Knokkelmandens kumpaner
de lattermilde dårekisters
gavtyveflok

hvide engle og begsorte sataner
med sindsmekanismer
i ideligt stop;

kisteglade kammerater
med krydret vedhængslugt
af urt, af lig;

men når dydens latterbanker
dunster bort for dødens tarv,
hører jeg en tåre hvine bittert,
morder eller myrdet?
Jeg ved det ikke at sige for sandt,
men skriget det siger mig kuldskært og sikkert:
                        "Dødsmørkets stivnede grå,
                        dødssøvnens pludrende små,
                        dødsrejsen ud i det blå -
                        ja den vandt."

: og broder Knokkelmand
skovler den levende dødning sammen igen,
mens dødningeungen brummende hulker:
"Jamen du ler jo, min ven." -