"For et finere Blik viser Poesiens Forbindelse med Politiken sig i noget  langt Dybere end den umiddelbare brug af et politisk Stof."

J. L. Heiberg her efter titelbladet i Sven Møller Kristensens "Digteren og samfundet" bind 1.

Det danner ingen skjult kendsgerning; at forfatteren til foreliggende skrift, opretholder den overbevisning, at de store politiske infiltrerings- og omklamringsforsøg af kunsten i perioden, generelt betegnede højst beklagelige begivenheder, på trods af de mange positive udslag denne politiserende tendens med tiden fik gennemført for de fleste danskere.

Engang og endnu regnedes/regnes det for god tone; at man ikke talte/taler om politik i det bedre selskab blandt "dannede mennesker", sådanne diskussioner førte/fører let til kiv og kævl, det lå/ligger "under lavmålet", hørte/hører ikke til "i salontonen", hvilket jo også fremgik af Jørgen Hallagers medvirken i det foregående kapitels analyse af Henrik Pontoppidans "Nattevagt".

Borgerlige, radikale og socialistiske kunstanvendelser 

Dette gjorde flere af periodens politiske strateger til skamme, -: såvel de borgerligt national-liberale revolutionære, som de borgerligt kultur-radikale, som de senere socialistiske revolutionære mente; at de umiddelbart kunne indrullere kunstneren i deres propagandaarbejde, en misopfattelse som desværre (om end i stærkt afsvækket grad) stadig gjaldt i slutningen af det 20. århundrede, hvor man endnu ikke evnede at leve op til den grundlovssikrede ret til: menings- og ytringsfrihed, politiske hemmelige afstemninger, til at skelne mellem privat mening og offentlig meningsdannelse og lignende; og hvor mange kunstnere - ofte i idealistisk god tro - desværre derfor prostituerede sig selv, deres værk og deres navn, ved at overtræde grænsen mellem det private og offentlige i forskellige propagandaøjemed.

Som det tydeligt fremgik i afslutningen af forrige afsnit - især i filosofiprofessor Møllers digt om "Kunstneren mellem Oprørerne" - kan det ikke blot gøres til kunstens opgave; at medvirke til mord, vold og ødelæggelse, som de politiske ideologier gerne (implicit eller endog eksplicit) opfordrer til i deres revolutionære opkomstfase; - eller til justitsmord, psykisk og fysik undertrykkelses, vold og nedbrydning af fornuft, rimelighed og initiativ, som de samme politiske ideologier gerne gennemtvinger i deres magtmæssige højtid; - ej heller til tilsvining af modstandere og irrationelle fjendebilleder, opmaling af traurige fremtidsperspektiver og meningsløst sortsind, som ideologierne søger fremstilling for, når de går ind i deres endelige nedgangsfase.

Alligevel findes der naturligvis - i folkeoplysningens og den frie meningsdannelses navn - en slags samfundsmæssig pligt til et eller andet engagement og en eller anden oplysningsvirksomhed: ikke generelt i kunsten - måske - men i hvert fald i den kritiske og polemiske debat.

Det blev naturligvis denne debat, brødrene Brandes primært manifesterede sig i, en tradition som går tilbage til oplysningstiden, til Brandes' store idol: Voltaire, og derfra til den klassiske dialektik. Den friske vin på denne gamle flaske, blev naturligvis brødrenes absolutte krav om, at den egentlige litterære kunstinstitution bakkede op om den kritiske institutions felttog. Teksten har i de foregående afsnit vist såvel heldige som uheldige følger af de mange forsøg på at bakke op om dette felttog - som i en kort årrække stillede skandinavisk litteratur så centralt i verdenslitteraturen.

I næstfølgende del af dette skrift vil teksten først se på en venstre-revolutionær kritiker og skribent, Viggo Hørup: politisk talsmand for partiet Venstre: det dengang stadig revolutionære bondeparti, som med Venstres første endelige valgsejr den 24/7-1901 - altså det såkaldte "systemskifte" og parlamentarismens [i] sejr - førte bonden til magtens tinder i Danmark.

