Til dig, min pige,
hvem som helst,
jeg elsker dig for din krop:
og det evige begær i dine hofter:
og dine øjenbryn som til næse under mund:
buen som kvinden
i dig
lægger jeg lænd
til øjeblik,
hvor du kigger væk
under tanker om dit værd;
det er det du dømmer,
mens du stønner,
på den anden side . . . ah - ah - ah..

Som jeg ser, går det godt/galt,
stivstangen smelteslatner
i din overflødighedshornsagtige diggave.
Ved du, at du for(e)går, Lillestor Nisse?
På bananpalmerne mellem øjet og håndfladen
kravler levende middedyr - lykkedød,
direkte knusende synes dog
din gustne negation til den harmoni,
du søger i hænderne på din tissemand,
der vel nok ved, at nissen følger med
mellem benene og angsten;
der kravlende fra mellemgulvet
klæder dig i ord og underminerer
hyggeranglens snart faldefærdige igårhed;
der dansende gled i aflagte bananskaller
ligesom manden fra drømmen
om livets træskoskillelinie -
-- åh du ved: - du rejste langt

:             solnedgangen over markernes bølgende
              kirkeklokkeklang gennem rollingernes grinen,
              åh ja, åh ja, åh ja - nissen flytter
              med, men nej, jeg ønsker ikke
              dig ell. en hvilkensomhelst anden;
              den plads er stor nok
              som kan udfylde mine skvatknæ,
              der dog bærer mig gennem mønstrene
              i denne abeskønne "Toppede høne"-dans.

-

Hørte du den vrinskende helhest
overhale din hyggeleg?
Gjorde det ondt, da dens hove
kløvede mussegangene i græstæppet?
Sku' du tisse, da regnen kom,
ell. havde du holdt dig til lejligheden?
Er husene ved strandvejen høje?
Jeg har hørt at skyskraberne,
egentlig skraber himmelen helt,
fra den jord der bær dem;
og vandrørene: der risler som telefonkabler:
svulmende af dagens sædvanlige dumheder;
men selvfølgelig trængte vi os ikke på,
spillereglerne: der hang som Danmarkskort
på væggene, mellem værelserne som vandalerne
lavede i den gamle gildeshal - halløj
jeg gransker rytmen i dine mensens
fra den glødende livmoder, ell. Moder Liv,
alt efter hvad du ønsker at forstå
udfra denne ordåbenbaring, der ringer i mig
og min kuglepennenhånd, der uafladeligt
tikker gennem arkenes udfordrende ubeskrevethed.

-

Virkeligheden er stilhed,
ved du nu,
hvem du er?