PER OLSEN PARABEL 9   Oldemors Bogormemad (Brølet fra Bunden 2)

Forklarende forskrift om Per Olsen moder: Anni Olsen Lignelsen om hvordan Per Olsen arbejder for Dimensionstjenesten og drømmer om at finde en bedre dimension at leve i og om hvad der sker i Karl Franzens dimension, hvortil Per Olsen tror at kunne emigrere. Herefter det 4. RaPaDuiske Indskud 'Den syrede Chicago-blues' - Forklarende efterskrift om Per Olsen mødre: Trold & A.O.

Drømmetidsdokument (DTD) A: Sjældne skrifter

Forklarende forskrift om Per Olsens Moder: Anni Olsen

-  En bogorm er født!

Anni født: Anni Bonke Brahe - senere med pigenavne som: Anni Brun Bonke Brahe og Annie Andersen. Gift Anni Olsen senere Anni veislinger. Anni Olsen kendt under kælenavne så som: Trold - Ole - A.O. - A. Olsen Neger & Mor Lort. Endelig som Anni Veislinger Andersen AVA. Man har altså kaldt hende og hún har kaldt sig mange ting - hun gjorde mange gode ting - til glæde for mange - i virkeligheden havde kun Per Olsen ret til at kalde hende: Mor! - eller: Fru Moder.

*

- Oldemor Anni lærte Per fra hans første år om især klassisk musik, opera, ballet og litteratur samt psykisk forskning og alternative åndelige livssyn. Takket de gode indtægter i de år og en familiedemokratisk grundbeslutning om at følge den alternative livsstil, kultur og litteratur - kom Lille-Per meget i teater og til koncert - og ud over biblioteket og skolebibliotekets samlinger havde han afgang til en stadig voksende samling magisk, mystisk litteratur.

Per Olsen kan - som bogmenneske - med såvel stolt- som sandhed - hævde sig som en af de kunder, der over en længere periode havde adgang til den legendariske boghandler Leif Nørballes allerede dengang store samling i det nu - efter Nørballes død - meget forandrede Frederiksberg Antikvariat, som slutteligen helt forsvandt fra Gamel kongevej.

Anni solgte ham af pladshensyn engang midt i tresserne en tredjedel af sin bogsamling, og udfra god familiedemokratisk velstandsfordeling fik begge forældrene og Lille-Per en konto hos Nørballe.

Pers tredjedel svarede til en god funktionærmånedsløn dengang og takket gensidig bog-menneske-solidaritet - ikke gnaven nid men nyttig flid - fik han pengene til at strække i mange år. Nørballe og hans førstemand købte de læste stakke tilbage, til en kurs der sjældent svingede under de 80% ved de ugentlige seancer, inden han (kun i starten under førstemandens strikse opsyn) fik lov at boltre sig på stigerne mellem de bugnende bogreoler i kælderen.

Da Nørballe i sin høje alder endelig solgte butikken - og jo så kort efter døde - skrev aviserne nok: 'En gnavpot takker af' og lignende - men ordet 'gnavpot' eller 'særling' beskriver ikke godt, sandt og med den retteligt tilhørende humoristiske varme dette unikum i det tyvende århundredes danske bogliv:

-: Nørballe f'ølte sig rig nok, stærk nok og velopbakket nok til at gøre, hvad nok noget nær alle handlende har haft inderlig lyst til men ikke turde: uden videre palaver at smide en kunde ud af butikken!

Der ligger nok lidt hævn fra forsmåede jurnalister og amatør-læsere i de negative betegnelser - (måske også lidt politisk mishag over Nørballes kone der i en årrække sad i Frederiksbergs kommunalbestyrelse for Det Konservative Folkeparti ) - dog mytesnakken omkring manden indeholdt altid den varme humor, der trods alt lå bag hans specielle optræden.

Der findes en del regler og konventioner fra handel og vandel; man kan antyde at Nørballe måske så lidt stort på nogle heraf, men det gælder ikke helt:

-: Se situationen (som Lille-Per oplevede flere gange) kunne jo opstå, når en stakkels 'uforvaren' kunde kom ind i butikken og spurgte den venlige mørkhårede mand med brillerne, om denne bog eller denne forfatter fandtes i den åbenbart omfattende bogsamling, der i bugnende, svajende stakke befandt sig overalt rundt i reolerne, på de sammenpressede borde og i den store kælderetages gulv til loft-høje tætstående rækkereoler.

Her opstod så den store kvantesituation,  - det barberbladsskarpe hjørne - hvor Nørballe enten uden tøven eller tale gik til bogs, (om den så lå i en kasse midt mellem to andre kasser under et bord i sidebutikken, eller forneden i en svajende bordstabel der støttede sig til to andre meterhøje stabler, eller den lå bag de hyldesatte bøger i 5. reol række 3.

Per Olsen har selv haft denne rolle over en lang periode i Det Ukendtes Boghandels dengang ret så omfattende specialsamling, naturligvis ingenting i forhold til samlingen i Frederiksberg Antikvariat, men alligevel anført her for at vise denne positive bogformidler-rolle:

-: i disse tilfælde havde Nørballe ganske ofte skaffes sig og sin butik en trofast kunde, for alle vi bogorme har brug for en sådan formidler, eller betragter dem som en fordel. - På den anden side af kvantesituation, den hvor bogen efter Nørballes bedste overbevisning ikke forefandtes i den tilsyneladende rodede labyrint af bøger og reoler (passer det at man sagde op mod 3 millioner bind?)

Nu kunne kunden jo havde holdt sig til reglerne om gensidig leveringsdygtighed og købekraft. Den forudsætter, at den handlende respekterer kundens ret til en vare og forventer, at kunden har de nødvendige købemidler, mens kunden respekterer, at den handlende har sit udvalg lagerført og kan eller ikke kan levere varen i salgbar form.

Det vil sige: kunden kunne jo have holdt reglerne blot have takket og undskyldt forstyrrelsen og ikke lade sit frækt insinuerende blik flakke mellem de mange tusinde bøger bag, ved siden af, rundt om og også ofte over den slanke, ranke boghandler i den hvide kittel, og da især ikke tillade sig en respektløst fornærmelsestung bemærkning, såsom: 'Undskyld, er De helt sikker på, at De ikke har den bog?'

