2.3.a. De 25 teser i Andre Gorzs "Paradisets Veje"

i. Det som ikke længere vil være

Tese 1. "At skifte fremtiden ud"

Jævnfør Alvin Tofflers "Den tredie bølge" (som omtales nedenfor i dette værk) synes industrialismen nået til et punkt, hvor dens indledende forudsætninger ophæver dens videre eksistens. ("Paradisets Veje" p. 13):

"... flere typer postkapitalistiske og postsocialistiske samfund er mulige." 

Dette fremtræder i krisen. Kursen helskindet gennem og ud af den krise Gorz så aftegne sig, ved begyndelsen af 1980'erne (op. cit.): 

"... afhænger af de politiske, teknologiske og kulturelle valg der bliver foretaget i dag." 

Tese 2. "At se krisen"

Krisen beskrives som (op. cit. p. 15):

"... afslutningen på industrialismens epoke og den mulige begyndelse på en ny, baseret på en anden logik, andre værdier, andre forhold mellem mennesker og et anderledes liv." 

Tese 3. "At skifte socialisme"

Kapita- og socialisme = industrialisme, begge i krise (ibid p. 16):

"Enten bliver fremtidens socialisme postindustriel og antiproduktivistisk. Eller også bliver der ikke nogen socialisme."

Tese 4. ¤At skifte udvikling"

 Industrialismen ødelægger naturbalancen, økonomisk ulandshjælp synes nytteløs, hjemmeproduktion og tilpasset teknologi i i-landene vil hjælpe mere. Ulandene kan komme til postindustrialisme uden overgang via kapita-, socia- altså: industrialisme (ibid p. 16):

"Hverken den kapitalistiske industrialisme, eller den socialistiske industrialisme ... har svaret på den nuværende krise eller midlet til at helbrede sulten og elendigheden i den tredie verden."

[TOP]

ii. At forstå krisen

Tese 5. "Keynes" _a

Den keynesianske statsstøtte og -indgrebsmodel (i såvel kapita- som socialistisk form) fremstår som nytteløs (ibid p. 19):

"Krisens årsager ... er en integreret del af produktionsapparatets struktur, og fjernelsen af dem er ikke et spørgsmål om administration, men om strukturel forandring." 

Tese 6. "Den keynesianske regulerings begrænsninger"

Den gammelkapitalistiske krisecyklus _a: a. Overakkumulation & b. Underkonsumtion, statsreguleret keynesiansk via beskatning og social omfordeling. - Denne model synes umulig, efter at en lang akkumulationscyklus med markedsmætning, mangel på arbejdskraft, og manglende udnyttelse af tekniske fremskridt, følges af en (ibid p. 21) 

"... lang nedadgående cyklus ...".

Tese 7. "Profitratens fald og klassekampen"

1960'ernes manglende arbejdskraft gav arbejderklassen en stærk kampposition også imod kravet om fortsat vækst, et krav der betingede en teknologisk revolution, som samtidigt medførte enorme investeringer, multinationaliseringer og udflytning af produktionerne til lande med billig arbejdskraft.

Tese 8. "Det umulige opsving"

"... markedet er mættet med de hidtil bærende industriprodukter: hårde hvidvarer og biler." 

Et fornyet opsving fremstår som umuligt, da behovet forekommer kollektivt eller socialt; blandt andet byfornyelse, økologiske foranstaltninger og andet ikke profitgivende. Endvidere kan der ikke investeres med sikkerhed, da overkapacitet (ibid p. 27):

 "... og/eller en i forvejen så høj organisk sammensætning af kapitalen,"

 kræver:

 "...usædvanlige produktionsgevinster"

 som kan

 "... retfærdiggøre nye investeringer.". 

 Og produktionsgevinster ydes af især edb- og robotteknik som (ibid p. 28):

 "... nedlægger flere arbejdspladser end den skaber." 

Tese 9. "De sociale udgifter slår tilbage"

 :Infrastruktur, social-, sundheds- og skolevæsen og lignende. Nedskæringer fremstilles som nødvendige for at lette de arbejdendes skattebyrde. Også her fik Gorz sørgeligt ret i løbet af 1980'erne (ibid p. 30):

"... offentlig finansiering er ... en uomgængelig betingelse for den kapitalistiske udvikling."

