|
||||||||||||
|
Lignelsen om hvordan Per Olsen |
||||||||||||
| Drømmetidsdokument (DTD) D: Legender om Konføderation | ||||||||||||
|
||||||||||||
|
Lignelsen om hvordan Per Olsen |
||||||||||||
| Drømmetidsdokument (DTD) D: Legender om Konføderation | ||||||||||||
Frijt Duka Salá så ned imod planeten under sig. Som alle lærde småpedanter inde fra galaksemidtens evige lys, nærede han en primitiv frygt for mørket i det tomrum, der begyndte her ved galaksens indre yderrand.
Han forstod intuitivt og så udmærket, at et så horribelt sted i den kosmiske ligning immer måtte kalde på det svimlende fald og de sønderrivende vanvidskræfter.
- Seks gange! -
Tænker han:
- Seks gange er en flyvefærdig galaktisk forpost blevet sønderbrudt. Seks gange. -
På bio-holo-monitoren ser han, med en ukendt indre mørk og næppe anet ny nervøsitet tilbage i dette solsystems historie. -:
*
Fem fuldt beboede forbundne og veludnyttede kloder og et ikke ringe antal kunstige stationer havde det kunne rose sig med.
Den storhed ville de aldrig kunne retablere, indså han lettere vemodigt. - En af planeterne svævede nu knust til småskår, som et tykt lag omkring fire kloder, hvoraf kun en enkelt havde noget der lignede bioeksistent liv tilbage.
Frijt tænkte på sin underskønne hjemplanet, kæmpekloden midt i mellem de mange sole, stjerner og måners komplicerede dans.
Lyset og ligningernes florlette kraftkvikke paradis. Så ihukom han gysende, hvor meget massestøv der var nødvendigt hernede yderst i galaxens vældige snurremønster.
Det havde betydet en hård tur i biogeneratoren inden afgang for ni perioder siden. - Hundehuset (: Sirius) regnedes allerede et hårdt sted. Men herude: så tæt på selve afgrunden ... han gøs.
*
I det samme afbrød Hjernen ham med en praktisk bemærkning, som rev ham tilbage til virkeligheden.
- Vi er i kredsløb, du har ret til fuld adgang til alle klassificerede aktstykker, nu! -
Tilføjede den - næsten kælent - men også med en dobbelt undertone: dels en bekymring for Frijts mørke tanker og uheldsvangre forudanelser dels en egen uro, som delte den selv disse tanker og anskuelser.
- Nå ja! -
Reagerede Frijt lynsnart og materialet kom frem:
- Hej Hundehoved! - Så er du fremme og giv nu agt: Du medbringer et mellemstort basis planetoforma udstyr. - Vi ønsker kun at retablere den ene af kloderne, og nu slipper vi allerede maskineriet løs. Alt det ved du, og nu kører det, der er kun tre små hemmeligheder, hvis du skulle være nysgerrig. -
- Frijt griber sig i at sidde og huske, som havde den sidste nytlivs pille ikke virket ordentligt. Var hjernen ikke blevet lovligt kammeratlig og overfladisk i den sidste snes million år?
- Næsten 50 gange har galaksen drejet om sig selv, siden jeg først tog bestik af dette systems pejlemål ud i afgrundsnatten! -
Han forstår ikke selv at han rummer disse tanker, føder de mon sig selv som mørkets og tomhedens børn? - Ikke for første gang forudser en operationsleder fiasko for planetoformaproccesen herude i ødemarken, men han tager sig alligevel sammen, kommer videre -:
Siger han lidt spotsk, men også for at teste om Hjernen virkelig begynder at degenerere med tiden. Til hans undren fniser den, mens Første Hemmelighed åbnes. Den siger:
- Du føler dig vist ikke helt sikker på succes, gamle jas?
- Nej vel gør jeg ej! -
Snapper han tilbage.
- Det handler første hemmelighed om! -
Fniser den igen:
- Kan du ikke selv regne den ud? -
- Hvis jeg kunne regne noget som helst andet end kursen, proceduren og mine instruktioner ud, sad jeg vel ikke her ved verdens udørk på en small-time opgave! -
Snærede han med den evige forskel på eventyreren og det eventyrlige.
- Nej, men alligevel! -
Gnækkede Hjernen og forklarede ham; at af strategiske grunde var der andre gode grunde til, at planetgrunde ved galaksekanter ikke altid skulle virke for florissante (altså: blomstrende):
-: på den ene side kunne det fremkalde præventive angreb fra andre galakser ude i afgrunden, hvis kulturteknikken nærmede sig det stade, hvor intergalakse samvær bliver mulig
-: på den anden side ( - vores egen - indskød den) kunne det ligefrem fremlokke angreb fra fjerne galakser, hvis teknokulturen virkede for rig.
- Stop! -
Tænkte Frijt højt, som altid fjendtlig overfor fjendetænkning (F.O.F.).
Han spekulerede på det sted i sin egen bevidsthed, hvor han instinktivt vidste, at han kunne afskærme sig overfor Hjernens skannere og sensorer.
Men som altid, når det drejer sig om missionens hemmeligheder, ville det ikke rigtigt virke denne gang heller, Hjernen fulgte fint med, mens han fandt frem til at sandhedskernen i den første hemmelighed måtte ligge i det med de andre galakser; - han vidste jo også, at en af de seriøse videnskaber som kunne drives herude omfattede i hvert fald visuel og auditiv afgrundsastronomi.
*
Nu nærmest klukkede Hjernen, og gik så vimmert videre til den Anden Hemmelighed:
- Som du ved, er der tolv grund-gén-stammer pr. nuværende på kloden. De fleste er stærkt skadede af de økologiske forhold, men der er rigelige forsyninger af alle i gen-banken, - ultimativt satser vi dog på en enkelt afart fordelt i en tre-fire typer i hvert virkelighedscelleafsnit. -
Her tav informationsstrømmen lidt, og Hjernen spillede oplagt den klassiske psykolog-pædagog helt tilbage fra før det første hjul drejede, efter det første observationsøjeblikssted.
- O.k. -
Føjede Frijt sig:
- Hvad mener man så med 'virkelighedscelleafsnit'? -
- Som om jeg bare sådan siger dig alt! -
Kurrede Hjernen koket:
... der er noget du ikke ved. - Noget med de Gode Gamle. -
- G.G.G.G.!!!! -
Stammede Frijt ærefrygtigt. Han glemte aldrig sit chok over, at dette folk altid fandtes overalt, hvor livet udvikledes, selv i de fjerneste egne, ja sikkert selv nu, dernede på det kulsorte slingrende skrummel af en befængt barbarisk skide planet.
- Hvis g'erne bare havde været tekniske, havde kunnet arbejde med på makro-planet, havde kunnet ... -
Som altid var en inspiration opstået med tanken om de Gode Gamle ... G.G.G.G.
- Stop en halv! -
Afbrød Hjernen hans spekulation:
- Har du aldrig tænkt over at man siger de Gode Gamle, med to g'er, men altid siger G.G.G.G. med fire g'er? -
- Tjnø?! -
Mimer Frijt.
- Det er der andre, der har. -
Fortsætter Hjernen:
- Man mener i dag, at to hypoteser er mest mulige, de udelukker ikke helt hinanden: 1. G'erne er måske post-tekniske, og fungerer på et ufatteligt højt, tilsyneladende ikke-teknisk niveau, men styret af en art abstrakt formel-teknologi. 2'eren kan jeg ikke komme i tanke om nu, men det kommer ... -
Siger Hjernen og lyder for et øjeblik helt alvorlig.
