En sømand gnubbed' sine lår
på verdens fjendskabs englehår,
for led han ud mod sydens hav,
han følte storhed så brutalt og højt, højt hævet,
at angreb syntes vente ham ved hver en bølge, -
og derfor stormens strid han troed' dølge,
ved først og sidst dem hver forbande,
end og de sild som steger på hans pande!

              -               Og som en hund han bider først,
              -               hans svar som angreb gør ham størst
              (               omend han dør af tørst.).

Thi alle kunster, kunst og visdom stor,
              bli'r i hans hals triumf og mord,
                             som ideligt på mer' må råbe,
              at ikke alle folk vil måbe,
og ham i kroge kalde tåbe.         (så'n'r' glaskantsdryppedråbe).

Thi det er mer', end hvad vor sømand tåle,
              af grin man sjældent ser ham skråle,
                             for tænk om blot én livets konstateren
              gled just forbi hans hjernes dedikeren
hans viden smurt til hjertet boldt
              i fadermodernavn gjort
                             så kattegattekoldt.