Knokkelmandens kumpaner:
de lattermilde dårekisters
gavtyveflok:

hvide engle og begsorte sataner
med sindsmekanismer
i ideligt stop;

kisteglade kammerater
med krydret vedhængslugt
af urt, af lig;

men når dydens latterbanker
dunster bort for dødens tarv,
hører jeg en tåre hvine bittert:
morder eller myrdet?
Jeg ved det ikke at sige for sandt,
men skriget det siger mig kuldskært og sikkert:
                        "Dødsmørkets stivnede grå,
                        dødssøvnens pludrende små,
                        dødsrejsen ud i det blå -
                        ja den vandt."

: og broder Knokkelmand
skovler den levende dødning sammen igen,
mens dødningeungen brummende hulker:
"Jamen du ler jo, min ven." -