Frijt griber straks lejligheden:
- Hvad er spørgsmålet så? Spekulationer over G'ernes gådefulde non-tekno-tekno? -
- Njaa: Man mener de måske kender nogle tid-rum-energi-masse tricks. Og der er en af de 12 gen-lokale racer, der er splejset op til at have det som en ubrydelig instinktuel drivkraft: ene ved hjælp at bevidsthed og tid/rum sammenspil at bryde virkelighedsbarrieren og ... ja hvad? ... -
- Du mener altså, at der render en bande psyko-freaks rundt dernede og leger dimensions-riddere?
- Mjo mnæ, tsk zie -
- Hrumf, kom til sagen! -
- O.k. Der er mange afarter, de går under mange navne, 'giganter', 'titaner', 'kæmper', 'eller' 'L'er'.
L'erne var også dem, som blev nedbragt dér ved sidste kultur-civilisering, altså den 5. Og det er en skrøne blandt visse familier, at de ejer planeten.
De mere besindige ved, at de er overflyttet fra en klode med lidt andre proportioner, ene fordi deres størrelse og muskelkraft, samt deres grundige sendrægtighed, gør dem til en god forberedende arbejdskraft og civiliseringsfaktor:
-: disse drømmer om at vende hjem til deres egen planet, andre af dem drømmer om nye udfordringer og de vil blive sendt af sted senere - til gén-mutativ undersøgelse og med henblik på videre arbejde. - Men der er en restgruppe. -
- Ja og? -
Ansporer Frijt. Hjernen fortsætter:
- ... ja egentlig er der mange restgrupper og afarter, men du ved, hvad jeg sigter på: den genprogrammerede restgruppe. De har været venner med G'erne et stykke tid og en evighed nu (menes det sikkert), og vi har grund til at tro, at der er grundlag for en begrundet begribelse af problematikken: ...
- Som du dog kan udtrykke dig!
Indskyder Frijt skælmsk og fortsætter:
- Du mener vel at L'ernes dimensionsbryderdrift bliver ansporet i forbindelse med G'erne? -
- Noget der hen ad, noget der hen ad. -
*
Frijt skyder sagen fra sig og fortsætter så:
- Ja, det tredje er det med Per Olsen! -
Fortsætter Hjernen, mens Frijt læner sig interesseret frem. Han lytter meget interesseret til den 3. hemmelighed, mens hans underbevidsthed grubler over et helt andet problem.
Han forstår, hvorfor han ikke har gjort så meget karriere. 144.000 forposter som lejlighedsvis bryder sammen: simpel planetoforma i masse-, energi-, tid- og energi-simuleringerne: lige efter protokollen, mere kunne han ikke drive det til.
-: De kløgtige tænkere inde i Skiven havde åbenbart slet ikke taget notits af hans forsigtige antydninger i mange rapporter om, at G'erne måske var støttet af resurser på et mere åndeligt, subtilt plan: kræfter af magisk karakter: højere svingninger end den senso-materielle virkelighedsbegribelse.
-: Det ord den "senso-materielle" begribelse havde han følt sig meget stolt, over at have kunnet formulere.
- Måske leger den bare med mig. -
Spekulerede han underbevidst:
- Måske er det min teori, der er den anden del af den 2. Hemmelighed, men de forventer blot sagens logiske udvikling. -
- Sagens logiske udvikling! -
Lige det udtryk hæftede Hjernen sig ved i dén indre-monolog læbe-skanning, som den udførte med megen omhu. -
- Det lyder som det rene G.G.G.G. -
Resonerede den spændt.
HippieInfoHappenings (HIH)
Kære Per - indrøm det bare - det var dig, der fyrede den fede på Bill Clinton og lærte ham at inhalere, da han besøgte Danmark første gang og kom helt ud i hampen.
Nu hvor Bill snart skal trække sig tilbage, kan historien kommer frem uden for meget bøvl. To musikere fra Dig & Mig & SolSkin, Tom Lundén og Per Olsen sad i Fælledparken en rimelig rar og varm dag sidst i 1960´erne.
En af deres venner, Bent, havde skaffet noget rimelig råfed hash fra Jan Ps lager: den klassiske røde løvelibanon hash som desværre forsvandt, da de sure fik Libanon ud i krig og opium. Nå, pludselig kommer en jovialt udseende fyr sjoskende hen til dem, de ser venligt op på ham, og han sætter sig hygsommeligt ned, mens han fortæller dem, at han en dag bliver præsident for Amerikas forenede stater:
-: Per Olsen, der allerede dengang havde vænnet sig til opmærksomt og alvorligt at lytte til (og i hvert fald få historien) fra mange mærkelige magiske mennesker, svarede med det Scientologerne kalder 'en halv anerkendelse', altså et: 'nå!?', et 'aha?' - et signal der giver vennen en mulighed for at uddybe, og Tom Lundén - altid klar til en tosset spøg - gav udtryk for den store ære, at måtte fyre en fed på USAs kommende præsident, Bill Clinton. Per Olsen synes navnet lød helt rigtig, og den sjove amerikaner forklarede, at hans mor skam havde givet ham en masse ægte amerikanske præsidentnavne, som han nu nævnte.
Så snakkede de om de tre ting, Per Olsen - og hans ligesindede dengang og nu - finder tudetossede og forkerte i det amerikanske samfund - og Bill gav dem helt ret. Hvad de snakkede om, vil du vide dét, Læser? O.K. jamen så - efter lidt frem og tilbage over tid - fortælles der lidt her nedenfor:
1. The Beatles havde jo netop i de år markeret sig mod den amerikanske racisme; de ville ikke spille for et såkaldt "segregeret" publikum, altså ét hvor sorte og hvide skulle sidde i hver deres afsnit af salen, og det havde de fået lov til. Hele arbejdet med at få afsluttet racimen mod sorte havde jo også en stor plads hos Bob Dylan. Bill støttede helt op om den trend, og man må sige, at det over årene lykkedes i en hvis grad, om end man stadig havde og har laaang vej endnu. Per Olsen diskede op med en af sine yndlingshistorier i den sag, nemlig historien om Bessie Smith der jo døde efter et trafikuheld, ikke fordi hun ikke kunne betale på det nærmeste hospitalet, men fordi de ikke kunne/ville behandle en sort.
2. Dette førte så samtalen videre til det - for skandinaver og de fleste europæere horrible forhold - at det amerikanske sundhedsvæsen kun fungerer ordentligt for folk med penge eller/og dyre forsikringer. Se, dét havde Bill jo allerede som et af sine politiske grundholdninger. Han ville arbejde for at lægebesøg, medicin og hospitalsbehandling blev lige så effektivt og forholdvis gratis som i Europa. Og det gjorde han jo, selv om også det stadig havde lange udsigter, da han trådte tilbage - beklageligvis og demokratiske præsident efter præsident slår - med kun småt effektive slag - stadig i den dyne.