Problemet kommer til at fremstå, som: at man, på grund af kapitalismens varenatur og forbrugsmentalitet (ibid p. 32):

"... søger individuelle løsninger på kollektive problemer." 

Derfor: klientsystem og dyr sygdomsbehandling i stedet for bred social, miljø- og ernæringsmæssig forbedring, og for eksempel et sundhedsministerium.

Tese 10. "Reduktion af de sociale omkostninger - udgang til venstre"

Så megen produktion som muligt bør udlægges i decentral (anarkosyndikalistisk) lokalproduktion ved brugerne selv. Man bør tilstræbe kollektive løsninger på kollektive problemer og bryde med privilegieideologien (ibid p. 37):

"Bruddet med kapitalismen forudsætter først og fremmest at de sociale omkostninger betragtes som en uløselig del af produktionsomkostningerne, medregnes i produkternes pris og tages i betragtning allerede ved planlægningen af produktionen.".

Vedrørende kollektive problemer se tese 9. Privilegieideologien = dynamikken: ulighed - indhentning - fornyet ulighed på et andet område. (ibid p. 39ff): Først opleves tv som nyt, så har næsten alle det, men så kommer farve-tv, igen kommer alle langsomt og slidsomt med, men så kommer video og så videre.

Edb-samfundet må (ibid p. 44):

 "bemægtige sig mikrodatateknikken"

bruge den til

 "at udvide områderne for selvstyre og selvforvaltning - og dermed bane en vej ud af krisen, der bryder med kapitalismen.". 

Tese 11. "Reduktion af de sociale omkostninger - udgang til højre"

Forbrugerproduktionen _a virker for dyr, datateknikken kan nedsætte den, hardware kan skabe nye markeder og samtidigt skabe forbrugere af varer med meget lave produktionsomkostninger (software), som igen kan træde i stedet for statsfinansierede ydelser, blandt andet indenfor uddannelses- og sundhedsområdet, hvor dataprogrammel kan skabe forbrugermæssig selvproduktion & -betjening.

Fjernprogrammeret selvovervågning kan (ibid p. 47): 

"afspore ønsket om autonomi og herredømme over det omgivende sociale miljø" ... "De statslige, tekniske, kommercielle institutioners magt over individerne bliver således forstærket, og periferiens evne til at virke tilbage på centrum udelukkes." 

 - Kapitalens problem bliver at (ibid p. 48):

 "... kun en meget lille del af det overskud der kan realiseres ved salget, ... kan reinvesteres." ... "Tildelingen af betalingsmidler med henblik på at få visse varer forbrugt markerer på én gang vareherredømmets absolutte sejr og negationen af varebytteforholdet.".

Heraf Gorzs berømte kampråb eller slogan (ibid p. 64, se også den anførte slutnote):

 "Varerne køber deres forbrugere" [i]  

[TOP]

iii. Arbejdets afskaffelse kapitalens dødskamp

Tese 12. "Den mikroelektroniske revolution"

(ibid p. 51):

"De nye teknikker gør det muligt på samme tid at spare på investeringerne (fast konstant kapital), på arbejdskraften (variabel kapital) og på råvarerne (cirkulerende konstant kapital), særlig energien.".

Jævnfør tese 8 om "Det umulige opsving" kan man ikke - ifølge Gorz - investere sig ud af krisen. Heraf følger at (ibid p. 52f):

"Arbejdstiden kan ikke længere være målestok for bytteværdien, og bytteværdien kan ikke længere være målestok for den økonomiske værdi. Lønnen kan ikke længere være en funktion af arbejdsmængden og retten til en indkomst kan ikke forudsætte at man optager en arbejdsplads." 

Tese 13. "Den umulige kapitalisme"

Gorz ser med citat fra Alain Tourainne og Karl Marx to muligheder (måske jævnfør hans nævnte alternativer i tese 1 (p. 111 ): 

"...teknokratiske samfund der er i bund og grund "programmerede"".

og (ibid p. 55):

"...det frigjorte samfund Marx kaldte "kommunistisk", hvor den nødvendige produktion af fornødenheder kun optager en meget ringe del af den enkeltes tid og hvor (løn)arbejdet følgelig ophører med at være hovedaktiviteten.". 

