|
||||||||||||
|
Lignelsen om hvordan Per Olsen |
||||||||||||
| + Drømmetidsdokument (DTD) C: StandardPlejadeSamtid (SPS) | ||||||||||||
|
||||||||||||
|
Lignelsen om hvordan Per Olsen |
||||||||||||
| + Drømmetidsdokument (DTD) C: StandardPlejadeSamtid (SPS) | ||||||||||||
Frijt Duka Salá vågnede; - jo han kendte godt fornemmelsen af "i", men var der noget nyt?
"Jeg er et billede: vågen - væren"; var der noget ekstra?
Hvad var det?
Frijt U lod spørgsmålet svæve ind gennem massen: ud igennem energien; efterlod han? - Var det virkeligt med stort "I"?
Frijt forstod godt sig selv, han fornemmede uanalytisk og direkte den gamle fornemmelse af aktionsbevidste, egoobservansielle gennemløb. Tyngdetid, mennesker, skæbner, ... og et eller andet, der skulle blive ... bliver:
-: Han rejser sig: gør, han rejste sig: gjorde ... skibet ville lande, han ville langsomt tune ind på det, der ville blive et tidsted & en sindslig række tilværelsesprocesser.
Milliarder af masseenergetiske spændingsfelter udkrystalliseret gennem omvekslingsprocedurer, som tilsammen ville føre til en række tilskikkelser: tilsagns selvoplevelser i den gode gamle femsanselige kropsværen.
Illusionen på disse kanter hed: 'forgængelighed', han vidste det fra sit forrige forsøg:
"No matter hvor langt en tidsrumslig livsbevidsthed udvikler intelligent højkultur i selvseperate multisansningssind, hver gang vil det nå til et vist stadium, og så kommer jeg, - Dr. Duka, med min ven Kaptajn Khut, vores Boss Frk. Himmelblå og vore små og store aber i mange varianter. - Sådan er det: kom nu bare med det, jeg tænker allerede selvcentreret, som disse sansemoduler gør det."
- Lad os få nogle facts og komme videre: scenen hvem og hvor: det videndes uvishedspunkt i ... i ... i ... I -
Sandelig I.
Mens klodeskibenes banetyngder udveksledes stilstandsbevægeligt, frafaldt Frijt Duka Salá denne korte notes oplevelse af, at denne gang ville det på en eller anden måde lykkes:
-: et eller andet sted ville det ikke gå galt som sædvanligt, dog denne gang ville det ... at dét her ...
Han kom i tanke om et koordinat, et sansningsted, stedet, -: det hvor dét i sin tid landede, det der blev til bio-øko basis, det sted hvor det var landet, det der overbygningsmæssigt anvender sådanne tids-rums sanse-sinds bio-basiser.
Så meget var det allerede et legeme, at et impulsforløb rakte ud: altseende i milliarder af visuelle og ubegrænsede celler mod koordinatet, stedet, det sted fra alle de andre gange på denne planet! Og jublende fløj impulsen "nu" over svælget: nu: hvordan da nu? Det sted - dær inde i tyngdedimensioneringen ... der ved ...
-: Her kom så den første gang, Frijt - den første gang overhovedet, at han - blev overrasket. Det ville næppe have taget form, for det stod foran en uudgrundelig gåde ... hvad handler det her overhovedet om?
Over tidsbevidstheden: over afstande som det ikke i øjeblikket kan betale sig at spekulere over, havde hans, faktisk endnu langtfra menneskeligt sansende sind indset, at disse små tunge fem-sanselige sindsdyr havde gjort stedet til luft ... luft! -
-: Her har vi så det andet motiverende signal i ubevidstheden hos Frijt, som vi kender ham. -: En overrasket næsten falden på kanten-agtig overraskelse, som kræver tænkning, forståelse ... indsigt! -
Han ville kunne stå der - bare sådan uden videre -, og så gå ind i livsfilmen, blive et menneske i en af denne illusions mange fem-sanselige ni-dimensionale i/o - o/i systemer[1].
Han ville naturligvis kunne gå ind til en hver tid på et hvert sted men ikke på og fra dét sted, -: ingen platform at træde videre fra ...
