Det er vel sådan!

En dag griber
jeg: igen
flygter du, det
evigt ventende;
din væren
vil vi igen dale, nej
strømme - din natur . . .

Jeg savner dig, du
tildrømt, men mine motiver; - forstår du:
dét er vél levende død,
og jeg smerter ikke
vor verden fuldt og fælt,
som jeg er mig i den,
der er af vore hænder,
du, ved du, hvad det var? Ja,
mens min tøven gråner,
                      ikke at du gør:
                                                   du gør.