Ællebælle - mig fortælle,
kommer tid - kommer sommer
og fylder vore lommer.
Året rinder og det mig sinder
at dagen går sin gang,
at vi nu fra vinterkåben
går til sommerdagens sang,
med de venner vi nu sender
og de piber vi nu tænder.

Og lad fredens tone råde
i skærmydsel og i gråde,
at vi sammen harpen strenger, fænger
i moral ta'r glødekul med tænger;
selv om rimets rytmes fattigdom mig nager
finder jeg vel nok den hjertens trommeslager,
og går gerne op i pris
blot for at slå den fis,
der som en tågens dig-dis
slører vores samlingsstue
hist herude under tidens tue,
hvor som myrer vi nu alle bygge
på at skabe op den fælles hygge.

Nu min skønne orddags kønne dragt dig klæder
vil vi gå vid're her til: sæder
der jo både er det sted vi sidde sinder
og de væreformer som er slægtens bittersøde minder.
At vi nu alle koret sammen stemmer!
(Det er mer' end rim jeg greje
jeg har visse ting i eje! -):

Lad nu hist historiesprog og alklang lyde -
og jeg skal i sproget byde,
bringe bud langs lynet der i dage vakte
stille håb for drømmens ydre uforsagte,
se dem hænge på et stil-lig
og se dydsdragon og fil, sig:
"Køb en tur med kuglepennen!",
og i rytmens rim jeg brød med vennen,
som lod triste lyrer sammenslå
i den stilhed der er grå,
i hvor vel vi alle takten sammen crooner, toner
oh! - en sand polyfoni af toner;
la´ da alt betydning ha´:
køb dig selv og vær din dag.

(Bus er regnet godt i alvejr
jeg har óg kummer-hummer
hvorfra man kan se på folkets ande-under,)
og hans skrivehus er ude,
 - se jeg står her ved min rude,
der er silhuetters dyne,
der er kys på mis- og mussetryne,
knurhårsfér som glimter glade,
veltilfredse ikke hade,
men vi bør i bær os mætte,
så vi ej bli'r livsens udkørte,
dødstrætlede, at vi sammen bede-
møllen tælle svinge takten
ind på hvad vi finder dernede i skakten,
at det tætte, gode sammen finder
og går fri af massens minder,
mens de råder: hvad kan nu betale?
(Bringe fredens bud til gale),
konkurrence-lig og fredstursfinden,
krig er dengang vi slog fjenden,
som nu bor i sine egene,
og nok heller ikke kommer nogen vegne.

Redder de-(n/m) tilslut, og véd at det er ikke ilde
at la' ego? Per! og alle de der drømme glide,
ja på hele verden vil jeg skide!
Så sov lille brokand, sov stille ind,
ku' jeg finde din sødrøde englekind;
- kun nu nattens urskov tiden bringer
la' den runge ud i miners minder;
rum der er engang,
hvor du fyldes af den trang,
hvor du fyldes af den klang,
som toner en stilhed bag englenes sang. - 

 (Og vi skal vel alle en dag se hinanden
glemme de mus, som forsvor sig til Fanden
vi ved dog vel alle, trods alt,
når hun ringer -
bud om helse og sundhed,
hungersnøds opspind i sulmætte
dansksunde maver hun bringer, -
at jég fra min friheds og talerstols medlemskab
kulturoptimist - og broderskabssagens flab
kan huse og huske hver evige dags gylp og gab,
og glemme de onder som smerterne gav,
ja vide der nok bare mangler en sav; - - -)

En overgang ej:
et rids af de drømme,
der red de der ikke har lært helt at dømme;
dét er i tiden,
dé tanker de bærer
som lever et liv i den stille guds ære,
og ved at en røv det er ikke en blære.

 (Og vi skal vel alle en dag se hinanden
glemme de mus, som forsvor sig til Fanden
vi ved dog vel alle, trods alt,
når hun ringer -
bud om helse og sundhed,
hungersnøds opspind i sulmætte
dansksunde maver hun bringer, -
at jég fra min friheds og talerstols medlemskab
kulturoptimist - og broderskabssagens flab
kan huse og huske hver evige dags gylp og gab,
og glemme de onder som smerterne gav,
ja vide der nok bare mangler en sav; - - -)

En overgang ej:
et rids af de drømme,
der red de der ikke har lært helt at dømme;
dét er i tiden,
dé tanker de bærer
som lever et liv i den stille guds ære,
og ved at en røv det er ikke en blære.