3. Endelig havde den tid jo stort fokus på de såkaldte "Studenteroprørere" og igen måtte (og må) man jo som europæer undre sig over; at adgang til uddannelse - og da især til højere uddannelse - forbeholdes de rige og ikke tilbydes alle med evner og flid uanset deres etniske og økonomiske baggrund. Bill kunne så fortælle, at der jo findes veje rundt om den uret: de mange fonde hvorfra man kunne få "scholarships", de specielt sorte universiteter o.s.v. Og igen: Bill gjorde sig skam umage med at få forbedret den situation, da han blev præsident, dog, selv om mange enes om, at de gode ideer, opfindelser, videnskabelige arbejder o.s.v. ofte kommer fra folk med under- eller middelklasseerfaring, stor studiegæld og indvandrerbaggrund, så hører akademiske prestigejobs stadig generelt til overklasens privilegier ligesom sundhed, bolig i pæne kvarterer, pæne tænder o.l.
 |
Tom & Per fanget af Pol-foto Per Olsen har trompetmundstykket i brystlommen Fotografen sjal dog øjeblikket, |
Når man nu mere end 30 år senere, hvor det vides, at manden talte sandt, tænker tilbage, så udspillede der sig dengang en lille typisk scene: en scene typisk for danskere der kommunikerer med fremmede mennesker fra fremmede kulturer og skyder helt forbi, fordi de ikke forstår perkerens forudsætninger.
Nå, dengang havde Per Olsen et trompetmundstykke, Hohner, som de røg på, efter at han havde mixet shitten, de brugte mundstykket som chillum, det kunne holde en god koger. Den gamle flipperregel for chillumrygning, hvor én tænder røret, mens en anden holder ilden hen over tjalden i toppen, siger jo: 'Mixer tænder, tænder ryger som nummer to', men i dagens anledning røg Bill som nummer to, Per Olsen holdt først chillummen for ham, og de måtte lære ham at inhalere: 'I didn' t inhale'-vittigheden altså, ik'?
Per Olsen forklarede jo præpræsidenten, at de desværre kun fyrede verdens næstbedste hash på hans velbårenhed, løvehashen, kongelibanon kunne desværre ikke skaffes.
- Den stod Bill Clinton helt skråt ligeglad på, og først senere tænkte Per Olsen, at manden jo kom fra et republikansk vildland, og at ordet 'King Libanon' derfor stinker af haram, som muslimer siger, eller 'lyder politisk ukorrekt', som de siger omkring Bill Clinton.
- - Nu kan man igen i retrospekt tænke: at på grund af den etniske misforståelse imellem dem, kastede Per Olsen sig ud i at rose amerikansk demokrati for, at præsidenter kun kan sidde i 8 år, dengang blot ment som en hale på snakkken om den kommende præsident og de vigtige emner der skulle gøres noget ved. Men Bill Clinton - nu høj som en krage - fik mere seriøse emner end verdenspolitik på sinde, de begyndte at snakke om dén sommer, dén generation - vores musik.
Tom og Per fortalte om deres musik, deres band og amerikaneren snakkede om saxofonen, tiden fløj over Hampehøj ... de snakkede til sidst igen politik via 'ungdomsoprøret' og snakken om det, og de blev alle enige om, at når Bill Clinton igen fik tid - efter sin præsidentgerning - kunne de måske en dag jamme lidt sammen; men man ved jo nok, at kun hvis man kan donnere nogle anselige dollarbeløb, kan man gøre sig håb om at møde Bill Clinton eller enhver anden amerikansk politiker.
- Da han rejste sig for at slentre videre, blev Bill Clinton igen til den kommende præsident, der først havde nærmet sig deres lille lejr i græsset, han kiggede venligt, polisk på Per Olsen og pegede så på Hohnermundstykket, der lå svøbt i den blodrøde råsilkechillumklud i det grønne græs: "I´ll remember this by that!" - Og sandt nok: hvem andre end Per Olsen kunne finde på at bruge et trompetmundstykke til chillum og få andre til at ryge med? (He did inhale!)
I'M JUST SITTING HERE - BEATING ON MY TRUMPET
WITH ALL THE PROMISES YOU MADE FOR ME,
BUT WHERE ARE YOU TONIGHT, SWEET MARIE?
Fra 'Absolutly Sweet Mare' et nummer fra et af tidens største elektriske Dylanhits, Blonde on Blonde, der havde indgivet Per Olsen ideen med Hohnermundstykket som rygerør (udover hvad ordet Blonde ellers betyder, bruges det i Frankrig som et ord for amerikanske cigaretter, og i UFO-kredse om en postuleret menenskelignende type ekstraterrestrisk livsform (af nogen dog postuleret ikke ekstraterrestrisk men extratemporær (: fra fremtiden)).
Og langt inde i dén fremtid, da eventyret om hippie- og Christiania-bandet Bifrost for længst havde fundet sin ende, fandt Tom - i sin travle hverdag som musiklærer - en dag sin gamle sangmappe frem.
Og dér lå den: dén sang - digtet 'Spillet', som Nis Petersen engang skrev, da han erkendte omridset af den store krig, hvis gru allerede brændte så ondt i hans digtersjæl, digtet ja altså for Tom jo sangen om de uskyldige ofre i krigslarmens rædsel - og om hvordan de store, de største kommer og går og altid huskes i myreperspektiv ... bare læs Goldsteins portrætter af to af de største konger i historierne her omkring ... hvem husker dem i dag?
I den samme tid hvor Tom fandt den gamle sang frem, der havde den store Bob Dylan endnu et comeback: med sin plade 'Time Out of Mind'. Den skive modtog han et hav af priser & anerkendelse for - og på den plade sang han et sted det samme som Nis havde skrevet i sit digt: hvordan vi skriger: - Nej! - under fødslen og - Nej! - igen, når døden indhenter os.
Dylan skrev/sang: I was born here and I'll die here against my will - altså på dansk: Jeg blev født her og jeg kommer til at dø her i mod min vilje - (Bob Dylans plade: Time Out of Mind: sangen: Not Dark Yet) ... og sådan reagerer livet jo altså med os ... & med al' det dær ...
Den dag da Dylans næste skive udkom, blev det da mørkt: 'Love & Theft' udkom den 11. september 2001 af den almindelige tidsregning ... en dag verden sent glemmer - jo.
Også i Danmark blev det mørk i den tid, især for de dissideret dissidente hippier og deres venner omkring Christiania. - Bevar Christiania - lød parolen og både de gamle og de mange nye, unge christianitter (CA-nitter) fandt Toms slagsang fra de første år med Fristaden frem - ... Vi ka' ikke slås ihjel ... - mens de dog desværre højstemt begravede den ene gamle frontkæmpe efter den anden ... ret så surt show ...
Dog Tom, langt væk fra hovedstadens brydninger på sin fredelige ø, spillede den gamle sang, som han og Per Olsen havde lavet de mange, mange år tidligere ... da de for længst havde glemt alt om ham Bill, der blev præsident, faktisk engang hvor drømmen om at hippiernes fortabte mødested 'Klub 27', hippiernes fortabte mødested 'Minefeltet', ja hippiernes fortabte mødested 'Projekt Hus' i Magstræde, nej altså drømmen om at det ligeledes fortabte samlingssted 'Fabrikken' i Bådsmandsstræde kunne blive til ... nå ja, noget; noget noget der lå lige på den anden side af det stræde bag gamle mørnede plankeværker.
Jo-jo nemlig: den store øde, forladte militære forlægning, som Pater Peter, Jacob Ludvigsen og de andre så snart herefter erobrede - befriede - for eftertiden kendt med folkelige udtryk som: Christiania i vore hjerter!