Så kom det sted, hvor Leif Nørballe følte sin gode værdighed og sin suveræne ret til at holde butik og næringsvej trådt for nær - følte at han nu kunne tillade sig (hvis pågældende bog eller forfatter alligevel ikke regnedes for kulturbærende) at anmærke, at butikken ikke førte 'smudslitteratur' eller lignende, og blev kunden nu højrøstet, hvad læsere af smudslitteratur måske lettere gør, så blev vedkommende direkte smidt ud - og lad os ikke glemme at dansk bogvæsen - på på trods af sin dannelse og ikke kun på trykkeri- og lagerområderne - har en ganske rå, alkoholiseret kant, - altså: smidt ud med fuld bravour!

Nok noget nær alle ekspedienter altså 'butiksvante', som det hedder her først under det nye årtusinde, vil gyse sødt over det mod, denne handling indebærer, derfor blev Boghandler Leif Nørballe også en myte større end blot dén danske bogfolk skabte: den sidste frie købmand, der ikke lod sig koste med hverken fra oven eller fra neden. Ære til hans minde - monne de der ville tale ondt herom tie, før de fortryder og trygler om forlad. -

Ved en messe straks inde i det nye årtusinde fik Per Olsen lejlighed til en længere samtale med en anden af dansk bogvæsens berømmelige personer: Evan Bogan.

Den behagelige samtale faldt på et tidspunkt efter Nørballes død og det nu totalrenoverede antikvariat. Så kom jo så de to menneskers versioner af alle de ting, man nu siger om en person som Leif Nørballe:

-: een ting de to dels kunne enes om dels kunne understøtte hinanden i: Nørballe optrådte immer som en reel, retfærdig købmand både overfor sine ansatte og sine kunder, og han kendte deres værd, nøjagtigt som han kendte bøgernes værd.

- Og når det nu afsluttende skrives, at han altså ikke snød nogen, så lad da idéen om mytens magt virke lidt: betænk at Nørballe altså heller ikke snød de trofaste kunder, der med næsen velbeskyttet bag en gammel bog latterundtertrykkende så til, mens den overraskede kunde blev verfet på porten. - Altså ære Nørballes virke, stor gavn kom deraf - monne vi der lever videre tage ved lære.

Her ender det andet forskrift om en forbilledlig kvinde, Anni Olsen, Per Olsens moder, der lod retfærd og kærlighed råde og dermed - i modsætning til det lod de fleste andre lod falde på deres børn i den alder i den tid - lod porten til Æventyrhulen stå åben for sit lille glade vidunderbarn: bogormen Per Olsen, der jo godt nok formentlig aldrig virkelig har levet i realiteten, men som fik samlet så mange fortællinger og historier ... ligesom og om, ja med alle dem, de ... lad os gå til den hylde, du ved: i kælderen & dér få os en POP:

Karl Franzen Kommunikationen (K.F.K.)

KARL FRANZEN børstede hen ad Gammel Køngevej. Hans whiskers sitrede i den sene aftenluft. Ved den gamle overfyldte antikvarboghandel skuttede han sig velbehageligt, dær begyndte det hele jo engang, dengang dar ...

Han havde - for 23 år siden nu - fundet den lille bog af Siegfred-Lund "Tidsbelysning" hed den. - Den havde startet det hele, både spekulationen og det nye liv.

Det nye liv var nu blevet en vane, Karl Franzen kunne, og havde i 23 år kunnet, holde måde med pølsnerne; og det lille overskud, han havde på sit budget, blev investeret i bøger og frimærker. Ud for en af bodegaerne i gaden holdt han vejret for at undgå den afskyelige stank af røg, il, sved og billige parfumer, som hænger over disse steder.

*

De havde længe drønet rundt ved Porten. Det indre tryk var faldende, de skulle tilbage og det NU:

- Det er en helt anderledes verden, vi har besøgt. - Alt er anderledes og befolkningen fyldt af væske!

- Dimensionen er gennemsyret af en gyngende lettere kvalm tyngde, som i længden går ud over det indre tryk.

- Også er stedet utroligt farligt!

De bevægede sig over Bülowsvej hen mod Grundtvigsvejs begyndelse; aftalen med deres kontaktmand skulle meget gerne holde; ingen af dem havde lyst til turen gennem DimensionsPorten alene:

-: Bare dens dunkelskumle fremtoning, som i starten havde virket spændende, føltes nu som en våd jungleagtigt uigennemskuelig og ufremkommelig uvirkelighed.

- Tut er død, også Put, det gør ondt - rigtigt ondt - at tænke over. 

De var alle trænede dimensionstrippere, de kunne ikke bebrejdige nogen noget, men at denne verden, der dog - indbyggernes væskelegemer til trods - lignede deres egen så meget, samtidigt kunne have så mange skjulte farer, gav dem en erfaring, de ikke tidligere havde gjort (lidt ligesom da Per Olsen i sin tid først besøgte deres verden (husker du? P.O.P. 8)).

Luftholdige legemers bestandighed i ekstremt væsenvarierede dimensioner regnes ellers for legendarisk. Hvor væskelegemer viger tilbage fra højere og varmere temperaturer f.eks., noget gasholdige legemer langt lettere kobler uden om ubehagelig nervesansning, ja så kunne én 'tegnestift' som dette dødelige våben blev kaldt i væskevæsnernes dimension, kunne én tegnestift i et vitalt luftlederlag betyde død hurtigere end lægehjælp forelå.

En verden så tæt på deres egen og alligevel så væsensforskellig!

-: Her havde man fjernsyn anbragt i kasser på afstand og med lodrette billeder, hjemme lå det som store bøger på cylindriske platforme - fulde af levende billeder.

-: Her kunne man kun høre folk langt væk i telefoner, hjemme kunne man se deres billede og trykkede blot på billedet i kassens lager, så fik man måske kontakt, gennem mikroskopøjet og hørerøret.

De slog rest udfor Grundtvigsvej 6A ved afsætshøjen midt i vejen. - En af dem begyndte nervøst at nynne kodemelodien:

- Brazil. La la-la la-la la-la la  ... 

