Tiden tikker visionen bagud
til hukommelseskartotekernes uvirkelighed.

Visionen om visonen smuldrer:
aftenskumring - gravhøjen.

Men jeg! - Og jeg!
Smuldrende vision.

Morgengry glider uregistreret
over øjnenes spejle.

Solen er ånden,
som havet
var hånden.

I mellemtiden i
føleforvirringen
glemtes imidlertid ikke
poesien.

"Il n'y est pas des regrets
malgree le reflect fotone, -
I still prefer C.B.
but you're such a
"L'autone"."