Nu blæser ingen vind
i mine blade,
tavst er nu tidens sind
i Saxogade.

De spurgte i natten:
"Hvem er vi da selv?";
og svaret var klart
som en smedet dolk véd:
"I er derfor jer.".

"Hvorfor vil du pege
og altid være sikker?
Du burde nu neje
og høre på min tikker!"

"Men `va' er da tid?";
og svaret er hørt:
"Et sus i dit syn
mens din tanke er kørt
ind i og bort fra
de sædvaners husken,
hvor uret er skjult
li'som strudsen og busken!"

Svaret er sagt
og kendt allerede,
ordet, min ven,
går forbi uden vrede.