Per Olsen kom bagover ad langs den nattelukkede Botaniske Have, også han vil komme over Bülowsvej, - men der er god tid endnu, og han befinder sig i dybe tanker:

-: På den ene side var alt dette dimensionsjumperi spændende, på den anden side var både ansvaret og de implicerede muligheder store. -

Han måtte som sædvanligt lære at være lidt mere tough! -

- hele din medlidende affære, dér som dreng, hvor du i spejderkælderen ved Dimensions­porten fik en kæmpesplint op under en fingernegl! -

- Du endte hos en specialist som måtte flytte neglen for at få den møgsplint ud, og den dunkle baggrund forvirrede staklen en del, selv om moderen holdt åndelige fredstaler og omhyggeligt udvalgte lægen blandt de mere end indviede. -

- Pas på, pågældende Per, du har formentlig stadig et foreliggende liv at gennemleve her i vor egen dimension! -

Han drejer op af Grundtvigsvej, mens han vender rundt i de tanker, de sidste ord har vækket i ham. -

Per Olsen ved med sig selv, at kom der en dimension, hvor der forelå muligheder for et federe, bedre liv; ja hvorfor skulle han så ikke tage jumpet, og blive der?

-: Hans venner i denne dimension - altså de som hørte lidt om dimensions-jumperiet - havde søgt at give udtryk for, at han trods alt ville blive savnet her.

Men han forholder sig som realist, han har set dem komme og gå, ingen er uundværlig. Kun få af hans venner havde regnet ud, at: det værste for de, som planlægger permanente dimensionsskift, er, at de selv allerede lever i den dimension som de jumper ind i.

-: Jo, ikke for ingenting har Per Olsen studeret dobbeltgængermotivet ved Københavns Universitet. Han falder i spåner tankemæssigt, går i opløsning på tanken om det univers, hvor den grundliggende forskel til hans egen hjemstavnsdimension består i, at Per Olsen ikke eksisterer.

Som aftalt fløjter han dén sang, Ary, som de kaldte Hary Barrosa, sang, som også fik en hel film, der også siger sandhed eventyrligt om Sam  Lawry (en slags Per Olsen), han burde frasere efter Sinatras version ... Joâo Gilberto ... Saludos Amigos ... Aquarela do Brasil ... men Michael Kamen's Kate Bush spøger keltisk-klart koagulerende ... 

 - Brazil. La la-la la-la la-la la. La la la la la la la la. La la. La la. -

- Brasil Where hearts where entertained in June ... We stood beneath an amber moon ... empty moon ... .... someday soon ... return I will ...

På hjemvejen, faktisk da han kravlede over muren i Porten, fik hans tankesind sin genopstand - præcis som altid - netop i muligheden for det univers, - hvis det var et mere fuldkomment univers: et univers med mere plads og mere udkomme, end der var tildelt Magister Olsen i dimensionen "Lige Ved & Næsten" hvorfor så ikke? -

Han satte sin lille person op mod det store træ på Højen midt i Grundtvigsvej, udfor porten til nr. 6B 6C 6D og faldt i med et mantra: "Border-Connecting-Dimensions Aum Ha", til sidst faldt tankesindet til ro, nåede kun lige at tænke over den historie fra engang i nr. 8B-8D-siden af byggeriet._[1]

-: Så får han impulsen og sætter sig om på den anden side af træet: med nord-øst - syd-vest linien fra Centerhøjen på sin højre hånd, og med de klare øjne fikserede på Bianco Lunos Allé. -

Han ser tårnet bag vejen og alleen i det fjerne, mindes for 117. gang, hvordan et nattændt tårn fra Carlsbergs plads på Bjerget varslede hans sengetid, da han var barn. Månen er usædvanlig klar helt fuld, alligevel kan han tydeligt se det flammende logo på tårnet, og han gribes af den opmærksomhedens spænding, der kan blive til en sødt duftende parfume af sved. - Den er helt sikker: der står "Franzberg".

Han ser en mand komme op mod rundkørslen, badet i lyset fra Alléen, - en mand som til en hvis grad minder om ham selv, lidt, men alligevel nej. - Var dette dimensionen, hvor der (endnu ikke) fandtes en Per Olsen?

Han rejste sig og famlede efter sine cigaretter, man kan altid spørge om ild og så håbe på at falde i snak:

TRE TROLØSE TIMER (T.T.T.) tror Olsen næsten overbevist, at der ikke eksisterer en Per Olsen i denne dimension, hvor pilsner hedder "pølsner" og Carlsberg "Franzberg":

-: Ved et af de typiske Soelbiergsus er hans nye ven Karl, bidt af Christiansbergs historie og drømmende ånd, så det undrer ham ikke, at Karl, uden at have hørt ordet "dimensions-dimensionen", umiddelbart begriber sandheden, at Per Olsen  kommer fra en parallel verden, hvor:

- 'Carlsberg' er ordet for Franzberg og hvor bijer hedder 'bajer' og Christiansberg: 'Frederiksberg'.

Per har fået lov til at bladre i bøgerne, og har genkendt dem alle: dog i en lidt andet version:

-: Her hedder Bjergets berømte børn for eksempel Sigfred Pedersen 'Troels Pedersen' og Troels-Lund hedder 'Sigfred-Lund', det er 'Søren Andersen' der er filosof og 'H.C. Kierkegaard' som fortæller eventyr, ret grumme eventyr har han skimmet sig til.

Per Olsen virker lidt dum - danskerdum - ind imellem, der stikker immer noget af drengen ved ham, og han har derfor endnu ikke indset den helt katastrofalt trykkende grumhed i denne Per Olsen-løse dimension:

-: Han jubler netop forgabet i det faktum, at der findes dette Olsen-frie sted, og at der tilsyneladende i høj grad kan blive brug for hans tilstedeværelse, Karl vil mere end måske faktisk ret let kunne skaffe ham et job ... alle har et job her - og han kender en der hedder Sonja! Røde Sonja ... - ... amenema for ikke at skrive amanama! -

Så kommer han i tanke om Fristaden Christiania og forhører sig hos Karl om fænomenet! - Der ligger en bygning - ja mange på et stort område derude - men på Karls alvorligt, blege mine kan han se, at Frederiksiania skal man ikke spøge med: her fra styres "dynskerne" med hård hånd af militærpolitiet, som frit henter deres ofre i den svage, rystende befolkning.

