Luk 7.23 

Tilbage

Til en tom

Frem

Dengang var en anden gang,
hvor vi også var sikre,
og i uvisheden bekræftigede vi vist kun det visse.
Uden skyld og et par håb
i en fjern drøm dulmet af en dom:
en uvished ell. en dårlig samvittighed:
en forvirret hånd, fingre over kortet:
ell. en sikker hånd, måske en pasomgang,

22.10 - jeg vil hellere grine,
smilte jeg hudløs mod hudormen.

Jeg elsker overhovedet ikke sjælsomheden,
og den er en illusion af sanseapparatet; -
- "Sjælen er rig!", sagde jeg,
og din tomhed huskede en svunden fylde. - (Sjældent rig!)

"Noah når det!", smilede sommersolen over pasovergangen, -
              så kom regnen - smilende,
              vi havde ikke ventet den,
             
men det var sjovt, at
             
de små hårde ingentinger
             
blev til noget som spirede. 

Tilsidst slugte du guleroden
og udskød din samvittighed,
det var da hukommelsen
kom ind i billedet. 16.40 - sagde spredningen.

- - -         selvfølgelig tog jeg stikkene hjem,
              så hvislede du ...