Saturns tidsalder

 Nærværende artikel er en naturlig fortsættelse af de to artikler, der tidligere er gengivet i »Psykisk Forum«, nemlig »Præcessions-bevægelsen« i oktober 1965 og »Polonaise - for to«  i august 1966.

I den ældste astrologi findes den ordning af Solens, Månens og planeternes tilknytning til dyrekredsens tolv stjernebilleder, som vi kender og endnu stadig anvender, men nu overført på de astrologiske tegn.

Man kendte Solen, Månen, Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn og indordnede denne syvfoldighed i den ekliptikale tolvfoldighed.

Ud fra den daværende bevidsthed henførtes den fjerneste planet, Saturn, til det område hvor Solen fandt sin laveste position ved vintersolhverv. Dette var stjernebillederne Stenbukken og Vandmanden.

Den næstfjerneste planet, Jupiter, fik herved sit særlige tilhørsforhold til de to stjernebilleder, der grænser op til Saturn-områderne, nemlig Skyttens stjernebillede til den ene side og Fiskenes stjernebillede til den anden.

Den følgende i planetkæden, Mars, knyttedes til de næste billeder, Vædderen og Skorpionen.

Ordningen fortsattes med Venus der knyttes til Tyrens og Vægtens stjernebilleder, hvorefter Merkur placeres med Tvillingernes og Jomfruens stjernebilleder. De to derefter tilbageværende områder, nemlig Krebsens og Løvens stjernebilleder, knyttes til Månen for Krebsens vedkommende, og til Solen for Løvens vedkommende. Også i denne fordeling er en bestemt ide for Solen som højeste indflydelse knyttedes til Løven som tegnet for sommerens varmeste glød.

De tre yderste planeter, Uranus, Neptun og Pluto, er ikke med i denne syvfoldighed, og endnu i vor tid er det et åbent problem om disse planeter ikke snarere hører til en fjern fremtids bevidsthed end til vor tid, en fremtid med et ganske anderledes menneskeligt sansningsapparat end det, der nu betegner mennesket. Og dermed også en hel anden opfattelse af verden. En tid, hvor menneskets mulighed for erkendelse ikke er bundet til, eller begrænset af, vort tre-dimensionerede sanse-sæt, men hvor flere dimensioner og flere livsplaner vil kunne opfattes og hvor sanse-måder, som f.eks. intuition og inspiration m.v. er ganske anderledes udviklet og blevet til noget egentligt dagsbevidst.

Men tilbage til den »gamle« planetkæde. En tegning vil kunne anskueliggøre fordelingen.

Her vises Solens, Manens og planeternes særlige områder i de tolv stjernebilleder.

Denne ordning er knyttet til stjernebillederne og kan overføres til tegnene. Disse kosmiske faktorer har haft en uafviselig indflydelse på verdensudviklingen, I hvert fald nar der tænkes på jordklodemenneskenes udvikling og på kulturhistorien. Thi hver gang forårsjævndøgnspunktet på grund af præcessionsbevægelsen, er vandret fra det ene af de tolv ekliptikale rum ind i naborummet, har menneskene også tilegnet sig en anden verdensanskuelse og en ny religion er opstået.

Langt tilbage i tiden kan dette konstateres. Fund, overleveringer m.v. viser dette forhold.

Om Løvens tidsalder vides kun meget lidt, men i Sydamerika er der forskellige steder, bl.a. i Andesbjergene i Peru, fundet tempelruiner hvor søjlehoveder var udformet som løvehoveder. Løvens tegn eller stjernebilledet - er Solens område, og det vides gennem overleveringerne at den fremherskende religion var ren soltilbedelse.

Den egn på orden der efter denne kultuperiode kom til at fremvise den stærkeste vækst var Indien. Og her blev vandmoderen symbolet for en kultus der var ren Måne-tilbedelse. Og det var i Krebsens tidsalder. Og Månen knyttes til dette.

Herpå vandrer udviklingen videre. Og nu bliver det Persien med Zarathustra læren. Det dualistiske princip. Castor og Pollux. Tvillingernes tidsalder.

Men også denne kulturperiode finder afslutning og omkring år 4.300 f.Chr. bliver det babylonierne og chaldæerne der kommer særligt frem. Det blev til »dansen om guldkalven« Tyretilbedelsen med  tyren som tidens symbol.