Så endelig aner Per Olsen det:

- Den er gruelig g.. i Karl Franzens dimension! -

Han kommer i tanke om den store krig i Perserbugten i den tid hjemme i hans egen dimension, og Olsen spørger så nu med uhyggelig forudanelse:

 - Du, Karl, hvordan står det til med den udenrigspolitiske situation her i Dynmirk? -

- Jo, der er jo Husseinerne og krigen i Gølfen! -

Franzen springer op:

- Jeg følger ikke så meget med, situationen ér vist ret spændt, nu har krigen varet ved i mer' end 14 dage. Her er nyhederne fra Inglands kongelige Imeraki (I.K.I.), de er kvikke folk derovre meget praktiske, kender du ikke dem? -

Han tænder for sit runde tv der ligner en krystalkugle med flad top, og klikker ind på kanal 23.

Per genkender Hende med et sødt sugende stik af savn (S.A.S.): Lynne Russell (hed hun engang i "Lige Ved & Næsten"): den lille kloge, kønne, kvikke karakterfulde, konverserende og næsten kontroversielt indtagne, ja dejlige, labre, formfuldendte verbal- og informationsartist, som forsvandt fra hans hjemlige CNN-net, da jerntæppet rustede og sådan cirka samtidigt (S.C.S.) med at kongen i nord-babylon skulle lære, at i den nye tid er det slut med småkonger, som spreder krig og ødelæggelse for deres fornøjelses skyld.

Folk har forskellige forhold til deres favorit nyhedsformidlere (F.NF.), allerede inden Per havde blinket sig ordentligt ind på Lynne, forstod han ... ja, gjorde sig klar til at komme ud af døren ... af sted ... hjem til "Lige Ved & Næsten" og det med det våns ...

[(kender I ikke Mette Våns? (Hun kommer sammen med Iver T. Fald!) - Det sku' man nu ellers tro, sådan som I stresser) [Denne parentes regnes for en spidsfindig ironisk satire (S.I.S.) indsmuglet omkring år 2007 af deres dengang allerede dybt upålidelige tidsregning]]

Alle ting skete så hurtigt, faktisk var klokken både der og her 4.00 nat, da Karl tændte, og allerede inden Lynne havde gjort første runde af sine nyhederne færdig, havde de to planerne lagt og stod  begge klar.

Der gik faktisk kun tre minutter fra oraklets nyhed om; at Husseinerne nu besad et virusvåben så lynhurtigt, at det kunne sprede sig over og dræbe alle mennesker på kloden i løbet af kun tyve minutter.

Ingen her troede virkeligt på faren, men Per havde set denne dimensionsdublet af reporteren Russel, og så havde han roligt sagt:

 - Du Karl, pak en kuffert med nogle kære ejendele, måske noget der kan bevise din eksistens i denne og i min dimension. Og så tag med tilbage til min verden, gider du? - Jeg har lidt travlt, så skynd dig! -

Franzen var ikke sen, faktisk stod kufferten parat, manglede blot et par bøger og frimærkealbummet, så var han klar:

-: Senere skulle han fortælle Per Olsen om myterne, om antydningen, om spekulationen, for nu var han beredt som planlagt og det havde kun taget tre minutter. - På sekundet så Per igen mod speakerens ansigt, hun var ikke helt nærværende, i sit skjulte sind så hun, som alle klodens individer nu så, at Sudam virkelig kom ud af busken denne gang.

Tyve minutter senere lå alle mennesker døde, kun mennesker!

-: Det skete samtidigt med at Bybolans nye stamfædre og -mødre jublende kravlede frem fra deres sikrede anlæg i sandet og tog en kæmpeklode i besiddelse under deres strålende hersker, samtidigt med at Per Olsen og Karl Franzen slentrede op af Vesterbrogade, og Per forklarede om Frihedsstøtten skænket magthaveren af taknemmelige bønder.

Hvorfor Karl Franzen Kommunikationerne ender lige her, hvor KF har fundet sig en ny og god hjemverden - modsat den stakkels Per Olsen - ja det ved ingen vel (V.I.V.) helt at huske (H.A.H.) svar på. Nå!

*

Gangsterking - 2. del

Min ven, Per, søn af en dronningfe & en indianerhøvding

Transit tableau Alfa: introdox interna: Allerede da Per Olsens mor venligt åbnede døren følte Snappen, at han var kommet til en anden, en bedre, en højere verden. Mens hun hjalp ham med at hænge tøjet, smilede den mystiske smukke dame, redaktricen bag landets dengang største okkulte og magiske tidsskrift: Psykisk Forum. - Jeg hører så meget godt om dig, unge Agersnap, tror du på reinkarnation? - Reinkarnation? - spurgte Snap - De mener genfødsel? - Ja! - smilede den mystiske fe: - Myers gamle klassiker på området 'Den menneskelige personligheds beståen efter døden' er netop kommet i sidste-korrektur og jeg mangler faktisk en velbegavet person til at skrive en anmeldelse - O.K. - sagde & tænkte Snappen høfligt og slæbte seks tunge bind med hjem i en plastikpose, Og selv om han aldrig fik skrevet den anmeldelse, så gav bøgerne ham et støttepunkt til at bearbejde sin sorg over storebroderens død og senere moderens. - Og ja: Han afleverede senere bøgerne med vanlig pli og omhu.

Transit tableau Omega: introdox externa: Netop som de havde luftet ud efter den overfede velkomst- og venskabschillum, lød der en forsigtig banken på døren: Per Olsens far Vagn Ejner stak ja stikker hovedet indenfor:

-: Per og Snap ser op fra deres guitarer, de andre holder vejret, Per og hans pige forventer en crazy griner. Men for anden gang den dag vendte ja vender hele verden rundt i hovedet og maven på ham Snap. - Hej! - smiler et venligt indianerfjæs fra døren - Nå, så du spiller også guitar? Og ka' li' ham der! - Han kigger over mod det flotte kalkérportræt han har fremstillet til sin søn: en tegning af Bob Dylan. - Ja, Zimmerman! - Smiler Snappen og lader blikket glide fra Vagn Ejners flotte tegning ned over bunken med korrekturtrykket til F.W.H. Myers værk på gulvet (nogen fornemmede navnet Felix, POP-navnet (PDP) men det lå jo i en anden tid). Så ser, og siden som vi alle husker det, ja så så han op på Pers far:

- Dylan betyder noget smukt, noget ædelt noget virkelig godt for os unge. Mennesker verden over bliver venner over hans musik og de holdninger, han giver udtryk for: finder noget rart, noget skønt, noget der er værd at leve for!