Dernæst vil så to eksempler på kunstens inddragelse i den agitative polemiks propaganda blive undersøgt: arbejdersange og Martin Anders Nexø's "Pelle Erobreren", tendensarbejder med en eksplicit socialistisk, marxistisk didaktik: et skridt i problemdebat og agitation, som den borgerligt kulturradikale Brandes-kreds ikke hverken tog eller så med særlig sympati på.

Et kendetegn ved disse typer tendens-litteratur: deres teoretiske fundament - både i den lokale og den senere fuldt seriøse kunstneriske form - blev først lagt senere: længe efter at den national-liberale, den venstre-parlamentariske, den radikale og sidst den socialistiske litteratur og deres politiske bevægelser havde vundet en hvis indflydelse, med de af fagkundskaben anerkendte første store kritikere: borgere som Vilhelm Andersen og Valdemar Vedel, radikalere som Brandes, og socialistisk orienterede kritikere så som Harald Rue og Sven Gundel i 1930'erne, den periode hvorfra den marxistiske litteraturkritik blomstrede frem til dens foreløbigt og tilsyneladende endelige overgang til historie blot ved udgangen af 1980'erne.

Periodens politiske verdensbillede

Den nationalliberale dannelseskultur: borgerskabet voksede således ud af junigrundloven 1848, de store år hvor almen valgbarhed (for formuende mænd over en vis alder), lighed for loven og ligelige opstigningsmuligheder åbnede vejen for tankerne om 'frihed, lighed og broderskab'. De store år indtil nederlaget i krigen og tilbagefaldet for de borger friheder ved nationens tab i krigen 1864, hvor tyskerne dikterede en ny lang mindre liberal lov. Borgerne - de gemytlige sælhunde - der fra 1870'erne måtte se sig trængt, først af venstrebønderne, siden af radikalerne sidst af socialisterne.

*

 Venstrevikingernes verdensbillede: den borgerlige, parlamentariske demokratibevægelse voksede altså ud af 'systemskiftets' valgsejr i 1901 og den derpå følgende skatte- og skolereform fra 1903, hvor fællesskoleprincippet og enhedsskolen blev indført, altså ideen om at drenge og piger skulle have samme uddannelse og muligheder (dengang dog stadig undtaget den militære og den gejstlige karriere). Det brede lokalpolitiske engagement blev sikret med indførelsen af den lige og almindelige valgret og valgbarhed til de kommunale råd i 1908.

*

Radikalerne og landarbejderne: startede deres opstigning to år senere i 1910, hvor stiftelsen af "De samvirkende danske husmandsforeninger", betød, at også de fattige landarbejdere fik en art indflydelse, en indflydelse som blev sikret yderligere, da den lige og almindelige valgret også blev udstrakt til Rigsdagen i 1915. Især husmændene førte en lang sej kamp: fra den første "Lov om Tilvejebringelse af Jordlodder for Landarbejdere" fra 1899, en utilstrækkelig lov som blev revideret flere gange senere i 1904 og 1909 inden jordlovene af 1919. En afgørende faktor i denne proces: at det Radikale Venstre blev dannet i 1905 som en udbrydergruppe fra partiet Venstre: med en særlig interesse for husmandskulturen i samarbejde med den bymæssige radikale intelligens, som med "Dagbladet Politiken" (fra 1884) i ryggen, agiterede for Brandes-kredsens synspunkter.

Som det resumeres om både bønderne og de husmænd, der ligeledes befandt på vej ind i den synlige politiske virkelighed, i "Dansk Litteratur Historie" (ibid  bind 7 p. 34):

"Almuemennesket var før 1. Verdenskrig godt på vej til at blive et oplyst og ræsonnerende politisk menneske, der mestrede samme sprog og begrebsverden som det borgerlige menneske. Omkostningerne ved denne proces var, som i det politiske liv, at sammenhængen i erfaringerne gik tabt, og hverdagsoplevelsen blev fortrængt fra offentligheden. Men omvendt var dette tab vilkåret for de nye samfundsgruppers synliggørelse i offentligheden.".