Mysteriet undrede ham og vakte hans iver: hans legesyge forskningstrang; samtidigt med at han kom i tanke om det med de handlingsmæssige og udvekslingsmæssige samspil, som var mulige mellem universelle coeksistenser i simultansansning:
-: her kommer det tredje ubevidste moment i Frijts ubevidste fjern-selvsansning, og her dukker de andre op:
-: dét at høre hendes trillende stemme: leende, undrende og nyligt imitativtladede røst vælte gennem audiosansning,
-: dér, som midt i et virvar af billeder: Kaptajn Khut, - bandende og svovlende værre end i Jotunheim og mere brummende end nogen elskov i Vanaheim - vilde viking, men:
-: mens han skridtede frem mod de energifelter, hvor han ville materialiseres, forstod Dr. Duka, at de virkelig mente det denne gang: mere end ever. -
Han kan ikke se ham tydeligt og kalder ham over intercom'en, så fikseres det og de ser, mens hun tiende tilsætter hans tilstedeværelse dens situation; ... frem skrider han: viking eller virkning?
De fornemmer en røgsværtet atmosfære, mennesket har nået dem over en rituel barriere. Det er sikkert i illusionernes spil, så siger det noget ...
På de andres sted, der hvor rum-tids-teknikkerne af horisontal karakter landede, da bio-øko'en kunne bruges, havde de som sædvanlig: krig.
-: "Oh space-marks! oh space-marks! Will they ever learn? - Sådan er det hver gang - også denne gang...
Men sikken en fred. Han havde forstået på Khutten, at de fleste kvarterer stadig fandtes velbevarede, men at de faktisk havde problemer med platformen: - tænk engang!
De havde haft trone engang dær: sten og helligting havde de haft dær; i sindsmesterskabstider havde mennesker fløjet mellem verdener herfra; her havde broen, himmelbroen, haft sin terminal i den techno-magico gamle tid; herfra havde multi-planetsystemets tråde spundet sig i techno-solare forstadier til ... ; her havde den magico-subatomare sakral-objektbundne energipolitik huset det hemmelige eksperiment: historien om 'universaløren', opsplittelsen i dimensioner og den lille opsplittelse i kontinenter udførtes herfra: kraft i sværd og sten, i dåen og grenen, i fællesskabsgryden ...
Så kom han i tanke om de nye forhold: den rene luft og ingen jord på stedet: først langt under det et hus!
Mærkeligt problem.
"Først langt senere, da Frijt Salá havde færdes længe blandt os på SoelBierg, fandt jeg ud af denne historie. Frijt viste mig dét sted i Søndermarken og talte nærmest benovet, betuttet til mig og Doktor Esubam, som vi havde mødt, da vi spadserer ved pavillonen i Haven.
Han pegede venligt ud mod Højen:
"Det er måske det, der er skiftet, hoppet til den store realitet, dét ...", og han pegede igen men nu slående ud mod Højen: "at mennesker skaber momentane beviser for arbejdets overlevelse!"
"Overlevelse?", indføjede jeg inkvisitivt:
"Ja!", fortsatte han (og jeg har diskuteret denne bemærkning også med Doktoren), "Ja!", sagde han:
"Nogle ting er naturgivne, men med gentagelsen af deres naturgivenhed ender man med at rekonstruere dem på et højere niveau.".
"Jeg forstår ikke helt tankegangen", indskød jeg udbygningssøgende, og han sagde så de ord, Doktor Esubam og jeg tror, er den skinbarlige sandhed, om såvel Frijt selv som om hans venner Hr. Khutsen og Frk. Blauskin, han sagde:
"Hvis man nu altid var landet på en astro-astronomisk dimensionel skæringslinie, og så fandt at de havde bygget private små 3D planet-flyve landingsbaner, tror du så ikke, at man ville føle, at her kunne man huske: huske tidslængere end slørets tunge bånd?".
Det sagde han altså, og både Doktoren og jeg føler os overbeviste om, at Hr. Salá og hans to venner besad en mærkelig men skinbarlig indsigt, nej mere besad en konsekvens af en indsigt, som overstiger døden.
- Vi kender dem som 'lys-alfer' fra det høje hinsides det højeste, hinsides Valhalla, ja, fra Gimle. Vi tror, at de simpelthen kom og gik via de tre distinkte højbyggerier på Soelbierg, de gør det måske endnu, hvem ved?
- Jeg lever faktisk i døden som et spøgelse selv i dag: Ingen forstår særlig meget af indledningen til P.O.P. 7, alle føler sig lidt off: lidt uf over det, der står i den P.O.P. indtil nu, altså.
Der findes indsigter i disse ordganges omgange, som denne den materiebundne kropseksistens i livsskæbneplanet ikke sådan forstår ... får lov at forstå. Jeg lever for tiden som en ungmø, i en lidt anden verden end den f.eks. Per Olsen lever i.