 Tese 14. "Arbejdssamfundets endeligt"

Om end den samfundsmæssige retorik prøver at skjule fakta, så synes arbejdssamfundet tydeligvis ved at uddø. 1. Den nødvendige arbejdsmængde falder, til sidst fremstår den som marginal. 2. Arbejdet består ikke mere i at omforme råmaterialer -: identiteten mellem arbejder og arbejde fremtræder som subjektløs, arbejdet som væsentligste livsbetingende aktivitet hører fortiden til; moderne mennesker synes nærmest fjendtligt indstillede overfor arbejdet.

Tese 15. "Arbejder-konservatisme"

Arbejderklassen forveksler retten til beskæftigelse med retten til en indkomst, prøver at glemme, at den fulde beskæftigelse aldrig kommer igen (ibid p. 60):

"Opretholdelsen af normen om fuld tid tenderer grundlæggende mod at bevare dominansforhold der bygger på præstationsetik.". 

Dette medfører todelingen: de beskyttede fuldtidsarbejdere og de marginaliserede, altså de som befinder sig i arbejdsmarkedets yderkant i skiftende korttidsbeskæftigelser. (Disse sidste udgør "det post-industrielle neo-proletariat").

Tese 16. "Den levende-døde kapitalisme"

Arbejderne søger allerede at undertrykke ikke-klassen af ikke-arbejdere. Tre eksempler: 1. Arbejdsløshedens omfang maskeres via forlænget skolegang, evighedsstudier, deklassering og lignende. 2. Samfundsaktiviteten deles mellem de teknokratiske/konkurrencekapitalistlag og det modsat lavtekniske/sociale tjenende og folkekulturelle lag. 3. Selvovervågning og selvproduktion. Her opstår der 3 problemer: a. at producere vareefterspørgslen. b. at beskæftige de marginaliserede (et folkeflertal), samt c. at aflønne disse beskæftigelser så der kan købes varer.

Men det der bevares udgør (ibid p. 66):

"... ikke det kapitalistiske system, men kapitalismens beherskelsessystem, hvis hovedinstrumenter var lønnen og markedet."  

[TOP]

iv. Udvej af kapitalismen

Tese 17. "Ideen om livsindkomst: de 20 000 timer"

Dette udgør eller udgjorde for Gorzs læsere op igennem 1980'erne bogen "Paradisets Veje"'s centrale ide: livsindkomsten, sikret ved et antal arbejdstimer fordelt over voksenlivet efter behov og behag, idéen sivede populært ind i folkets bevidsthed som "borgerløn" med midt-1980'ernes Danmark.

Højrefløjen kunne støtte ideen for at forenkle det sociale ydelsessystem og nedsætte lønudgiften, for venstrefløjen kunne det opfattes som enhver borgers ret, grundlaget for livskvalitet.

Tese 18. "Frem mod lønarbejdets afskaffelse: social indkomst"

Social indkomst bør ses som fordelingen af den samfundsmæssige rigdom; _a Gorz gennemgår forskellige modeller af, og definitioner for denne rigdomsfordeling, hans konklusion efter sin kritik af de historisk kendte forslag til sådanne borgerretslige værditildelingssystemer lyder; at social indkomst skal fordele de samfundsskabte værdier og give alle lige adgang til de samfundsejede produktionsmidler.

 Tese 19. "Overgangen til social indkomst"

Staterne beskattede allerede i udstrakt grad (både før og under det præteknologiske gennembrud). Markedspriser skal, mener Gorz, erstattes af politiske priser. Produktivitetsfremgang skal lønnes med nedsat arbejdstid (ibid p. 77):

 "... det afskaffede arbejde lønnes på samme måde som det ydede arbejde, ikke-arbejderen lønnes på linie med arbejderen." 

Tese 20. "Forenklet arbejde, fordelt arbejde"

Arbejdsprocesserne skal forenkles for at undgå en fag-arbejderklasse overfor de uarbejdsdygtige, alle skal kunne erhverve sig (ibid p. 79):

"... en bred ... vifte af kvalifikationer, på grundlag af en almen basisuddannelse.".