- Ja, det er vigtigt at nyde livet nu og her blandt gode venner! - Smiler Indianeren visere end de viseste og trækker stilfærdigt døren til igen.

Men det er stadig den dag, hvor paven igen havde stillet sutterne, polakken som leverede al gassen, Zyklotron Z gassen fra I.G. Farben. Leverandøren: der derfor skulle blive pave for at have velsignet og kosherlyst over sine mange millioner dødtilfredse kunder. Se her snakker vi ikke historieforfalskning men - perspektivering: hvem - om nogen - føler sig skyldige?! - o.k. Gangsterking prøv I nu bare ... jeg står med jer til verdens ende, og dær bliver det jer - ikke mig - der skrider (som sædvanligt).

Her ender den første Gangsterking-cyklus, kaldet GangsterkingKvarteten, uden at folk overhovedet har fået ret meget at vide om de magiske og menneskelige mirakler, de to venner gjorde i de 17½ år de havde at hygge sig i: Intet om Operation Sorte Penge, intet om Agersnaps far, Den Gamle, om hans skrivebord i Rigsrevisionen, hvor Per Olsen senere sad, eller hans skyttegrav foran tv-skærmen, hvor en helt ny verden blev skabt, efter at han havde luret gutterne kryds-tids-kunsten af.

Slet-slet ikke noget om ... hvad sang han nu, ham PDP, der genfandt sin storebror og mor som far og mor? - Ikke et ord om reinkarnation - og heller slet ikke den der med - Hen til Kommoden og tilbavs igen!  Men lad nu tid og råd komme til ... og da tid og råd så kom til og alt igen blev "skæppeskønt" ... så sad Per Olsen igen-igen alene - igen: uden sin ven, men hvad han havde jo dig, kære Læser!

Og slet-slet-slet ikke noget: altså Næsten Intet, om hvordan man går på krydstid, skyder mediepap pop & papir, al det pis ... der skabte den nye verden endnu engang og igen-igen langt inde i det nye årtusinde, hvor de fleste VIPs og pampere havde fået psykiske sikkerhedsfolk (ofte af svingende og altid overvindelig kvalitet (fnis: Per Olsen opgav den slags fjas, da hans senere verdensberømte medieven forsvandt).

Og ikke et ord mere her om C.B., L.B., J.R.L. eller nogle af alle de andre mennesker fra livet før Ole Agernap-livet ... og du, Gangsterking, de historier fortæller jeg dig slet ikke, så længe du bare vil dele det hele med dit gang af gutter, gamle som nye - for du; hvornår har de bare gjort det halve af det gode, du gjorde mod og med mig de første 2-3 år, - og omvendt, du gamle ... også om ikke især omvendt ...

Ingen havde troet af de to 'uskyldige skurke' - 'uheldige helte' som det hed i tidens mediejargon virkelig skulle blive 'rigtige venner' endda 'musikalske venner',....  slet ikke så meget at de ...

Operation Sorte Penge: eller den aften hvor The Band spillede Pow-Wow i K.B. Hallen og Københavnerne fik tordenkaffe og hippie-batikfarvede brændende uniformsjakker i kagedåsen.

Men den værste bombe slap Olsen så løs her: for med Gangsterking gjorde Per Olsen det planetare reinkarnationstilhængerflertals holdning ret så synlig:

-: dødtruslen, drabsmetoden dur generelt ikke! - Vi lever igen! Vi vil leve igen! Vi vender tilbage min ven! - og for hver 'sådan een' der bukker under, springer mindst to nye frem - to nye, der på i hvert fald det punkt ikke kan fældes, fred er vejen! Den eneste øvrigt.

-: Husk det du: vi kan ikke slås ihjel, for vi er en del af jer selv - den del der kommer tilbage: igen & igen efter døden kommer livet til syne med mere liv - vi kommer tilbage også til ihukommelsens total recall.  Vi bliver nødsaget til at standse det og de 'onde' i live eller i høj grad styre deres genfødsel ud af selve ondskaben.

Det sted, hvor sådan noget lort starter, kaldte Admiral Elron (øh, Elon): basic-basic, men se der en helt anden historie, og hvorfor skulle Per Olsen skrive den nu, hvor Gangsterking har det så fint med den fulde støtte til det videre projekt, der fra den tid og frem blev til et verdensomspændende netværk med deres fællemenneskelighed udbredt som sandhed for millionerne.

-: Folk føler sjældent oprigtigt venskab til en troldmand, de frygter, de søger beskyttelse og de undgår videre kontakt for i det mindste at beholde, hvad de føler, at de allerede har opnået, så ... så, så Per Olsen, nu skal du ikke græde mere, husk .... husk .... Ka' du fortsat ha' det min ven!!! Og kys din kæreste på rejsen. - There's a lone soldier on a cross, smoke pouring out of a box-car-train ... a slow train ... coming ... 

*

 [Her følger en ganske sand del af Chicago still here 5. del, den med:]

Det 4. RaPaDuiske indskud

MEN HUAN FIK TEGNET, den nat hvor han hævnede RaPaDU for sidste gang, Tegnet, det diagram hans gamle lærers forgængere vidste, at man nu: hán ville kunne få beregningerne til at klappe med. Men kun ved et tilfælde.

Han iførte sig den ihjælslagne vagts slag og våben og gik roligt tilbage til lejren med lyde og udråb, han havde luret og lært (L.O.L.) først på natten:

-: I løbet af en ganske kort månebevægelse havde han lænet sig ned ved alle fire, dækket munden med venstre og halal halssnittet halsen med obsidiandolksflækken i venstre.

Han gad end ikke udbene og sætte deres skeletter (S.D.S.), betragtede det som gammel overtro, men blev et øjeblik tændt af deres jagt- og sportstrænede legemers skønhed og hævngryntende i det ældgamle kosmiske hurtigløbermetrum fandt han hendes frasavede kranie med tomme udpillede øjenhuler og brugte de kønne stærke kranietænder (K.S.K.) som hugsaks til at afbide alle fem forbryderes kønslem.

