Forord:

Ved på vejsom satte jeg af
hin morgen
mod mål
i en tilfældsom
visibilitet:
udspectreringen
procederede
sin fortløbenheds
friktionalitet
i vidervejsomhedens
kontemplativer
mens dette,
tog skue:

Introduktion:

Sølvmånen var en palliet,
uden at svanerne
opdagede det.

Bronze-knappernes historie
var alenlang blodig slægssaga;
og kjolen var naftalinisk
frueånd.

Skoene var udtrådte,
og da vi forenedes
var klokken 16.40.

Handlingen:

Vi løb igennem ostemadderne,
blev til kohorn,
og havde så været
noget for os selv.
Om os blev der ringe
postyr;
vi var også
brødkrummer;

Ho Høj (in memoriam):

Som en abefod af sølv
der glider ned af et barberblad,
græd hun den morgen efter mig;
jeg sad ved verdens ende
og kiggede på gamle sten,
som i modsat tyngdelov gled foran mit vindu:
som billeder på en længst forsvunden tid.

Pludselig så jeg dig med dine lange, gule fletninger,
sidde i en stol og se mig, der så dig fra en anden tid;
pludselig så jeg i mørket, at du kendte
dit navn - min elskede - dit navn:
som bølger i min knuste trang
til tidens savn, der dog svandt bort, forgjort
som du gør mig ret eller uret - bah:

"... så tag gudhjælpemig din hånd og gå!",
flystrede jeg og slog knysterne sammen,
mens jeg fødte et barn fra dit skød på 3. sal
ligefor, som vi altid sagde.

Det er li'som blomster i maj. - Ønsker i dig!
Ingen forlader uden at blive blød - og det går,
som det går, og i morgen gik det jo som det sku' - i dag!

Så ta' din da'.