Nis Petersens lyse dog også ofte dystre sind: hans kærlighed til de små børn, til livets skæve eksistenser og hans næsten religiøst inderlige trang til at leve livet og at virke tæt på rigtige, almindelige menneskers hverdag fascinerede mange af de tidlige hippier, Petersens vagabond-image lignede noget de kendte til ... også hans trang til at slå sig ned langt ude på landet.
Og digtets dystre ord klingede i Toms sind, rungede over de to afgrunde af tid & sted: den dystre stemning fra 1933 hvor digtet kom frem, den lyse forhåbningsfulde tid 40 år senere, hvor musik til det blev skrevet, og nu den dystre tid 70 år efter digtet & 30 år efter at Christiania blev til. Den dystre 'normalisering' hippierne og deres efterkommere - ja alle fredselskende, tolerante og respektable mennesker - gik i møde ...
Nå - Gud og hver mand kom dem faktisk til hjælp, der dengang i starten af de kristnes nye århundrede og årtusinde, så de rundede pynten og klarede skærene i bedste skæve stil - hippierne, al'så!
Også fra Christianitterne selv og fra et af de små pladeforlag, der levede i og af miljøet, kom der en hyldestplade til fordel for Christiania og den hampekultur, den hippiekultur der stadig florerede dær: Karma Music, hvor den uopslidelige forkæmper for hippie-musikken, TømrerClaus - selv musiker - arbejdede og spillede med. Mange af de musikere ,du kender her fra P.O.P., spillede i øvrigt med på den plade: Jens Hansen, Søren Berlev og altså også Tom Lundén.
For til den plade, 'Christiania Forever' samlede Tom Lundén så sit band: Bifrost til endnu en indspilning. & jo-jo, jo al'så de indspillede 'Spillet' - Nis Petersen digt, sat i musik dær engang i et andet mørke før endnu en dag ... en lys dag, du ved ... al de' dær hippiegejl ...
Nå, og nu kan du, kære - nok lidt overforkælede - Læser, med Kodas & pladeudgiverens velsignelse lytte med på Bifrosts smuktsyngende sangerinde, Pia Cohn, og hendes mand Toms berømte jazzede næsten klassiske klaver: - de'r her det sker! - ... også selv om det alt sammen godt nok nu synes så længe, længe siden ...
af Nis Petersen
fra En Drift Vers 1933
I denne dybe nat skal millioner
af mennesker uønsket blive til.
Og døendes utalte formationer
skal gå ad veje, som de ikke vil.I denne dybe nat skal gråden græde
mod disse stjerners glans skal lysten le;
i folderne af dette skønne klæde
skal skjules det, som nu skal ske - skal ske.Hør, søde barn, hør tærninger, som ruller,
og øjne tælles tyst i nattens grå.
Jeg fatter kun dit hoved mod min skulder,
og at vi er så små - så myresmå ...
*
Her starter indskuddet: Den ældste historie i galaksen & al det dær
Stjernebilledet Lyren hvor menneskeidéen ikke havde taget eller havde kunnet tage fysisk form, men hvor den fandtes, før den fandtes andetsteds i denne lille stjernetid, på dette galaxehøjshul, i denne metagalaxe, og hvor den en dag ville kunne opstå, når altså igen mælkevejsgalaksen en dag ville findes snurende omkring sit sorte hul oppe/inde i stjernebilledet Skytten og Lyren langt åh så langt derfra endlig kunne anslåes.
Dær levede en slags lyslivsform, en slags latent liv: alt udfoldedes ideelt og smukt for alt udfoldedes udfra de mønstre, der ligger bag det, der nede i den materielle verden kendes som livsformernes mange fremtrædelser.
Så alt kørte efter snoren, men disse høje ånder syndede dóg til sidst mod deres univers og i årmillarder stod de fast på, at det hele skyldtes Per Olsens indsats:
-: De krævede en forklaring og mente indtil da, at de havde ret at sige fra overfor Per Olsens mange fremtrædelsesformer, for de kom fra det, der engang havde repræsenteret den menneskelige latens: dens muligheder, dens sandsynligheder og som tingene ser ud - med sole, måner og hele snurrepiberiet i den tid ude ved Lyra, - så kom kun det smukkeste og mest ideele af de latente mønstre til en art blafrende udfoldelse.
Deres synd derude: de opnåede bevidsthed: hvor før billedtendenserne flakkede gennem mønstrene, tænkte de nu deres væsener, deres egenart, deres væsen ind i energien. Så kom Draco, Per Olsen kom med ... blev set af dem - sammen med Draco selv! - Noget skulle forklares ...
Og DRACO tappede disse lysånders energi, kopierede disse genetiske molekylemønstres maskineri - i en verden af rene ideer - ren ånd - indtrådte den gamle drage, Satan -: verdenernes massetunge vandringsmand (V.M.V.):
-: for nu, hvor verden fik masse, fik tyngde så fik den ikke blot de lykkeligt blafrende mønstre af potentiel livsudfoldelse ... næ den første hvide splatklat bar ormen, dragesæden: dna-rna, de to tvillingekrigere om verdensstaven ... ondt kom ind i verden, som de før kun elektro-magnetisk bevidste lysånder, der nu også fangedes ind i det bio-kemiske tyngdefelt.
- Så langt skal vi tilbage, og derfra skal vi så tilbage til en tid, hvor fra dette punkt, (altså hvor det menneskematematiske astronomer kalder Mælkevejen begynder at blive dannet,) ligger så fjernt inde i fremtiden at kun en matematiker - og ikke enhver matematiker - overhovedet vil gide tage det med i en tidsberegning.
Dær findes et/det nu. hvor denne for galaksen enesteafgørende historie tager et udspring:
For dér findes der en ganske forarget matematisk vandrende pind, så forarget at den i hvert fald anvender sine gyldne formler til at sikre sig, at ikke alene skal/vil/må (og sådant: det kan nemlig ikke helt oversættes) det så gå retfærdigt/ordentligt/regelret/allerbedst ell. ej/ (det kan heller ikke helt oversættes), kort sagt den forargede græshoppe sikrede sig, som alle tabere der føler sig snydt, at spillets vinder ikke brugte, ikke ville kunne bruge snyd:
Hvad forargede mon 'bønnepinden'???
Jo, dens enestående beregningssekvens (en længere historie i øvrigt) dens første- og sidste gang præsterede mesterstykke (som skulle have givet den svar på et simpelt spørgsmål) jo (det kommer nu -her:) viste at RapAdu, skulle opnå en kunnen, en skønhed, en vellev så vid:
Ja gående så vidt: at Gudsbillederne (både konstante & variable), du ve' eller ve' du?, dem dær, du ve': Kejserinden, Pavekonen, Stjernen, Vognstyreren og alle de væsensformsvisninger der, at de skulle finde rapaduisk form, ja at Per Olsen skulle ...
-: ... og se DET, dét stejlede vor ven, den kolossale vandrende pind, en hel del over, for se 'Per Olsen' sådan lød helt nøjagtigt den formular (oversat perfekt i øvrigt), ved hvilken denne matematiske vandrende pind havde gjort sig til herrefrue i sit liv.
