Lidt forsagt - men ret fornøjet -
gik en vandringsmand af sted:
"Livet det er helt forløjet.",
sagde han: "Kom nu!" - "Gå med!".
Og vi vandrer veje to og to,
og vi ser, hvor de har fået sko.

En blev jo bange og sagde: "Hov!",
barfodet skar han med stenen i blodårers tov,
"Blodet lader jeg ikke blot løbe,
for det er så sagt dé vejes lov,
men vi vandrer veje på to og to
og vi ser, at de nu har sat deres sko.".

Sko og sutter er tomme ord,
for noget vi bær' mellem himmel og jord,
hvor vejen fører, futter os hen:
frem, længere fremme og tilbage igen.
Men da vore kutter ved hjemmets arn atter stod,
blev to til én stor himmelbarmjordisk latterflod.

Det'r sku da: