Da jeg gravede ribben
              på en fransk kirkegård
              porøse var de
              efter mange herrens år,
i lommen kom de
ifølge sød magi -:

Manden havde i levende live
              en refleksmæssig kradser
              på benet dér - - - fordi;

Jeg lagde det i blomsterkrukkent potpuri,
              og siden; da mit ribben
              fremstod grønligt muggent,
              strittede jeg det - lig kannibalen -
              ud i lortekanalen.
              (Til frøerne og firbenene!)

--          Hånden på hjertet, manden er hærdet,
              graven var sunken, pasningen lunken
              kisten var brukken,
              knoglebunken halvt synligt i jorden stukken,
              altså: sagen var slet ikke muggen.

 Og det nydeligt indrammede fotografi
              på gravstenen, smilte,
              da vi gik videre - forbi.

(Nogle knogler knokler langt
inden stjernestøvsknakaksens
næste kombinationsstruktur:
i dette tilfælde en sandormefilur.).