Den dag i dag - trilliardbillionerlysårsbaner senere + en halv samt to trediedel af ret meget mere (cirka) - sitrer disse væsener nu og da en lyd, som 'mennesker' & sådan nogen slet ikke kan lide, selv om de tror, den gør dem godt ligesom tandlæge- og kranieboret.
Indtil den i løbet af denne historie bliver klogere, vidste vor ven, den matematiske græshoppeagtige vandrende pind, den vidste godt, at større og flottere pind end den selv fandtes ikke, hverken i denne planteplanets eller nogen anden planteplanets formulariskhed (hvad vi andre lidt mere prosaisk ville kalde i verden før nu og altid).
Og selv om den både havde begge køn, og hverken egentlig spiste, voksede, formerede sig eller døde og den slags uvæsensagtige ting (... hvad de der rapadusike beregningsvarabler jo da for øresønderrivets snitflade da ville/skulle blive nødsaget til, indtil Per Olsen-konstantens indtræden som livsfaktor, en umulighed, en ... ... ) ... ak ja:
-: Altså se det hellere for dig:
-: den pilker hastigt af gangen ned til sit konedyr, for sådan nogen har de nemlig på trods af deres tvekønnethed
-: og vi lader den pilke videre og på ubestemt teksttid vise alle disse for dens art ret så ukendte dybe emotioner, dem har den udviklet lige som Georg Gearløs og Holger Beck Rasmussen ind i mellem spiller småskøre for at få tænkefred i Per Olsens samtid (og vi ved jo, den har aldrig virkelig eksisteret).
For vi slutter her det første forrapaduiske grundæventyr, hvis bindehistorie blev til vor aktuelle samtids første og jo så nu den ældste historie:
Med bøsseversionen i kilskriften, hvor den handler om Gilgamesh og hans vilde snart døde, svært genopvækkelige parterven Enkidu.
Den historie grækerne, som mange gør til de gamle bøssers første borgfolk, jo grækerne gjorde den skrøne til en romance mellem natursangernes førsteskjald Orfeus og hans smukke snart døde svært genopvækkelige partnerveninde Eurodike
Og dét regnes altså kun for bihistorien om hvordan Per Olsen-faktoren vil skulle overvinde døden i livet; hvis det rapaduiske fænomen altså ...
-: og her lå problemet, denne matematiker tog yderst sjældent fejl (ingen påvist indtil nu, så ...), selv i beregninger ingen havde gjort før eller efter eller blot turde prøve på, så den vidste at ... at ... at ...
Lad os gå forbi Fridjt duka Sala og de andres store arbejder de næste mange millioner år af planetens historie.
Hele den lange recivilisationsprocces, den psykologiske genopbygning efter rum-sfæroidbeholderne og de store omvæltninger, genudvælgelse og artskultivering, oplæring i landbrug, metallurgi, arkitektur, handel og videnskab:
-: store og små dage under den lille uanselige sol: lige fra de første landingsæg til den tid, hvor det globale varslingssystem var etableret.
-: 'Guderne' havde gode, rå og primitive, men også gyldne, og også glade tider med 'de vilde', også kæmperne.
-: Ofte greb kæmperne i deres g'-agtige iver for folkenes velfærd ind i tidsplanen, lærte vilde og hypnoprogrammeringsafvisende stammer ildens brug og andre ting, som hørte fremtiden til, men alt i alt gik udviklingen harmonisk frem, fulgte sagens logiske udvikling.
Her udelades den væsentlige historie foreløbigt men med første rapaduiske tilføjelse fortælles lidt forhistorie).
Homer kaldte man ham senere, og han kan gerne godt fortæller videre her, for ej heller han nej kendte historien, før Per Olsen en solsommereftermiddag havde fået fortalt sig den. Du ved det: du er fuld af ord: af historier, men hvornår fortæller du dem og hvem lytter så hvordan?
Frihed for Tor Frihed for Loke part 1
Nu om lidt, læser (for det her blev nok ALDRIG bragt i en radio) så samler forfatteren alle trådene -: Gg du har med en normal, smagende, eftertænksom læsning, - en læsning med plads til inspireret dagdrøm og indre oplevelse - så har du nok brugt noget nær den samme tid (altså med små korte dagdrømme ikke lange ture, jo) ja så har du lige der omkring altså brugt så meget tid, som Per Olsens pre-clear, hans ikke endnu traumefrie person, brugte på at svøbe de genoplevede eftervirkninger af en dosis heroin, der også ville have dræbt dig læser, hvis du ligesom din forfatter her, ikke just bruger denne droge dagligt:
-: Tro nu ikke at scientologerne i deres religiøst grundede godhed blot samlede en junkie og en hampoman op af sumpen, nej, nej, Per Olsens præclear, kunne have givet alle de mange velkomne, søde, dejlige og det skal understreges fuldt altmuligt-berettigede kvindelige læsere hjertebanken (og mandelæsere bak nu villigt op om damerne, kender vi dem vel, får alle nok og efter deres bekomst, ik?!):
-: Fotomodel, body-builder og så o.k. vokset fra det, problemet lå langt mere med de anabolske steroider end med junken, den skulle bare gøre en ende på vinderen, når festen lukkede. - Og som typisk for Fritj, Ron og resten, så lader de ikke de dumme svin vinde, hvis de overhovedet kan lade deres tabere vinde.
Forstå dette ordentligt, det unge umage par, der den aften havde set Olsens præclear købe overdosen og først havde følt misundelse over, at han havde kassen til så meget, og så havde fået fordrejet hendes naturlige begær efter den flotte fyr, fordi han ja altså havde kærestesorger og slet ikke gad tøsebeundrene mere: og så den andens, mandens, nemtfængbare andenklassesfølelse overfor flottenheimeren og så ondskabens lir ...
-: Står du af læser? Kan du slet ikke forestille dig en situation, hvor du ville nyde; at en person, der er klart bedre end dig, bliver udslettet (mere eller mindre) som du ønsker det?
Har du aldrig sadistisk svunget pisken over den usle Per Olsen, der levede dengang mennesker, (hvis de altså havde eksisteret, og virkelig så havde skabt grundlag for os andre) skullet have fyldt munden med ting, som de med deres maver bearbejdede og ud af deres ende tilbagegav til tingenes verden i form af en art lugtende, klæbrig, brunlig, fugtig, varm, blød og hjemmelavet ting, man siger også at denne proces førte til, at deres legemer skulle være forfaldet gennem ganske få år, heraf kommer så det sidste helt vildt uvederhæftige postulat om det postulerede forhistoriske menneske:
-: ikke alene skulle legemerne være blevet nedbrudt over få århundreder, de skulle også være blevet skabt som et tilfældigt sidefænomen ved den seksualitet, vi alle jo - med saglige Doktor Freuds velsignelse - betragter, som det helligste, mest magtfulde et moralsk menneske kan foretage sig.
Netop denne interferens altså overføring fra hvad Vi kender nu, gør det helt klart, at man naturligvis ikke har haft generation altså igen reproduktion af mennesker gennem seksuel aktivitet!
Mennesket kom altid levende, lysende, liderligt og lækkert ud af inkubationskuberne, hvortil det regelmæssigt vender tilbage, når det ønsker at forny sig, men skal du, oh faldne om end usårlige læser, stimulere dig selv med drømmen om, at det primitive, før-teknologiske menneske virkelig har eksisteret og fandt sit smukkeste sidste kronende udtryk i den legendariske myte, ja så læs du videre:
-: Nå nu har Olsens preclear fundet 'nuværende tid', Per, der har brugt Rons metode og lige tilsat det der med krydstiden, ved at han har begået lidt haram: en god auditor blander ikke andre teknikker end sin auditering ind i arbejdet, til gengæld har han ikke noteret noget ned, for de to gutter begyndte kun lige at at lege med den teknik deres fælles ven, Ron, har lært dem i sidste uge og alligevel, når de at løse hver sit og verdens problemer, inden de formodes at kunne skrive ned samtidigt og aflevere papiret bagefter.
Per Olsen har ikke i denne tid en kone, hans preclear skal hjem og have sit livs sutter, han har taget sit liv i egen hånd, så snart RaPaDus rappe scorekæft havde gejlet et flottere par op end dem, der ville 'ordne' Olsens PC. Havde nogen savnet ham? De havde løbet på de gange, Olsen før svævede over i krydstid, men det undrede nu selv overlægen, at han overlevede:
-: Nu har han livsbekræftende igen aflagt Buddhaens store dharmaløfte, som kræves af overlegne livsformer blandt underlegne symbioter: den sidste stolte: 'jeg, den perfekte, piner, myrder plager de underlegne og mine rivaler' fes af med en lille snertende duft, som kælderens blæsende luftcirkulatører hurtigt spredte, mens han for sidste gang fulgte Olsens auditeringskomando: 'gå igennem hændelsen en gang til og få fat i alle yderligere data, du kan få fat på'.
Ron og alt det der handler ikke så meget om sex, sex sublimerer man gerne i aktivt arbejde, og Per Olsen, dengang godt nok begynder, men en præmiegod auditør, der havde fået mange små mirakler i sving, allerede da han tog det lille kursus i terapeutisk selvafklaring, mærkede godt det gib, det gav i tusinder af bøller, der mente at kunne retfærdiggøre deres voldsfulde mordtanker vendt mod Foreningen D.Ø.D.s medlemmer, udfra en underbevidst rangordning, hvor de nok ikke kunne regne sig som helt så flotte, smarte og gode som Per Olsens modelflotte proffe, men jo stod nogle rækker nede og havde check på det hele, når blot de holdt ølvommen lidt inde.
[Her findes så en af grundene til at scientologerne skulle have mødt massiv modstand (og jo ville møde massiv modstand i et samfund præget af ekskrementerende dødsdømte), da han - Olsens PC (altså præclear) - da han sødt genkender, at den lyst, hans to 'mordere' følte, blot føltes. som enhver anden lyst han selv kunne dreje andetsteds, det hele kom blot af afsporet forlystelse (eller hvordan han nu indså det), da forsvandt hans egen dødsangsts sidste trang til at gøre næsten ondt. Dharmaløftet, han havde aflagt med Buddhaen århundreder før, fandt hjem til hjertet, han glædede sig til lillemors det ene og det andet i aften, fint med det nyfødte barn: stabilt: tid til at dyrke den nylærte læsningskunst og lidt sex.]
Per Olsen har ham tryg og glad 'i nuværende tid': han kan huske både sit navn, sin alder, datoen. Så knipser Olsen og tæller ham tilbage, et øjeblik kigger de to sjælevenner hinanden i øjnene, de 'holder deres TRs inde', som det hedder på scientologisk: to sunde, raske afslappede og ret lykkelige mennesker i tid og rum: fælles for en kort men sød tid i et system af lege og øvelser, som ikke blot morede dem og stimulerede deres selvfølelses bedreværd positivt, men også havde gavnet dem en del, selv om de begge (og i fællesskab vidste), at de ville forlade kirken og vælge livet selv.
Lige inden de bryder deres TR0-fred (og det må du selv finde ud af, hvad betyder, hvis du er så ivrig efter at vide det, læser) altså igen: lige inden de bryder deres TR 0 med et fælles smil og skramlen af stole på kældergulvet, når Per Olsen at tænke, hvorfor mon Buddhaen og hans hinduistiske bagland, især den senere præ-Pantajaliske yoga-offentlighed, ja end ej Buddhaens zen-orintalere, gjorde meditation i næstens øjne, i medmenneskets åsyn til en del af de kropslige, mentale øvelser.
Både Per og hans præclear har efter at have trænet TR 0 haft svært ved ikke blot at glo folk ind i øjnene med salig indre fryd og ro, Scientlogiens modstandere kalder virkningerne af denne grundliggende øvelse for hjernevask, de kalder også både Buddhaens lære og hinduismens yoga samt (hvis de tør) daoismen og dens krops-sinds-systemer for egoistiske selvcentrerede systemer, og måske har de her lidt ret.
Der skulle en mand, en galaksegeneral af L.Rons type til, før det pludselig blev naturligt at meditere ikke blot sammen, men sat overfor hinanden med godt en meters afstand og med blikket dvælende i dette overforsatte menneskes øjne.
Ikke dvælende med mening, forførisk som Per Olsen måske burde gøre den dag med den flotte pige (han havde jo dengang ikke sin kone, staklen), ikke med nogen betydning, mening overhovedet, men blot i fælleskab helt og holdent tilstede, her og nu, to tetaner, altså spirituelle væsener, fyldt med flydende energi.
Smeden tænker ikke videre over det, da han: sportskongen og på alle kropslige og mellemmenneskelige sociale måder 'bedre' end sin ven Buddhaen, som han har aftvunget og gensidigt selvpålagt det store 'ahimsa' ikke voldelig handling, grundprincippet allerede hinduisterne talte om.
Buddhaen bliver ældre, opgøret med fortiden betyder mindre, og inspireret af stemningen i dét de to deler, forbinder han 'dharma'-ideen og dens krav til ahimsa ind i sin tænkning, den tænkning der gør ham, pedanten, adelsfilosoffen blandt pøblen, på alle mentale og hierarkiske sociale måder 'bedre' end sin ven smeden.
I kineseruniversets smederejsnings tao har den intellektuelle Dionysos og den manuelle Apollon (som grækerne kalder det/dem) indset deres fælles gensidige trang til at udtvære sådan en som den anden, hvorfor skulle mandekrop dog overstråle mandesnildevid tænker 'tørvetrilleren', hvorfor skulle 'kællingesnak' dog overstråle manddomskraft tænker 'spejledukken', så indser de samtidigt deres egen indre 'tørvetriller' og 'spejledukke', og så fyldes også de af salig menneskekærligheds egenro.
I de kristnes univers hvor Luther aldrig delte Moderkirken, indser 'salmesmøreren' og 'paradefiguren' at selv den morderiske rovdrift i deres medfødte fortabthed, hvor de med Skriftens ord kunne begrunde deres lavere satanfristede impulser, at selv denne sublime synd frelser den korsfæstede os sonende fra, 'salmesmøreren' synes for sidste gang at de mere verdslige kirkekredse, der gerne vil se 'paradefiguren' på korset i de rituelle korsspil 'sådan set har ret', for :
- Ret i min broders øje hist end jeg på korset hang, og tjener og jeg, som han, vel end den samme Gud! -
- Også smeden tager sig her hos os til den begyndende lille mandevom, alle steder gør de det, alle steder tænker Tænkeren på det herlige franske horehus de holdt i kirken i livene før, og hvor ærgerligt egentlig - nogen gange - at i det her liv, der skal ordet ud til så mange, som Henry nu kunne forestille sig, når han vævede om hvad radio-videnskaben og dens påfølgende netværk ville drive det til.