I min verden fører der en togbane over Valby Bakke, og i selve Frederiksberg Have kører der et lille tog. Det kører også rundt i underjordiske tunnelgange med vinduer ud til kanalens fiske- og fugle-bestande.
- Stedet hedder heller ikke Frederiksberg men Frihedsberg, ellers ved jeg ikke af andre forskelle på vore verdener.
*
Det gjorde til gengæld Per Olsen. I deres dimension regnedes det åbenbart for helt normalt, at spøgelser havde et efterliv i andre verdener end deres den foreliggende. Det fik ham til at tænke på affæren med en af Bjergets mest 'bogstavelige gengangere', som denne menneskesjæl så ydmygt havde hvisket til den althørende og meget forstående skriverven.
- Han havde hvisket om de herlige lystider i det skønne overflodssamfund! Om vandets, markernes, skovenes propfulde lagre, men når man frittede ham lidt og viftede med lytternes og læsernes gode hjerter og spændte forventninger, ja så fik man - fra en lille knallertmand med en fedtet kasket og en kasse til værktøj på bagagebæreren - historien om 23 hæderkronede liv i træk som offerdreng på Bjerget.
-: 23 lykkelige, varme, rige og velsignet dybe liv, - bedre end alt det der kom siden - som han sagde.
Jo, selvfølgelig:
- Barndomsbjergets lune, dets farvedybe rigdom på troldsnar lykkelig inddrikkelse af eksistens, dets multi-spektrerede udgangspunkt for livet. Ak ja, som man dog kunne forsøge at forsvare vor egen tid med verbale krumspring!
Men han grinede bare indforstået til den lærde og belæste og gjorde med nogle få lyde og tegn en betydningsfremsættelse, som ordrytteren kunne væve uendelige strenge over.
Han viste det levende og det døde menneskes tegn og en magisk rundgang: en horisont, og man fornemmede en flyvekraft uden lige. Så brød en af de 23 offerdrengebørn igennem:
-: man mærkede hans opvoksen i personligheden og fik den stolte drengs beskrivelse af, hvordan han havde perfektioneret udspringets halsknæk.
Hvordan for eksempel det sjette og især det syvende men også det trettende vilde, stolte brølende hop ud over skrænten havde endt i en uskadt krop og sværdhuggets lidt medlidende og slukørede færdiggørelse.
Da han kom over spring 15, vidste han sig sikker på, i hvert fald at kunne lave totalskade, og han har efter dét kun bevidsthed een gang om 'jord-kontakt', som han smilende lidt nervøst kaldte det på forståeligt moderne, idet han rakte ud efter tobakken.
Spring 16 havde han lært det for good, altså: fundet den indre bevægelse: ved hvilken man selv frivilligt kan knække halsen, standse åndedræt og hjerteslag og dermed ende et liv.
Lytteren smilede venligt til ham, og forstod; at der senere kom mærkelige liv - i mere moderne tid - hvor han på den ene eller anden måde havde søgt sin død ved Bjerget:
- Jeg ligger på næsten alle kirkegårde i kvarteret! -
Smilte han skævt og med et lunt øje over mod det urnekapel, hvor han regnede med at blive opstillet til sin tid.
Så fik lytteren lidt mere af den historie, som beretteren kun havde antydet med få tegn: historien om hvordan hán havde bevist jorden som rund, bevist at solen står op lidt forskellige steder til lidt forskellig tid
-: At jorden er en rund kugle, og hvert sted på overfladen derfor danner et absolutte toppunkt og højdepunkt - den havde ligget i kærnen af de 23 liv dengang.
I den gamle tid før vanen med kulturdannelser: de første gange i den ældste tid gik mennesker ud af deres kroppe sammen, de kunne skelne mellem drømmene og virkeligheden, vidste om kuglekloden og universet.
Så kom tyngden fra galaksen i denne del af drejningen tilbage, metallerne kom op fra jord og klippegrund, menneskene talte ikke mere det gamle sprog, livet blev kort og grænserne mellem verdenerne skarpere.
- (Jeg husker især hans blide, gode øjne, da han indforstod det med, at grænserne mellem virkelighederne virker mere skarpe; jeg har selv - som skribent - jongleret lidt i de geledder. ed.). -
Men så fortabte beretteren igen sin tale i det fascinerende dødsrite, som han (jo kuriøst nok) havde gennemgået 23 gange:
-: De havde elsket sammen en gang i et af Bjergets små ly for kærligheden mellem mennesker og mænd, og lytteren lo sig tilbage til hans strittende stiverrik.