Dette synes muligt med datastyring og således kan det resterende nødvendige arbejde fordeles mellem alle.

Tese 21. "Kritik af vareforholdene"

Arbejdstidsforkortelsen opfatter Gorz som: 1. mulig på grund af automatiseringen; 2. nødvendig for at alle kan få arbejde og et godt liv. Den økonomiske tvangstanke skal kritiseres (ibid p. 80):

"De ikke-økonomiske aktiviteter er selve livets stof.".

Det heteronome (: udefrakommende og uselvstændige) arbejdes økonomiske karakter undertrykker menneskelighed; det autonome _a (: indefrakommende og selvstændige) arbejde bør fremmes, selv om det ikke ganske kan erstatte og afskaffe det heteronome.

Tese 22. "Kritik af det heteronome arbejde"

I. Den materielle tvang

Heteronomien udgår ikke af kapitalismens hierarkiske undertrykkende natur, den følger af det opsplittede arbejde, og den samfundsmæssige produktion optræder derfor naturnødvendigt heteronomt. Derfor virker heteronomien ikke nødvendigvis undertrykkende om end nok fremmedgørende.

II. Grænser for selvforvaltningen

Heteronomien fremstår ikke nødvendigvis som = uinteressant arbejde, men den unddrager arbejderen indflydelse på - og ofte også overblik over - produktionen, om end ikke produktionsforholdene. Heri ligger der dog ikke en egentlig frigørelse, som først kommer, når produktionen ikke udføres for produktionens egen skyld og for bytteværdiens men kun for brugs- eller nytteværdiens.

Tese 23.1. "Efterspørgsel efter arbejde - efterspørgsel efter samfundet"

Det virker for Gorz forkert; at folk ikke vil arbejde, en opfattelse teksten her skal vende tilbage til, hvis de ikke underlægges kapitalistisk tvang; tværtimod, men grundene vil fremstå som virkelyst og af social art; denne arbejdskraft bør organiseres gennem lokale og nationale

"arbejdsudvekslingsbørser".

Her kan så omvandrende arbejder- og specialarbejdersjak opstå.

Tese 23.2. "Professionalismen"

Det synes også for Gorz forkert; hvis højt uddannede specialister og eksperter ikke kan deles om arbejdet. Tværtimod ville de fungere bedre uden arbejdspres og med faglig kollegial omgang, samtidigt med at videreuddannelse og faglig ekspertise vil kunne styrkes.

Tese 24. "Det nødvendige og det valgfrie"

Det heteronome samfundsnødvendige arbejde bør netop indskrænkes til det nødvendige, således at det lokale autonome arbejde vil producere det ikke-nødvendige, altså det overflødige, luksusbetonede og -tingede. Det ikke-nødvendige bør produceres men udfra en pluralistisk økonomi, og bør hvile på selvstændige, selvbestaltede og -bestemte, valgfrie aktiviteter, ifølge Gorz.

Tese 25. "Sammenkoblinger, overlapninger, nyskabelser og selvforvaltning"

Nationers rigdom bør opregnes udfra borgernes mål af fri tid, altså ikke som en økonomisk defineret størrelse. Samfundet bør garantere nødvendighederne, mens folket selvfølgelig også gerne selv må producere sådanne.

En selvstrikket trøje har en anden status end en fabriksfremstillet. Den sociale succesmålestok bør for eksempel graddele efter innovationsformåen og indflydelse på andre mennesker, ikke efter kommerciel-økonomisk succes. I alle de givne områder og kategorier gøres det muligt, og bør gøres muligt, at sammenkoble og overlappe, for eksempel kan heteronom industriproduktion godt have et lokalt sigte og en kommunal finansiering og omvendt og så fremdeles. Tilbage står dog tre aktivitetsniveauer for hver enkelt (efter ibid p. 99):

1. Det makrosociale, heteronome arbejde på samfundsniveau et vist antal timer i løbet af alle og enhvers liv.

2. Det mikrosociale arbejde på lokalt niveau, som har engagementsmæssig karakter, og eventuelt kan erstatte niveau 1, hvis det skønnes af samfundsmæssig (heteronom) betydning.