Per Olsen rejser sig lidt senere, har lige pakket sit kursusmateriale sammen, næste gang skal han til at skrive PCs ytringer ned, ærgerlig, for han stoler mere på sin perleven Ron end på scientologerne, han skal lige til at forklare sin manglende mave med mange års yoga og sund madlavning, men tager sig i ikke - som mandens auditor - at 'squirle', som det hedder på scientologisk, det vil sige sammenblande de præcise scientologiske metoder med andre metoder.
Så kommer han i tanke om, at scientologerne gerne må, ja skal, spise store mængder af vitaminer og kosttilskud, og fortæller med lidt afsluttende small talk om DHEA, det kan købes legalt i USA, og medvirker så effektivt til at forbedre livskvalitet og immunitet, at aids-ramte bøsser allerede dengang havde gjort opmærksom på stoffet: et styrende hormon, og havde organiseret indkøbsgrupper.
Senere kunne stoffet frit købes i alle amerikanske supermarkeder, derovre havde man nemlig et system, hvor forsikringsselskaberne skulle betale, hvis folk blev syge, det kunne derfor betale sig for dem, at folk holdt sig unge og raske, mens man i Danmark (også i de danmarker som ikke regnes med til eller kendes som diktatorturnmarksfelter) havde et system, hvor samfundsøkonomien skulle betale ikke blot, hvis folk blev syge, men også hvis de blev gamle, og især hvis de både blev gamle og syge, så derfor kunne det ikke betale sig for statsøkonomien, at hippigenerationen gennem DHEA og Melatonin lægger tusinder af ekstra tiår til deres statspensioner - tvært om ville endnu en statsbankerot, hvor de kunne løbe fra alle de rige tiders sociale aftaler passe bedre.
Skægt som ting kan ændres, selv fundamentale grundholdninger: da Beatles-Per - var det ikke i det magiske 1967??? - mødte en lidt ældre amerikaner, der frimodigt fortalte ham, at han ville blive den bedste præsident amerikanerne havde haft i fremtiden, vidste Per Olsen godt, at det nok skulle passe, dels havde jo mestrene forberedt ham, dels havde der været mange af den slags. Derfor gik han lige til sagen, da han rakte Bill den Chillum, han havde så svært ved at inhalere fra. Dette også fordi Olsen jo havde nævnt et centralt fælles punkt: det der hedder offentlig sygesikring.
Ligesom den unge præbuddha forargedes over social uretfærdighed og ulighed, (og jo blev hørt fordi hans mamma og familien havde noget på det tørre) forargedes Per Olsen, måske fyldt med efterkrigssocialdemokratismens drømmeforestillinger, over at historier som Arthur Millers 'Death of a Salesman' kunne ske i det frihedens land, som sikrede sejren over nazis(a)tan i det ydre.
Senere under danskernes krise hængte bønder sig på stribe, som den landskendte provokatør (dissident) om end óg kulturfader, Klaus Rifbjerg, og hans kreds beskrev i deres Danmarksfilm, men dengang forargedes Per Olsen over at en driftig ung mand, for eksempel deres ven for en tjalds tid, 'enkens søn' nu i moderne form 'søn af en enlig mor' som havde klaret sig ved intelligens, venskaber og tidligere liv og på vej til et vigtigt stykke arbejde, ville kunne ruineres og ødelægges af et system som det amerikanske, ene hvis hans gamle moders medicinregninger oversteg det mulige, det kan stadig skadigvis ske derovre og i mange andre lande, men nu mest for mennesker udenfor arbejdsmarkedet og derfor udenfor forsikringssystemerne.
Den klassiske historie om Bessie Smith, den inkarnerede bluesgudinde, som Per Olsen dyrkede på et samlede hitsbånd og i teenage-nattens mulm (dengang han ellers kun hørte klassisk musik, men havde oplevet Eartha Kitt (Freys Gerda) og fra hendes blues havde fundet Betty).
Amerikanerne forarges over race-diskriminationen, da den dødsårede Bessie når hospitalet, men ikke lukkes ind på grund af sin flotte hudfarve, hun havde jo penge; - mens danskeren, især den dansker her, der forguder heroiske franske organisationer, som faktisk holder menneskehedens højeste idealer i hævd, forarges over at mennesker, endog kvalificerede kompetente behandlere på noget grundlag overhovedet kan afvise at behandle et nødstedt, endog dødsåret medmenneske.
Nok mange læger - uden nogle hverken grænser eller begrænsninger - skal vise dharma-vejen før hadet, krigen og liret i at forfølge og plage dem, der er lidt bedre forsvinder, ikke gennem mere vold men fordi mennesker der har det godt med sig selv meget hellere vil have kærligheden, freden og liret i at følges med og at ære de andre.
Men Per Olsen kan ikke gå på krydstid og frelse Bessie, han kan heller ikke gå på krydstid og standse sin enighed med Bill Clinton den dag i fælledparkens hampebølgende sommerlund.
Selvfølgelig har han vel nok måske ikke så meget ret heller, forbudsdanmark ønsker ikke skjulte udryddelseslejre, i stil med arvefjenden nazisternes, andre interesser gør, at danskerne (alle 5-6 millioner) mener sig klogere end hundredevis af millioner i udlandet, der har fri adgang til Melatonin, DHEA og Deprenyl, allerede nu blandt medicinfirmaernes storprodukter - og jo forebyggende ikke behandlende.
Skægt nok blev Sildenafil (Vagra) og Tadenafil straks almene i det nye årtusindes Danmark, hvor den sorte tid efter Clinton prøvede at genskrive historien, så igen krigsindustri og de især de opiumsproducerende og leverende områder i Afghanistan, Istanbul og andre oldgamle kulturområder og deres bjerge systematisk besættes og undertvinges. -
Alt dette, lige siden teksten fortalte dig, at du havde læst lige så længe, som det den dag i kælderen tog Per Olsens PC at komme ud af heroindunstens efterbølger, men siden da og indtil nu (med et par få millisekundter på den ene eller anden side) har jeg ladet dig have fred i din læserunderbevidsthed med Hende: du ved nok, RaPaDU.
Så længe du lige havde hørt om, hvordan hun (end stadig) står der mankerystende og fornemmer nogle ting omkring sin lokale Per Olsen: lige siden der og så der, hvor du læste dig til, at hún kan begge ender af det sociale, seksuelle system og kan noget andre ikke kan, lige siden har du nok, mere eller mindre ubevidst lagt planer og haft strategier overfor hende:
-: mest noget med at beskytte sig selv, for hvis du, kære - men også selvstændigt enerådende - Læser, hvis du som mand havde fat i hende, eller hvis du som kvinde havde hende over dig eller under dig, med eller imod dig, tænk hvis hun så nu siger de søde forbudte ord, du stummende tier med?
Og du mand, du med det nye årtusindes dejlige misundte kvinde indenfor dit nærdispositionsområde, va?
Da teksten gik ind på den historie om, hvordan L.Rons teknik gjorde noget ved noget andet, der hænger sammen som et men ikke det hele deromkring, kunne du nu skubbe din RaPaDuiske bevidsthed, og dær kunne der komme mere fest i den, mens ham helligfrans og hans håndværker sad der og fyrede tekst af. Jo, jo kom nu bare, den anden gang, og især den tredje grydegang, ikke?
