' -t tilføjelser på biord. Så blev de t-endelser betragtet som ukorrekt overførelse, så som kuriøst genkommende, og efterhånden sås de som kumulerende korrekthed og blev de så erklæret kurante

Hvems hvis?

I en tid sloges man med genitiverne, skabte dem på flere måder af hvilke 'af'-omskrivningen alligevel efterhånden lød alt for omstædig(t) i et sprog der knytter ord og begreber sammen så selvsikker(t) som dansk. Så nu (for tiden) bruger vi kun 'Kongen af Danmark' som 'toppen af kransekagen' i 'en verden af slaver' og den vej rundt (Kongen af Danmark: altså ham med de røde annissmagende bolcher, forstås).

Hvornår da dær dar?

Engang bøjede vi udsagnstid ganske præcis(t) [nemlig med t hvis der mener 'bøjede præcist' men uden t når der menes 'præcis tid'] - men altså:

Meget heraf danner jo stadig bagage udi mere germanske sprogtog end den pudsige underdialekt, dansk, hvor man med tidsbiord, tidsbiordsled samt de 7-8 andre typer biord kan dels udtrykke sig 17½ gange (ærlig talt hvem stoler på de der tossede tal udover tosserne selv?) næ: hvor mange kloge velmenende mødre og sprogbrugere har fundet det lettere og mere effektivt at sige:

Og se nu dér angående moderkontrol: den nære fremtid kan den kloge mor klare:

Udlagt, kort sagt, kortlagt klokkeklart ene med de små tidsbiord og verballed uden det man med een tids kurante knæver opfattede som en tung besværlig udsigemåde. Dær har moder da hurtigt lært sig de dær små præcise pegeord.

Stop en halv, Olsen! hvad med at den lille pige måske gør den større dreng til grin med sin bamse? - Hvis de to ikke kender hinanden bedre end det ... og som børn nu om dage ...

Hansen skrev den bog i året 1976 af de jamrende kannibalers tidsregning, altså det år du blev født barnlille - bogen har siden solgt støt og stabilt, med en fornem udgaverække: 1. udgave i 1977, 2. udgave 1979, 3. udgave i 1984 og så kom 4. udgaven i 1997. Hver udgave har jo så et antal oplag, for eksempel blev min nyeste version trykt som 3. oplag i 2001 (ISBN: 8741227859).

Nå, når jeg nu forærer dig denne her bog, så skyldes det hverken, at Professor Hansen gik og skrev på den i det år, du blev født eller at denne her bog altså kan regnes for en salgssucces for Reitzel som jo også udgav H.C. Andersen i sin tid. Det skyldes heller ikke det forhold, at jeg, Per Olsen, din far altså, jo står som oversætter og udgiver af de andre to bøger som med rette kendes som 'porten til dæmonerne', jo nemlig Necronomicon og Lovens Bog (Liber Al vel Legis).

Begge disse bøger regnes med rette for sande kultbøger, som kun vovehalse vover, Hansens bog - som jeg nu forærer dig - ja den læses primært af mennesker, som vil tilegne sig dansk sprog på højeste niveau - eller som Erik Hansen selv skriver i forordet til 4. udgaven (ibid p. 7):

Man skal ikke lade sig narre af delordet 'introduktion' "Dæmonernes Port" - har jeg kunnet konstatere - bruger danske spids-grammatikere også selv efter at de har skaffet sig en fotokopi eller bedre af Diderichsen.

- Og selvfølgelig, bliver man først hardcore grammatiker, så kommer man ikke uden om Diderichsen, hvor tror du Hansen fik det fra??? -

Men-men som du kan se ved blot en løs gennembladning af "Dæmonernes Port", så ligner den slet-slet ikke en almen grammatik - ingen paragraffer der henviser til paragraffer, hvor alt prentes/printes ned/ud, så at ingen (der evner at følge med) kan tage fejl.