Han slukkede piben igen med tændstikæsken, og lod lytteren forstå hele sagen med sin fortørnelse over ikke mere at blive spist:
-: efter elvte gang holdt de op med at putte ham i den sorte gryde. I mange små liv havde han gyst saligt, når de voksne havde smasket venligt og talt om; at hán blev en god grydesteg,
Han havde elsket beretningerne om gryden, den der aldrig kunne tømmes: det uendeligt krumme selvsamme univers, vi alle oplever nu heromkring for tiden.
Han havde jublet, både når han fik den specielt lækre føde, som kun gryde-barnet havde ret til, og når han havde pralet med hvor velsmagende dette eller hint af hans lemmer ville blive.
-: Der havde også ligget en indre fornuft i, at han gik ikke til spilde, når han sprang ud over kanten, og han havde i en overgang end og fået sit eget gamle udstyr og senere sine aflagte skeletdele, når han kom tilbage. - Måske havde det med skeletdelene ændret tonen?
De voksnes kloge tale havde altid lydt:
- Så kommer du i gryden og bliver spist og ni måneder senere kommer du tilbage igen og kan lege med og løbe blandt helligbørn eller vie-kvinder igen! -
-: Hans små klynk: - Hvorfor? - rejste følgende forklaring:
- Fordi du smager så dejligt! -
Og så havde han følt sig lykkelig, men efter forandringen sagde de:
- Så kan du lege med dine egne knogler og skære helligben til Goden[2] -
Og han følte sig ikke helt så lykkelig med den forklaring, for Goden havde jo masser af helligben i forvejen.
Så begyndte de også at brænde ham, og det havde givet en helt ny oplevelse. Han fandt en af tændstikkerne frem og fik igen blus på piben, så kunne lytteren se, at stedets ånder kaldte ham.
Lytteren fik derfor som afslutning historien om den frygtelige syvende gang, hvor alt gik (går) skævt:
- Når foråret kommer, hvor din tissemand bliver stor, hvor pungen falder ned og håret pibler frem, da vil du hop op i whær- am smask - rejse - vinge vide i ånden; flyve ind i mørket til næste helligsted: se solen stå op, melde "Nu!" tilbage til Goden; så i ånden flyve i mørket til næste helligsted: se solen stå op, melde "Nu!" tilbage til Goden - altid videre i strøm som tiden som faldet ... kun een vej: lige ud! -
Og jo så fremdeles jorden rundt - ikke på 80 dage men på 3 gange 8 altså godt 24 timer (23 timer 45 minutter cirkus, jo), - indtil han havde rundet kloden og kom tilbage til det store befrugtningsrite, hvor han i ånden fløj:
- ind i moderskødets mørke for igen at opstå som solen ... som dagen ...
Sådan lød den gamle lektion, og han fortalte følgeligt rødmende, mens lytteren ihukom hans kønslugt, om hvordan begge de to ældre helligdrenge, som nok skulle få længden, tyngden og håret frem til foråret det år, døde af den mærkelige snue.
Han huskede, hvordan han havde aset og maset med lemmet, der alligevel ikke var kommet, selv ikke da han ... han havde pjattet hele vejen rundt og slet ikke haft lyst til moderskødet, da han kom tilbage:
- Dengang var jeg for ung til opgaven, du, nu ser jeg det klarere, lige den dumme syvende gang gjorde mig til bøsse i mange liv efter. Der var jo en fidus i, at man netop var en ungtyr i puberteten, når man spang ud over eller ind i den anden virkelighed. Så når man kom tilbage efter gåseflugten verden rundt, så havde man f..... lyst til ... .
Her standser vidnets beretning: en højst agtværdig person, som skribenten ikke har den mindste grund til at tvivle på.
Mens de slog følge ned over Bakken spurgte lytteren om de moderne nye tider nu for tiden, så ikke føltes som en lidt trist affære i forhold til de gode gamle; men han afbrød hastigt med dét dannede og godhjertede tonefald, dar let genkendes, som et så distinkt kendetræk ved alle på hvem Soelbierg på Frederiksberg har gjort indtryk.
- Nej, nej! -
Indvendte han, mens lytteren tydeligt fornemmede, at det havde lettet på hans selvforståelse såvel som på lytternes og læsernes forståelse af tilsyneladende grusomme, fortidige handlinger i tidligere liv.
- Nej, nej! -
Mente han endnu engang hjerteligt:
- Vi to, alle os, vi elsker Bjerget, det er vort liv & vi er en del af dets liv. - Det hele virker stadig med eller uden ritualerne og teknologierne fra de endnu fjernere fortider. -
Afsluttede han med et tryk.
- Ja det har du ret i! -
Smilede lytteren:
- Vore stier på Bjerget krydses, javist forvist, også selv om vi ikke mødes sådan igen. - Og Soelbierg har altid sine talerør bag tidens tanker. -
- Ja!
smilede han tilbage:
- Jeg kan især godt lide ham Per Olsen, ham hører jeg i radioen, jeg har ham på bånd.
- Nå, ham! -
Svarede lytteren og vendte sig mod udgangen.
[TOP]
"En ... begrænsning og fare for fremtidige generationer er, at vi stadig har instinkterne og især de aggressive impulser, som vi havde i hulemands-dagene. Aggression i form af undertrykkelse eller drab på andre mennesker og overtagelse af deres kvinder og føde, har haft en stor overlevelsesfordel op til nutiden. Men nu kunne det ødelægge hele den menneskelige race og meget af resten af livet på Jorden."
fra foredraget "Liv i Universet"
af Stephen W. Hawking 1998
længe før forskningen havde
identificeret Yamnaya-folket
og dets måde at erobre Europa på
og etablere det 'indo-europæiske' sprog.
Her en historie fra længe før dé kom:
Han har længe holdt øje med stedet, heksestedet, som han ville kunne kalde det i sit mærkelige sprog - det første af slagsen på planeten. Længe havde det ligget der, som en uudfoldet mulighed, menneskevi - som de eneste af slagsen - havde fået sprog, forståelse, bevidsthed.
Det skete under rejsen vestpå, vestpå havde de gamle peget, og han havde fulgt drengeflokken helt ud til kanten af skoven. Her havde de fleste søgt videre, langs skovkanten mod ubeboede træer og jagtområder og mod hunner, unghunner, der ligeledes drevet ud og jaget vestover nu søgte sikre træer og hanner ... han huskede hunsangenes hylen op gennem årmillionerne, dog intet som Hendes sang 'inde i selve hovedet' - kraniekantaten' som hans ven over skulderen, Forfatteren, ville kunne kalde det.
Han havde holdt øje med stedet, heksestedet, i nogle dage, og han glemte alt om, hvad kvinderne gjorde den nat, hvor de fandt hans skjul, og hypnotiserede ham til at glemme alt, og alt glemte han, blot ikke Hende, han troede at han kun drømte, mens han faktisk ihukom hendes ramme stærke lugt af køn og røg.
-: Med hellig vantro havde han set dem passe og pleje bålet ... også om dagen, hvor de ellers sov, sad en af Hendes vagter og holdt bålet blussende.
Han følte ikke overtro, vidste at ilden lignede vandet, alligevel kunne han ikke komme igennem den usynlige ildmur omkring deres lejr, det summede og ringede inde i hans hoved, de grueligste væsner viste sig, og selv om de ikke kunne mærkes af sten eller stav, så kunne deres blotte brøl lægge en mindre modig mand død, og lammede ham i lange vantro sekunder, inden han faldt tilbage i smerte som et anskudt dyr.
Han vidste ikke, at hun kunne se ham nu, mens han holdt øje med lejren, han sluttede heller ikke fra sit erektionshidsige kønslem, at netop det havde en stor del af hendes opmærksomhed, og han vidste ikke, hvad hun ordløst følte i sit splittede jeg ... hun kunne både se og høre, at mandeaberne fra vesten nu havde fået et sprog: tiden omkring dem var blevet så definitiv som kun ord, navne, definitioner ... sprogets tider... en hemmelighed så dyb, at det rædsomme dog så tiltrækkende kønslem, abefyren skamløst fremviste, blegnede derved.
Vidste de tåber ikke, at når tiden defineres i tingenes verden, går drømmen itu: i går bliver det tabte i morgen det ukendte ... ak, drømmeforstyrrelsen, (abeaberrationen), som mødrene havde ment om i årtitusinder, havde nu-her nået sin endelige fase, som hun selv havde følt ... så længe ...
Uden sprog men med fuld bevidsthed lader hun ham igen se hende, og igen føler hun det prikkende pulsende velvære, der som en glad lille fugl forstyrrer hendes emotionelle ulvehylende undergangsstemning.
Hun ved - uden ord men udfra beregninger i sin magnetiske forhjerne - at når månesejlet svinder; på lysløsnatten vil muren falde, og hun tæller på sine fingre, inden hun stikker dem op og igen forstyrrer halvabens primitive hjernebølgemønster, så han ikke ser hende, men glider tilbage til den fortid, hvor han - som en af de få, de langhårede - havde søgt videre vestpå i stedet for ned eller op langs trækanten til stepperne ...
