Det præteknologiske gennembrud |
Kapitel 4 Eksisterende teknokultur i 1996
"Tekstautomatiseringen" som det også (jævnfør kapitel 1 (I.7)) hed ved begyndelsen af det præteknologiske gennembrud i 1970'erne, "ETB" (: elektronisk tekstbehandling, som andre foreslog), udviklede sig altså i løbet af gennembrudstiden til skriftlig norm, ikke blot som forsigtigt forudset i det statslige og storerhverslivsmæssige regi, men også i små og mellemstore virksomheder, hos alle professionelle skrivere, og - i løbet af 1990'erne - også hos alle større skolebørn altså i mange private hjem.
Overhovedet udgjorde tekstbehandling det altafgørende argument, og fremstod som den alt samlende brugerflade: alle med komputer havde et stykke soft-ware, som kunne behandle tekst, og selv om mange efter skoletiden naturligvis aldrig brugte det til noget, eller højst skrev nogle lejlighedsvise breve og lignende, dannede ideen om den elektroniske skrivemaskine norm allerede fra midt i perioden.
De få skrivere (alle amatør-skrivere), som stadig sad med mekaniske eller elektriske skrivemaskiner i 1990'erne, havde alle udviklet specifikke holdninger til den elektroniske tekstbehandling, stod altså fuldt bevidste om at halte efter en norm tæt på at være helt almen.
I 1990'erne fandtes der ingen professionelle skrivere, forlagsredaktører, forlæggere, trykkere eller anmeldere, som ikke arbejdede med ETB, altså "elektroniske tekstbehandling", de indlysende fordele fremgik af de afgørende beslutningstageres disponeringer allerede ved begyndelse af 1980'erne (som fremstillet i kapitel 1 (I.8)).
Fordele for de mange brugere, professionelle som jævne, indebar ikke blot - som i slutningen af 1970'erne - at tekst kunne gemmes og rettes uden omskrivning og uden forringende reproduktionsmetoder i alle trykkeformater, fordelene indebar nu også avancerede grafiske muligheder, tusinder af tilgængelige skrifttyper i alle størrelser, stave- og grammatikprogrammer, som højnede den skriftlige kvalitet, ordbøger, leksika og lignende endelig - for skriverne selv og deres redaktionelle forelægger - betød tekstautomatiseringen også en langt finere og helt præcis kontrol med deres tekst.
Hvor man før måtte håbe, at den typografiske sætter [i] ikke lavede for mange opsætningsfejl, at vedkommende ikke overså markeringer af kursiv (: skråskrift), af fremhævet skrift og lignende, når man fik sin "første korrektur" leveret fra sætteren, kunne man nu, længe inden man gav teksten fra sig til trykning, have sat alle disse specielle tekstfunktioner i sit trykkeklare manuskript, ligeledes opstod der ikke mere de store problemer, eller arbejdstunge byrder, med at sikre sig, at indholdsfortegnelser, stikordsregistre, krydshenvisninger og lignende passede, når man havde tilføjet eller slettet dele af teksten, eller når man formaterede teksten om til for eksempel en anden skrifttype, et andet sideformat eller lignende.
For branchen betød dette også, at det blev betydeligt billigere at trykke bøger og tidsskrifter. Omstående (II.14) omtaltes de konflikter, som avisernes typografer skabte for at redde deres arbejdspladser, de tabte naturligvis som anført: til slut stod kun de kreative tekstproducenter samt den skare af professionelle bogbranchefolk, som tjener deres penge på at forelægge forfatterne, tilbage.
På trods af at de dyre edb-anlæg rimeligt hurtigt tjente sig hjem igen for branchens udgiverhuse, tænkte kun få i den anledning på at sænke bøgers og tryksagers priser, ikke blot holdt disse priserne, men fulgte med den almene prisstigning gennem 1980'erne og 1990'erne.
[TOP]
[i]. typografiske sætter:
"Sætteren", som arbejdede i bogtrykkeriet, opbevarede i små
"sættekasser" forskellige støbte "typer": bogstaver og
tegn. I én sættekasse lå måske den skrifttype som hedder "Times"
i en anden lå "Roman": og i hvert sit rum i sættekassen lå
alle bogstaver og tegn i den pågældende skrifttype. Forlæggeren valgte
nu én sådan skrifttype: for eksempel Times i en passende størrelse.
Trykkeren fandt sættekassen med Times i den størrelse frem, pillede een
for een de støbte bogstaver op og fastgjorde dem spejlvendt på en "sætteplade"
udfra forfatterens originalmanuskript. "Trykkepladerne" sværtet
med blæk og presset mod papir leverede tekstens "1. korrektur".
Denne første korrektur læstes så af en "korrekturlæser" og en
"oplæser", sammenholdt med forfatterens originalmanuskript. Ved
hjælp af de såkaldte "korrekturtegn" anmærkede korrekturlæseren
nu alle rettelser i "første korrekturtrykket", sendte så dette til
trykkeren, som fandt trykkepladerne frem og rettede dem til, og så foretog
et "andet korrekturtryk" som sendtes til korrekturlæseren sammen
med første korrekturtrykket. Korrekturlæseren (måske nu alene, men ofte
igen med en oplæser) gennemlæste nu teksten for anden gang, og anmærkede
de allersidste rettelser i "2. korrekturtrykket" som så sendtes
til trykkeren, der rettede det sidste til og fremstillede et sidste
"fortryk": "en trykkeversion": "et blåtryk".
Dette gennemgik så den sidste gennemlæsning. Måske rettede man til (hvis
man havde råd) ellers trykkede man såkaldte "errata"
(efter latin erare: fejle, heraf "en erratum": en
fejlliste): små sedler med tekstkorrektioner som klistredes ind bagerst i
bogens "1. udgave". Bogen tryktes nu i sine "oplag",
hvor man hver gang fandt trykkepladerne frem, og ved senere lejligheder
rettede man så trykkepladerne til efter alle de fejl, læserne nu havde
fundet, og udgav således en "2. udgave" i et antal oplag
(eventuelt en "revideret anden udgave", hvis man havde fundet
mange fejl, eller tekstens emne lagde op til videre uddybning). - Under al
den tid forblev teksten altså fikseret i trykkepladernes ene
skrifttypefont, hvor tekstskrivere i dag har tusindvis af fonte til rådighed
og på få sekunder kan "omsætte" teksterne i det uendelige.
Den kan nu op til 50året for det præteknoloiske gennembrud bemærkes, at de virksomheder, der til leverede fysiske tryksager, stadig havde det store udvalgt at bogstavfonte til rådighed, om end flere standard fonte efterhånden blev monopoliseret og solgt dyrt til den enkelte virksomhed, mens det meste af de tekster, der blev aflæst på internettet af de forskellige "browsere", automatisk blev omsat til de ikke monopoliserede fonte, den enkelte browser havde til rådighed, næste ligemeget hvilken font den publiserende skriver havde valgt. En overgang prøvede fontprogrammet WEFT at give den netpubliserende skribent mulighed for, at sikre at en valgt font blev gengivet som sådan på nettet, men af mange forskellige grunde forsvandt denne mulighed stort set i løbet af 1990erne.
[TOP]