Jo nok en ret så barbarisk handling, som gutterne dog senere tilgav ham: efter at have hugget ham ned og hånligt søndesparket liget på en strand, hvor en ny hersker ikke gad høre mere på de gamle oprørere og deres skvadder om en kort og en lang, en trekant, en stang ... jo-jo og: firkanter og femkanter:

-: den strand, den tid, det liv hvor han, den hellige galning, randt rundt optændt af RaPaDUs videnskab og tegnede indviklede trekanter og beviste modeller, som byfolk senere brugte til mange sjove ting.

Siden da lærte de at holde sammen, gutterne og ham, selv om der altid skete noget, når forklaringerne engang manglede og englene samt deres venner og alferne og deres venner, og dem fra de andre rum og deres venner, alle ville dømme dyret på forhånd, hvis det ikke ydede sit ypperste.

*

Ron didn't run - he knew a way out!

Som en fange der slipper fri, vågner Per Olsen tilbage til det lille sidelokale i en frederiksbergsk villa, hvor solengelkraften havde indhyldet ham og hans auditor i så meget fredslys, at danskerne dengang næsten ikke kunne vågne op til hverdagen:

-: Næste gang gik strømforsyningen i hele byen - igen en anden historie. 

[Derfor påstår mange, at dette indskud stammer fra længere ind i det første århundrede af tiden, nemlig i den tid hvor de underjordiske og ovenjordiske strømanlæg sammenføjedes og satte op til den galaktiske målbarhed: satte planeten ud i målerumsøjensynligheden.]

Måske har alle handlinger deres tid, som Henry belærte om: de laverestående væsener, som Huan, der bruger sin kløgt til sin dumme hævn, men i kraft af denne vilde sorgens og mindreværdsfølelsens galskab absolut skulle hakke gutternes kønslem af og derfor, da han ville kysse hendes mund farvel, fandt den i tungen indpiercede lille tingest, som alle beregninger vidste og viste måtte, skulle, kunne findes -:

En perfekt model af alle mulige fingerstillinger også de tal og aritmetiske fingerstillinger.

En perfekt model af alle mulige fingerstillinger, også de tal og aritmetiske fingerstillinger.

Nu ved enhver læser jo, at der skrives om en varja, det ildlyn, den diamantbåd både buddhister og hinduister ser som centrale for selve meditationens væsen.

I Per Olsens nye årtusinde - eller rettere i hans nye århundrede - bærer mange en lille sådan sølvsmykkevarja, andre ejer de større modeller, hvor fingrene virkelig kan trænes og anbringes:

-: Kun fordi Huan havde fingerfølt og læst så mange reb, kunne han straks indse den lille varjas potentiale (vi går til nutid):

Huan føler nærmest ydmyg glæde, da han frigør den lille sølvtingest fra den blådøde tunge. Han smider tankeløst kraniet til side og betragter med et morgenglitrende edderkoppespind som baggrund sit bevis: en fjernsteds-fremtidstingest der allerede nu skulle kunne eksisterer, hvis opgraderingen i hulen lykkes.

Derfor fortsatte han glad videre mod hulen nær bjergets top den dag og nåede efter mere rejseri frem til og godt op af bjerget. Selv da de automatiske værn larmede og næsten skræmte han til at give slip på den smalle klippekant under hulen, tabte han ikke - og som det første menneske - besindelsen:

- Nej hej! ... Dé fantastiske syner og levende tingester dær, dem vil flittigt trænede fingre selv kunne samle! Alt er ikke hvad som helst!

Sådan skreg Huan Tju Tjigago mod de venlig- og fjendtligsindede skibe og dingenoter: følestrålerne, der blot ventede på at han enten viste 'så-angrebs-lovlig' aggression eller indfødt overtroisk submission.

Ikke Huan, han vidste tåbeligt stolt; at det ville lykkedes, mens han sang de gamle sange fra ungdomsårene, da jægerholdet blev gået af de langhårede i ældsterådet og erstattet af det ny bedre samfunds byfolk (B.S.B.): 

'Sammen vil vi nå der frem,
til Per Olsen engang
og det vi er med ham!'

Og alle vogtere faldt, for mennesket har ret til vidende at tage sin skæbne i egen hånd og oven over imperiets og federationens skibe, skygeskibene fra Makab og alle de andre, højt derover så han Hende, den hvide dukke, RPD blot hvidere og end mere dukkeskøn en nogensinde!

Dær dar slap han næsten, blev næsten spiddet på lavaglødende indenbjergs katapultslyngede jernspir og andre uhyrligheder; dog han vidste; at en dag ville komme, hvor en snusket lille jysk forretning ville købe nogle billige indiske forme og masseproducere nogle billige sølvsmykkevarjas.

Gamle tingester folk før & nu gerne vil have: tingester som slet ikke skal kunne findes i dén tid og dén kultur, Huan kommer fra, også selv om den har opdaget i sine studier af verbernes grammatiske tider, at hvis mennesket en dag skal have eksisteret i fortiden, ja så skal det også ville have eksisteret et sted i fremtiden, hvor det gad den fortid nok til at kontakte den.

For eksempel med et tegn på den foregåede udviklings frembringelser, en tingest som ingen i Huans tid endnu kunne forestille sig:  En perfekt model af alle mulige fingerstillinger, også de tal og aritmetiske fingerstillinger.

*

Inde i hulen kalibrerede han maskineriet nøjagtig efter forskriften (treknuders tryk til højre her på den sorte snor, to knuders drejning til venstre der på den brune snor, ja, ja, nej, ja, ja til blinksskærme og så fremdeles: nøjagtigt som knyttet i Lærerens knudeværk og endelig udtydet med RaPaDus videnskab).

Nå og så kommer den historie med det kæmpestore insekt, som Huan delte ligesom gutterne havde delt den hvide dukke, men den historie kendte Per Olsen ikke endnu, og den var foregået på krydstid mange, mange millioner år før, så...

Her slutter da den niende Per Olsen Parabel for nu

Det forklarende efterskrift om Per Olsens mødre: Trold  & A.O.

