... da Dan døde

... og det var lørdag,
så jeg sku' vaske klokken fire,
vågnede sent men
støvsugede og bankede bøger af, 
- efter morgenmüsli og kaffe
nåede endda lidt ekstra på hendes værelse,
skrabede det værste tyggegummi af gulvet,
fandt det tøj, der var havnet
alle andre steder end i vasketøjskurven,
tømte og fyldte og tømte papirkurven igen-igen ...

og det var lørdag,
og jeg sku ned og vaske om et kvarter
og jeg havde det lidt som Dans enlige mor i 'For meget mand'
bare altså som enlig far, og uden opsejling til en kæreste,
- og det var lidt 'for meget dame',
at stå og drømme sig tilbage,
til den pudsigt forargede og følsomt forstående lille 5-7 års pige,
der i klasen havde fundet ud af at
- det altså hedder: Solen er så rød, Mor'
og ikke 'Fár', som vi ellers havde sunget.

og nu var det lørdag, Rasmus spilled' guitar
og jeg sku stadig vaske, lidt ældre, lidt alene
da hendes teen-age tid startede,
og weekend ikke betød:
hjemmehygge, højtlæsning, video pop-corn
tur til museum, skov eller park,
efter husvasken hver lørdag,
men ensom venten,
til hun måske huskede at ringe,
og sige om de sov hos ham eller 'hjemme'.

Og det var lørdag
så jeg sku' vaske og havde nået det meste,
undtagen karmene, køkkengulvet og toilettet,
inden jeg bar de to vasketøjskurve ned til vaskeriet klokken fire.

Og det var godt vejr med højt luftigt solskin,
og fem minutter over fire,
havde jeg to store koge og en lille kulørt kørende,
og gik over på tanken efter en cola,

Ekstrabladets overskrift væltede hverdagen  -:

... klokken var slået, Dan?! ... du Dan, død!

Så går man i en art coma,
køber sin cola,
går tom uforstyrligt stenet tilbage,
drikker sin coke mens man
centrifugerer og tumbler,
folder, strækker, lægger sammen og går ...

Hjem ind bag døren ...
bare stortude ... 

og det var lørdag
og jeg nåede først resten over midnat
... da hun havde ringet

da havde jeg hørt Dans plade tre gange
og tårevæddet sider ...

Og det var jo altså lørdag, 
og det gjorde ikke så meget, at de ikke kom,
og hun havde også hørt det med Dan, forklarede ...

Jo, jo det var ham der engang,
da hun var 5-7 år havde været med i Hampebladet,
og den dag med interviewet,
hvor jeg havde fortalt hende om Dan,
og de havde fundet noget i Vangede Bybilleder,
selv om det var indviklet og for  voksne ...

Og nej! jeg lød slet ikke 'lidt emotionel',
jo selvfølgelig, dansk litteratur mistede sin
'Stig Agermose'-type, og nå ja Stig fik senere børn
med Dans første kæreste, sjov lille verden, 
det var også Dans faste tegner, Peder Bundgård,
Bjarne Kamby brugte på de første Gas-plader, 
- nå, dér ellers en historie til vennerne ...

og nej jeg beskyldte ikke så meget satan staten 
for lyssky skatteflåningstortur eller digterdrab,
og sku nok også sove godt ... hils Rasmus

men det vár stadig ikke lørdag, men sørgeligt
for Dan og Per kunne godt li hinanden i miljøet,
og den dag de endelig langsnakkede,
belærte den ældre digter sin interviewer, Hamper:

Næ-nej, akke-næ, -
løftede øjenbryn frimodigt-klogt indtrængende øjne,
direkte vennehenvendelse:
"Du, jeg har ikke fået et image som onkel Danny,
jeg hár selv skabt mit 'image som onkel Danny'!"

Og dén huskede jeg, ikke blot inden jeg sov den dag,
og heller ikke blot som hvad jeg så tænkte dengang Dan sagde det,
... om Bowies udvikling af Dylans image-shifting
    som plus-plus til punks igen-igen, ...
men nogle år senere, da radiospredningskontrollen krævede,
at X_Z-udsendelser skulle have et lokalt præg,
og jeg så fandt på multiversal agent Per Olsen 000
fra Frederiksberg & København, hvor lokal-stationerne jo lå ...

Og vi "ku' ha lavet fed radio, mand ... "
Men vi lavede et udsagn om hashkultur,
og nu sidst lidt snedig finur,
som nok både Hamper og Dan
(samt den sky doktor Agermose)
festebedst ville kunne li' den læst:

og det er heller ikke lørdag nu,
... men bare længe siden
som klokken dog går,
men når jeg tænker tilbage
på dén dag Dan, du var død,
så ærgrer det mig stadig,
og jeg har gjort mit,
til at gi' dit minde et hit.

AMEN

Hamper Olsen