3. Det autonome individuelle arbejde båret frem af loven: Gør hvad du vil.

Afslutningen af tese 25 p. 100:

"Kompleksiteten, ubestemthederne og overlapningerne holder de områder åbne hvor initiativet og fantasien kan udfolde sig. De er livets rigdom." 

[TOP]

     a Keynes: John Maynard Keynes (1883-1946). Lord Keynes. Engelsk økonom og forfatter. Fik stor betydning for skabelsen af moderne økonomi i vesten, blandt andet med ideer om at statens økonomiske politik skal styre og stimulere erhvervslivet og samfundet.

     a gammelkapitalistiske krisecyklus: den kommunistiske idé; at det ind imellem kan betale sig for kapitalejerne at skabe kriser, hvor de kan akkumulere ekstra kapital ved at tage fra de fattige og så investere i den næste opgangsperiode. Her blot en grov fremstilling af et meget detaljeret debatteret og udforsket emne i den socialistiske videnskab. Det kan måske - måske ikke - undre, at de fleste kommunistiske samfund det meste af tiden befandt sig i en permanent altså vedvarende krisetilstand rent forsynings- og frihedsmæssigt (jævnfør tidligere fodnote (II.45)).

     a forbrugerproduktionen: dette hjemmestrikkede ord henviser til et arbejde, som arbejderne i det såkaldte "proletariatets diktatur" altså i de kommunistiske samfund, aldrig gad eller fik lov til at udføre tilfredsstillende for alle parter. Altså hvad Gorz med et citat fra Jacques Attali kalder (ibid p. 44):  

"... voksende omkostninger ved "produktionen af efterspørgsel"..."

     a af Gorzs forklarende fodnote (ibid p. 73).

"Udtrykket "samfundsløn" blev skabt af den yderste venstrefløj udenfor fagforeningerne i Italien i slutningen af 60'erne. Det britiske Social Credit Movement fra 1920'erne talte om "social dividende" for at slå fast at hver borger var andelshaver i det udelte produktionsapparat. Begrebet "social indkomst" blev skabt i begyndelsen af 30'erne af Jacques Duboin ...".

     a Det heteronome og det autonome: et af de mere bestandige og anvendelige træk i Gorzs teser, forklares nærmere her: heteronom efter græsk: heteros nomos: en anden, anderledes, og sædvane, lov, efter nemein: at tildele. Heteronom altså: noget uselvstændigt man gør for andre, noget hvor andre bestemmer over een og lignende. Og autonom efter græsk: auto nomos: een selv, noget selvstændigt, og sædvane, lov, efter nemein: at tildele. Autonom altså: noget selvstændigt man gør for sig selv, noget hvor man bestemmer over sig selv, "på sine egne præmisser". Gorzs heteronome arbejde altså: arbejde samfundet har brug for bliver udført, det fælles anliggende, hvor man retter sig efter andres ønsker og vejledning; og det autonome arbejde altså: det arbejde man udføre af egen drift, som man mener kan bruges eller blot fordi man har lyst dertil og andre eventuelt finder fornøjelse derved.

[TOP]

[i]. Den fulde pointe i dette kendte Gorz-citat (der i nogen grad mimer Toflers "prosument"-begreb, som omtales nedenfor) omfatter; at samfundet giver forbrugerne penge, for at de gennem vareforbruget kan opføre sig, som man ønsker. Det fulde citat lyder (op. cit.):

"Problemet tillader kun én løsning: befolkningen må aflønnes for at den kan forbruge de produkter der udbydes til salg. Forbruget må blive en beskæftigelse som kan sammenlignes med et arbejde der er en løn værd. Individerne må betales i forhold til deres forbrug af ikke-materielle varer, netop i det omfang dette forbrug også er en produktiv virksomhed, nemlig den virksomhed hvormed individerne producerer sig selv i den skikkelse som forbrugsvarerne kræver. Varerne køber deres forbrugere (se tese 11) for at disse igennem deres forbrugeraktiviteter skal forme sig selv til det som samfundet har brug for at de er.".

Om de marxologiske begreber "varebytteforhold", "bytteværdi" og "økonomisk værdi" se eventuelt senere slutnote.

[TOP]