En anden bogmand Anni mødte, da hun og Vagn flyttede ind på Vagns elskede Frederiksberg: Poul Strube, kongelig hofleverandør, ansvarlig for Kongehusets bogsamling samt datidens ny stigende stjerne indenfor den del af forlagsbranchen, som udsender bøger indenfor åndskunskaben, den alternative indsigt fra UFO-fænomenet det nye til astro-akæologien, Atlantis og fortidens svunde storhed. Gratis og som volontør, men rigeligt belønnet med bøger og lignende redigerede Anni i godt 12 år Psykisk Forum for Strubes Forlag.

Ikke for ingenting kendte man i datidens Danmark Anni som hurtig, dygtig og kvik i hoved og replik, som en overgang bestred fire fulde sekretærstillinger, samtidig med Psykisk Forum månedligt -10 gange om året (med ferie de to sommermåneder), et aktivt teater- og biograf-liv  og en stadig voksende vennekreds- -: Anni et lysende eksempel på at den alternative livsstil virkede - valgte, da hun havde knoklet kroner nok, stillingen som chefsekretær for Undervisningsministeriets byggeafdeling - idéen, som man i dag ville kalde 'læringscentre', faldt i god jord, og forskningscentrene blev bygget, en kvart million mennesker havde i de år arbejde med at bygge dem, nøjagtigt som tæsket ned i dobbeltfart*2 til Chopin af Anni i de ugentlige referater fra budget-, bygge- og anlæg- samt de andre udvalg:

-: Og de kom op at stå -: Københavns Universitet, Amager, Roskilde Universitetscenter, Ålborg, Århus og den store by: Danmarks Tekniske Universitet ude på Lundtoftesletten, hvorfra slaget styredes, inden byggerierne ved deres afslutning flyttede møde- og sekretærkontoret til: Læseren ved det jo godt nok: Grundtvigsvej!

Per Olsen nåede lige præcis at deltage i det sidste rejsegilde også som studerende men især som korrekturlæsnings-oplæser på det meste af forløbet, gerne til Schubert eller Mozart. Per - der havde råkopieret til hele sit studiehold på det sidste byggekontor - nåede at beklage de kommende krisetiders arbejdsløshedstænkning, som gjorde at den 'helt store ide', læringscentre for tværfaglige, tekniske, studenterboglige såvel som håndværksfaglige grunduddannelser ikke havde fået statskassekronedækning, også selv om efg, hf-modellen som sådan gik igennem.

Arkitekten, Koppel, erklærede sig fuldt tilfreds med at ombygge det Kongelige Teaters sceneri,  og Per Olsen forstod godt, at de alle sammen på byggesjakkene følte en hvis træthed, idéen om de lokal-kommunale tværfaglige læringscentre mellem grunduddannelserne og de højeregående læringscentre havde jo også et 'maoistisk-islæt', hvor bogormene kunne lære at lappe cykler og cykel-mekanikere fik en chance for at ane den sødmefyldt skønhed hos Jens August Schade eller den tænkende sigen hos Ivan Malinowski.

Til gengæld fandt arkitekten det besynderligt, synkronistisk, at den endnu unge søn af Anni, kendte til the Who: de første til at prøve hans nye byggeri for teateret på Kongens Nytorv; the Who, som han havde stødt på, da en noget yngre men lige så langhåret Per Olsen havde fotokopieret fan-clubbens blad på byggekontoret.

Det havde dengang undret ham, at den engang ganske korthårede Shakespeare- og Freud-læsende klassiske-musik-interesserede dreng - der havde lavet 'Lektien - klassebladet af klasse', dyrkede disse banale pop-idoler, men tiden havde jo vist, at de 'vilde pop-art' drenge havde en klasse, der gjorde dem fine nok til landets prestigemæssigt bedst kørende scene - som hans snilde og flittige arbejderhænder gav et lift.

[I det hele taget havde Per Olsen fået problemer med kopieringen med udløbet af 1970'erne, og afsluttede dette gratis tag-selv, frynsegode sidelir ved at have sådanne mødre som Trold og O.A. med - under en visit en eftermiddag på byggekontoret - at lave et klassesæt af Zaharias Nielsens: Maagen. Cohens Bogtrykkeri ... Redaktør Ravn (redaktør af eller i bogen?) Skægt at sællerten, der viste Dr. Brandes dårskab og 'den syge by', gik i så store landlige oplag, mens Brandes egne bøger sjældent udsolgte første. Dog, nu kan man sagtens findes hvert et ord doktor Brandes og brødre gav fra sig, men hvordan har du det med  'Maagen' og Redaktør Ravn ... en af de 1899titler Aschehoug vist ikke ligefrem lagerfører endsige back-lister i det nye årtusinde ... men Olsen kan da godt sende en tier eller to til Copy-Dan, de sørger jo helt sikkert for, at bidraget når relativt ubeskåret frem til Nielsens efterkommere, nå ja og så til forlagets ejere for tiden ... Egmont ... men det har vi jo skreve-snakket om før, ikke Læser ... bogfolk, altså: med alle de bøger og så kommer de altid med de samme historier, nå ja ... altid ... men øh ...]

- For nu trængte de til ro hen mod slutningen af 1970'erne efter mere end 25 års galop frem mod den rigdom, der udløste fænomenet Bistandsloven i 1976. De gamle ville have et hvil - med årene kom Per til at forstå dem, - den gamle garde af 'overbegavde' der fik en chance, fordi Danmark havde brug for et lift efter krigen. - Ariktekt Anders Koppel, for eksempel, ak ja, endnu et menneske mødt gennem Anni ... Trold ... De to skiltes med latter omkring det forhold, at Per Olsen, sekretær for det første gruppeprojekt med video-produktion ved det nyoprette Center for Massekultur, lavede reportage om byggeriets elendige miljøforhold: især den skændige 'nålefilt' - Arkitekten skulle lige til at forsvare sig, da Per Olsen kom ham i forkøbet og resumerede fra det budget-udvalgsmøde, hvor denne (senere meget dyre fejltagelse) blev gennemtvunget af besparingshensyn - selv om det regnes for gammel praksis, så skal man ikke altid umiddelbart skyde hverken pianister eller nedbanke arkitekter der - som tiden viste - planlagde og vidste bedre, om end de tvungne under protest måtte lyde og yde, som kronerne vil byde - og de fik trods alt en lykkelig ende alle. - Men hvad med Per Olsen ... ? ... med ham vil det ingen ende tage!

