Til dig, min pige,
hvem som helst,
jeg elsker dig for din krop,
og det evige begær i dine hofter,
og dine øjenbryn som til næse under mund,
buen som kvinden
i dig,
lægger jeg lænd
til øjeblik,
hvor du kigger væk,
under tanker om dit værd;
det er det du dømmer,
mens du stønner,
på den anden side . . . ah - ah - ah..

Som jeg ser går det godt/galt
stivstangen smelteslatner
i din overflødighedshornsagtige diggave.
Ved du at du foregår, Lillestor Nisse?
på bananpalmerne mellem øjet og håndfladen
kravler levende middedyr - lykkedød,
direkte knusende, synes dog
din gustne negation, til den harmoni
du søger i hænderne på din tissemand,
der vel nok ved, at nissen følger med,
mellem benene og angsten;
der kravlende fra mellemgulvet
klæder dig i ord og underminerer
hyggeranglens snart faldefærdige igårhed;
der dansende gled i aflagte bananskaller,
ligesom manden fra drømmen
om livets træskoskillelinie -
-- åh du ved: - du rejste langt

:             solnedgangen over markernes bølgende,
              kirkeklokkeklang gennem rollingernes grinen,
              åh ja, åh ja, åh ja - nissen flytter
              med, men nej, jeg ønsker ikke
              dig ell. en hvilkensomhelst anden;
              den plads er stor nok
              som kan udfylde mine skvatknæ,
              der dog bærer mig gennem mønstrene
              i denne abeskønne "Toppede høne"-dans.

-

Hørte du den vrinskende helhest
overhale din hyggeleg?
Gjorde det ondt da dens hove
kløvede mussegangene i græstæppet?
Sku' du tisse da regnen kom,
ell. havde du holdt dig til lejligheden?
Er husene ved strandvejen høje?
Jeg har hørt at skyskraberne
egentlig skraber himmelen helt,
fra den jord der bær dem;
og vandrørene, der risler som telefonkabler,
svulmende af dagens sædvanlige dumheder;
men selvfølgelig trængte vi os ikke på,
spillereglerne, der hang som Danmarkskort
på væggene, mellem værelserne som vandalerne
lavede i den gamle gildeshal - halløj
jeg gransker rytmen i dine mensens
fra den glødende livmoder, ell. Moder Liv,
alt efter hvad du ønsker at forstå
udfra denne ordåbenbaring, der ringer i mig
og min kuglepennenhånd, der uafladeligt
tikker gennem arkenes udfordrende ubeskrevethed.

-

Virkeligheden er stilhed,
ved du nu
hvem du er?