-: Igen ser han sin lærer for sit indre: myndig, men også ude af stand til at aflære indsigten, den indsigt han selv derfor møjsommeligt havde måtte ty til.
Meget kunne han af sprog: jættekællingen derinde bag den usynlige mur af smerte, mi-go-mutter derinde kaldte nogle også almas, selv om han aldrig havde fortalt sin pyntelige og leverumsskråsikre lærer det, så havde han også lært remserne, kællingeknittelversene, måske derfor havde han aldrig helt begrebet den sidste belæring om den aktuelt helt afsluttede tid og det temporært åbne uafsluttede tidsrum.
Så meget af jættekvindernes magik forstod han: verden kom i cirklende bølger, der blev til små partikler af mere eller mindre (av, hr. lærer jeg skal nok høre efter!) opmærksom kropstilstedeværelse i her-nu-tiden (som månen: hel eller halv eller væk):
-: Så alle handlinger pulserer i alle retninger og alle tider, hvordan kunne lærer da belære om den helt afsluttede perfektivt eruptive handlings aspekt modsat den endnu uafsluttede imperfektivt fortidige dog kurrativt aktuelle handlings aspekt?
- Både dengang og nu blev disse tanker kun til en halvt brændende halvt brændelugtende langstrakt skid, der denne gang trak længere ud og faktisk bedøvede ham, mens han på vej ned i glemslen igen-igen fik smagsopstød af de små grine-svampe som lærerne - de første rigtigt langhårede - havde kaldt begyndelsen & enden.
Vi, der lever 100.000 af år senere, forstår sagtens det med 'de langhårede', de millioner af år i træerne havde lært os at holde de flagrende vækster fri af grenværk og felin fangerklo, og også i pelsen sad jo krible-krablerne, der optrænede vore fingre til deres altdominerende besættelse af hjernekistekraniepladsen: så de gamle i træerne sled og flåede håret af.
-: På plænerne . nu med opret gang og vandrestav - brugtes de lange hår og beskyttelsespelsen dels til dække dels som fangenet for lus, lopper og andet velsmagende småkryb ... vist nok der havde han haft sin første fascination af jættestumperne: de tykke små pelsmennesker, hvor selv sommerpelsen måtte kunne rumme mundfulde af fineste føde: tænk at nusse sådan en ...
Den stakkels halvhjerne går helt galt i byen, det finder hans slags først ud af om mange, mange år for heller ikke denne belejring vil lykkes, allerede i går traf Hun sine forholdsregler:
-: Gå! bjæf-pegede hun til de slukørede unghunner og deres under båren dække skjulte avlshan henlagt i opiumsdøvet trance - gå: gå nu tøser ikke sydpå som de andre - der dør I - gå! - Vidrede hun til den nye Moderstor, som hun aftenen inden har ladet læse hjernebillederne: om hvordan og hvorledes med de små børn.
-: Gå! Kysse-blafrede hun medvidende: gå langt op nord, indtil du ser bræen, så ved du, at billederne i hovedet taler sandt, gå så vestover: ja vestover og over halv-abernes verden, dybt ind - højt op, brug der hannen og I vil leve, også når tiden kommer med hende der Per: du ved Per Olsen-pigen! Klasker hun knibsk med de anseelige røvballer, og så tog fanden ved Alma, hurtigere end lynet og under den falmede månes sidste stråleskær, så Hun hende forsvinde med de unge, det kuld hunnehun selv havde skabt og gjort til overlevelsens ultimative våben.
Hun - hende selv - igen-igen den sidste og første af sin art, den største og nu mindste af sin art, ja, den hel-store-menneske-urmoder: 'eva-evå-eve' hyler hun stille mod den døende måne.
Så erigerer hun den bedøvede halvabe derude foran muren, sætter ham til at drømme, smukke drømme, om den Per Olsen der endelig fandt sin elskede, om hvordan hun bader og cremer sig inden deres elskov ... og hvordan han overlevede og viderelevede endnu en tid, efter at alder og tidens gang havde forvundet, forsvundet og fortabt hende igen-igen.
Hun rejser ham op, stadig i drømme ser han uden synssansens forsinkelse, hvordan hun rækker beg- og harpiksoliefoderalet med det smeltede vildsvinefedt, harske oksetalg og opiumsaft rundt, hvordan de gamle kvinder en efter en smører sig, stiller sig med enden til bålet, slipper en gasvind, der fænger deres indre og brændbare ydre, ser latterbrølenes bølgende nuhed:
-: mens kvinderne en for en vender sig og træder ind i bålet, blusser op som levende fakler, blusser, brænder og synker sammen i forasket renhed, mens den næste kvinde, - stor solid og uden andet end total opgåelse i nuets handlinger - slipper sin vind og så opgår i askevinden ...