Nu slutter da den niende Per Olsen Parabel for her men se dér:

Sjældne Mystiske Skrifter (S.M.S.):

Et drømmetidsdokument (DTD)

Per Olsen har gennem sin moder, og nogle forbindelser hun satte ham i, haft adgang til et ret hemmeligt dokument, som ellers kun skulle kunne læses i drømme og i situationer, hvor man ikke helt føler sig som sig selv. Dette skrift hedder "Secrets of the Pleiades. By a Friend of the late Aleister Crowley", altså "Hemmeligheder fra Plejaderne ved en ven af den afdøde Aleister Crowley".

Dette skrift fortolker en del citater fra digteren Aleister Crowley i relation til Plejaderne: især Crowleys to kendte senere digte "Happy Dust" og "Sevenfold Sacrament", samtidigt beretter forfatteren om en person, der i sit syvende år bliver en del af plejadernes udvekslingsprogram: standard plejadisk samlivstid (S.P.S.)

Den teknologi, som gør dette muligt, kendes fra utallige æventyr og beretninger og altså også fra dette lille hemmelige skrift: "Secrets of the Pleiades".

Nu her slutter da den niende Per Olsen Parabel så

[TOP]

 [1] Der skrives om en virkelig hændelse, en meget uhyggelig hændelse i dette byggeri, engang i slutningen af 1950'erne begyndelsen af 1960'erne af den almindelige tidsregning.

End ikke de højest klassificerede forskere ved at fortælle, hvad der egentligt skete, men myten går om ekstra-terrestriale, ekstra-dimensionale væsener hvis 'ild' havde en beskaffenhed, som gør oxygen-opblandet luft til en sprængfarlig gasart. Aldrig har en enkelt smøg været så tæt på at futte en hel dimensionsklode af, siger mytomane sandsigersker, men hvem ved, hvad der virkelig skete?

*

Dén sang Barosso sang:

Sangen der af mange regnedes/regnes for den mest indflydelsesrige og udbredte sang nogensinde benyttet i snesevise af sammenhænge og - som det framgår af historien ovenfor - med et melodisk omkvæd, som rækker langt ud over denne verden og dybt ind utallige andre.

Aquarela do Brasil - Ary Barosso (1939)

Brasil, meu Brail brasileiro
Meu mulato inzoneiro
Vou cantar-te nos meus versos
O Brasil, samba que dá
Bamboleio que faz gingar
O Brasil do meu amor
Terra de Nosso Senhor
Brasil, prá mim, prá mim, prá mim

Abre a cortina do passado
Tira a mãe preta do serrado
Bota o Rei-Congo no congado
Brasil, prá mim
Deixa cantar de novo o trovador
A merencória luz da lua
Toda a canção do meu amor
Quero ver essa dona caminhando
Pelos salões arrastando
O seu vestido rendado
Brasil, prá mim, prá mim, prá mim

Brasil, terra boa e gostosa
Da morena sestrosa
De olhar indiscreto
O Brasil, samba que dá
Bamboleio que faz gingar
O Brasil do meu amor
Terra de Nosso Senhor
Brasil, prá mim, prá mim, prá mim

Esse coqueiro que dá côco
Onde amarro a minha rede
Nas noites claras de luar
Brasil, prá mim
Ah ouve essas fontes murmurantes
Aonde eu mato a minha sede
E onde a lua vem brincar
Ah esse Brasil lindo e trigueiro
É o meu Brasil brasileiro
Terra de samba e pandeiro
Brasil, prá mim, prá mim, Brasil
Brasil, prá mim, prá mim, Brasil
Brasil, prá mim, prá mim quarela do Brasil

Den lange - mere slavisk oversatte engelske - version på sikkert mangelfuldt dansk ved Per Olsen: efter Daniella Thompsons oversættelse

Brazillien
Mit brazillianske Brazillien
min snedige mulat
jeg vil synge om dig i mine vers.
Oh Brazillien, samba der giver swing,
som får folk til at svæve
Oh min kærligheds Brazillien
Vor Herres land.

Brazillien! Brazillien!
For mig ... for mig ...

Ja, åbn fortidens gardin
bring den Sorte Moder ned fra bjergene.
placer Congo Kongen i congade-festen!
Brazillien! Brazillien!
Lad koret synge igen
i månelysets melankoli
alle hans kærligheds sange.
Jeg vil se den bahianske kvinde gå,
bevæge sig gennem salonerne
med sine silkeskjorter.

Brazillien! Brazillien!
For mig ... for mig ...

Brazillien
gode og sunde land
af den snedige sort-hudede kvinde
med den indiskrete stirren.
Og Brazillien, grøn som gør
verden forundret.
Oh min kærligheds Brazillien
Vor Herres land.

Brazillien! Brazillien!
For mig ... for mig ...

Oh, denne palme som giver kokusnødder,
hvor jeg hænger min køje
på klare månelyse nætter.
Oh, hør disse mumlende fontæner,
hvor jeg slukker min tørst,
og hvor månelyset kommer for at lege.
Oh, dette Brazillien, smukt og dunkelt
er mit brazillianske Brazillien
Sambaens land og pandeiro-tamburinens.

Brazillien! Brazillien!
For mig ... for mig ...

Den kendte, korte engelske version på dansk ved Per Olsen: efter S.K. "Bob" Russell

Det Brazillien, som jeg kendte,
hvor jeg gik sammen med dig,
lever i min fantasi.

Hvor sangene er lidenskabelige
og et smil har glimt i sig, jo
og et kys har kunst i sig,
for du lægger dit hjerte i det,
og sådan drømmer jeg om det gamle Brasilien.

Hvor hjerter blev underholdt i juni,
vi stod under en ravgylden måne
og mumlede stille "en dag snart",
vi kyssede og klyngede os sammen,
dengang var i morgen en anden dag,
morgengry fandt mig mile derfra
med stadig en million ting at sige.

Nu, når skumring dæmper himlen foroven
og genopliver gejsten af vor kærlighed,
er der en ting, som jeg er sikker på,
vende tilbage vil jeg,
til gamle Brazillien

Brazillien