Feriebarn, flyveskyer,
nære minder, glemte byer;
råb jeg råbte
tankevand
tidssvælg mellem
barn og mand;

drevent kommer synet
åh, så velset ind,
- nogle gange nyhed
- andre gange spind,
dog at regne tråden
der samler livets dragt,
er nålens hovedpine,
er bøjlernes foragt;,
og klemmen lagt i baljen
              aner ingenting,
om klædets favnen taljen
              som dagen livets ring!

Nu minders hær,
Nu vande her!
              Gevalt I regnes
              ydmygt med
              som salt fra
              fjerne landes fred.