-: Hun lader trækvinden vække ham, så Han selv kan se hende, TræKvinden, slippe sin vind og blussende gå til det hinsidige bag 'masseenergisansningen' og hun hører lige inden 'rumsaflæggelsen' ((føler hun siden) vil formuleringen få hende til at huske): hans skrig ikke som før abebrølende men med en dunst af ord, betydning ... sprog!
Hans usikkerhed fornemmer hun: mente han nu det langhårede 'ja' eller 'nej' til udsagnet 'brænd heks'?
Som en pavlovsk hund, der har glemt sin træning, braser han sanseløs ind mod smertemuren og har næsten forudberegnet sit kast bagover med en af sine kendte tri-saltomortaler, men hans opmandede opmanede hårdhed braser gennem intet, for muren faldt med det sidste månelys.
Hun fanger hans øjne treogtyve meter fra sin plads ved bålet, & Hun ser, som Hun har ønsket det, håbet det, troet det, begæret ..., det regelrette, gensidigt frimodige begær efter at råpule, gennemkneppe og på al anden vis tjene hende med sin mandighed!
'Næste gang' tænke-sender hun ind i hans primitive halv-hjerne, han ser hendes buede bryn skyde lyn ligesom resten af rumpevinden og det lille ekstra tryk hun sluttede af med: 'bum' - sagde det i hans hoved, og han genvandt motorikken, vaklede elleve meter frem, mens han så hende vende sig og træde ind i de sultent kødslikkende flammer.
-: Åh, hvorfor kunne han nu ikke huske bare grundlaget for sproget, for alle de følelser der vældede op i ham - han råber begge dele nu:
- Nej heks brænd! Ja brænd heks! Heks nej brænd ej! -
Husker han pludselig, og føler i det samme hendes diskarnerede ånd lægge sig i en svøbende omfavnelse.
En sidste gang printer hun forståelsesforstand ind i hans primitive halvhjerne: der står:
'Jeg ved godt, hvad du mener. Du mener det godt! Vi forstår hinanden!
-: Men det må Han da svare med 'nej', mener han, for han vil ikke se hendes kød blive til flæsk men til mere kød, han ser ned på sin tryllestav, den jættekællingerne altid skar af i gamle dage, da de stadig dominerede på sletterne.
Nu kunne han selv ligeså godt hakke den af og gå efter hende.
Dog fornuften vinder en overhånd, og i stedet for at følge hende ind i bålet finder han nogle grene og raver kadaveret ud, meget har de brændbare substanser allerede forkullet, men han finder et godt lårben at gnave i sig, og vi zoomer baglæns og opad henover sceneriet:
-: den enlige halvabe med sit halvskallede lange tjavse-hår, sine sidste 5-7 tænder der gnaver og smasker i lårbenet, mens tårer, smeltefedt, blod og aske farver hans fjæs, ikke hyggeligt og rart som man skulle tro, jublende 'ja!', for nu forenes de da, men sorg-skrigende 'nej!', for kun i døden forenedes de to jo ...
-: Nu, endelig nu, forstod han helt og aldeles den aspektuelle grammatik: Den gennemgjorte hele afsluttede handling.
Måske proteinsyntesen af hendes kød i hans tarme satte nye neurale netværk i sving, selv det seksuelle foreningsfredslutningsfælleskabsbånd, som hans idealistiske indre ville slutte med den årmilliongamle fjenderace, selv denne fred ville have indeholdt både en mulig perfektiv fokusering og ville have kunnet fremstilles som en endelig afsluttet handling, når den var færdig. ... ...
Færdig - et sted mellem disse tanker i hypotetisk førfremtids datid - ved hans instinktive, stadig (men kun indtil da,) bevidst ordløse indre - at svampens tid kommer næst, at kundskaben fik overhånd, for nu ved han - hylende igen op mod den sorteste, sorteste måne:
-: at Hun ikke kommer igen - at Hun ... hans sind falder fra: hans højere sjæl, hans princip har en aftale, hun havde med sit indre øje brændt teksten i hans hjerne ... en 'næste gang', fremtid, han havde en aftale ... med mørkets mulmede mutter, men hvorfor ... hvorfor ... hvorfor forlod du mig???
- Han hiver som så ofte før i kønslemmet; i lige de årtusinder eksperimenterede cro-magnon-erne med at gøre lemmet til en art tredje hale, de blev altså ret lange hos en del af drengene, især 'de langhårede' havde disse lange lem godt garneret i lange medvoksende hårtotter.
