Haydns harpe klinger ud af ingenmandsland,
grammofonpladens spilledåseagtige verdensfjerne
men musisk svævende og livgivende ligegladhed.
( Dik - dik - dik - dak -)
...           denne smukke musik, der passer så fint,
              fuldstændigt nøjagtigt som mesteren
              for 100&mer' år siden puslede det sammen
              i musikalsk, matematisk menneskelogik ...

Harpen er skøn - forædlet og forgrint,
gennem Harpo - denne yndefulde gigant,
med de to kunstneriske færdigheder:
at spile os op - at le os op.

Aftenharpen: la - la - la - la - la.
Haydnharpen: la - la - la - la - la,
la er ikke lyd nok, jeg mener la-la-la
:med melodi; - vi har jo noder, ja, at være dem. -:

Store spejlsale - udstoppede damer - strunke herrer,
sen nattefest - tjenere med vin - gulv, rum, luft:
MENNESKER - Hej!

I var mennesker - der ér dér - tidsmæssigt bagude!
Orv! Vi ligner hinanden. Samme ønsker, øren, drift, gøren,
samme jagen det ujagtværdige vi tror på -
mens de nystegte duer omdirigerer og drukner.

(Pling - pling - pling -
 og et lillestort
                           plang!).