- Problemet med sådanne grammatikker (og her jo i sublim grad Paul Diderichsens blændende grundforskningsmilepælslivsværk: "Elementær dansk Grammatik" (1946ff)) bliver jo netop, at de færreste evner og heraf igen de færreste orker at lære noget på den måde. - Og se dér, ja her synes jeg (og jo en del andre her og der) at Hansens bog "Dæmonernes Port" har en underfundig evne til at skærpe sprogevnen gevaldigt.

Hvilke måder kan vi læsere nu så kun gisne om, og her kommer et første forslag:

Når man blader i bogen, læser og lærer lidt dansk, så svinger Dæmonernes Port op, og ud farer de: Misforståelserne, de halve forståelser, det man ikke forstod ja alle de klassiske 12 måder ikke at vide tingene på blegner, når man f.eks. udfra Hansens forenklede version af sætningsskemaet pludselig begriber mekanikken i igen for eksempel subjekt og objekt-relationer, eller i enkle og sammensatte tidsudsagn. - Og mon ikke mange danskstuderende og seminarister netop fik den svingdør til at blafre under årene?

Nå, tro nu ikke, at bare man har sin "Dæmonernes Port", så har man 'tjækket tjæk på grammaen' - faktisk, bliver man for alvor interesseret, så har Hansen skrevet alle de andre bøger med megen underfundig visdom desangående. Du kender din far, gammel bogorm, jeg hár skaffet mig det meste, og kan derfor med nogen vægt bestemme endnu en meningsfuld måde (med) at udlægge denne titel og dens 'kedelige' indhold.

Visse ting skal man ikke prikke for meget i, nogle døre og porte går man stille med, man finder for eksempel på et pænt navn for 'sådan noget' så bliver det nemmere at håndtere, lad os kalde dette øhm 'problem' for "vrisne vrøvlehoveder". Det hænger sammen med grammatikinteressen, 'glæden ved grammatik', som Hansens kollegaer kalder deres kollegiale redaktion af nogle af hans skrifter.

Visse ting skal man ikke prikke for meget i, Erik Hansen beskriver i en af sine mest tankevækkende artikler indledningsvis hvordan man havde det, som ung student, når man nærmede sig den 'vrisne' Diderichsen. - Se her giver jeg ikke en henvisning til hvor Hansen skrev det, og jeg lover heller ikke, at det helt holder, hvad jeg skrev øverst i dette afsnit - men noget derhen adn- ikke mere, o.k.???

Nå, se lige ovenfor har vi en underforstået aftale, her åbner grammatikeren den værste port, den der svinger indad, den der kan gøre een så umanerlig såret, ydmyget, svigtet og som følge her af vrissen.

Glæden ved grammatik afslører hurtig hvor dybt sproget egentlig rækker. For at forstå det her lad os da ty til vore indianske forbilleder og frænder og vore stereotyper af deres sprogbrug. Grammatikeren som overser det dybe svælg mellem menneskets ædleste motiver og motivationer og dagligdags sprogbrug falder i det dybeste svælg bag den port. Vi, hvide mennesker, taler med to- ja ti-spaltede tunger, vi føler os ikke rodet og forpligtet, vore hjerter er kolde ... ...

Når man har indset for eksempel den talehandling, som indeholder et tilsagn og et løfte, og ved hvor nøjagtigt man i fortiden skulle redegøre for om man selv mente det, eller om man havde hørt det fra andre (indirekte (dækket) tale), og i hvor høj grad man stod inde for det med sit ord, sin ære, sit liv, sin familie og al det der. -

Nå, når man så - midt i dagligdagen - oplever den dybeste glæde ved at se alle de korrekte kategorier træde i kraft og netop frydes ved den fuldt afsluttede aftalehandlings fuldbyrdelse, på tro og love, - og så vedkommende, der godt nok også syntes at 'vrøvlehovedet' så lidt speciel ud under den aftalesituation, når så den usaglige vedkommende lige langer følgende replik ud:

Nå, her har vi så inderkernen, det at man som sproglig iagttager faktisk får fat i, hvor dybt sproget egentlig går, og der kan føle sig såret over småting, de andre i hverdagen ikke skænker en tanke.

Nå, nu har vi så nået målet, udforsket og jævnet grunden, og nu skal vi have bygget herregården:

Her kommer så den tredje og sidste udlæggelsesmåde for det med Dæmonernes Port:

Glæden ved grammatik kan føre een til at indgå i, hvad man kunne kalde 'meta-sproglige' kvantehop. Eksempel:

Folk har det med 'at tabe tråden', når man tager sproget om sproget (det metasproglige) i brug, her føler de sig på gyngende grund - her oplever de at alle de forpligtende talehandlinger, alle de direkte talte troværdighedserklæringer, alle de fælles aftalte og forordnede forhold trues (på samme måde som den unge grammatikus der ser verden, sprog og fælles konsensus forsvinde ved aftalebruddet angående fodboldkampen).

De taber tråden til det deres udsagn og det dens udveksling handler om og tænker måske noget i stil med:

Du kan selv indsætte elle mulige (altså egentlig umulige) personlige problemer, komplekser og andre dæmoner i stedet for de to gang tre små prikker.

Sådan 'inter-personelt' tænker personen, der ikke indser glæden ved grammatik, de tror, at man studerer deres ordvalg måske som en psykolog, at man har et horn i siden på dem - de tror man er vrissen, en ordkløver.

Se den port svinger altså også, fuld af dæmoner, og man skal lære sig selv at bruge (f.eks.) følgende omsvøb, overfor de mennesker hvis sprogbrug man interesserer sig for :

Eller noget lignende hvor sprogbrugeren afleverer sin ønskede brugerbemærkning og dermed giver den grammatikinteresserede den funktionelle evaluering, han har brug for - det virker hver gang, du tænker måske ikke over det i det daglige, men danske sprogbrugere i alle lag og 'socio-dialekter' elsker deres sprog og at snakke om det. - Måske en nødvendighed i et så lille sprog?

Skal vi ikke bare for nu skrive, at de tre svingdøre alle kan kaldes rimelige bud på meningsfulde udlæggelser af titlen "Dæmonerne Port"

Go' læsning - især Hansens meget pædagogiske formidling af Diderichsens sætningsskemaer ... (hvorfor skrev jeg nu det på den måde???)

Nå her er bogen, tillykke med dit 11 tal i din bacheloropgave ved filosofi på universitet.

Som Hansen så klart udtrykker det angående gentlemens og/eller blondiners præferencer?

Foreløbigt men jo langtfra afgørende slut på den 21. P.O.P.

Sammensatte og usammensatte ord!!!

Man kan på dansk - on the fly - skabe nye ord og begreber aldrig sagt før men alligevel lige til at fåstå for enhver. For eksempel: minoritet + rettigheder = minoritetsrettigheder (med et såkaldt 'fuge-s') sådanne ord SKAL skrives som eet ord (også selv om de faktisk kommer som HAPAXLEGOMENÆ altså som engangsord (: øjebliksrepliknært f.eks.).

Det nye ord tager køn eller ikke køn efter det sidste ord i sammensætningen, dette ord bøjes også som det eneste i for eksempel tal eller tid. Reglerne for hvordan & hvorfor gider du ikke lære lige nu, men du kan skam nå at fange: at hele det danske sprog står og falder med "Per Olsen +++"

Her slutter så den enogtyvende Per Olsen Parabel: slutter & begynder ... lyder flot ... rent vrøvl!!! - For her er historien fan'me færdig, du, og du, du er ... en græshoppe - du er ... et vildsvin - du er ... en gibbonabe ...

Og for at gøre sit bedste for dank sprog - som jo havde givet ham alt - skrev Per Olsen nu - i sin høje alderdom fra år 2000-2020 - sit sidste (?) storværk, mamut skriftet; Ganske grundig Grammatik (G.G.G.)

Skilleplaner - samleflader Det forgængelige - uforgængelige Den grøn-våde fornemmelse af biologisk liv ... den rislende gennemsivning af ... liv? ånd?

- du ér en græshoppe du ér et vildsvin du ér en gibbonabe