Instinktiv søgte de langhårede væk fra kolonien, pigerne frygtede deres 'køller' ... det forstod han nu, også hvorfor de så gerne suttede dem, men ikke lod dem avle ... 'den er lige lovlig stor! - det sagde hun i går, mens han lå tranceredden, men den underbevidste båndoptager har forstået budskabet, hun spillede ind ... han smider lårbenet fra sig over skulderen, det rammer næsten Moders livvagt, der spændt iagttager udviklingen bag sit elektromagnetiske hjerneskjold (: en hvid pind i munden).
I gamle dage ville hun havde afsnittet og fortæret mutantens skammelige lem, nu ventede hun og iagttog, nøjagtigt som Moder havde foreskrevet, og jo drømmen skete:
Han opførte sig som mere end et dyr: hun så ham rejste sig op, sanke i sin pung de sidste svampe (hele dosen som Hun og Han skulle have delt), ranke ryggen og rejse det 56+ cm lange lem til en vinkel af 56''19o, så istemmer han og vil evigt igen istemme sin dødssang og hans barberbladsskarpe brede flinteflis hugger og vil igen-igen hugge herligheden af i tre vellagte snit samtidigt med at den gylpede sin ubrugelige sæd mod tomheden: Hende som jo dog omfavner os alle her omkring.
Den gik også på Moders Vogter, hun havde jo som soldat og selskabsdame beholdt kildermanden, gik så skønt for aben viste jo, at den havde kvindemenneskelige træk, at den underordnede sig drømmens logik, det vil sige: kunne fylde drømmeskallens skål, altså livsarbejdets madforsørgelse og lortebesørgelse, så man kunne, kan, vil kunne drømme i fred.
Den viste sorg og borgersind, og rædderlig skræk, da hun luntede ind og samlede lemmet op, satte det på en stegefork spændt ind over bålet med et par sten.
Så gik hun hen til det døende dyr, nej den døende halvabe, eller hvis Moder virkelig 'elskede' ham det døende halv-menneske, - men 'elske' (det ord romernes efterfølgere årtusinder senere gjorde til det første latinske ord man lærte: 'amo' - jeg elsker, 'amare' at elske,) - elske sådan en? Nej dét kan et kvindemenneske ikke!
Hun havde selv på jagt set disse halvaber kopulere, fint om de kunne elske hinanden, så kunne vi piger elske hinanden ... jo elske forstod hun nu, dog kun som smerte, for hvor var 'vi piger'?
-: Hun ved hvad pligten kræver: fyldt fuld af alle senere beton-lebberes mandehad smadrer hun dario-drengens fjæs med en stor tung sten, efter først at have brugte det gamle 'buko'-tegn til at rive øjnene ud af deres huler og smide til Moders ravne.
Først da hun har skubbet ham ind i bålet og har fortærret hans velstegte lem, forstår hun lidt mere af hvad 'elske' betyder, for hvor er Moder? Hvor er drømmen? Hvor er alt livet bringer?
-: Åh Moder, dét mente du med rimet om hjerte og smerte, - åh Moder dig - ja kun dig vel, nej vel os - alle os piger, mine nære, mine kære, elskede jeg for man elsker ikke, når det man burde kunne skulle ville elske ikke findes mere.
Så vender MåneModers Vogter sig rituelt til sine sidste pligter. Hun finder brandsalvefoderalet, smører sig grundigt ind, hun klarer turen uden massiv opiumbedøvelse: viste hun ikke altid mod, tapperhed, opofrelse, styrke, handlekraft og snar snu kyndighed? Dét der gør kvindfolk til kvindfolk - altså mennesker!
'Jo!' - mærker hun Moders drømmejeg lægge ind som svar, men hun sporer også med vild jalousi, hvordan Moders efterånd mere fængsles ved tanken om, hvordan vildabens overvejelser havde forløbet, hvis han også skulle havde kunnet skelne 'jo' ... så hiver Moder jalousien ned og løfter babberne op ... og ingenting betyder noget, for vi piger har det åh-åh så dejligt, ja selv flammerne luner bare, mens de forvandler kød og ben til aske ...
Her slutter den syvende Per Olsen Parabel (men se dog nedenfor ...)
En S.P.S. altså en standard plejadisk samlivstid foregår på nogenlunde samme måde. Først bringes man op til basen (det kan også ske på et rumskib), så flyttes man ud til planeten (eller livszonen), hvor folk opfører sig lige så skørt som een selv:
