" Jeg så fætter Vaskebjørn
nede på Møllebroen, mor,
og jeg hørte ham sige;
at hjertekvals smerte er stor.",
"Stakkels Viggo", sukker mor
så træt og grå, -
"Hæng dig ikke iét", siger far,
han står ved døren og glor
på mor, som synes så lille,
mens hun hakker persille.

"Men vaskebjørnen sagde; at
dét er alt for svært,
mens jeg var ved at tude,
for det er nu altså sært,
når folk tror de er helt
til himmelen hævet,
og så - næste dag - ser
deres følelser tævet,
uden at de endda har lært.

Først står de så stolte
og slår sig for brystet,
siden er der intet,
som kan få dem trøstet, -".
"De sku' hell're blive
ved dagen og vejen.", siger far
men bli'r selv forlegen,
for mor ser jo op som om
hun vil sige. "Jamen Arthur dog,
har du glemt, da jeg var ung pige?"

Og far rømmer sig, ta'r en cigar,
mor si´r: "Ja du lømler dig,
men ta' og vær rar, -
for var jég gået, da du var for fuld,
havde du óg haft en skæbne så kummer,
som bihannen der summer og brummer
mod himmelen op, indtil presset knuser hans krop.".

... og far som jo ve',
der er noget om snakken,
spytter fra læben et blad af tobakken,
mens jeg for mit indre ser,
Viggo Vaskebjørn knust over fem andre pi'r,
der alle som sommernatten,
blidt la'r sig føje, knapper op
for patten og skatten,
men næste dag gør én helt slatten,
mens man med megen møje
må døje den tort, at se dem gå bort.

 Men når jeg bli'r stor og ska' gå med kvinder,
på ét er jeg helt sikker, det er: jeg besinder
mig på ikke at vælge en tøjte,
som blot vil slå hengivenheds is itu med sin skøjte,
næ, jeg vælger mig en mø,
som hjertets isregioner vil tø;
en dame der aldrig glemmer,
at man er to som bestemmer,
og at begge sender ukærligheds ukrudt a' Hækkenfeldt til,
hvis de vil vederkvæges sammen
som venner - og lægge sig vælt.
... være bollespil.