Første gang kan man ikke komme uden om det med, om hun nu vil og om han nu vil, også selv om luften dirrer mellem de to, der med alle tegn (uden det afgørende) her dog stadig ses som ren kærlighed som mellem unge elskende, men det gik af mode, da Gud døde, fordi en lille jødedreng fandt det smart, at når hans gode ven, Per Olsen, muligvis skulle fødes til den forhistorie, at han hørte meget om det åndelige og magien i sin ungdom (og derfor også var en slags lille jødedreng), ja så skulle de andre danskere som modvægt slet ingen religion have, eller rettere de kloge, som RaPaDU langt overstråler i klogskab, skulle have æstetik og sanselig hengivelse som Gud, mens de endnu ikke helt så kloge skulle have skønhed og seksuel overgivelse som Gud, som RaPaDU når hun hjælper Per Olsen og hans læser, hm, hm-hm og her må du meget gerne kunne læse forskel på hm'erne, Læser. - Georg Brandes gjorde meget godt ... her fortælles æventyr med 'æ'.
Også du kvinde, husk hvad Per Olsen lærte af Martinus om den seksuelle polforvandling, men siden teksten hentede hende underskønne RaPaDU op igen, har du måttet aflevere, Læser, og når teksten nu igen forlader hende lidt, så tag din anden tur, du ved, den hvor man så har fået begyndt, og husk: begyndt på det, man nu kunne få til at ske, da man gik fra første trins fælles opmærksomhed til andet trins fælles følsomhed.
I mellemtiden skal teksten lige samle nogle flere tråde: fakta står: hippierne, som ældes og som vil holde sig unge, skal stadig først i det nye årtusinde til Sverige efter Melatonin, det stof i pandehulen der giver søvnvelbehaget, men hos gamle skrumper ind til små gedetriller, og som kan indtages i billige kosttilskud og afhjælpe søvnproblemer og genføde kærligheden og elskoven på det tantrisk-post-menoposoide trin, hvor de gulerodssunde hippier indfandt sig med det nye årtusinde, der hvor Bills otte flotte år som præsident blev til historien om et lykkeligt årti, hvor arbejde, velstand og fremgang sprang af noget der hed Voodoo-økonomi, hvis effektive effekt i de otte år ikke kan benægtes, lige så lidt som det kan benægtes at den fjende Per Olsen fødtes til at hade (hvis han altså blev født og har eksisteret) nazismen, dræbte millioner af mennesker i en total foragt for medmenneskelighed (men hvad gjorde så Olsen den herlige heltedag 13/8-03?).
Smeden og den lærde her fra "Lige Ved & Næsten" ville springe til, - også med Bessie Smith - måske ville deres religiøse træning fra et hvilket som helst af de mange universer kunne have reddet Hende, havde blues så endt som en glad musik?
Hvad siger du læser? Skal vores RaPaDU slå håret ud og gå gaden ned, skal hun - den velhavende midaldrende kvinde købe sig eller købes til? -
Pas du nu på, hvad du drømmer, min kære, men også jo din egen Læser, for her skriver Per Olsen igen om RaPaDU, og ledere bliver jo ledere og ledere, og leder dig gør ordførende forfatter nu, Læser, ikke blot med ledende spørgsmål (det begreb kendte man dengang i starten af kristendommens andet årtusinde, I ved, den tid der skulle have eksisteret før Per Olsen, altså det hypotetiske menneskesamfund,) men også med spørgende ledninger:
og du når ikke så langt videre ind i historien nu du, Læser og RaPaDU har ej heller et clue om, hvad der skete, så derfor, kære, vær du forsigtig:
-: Vis respekt for de flagrende englebasser fra fortidens reformer, kys du din RaPaDU respektfuldt, for som verden så ud dengang det rapaduiske indskud i 6. parabel blev til, så ville den ikke kunne holde til at høre, hvad der egentlig i alle de år havde gjort Per Olsen til det mest interessante Frit Duka Salah havde haft med at gøre!
Men også dét knyttes i en anden histories knuder og enden kommer nær, RaPaDUs ende, ja altså den rigtige:
- Op i røven, drenge, Gud er med os!
*
Danskernes perpetuelle statsbankerot! - Danskernes post-napoleon-syndrom, borgerdrømmen om et retfærdigt samfund der begyndte på enden med et kammeratligt blodbad i Paris og udåndede i et nord-tysk gaskammer.
Her følger det første lange forklarende indskud om, hvad der skete i Pyramiden, om K-gruppen og alt det der, også om hvorfor Napoleon desværre valgte Waterloo og det første af flere suk over hvor skøn en verden vi ville have haft nu, hvis ikke Alf Grå havde skudt broderpartstroldmanden 4½ år for sent indtil Per Olsens fødselsdag.
Men for at de i forvejen ydmygede, fordrukne, bedøvede stakkels, stakkels forpamperede mennesker i Per Olsens dimension ikke helt skal miste pustet, gnisten og gejsten samt den grundliggende tro på, at de trods alt lever i om altså ikke den bedste så en nogenlunde god version af alle mulige verdener, så tilbageholdes dette indskud på ubestemt tid.
Jo! Bare sorgen over hvad menneskeheden, klodens samlede kammerater (K.S.K.) lige ved & næsten engang opnåede som mulig imperiel førstepost i denne galaksehob med et sikkert hold over hele 'Konfederationsdannelsen' heromkring ... ak ja ... [men nu ved du, Læser, at et eller andet fandt vor ven, vor faldne frelser, den fransk-sicilianske bagatel, borgerskabets første hele helt. Kammerat Napoleon (H)Eroica, Giseppe Balsamo, altså i, måske under måske ved pyramiderne, hvor hans borgerhær af videnskabsfolk løste gåden om det forlængst forglemte helligskriftssprog, så ...]
*
Her fremgik historien, om hvordan denne galakse oprindeligt skulle befolkes, også arbejdet med at få de forskellige centre inde ved galaksens midte aktiveret, og så rejserne rundt for at bygge systemet op, og at forsvare det.
Sammenslutningen af frie planeter, Den Plejadiske Konføderation, beskrives som en udbrydergruppe fra Imperiet, det gamle herskersystem, som ikke kom med over i denne nye galakse, men som derfor heller ikke kunne holde forskellige fjender tilbage.
Om hvordan
der i randzonen findes plejadiske områder, hvor dyb uvidenhed, det vil skrive:
krig, bureaukrati, tvang, penge og lignende hersker, men at soldaterne herfra
for evigt beskytter alle planeterne og livzonerne indenfor bæltet, som lever
i den gode virkelige plejadiske verden (V.P.V.).
Legenderne berettede om, hvordan ringen rundt om kernen nogle gang har opført sig mere latterligt og krigerisk, end Imperiet nogen sinde gjorde: og med end langt mindre værdige herskere.
I konføderationen findes ingen herskere, men lokale råd der
samarbejder med andre lokale råd alle med suveræn selvbestemmelse.
Beretningerne omfattede også, hvordan ringen bliver strukket ud, og hvordan jorden til slut kommer indenfor ringen, - det afsnit gav en god (G.E.G.) mening i det forhold, at menneskeheden altid og overalt på kloden har set hen til Plejaderne som noget specielt (S.N.S.).
Her slutter den sjette Per Olsen Parabel men bare vent, du ...
[TOP]