Omkring 2100 år før vor tid kommer jødedommen som datidens mest fremtrædende religion og påskelammet tages som symbol for denne tidsalder Vædderens tidsalder. Den afsluttes med Golgatha-mysteriet og man kan i påskemåltidet se ligesom et punktum, - det næste måltid var fisk!

Omkring 100 ar e.Chr. bliver Fisken symbol for kristendommen og omkring 300 e.Chr. symbol for Christus selv. Over Crusifixet står ICHTYS d.e. Fisken. Og pavens hovedbeklædning, mithraen, forestiller et fiskehoved.

Og nu nærmer denne tidsalder, fiskenes tidsalder, sig sin afslutning. Om 300 år begynder Vandmandens tidsalder, som af de fleste mennesker med lidt kendskab til astrologi betragtes som særligt hørende til planeten Uranus.

Men glemmer man ikke i denne betragtning det indre for det ydre?

Ser man ikke i denne anskuelse først og fremmest det højdepunkt der forventes i teknisk henseende og som formentlig med rette knyttes til Uranus-indflydelsen?

For tænker man også på fremgang på anden vis, f.eks. rent moralsk da er det ikke helt rigtigt at knytte Vandmandens tidsalder til Uranus, .-: man glemmer Saturn!

Det er Vandmandens tidsalder vi nærmer os, men det er først og fremmest Saturns tid, for det er ikke i og for sig tegnet eller stjernebilledet det kommer an på, men den planetære indflydelse der, gennem dette tegn el. stjernebillede, sætter sin kraft igennem. Og kontinuiteten i planetfølgen kan ikke sådan brydes. Man kan ikke springe Saturn over og sætte Uranus i stedet.

Den i længst forsvunden tid fastslåede planetfølge er som denne liste viser og den kan man ikke fravige, blot fordi man lader sig fange af al denne vidunderlige teknik som man med rumerobring m.v. altså i noget rent ydre kan knytte til Uranus.

Vandmandens tidsalder kalder man den, men et bedre udtryk ville være SKÆBNE-TIDSALDEREN Saturn kaldes »skæbne-planeten«, og det er den yderste planet i den gamle ordning - »de sidste tider« turde være markeret af denne planet. Først derpå om 3000 ar kan vi snakkes ved om Uranus!

Med Saturns tilbagevenden som en tidsalders hovedplanet kan man sige at en stor Saturn-cyklus nu fuldføres, og som den »sidste« planet markerer den også de »sidste tider« for mennesket i en bestemt henseende.

Thi hvad er det vi kan vente os, alle vi der nu lever og som formentlig skal herned igen i den kommende tidsalders begyndelse?

Er det ikke opgøret mellem fællesskab eller ikke-fællesskab, er det ikke afgørelsens stund, nemlig afgørelsen af om den moral som, trods alt, dog i det store og hele hersker mand og mand imellem, om den ikke nu skal gælde kollektivt? Altså om loven »du skal ikke ihjelslå« skal komme til at gælde nationerne imellem.

Bliver det mon ikke også den tid hvor kampen vil komme til at stå mellem ensretning og tænke- og talefrihed under ansvar, og bliver det mon ikke den tid, hvor det skal afgøres - ikke blot i teori, som det for længst burde have været blevet - men også i reel praksis, om jord og produktionsmidler skal tilhøre enkeltindividet eller menneskenes samfund i dettes helhed?

Og bliver det derfor ikke også den tid hvor det ikke så meget vil komme til at dreje sig om opgøret mellem en groft misbrugt privat-kapitalistisk ide og en lige så groft misbrugt stats-socialistisk ide - for begge dele udrydder nok sig selv forinden - men hvor en retfærdig arbejds- og godefordeling må findes, baseret på en højere morals tilstedeværelse?

Men en sådan udvikling kan kun tænkes at finde sted under en forudgående voldsom kamp.

Maske ikke med krige, terror, el.lign. men ved hjælp af noget der i en vis forstand er langt værre, nemlig ved undertrykkelsesforsøg gennem presse, propaganda højtalerbrøl og meget andet. Et sidste kolossalt opbud for at få menneskene ensrettede og få enhver ide om individualitet udryddet.

Derfor er det skæbneplanetens tidsalder - den vi nu nærmer os, og derfor ser vi allerede nu forløberne til alt det, der skal komme i den tilstundende overgangstid.

Og det er først når vi har gennemlevet denne tid at friheden kan komme - og den symboliseres, menes det, ved Uranus!

af H. Kruuse