*

Socialistisk arbejderkultur: tog sig en del tid, før den kunne bryde væk fra de specifikt landlige erfaringer, som stadig bearbejdedes ved slutningen af det 1900 århundrede, hvor industrialisme, og opsplittede arbejdsformer [ii] endelig så småt fandtes gennemført som realitet i mange menneskers arbejdsliv.

Det blev de store strejker, som beskrevet i "Pelle Erobreren", der blev socialistbevægelsens grundvold, disse og den stadigt omsiggribende faglige organisering, samt sammenholdet i diverse arbejderforeninger af praktisk og kulturel art.

Historisk bliver ét udgangspunkt den store general lock-out i 1899, hvor mere end 40.000 arbejdere blev udelukket fra deres arbejde, og kun med nød reddede skindet ved forliget i september måned. Dog, på disse erfaringer byggedes efterhånden i det nye århundrede det net af organisationer, tidsskrifter og partier, som 100 år senere og efter opnåelse af alle hovedmålene, danner rygraden i det stivnede, størknede, nu dybt konservative men politisk integrerede arbejderkulturmiljø.

Det blev samarbejdet med det Radikale Venstre, som angav Socialdemokratiets vej til regeringsmagten, med det vigtige skæringspunkt, 1910, hvor den Anden Internationale, holdt sin store kongres i København med emner som kampen mod den oprustning, som man trods alt ikke evnede at stoppe op til 1. Verdenskrig.

*

Nedenstående vil analyserne se først på det venstre-parlamentariske opgør med den national-liberale dannelseskultur og dens dengang aktuelle magtmonopol.

Siden altså vil analysen da for det andet beskæftige sig med dels den tidlige, dels den mere modne arbejderkultur, inden den vil afslutte med at se på de spirende teoretiske tilgange til denne kultur, som de fremtræder hos Sven Gundel. Den radikale politik og dens skribenter findes altså tilsyneladende ikke medtaget i dette tredje afsnit, dette dog kun tilsyneladende, for det første bliver det stadigt disse ideer, som danner det bærende referencepunkt, for det andet forbliver det - som bemærket flere steder - et faktum, at især arbejderbevægelsen i lang tid hentede sine billeder og sine kræfter fra den landlige baggrund, som de fleste af byernes voksende arbejderklasses medlemmer kendte til og kom fra.

Endelig findes der for det tredje en pointe i, at netop radikalismen - kultur-radikalismen - blev relativt usynlig som flertalsform om end den: - dels i kraft af det Radikale Venstres snedige balancepolitik mellem fløjene, dels i kraft af bladhuset "Politiken", og dels i kraft af de ovenud mange "by-intellektuelle", som bakkede op om de radikale ideer - forblev en afgørende faktor i udviklingen af såvel den borgerlige parlamentarisme som af den socialistiske demokratiidé.

[TOP]

Fodnoter til kapitel 6:

implicit: efter latin in plicare: ind foldet, heraf implicit altså: indfoldet, mellem linierne, underforstået; i modsætning til eksplicit: efter latin ex plicare: ud foldet, heraf eksplicit altså: uindpakket, direkte udtrykt, klart, tydeligt.

traurige: efter tysk trauer: sorg, heraf traurige: sørgmodige, triste.

[TOP]

Slutnoter til kapitel 6:

[i]. parlamentarisme: at regeringen dannes, statsministeren og ministerierne nedsættes, af det parti, - eller den samling af partier - som har folkeligt afstemningsflertal. Flertalsstyre på grundlag af almene, hemmelige valg. Parlamentarisme indførtes ved 'systemskiftet' i Danmark år 1901 og satte den endelige stopper for det mindretal af National-Liberale (konservative) politikere, som med et mindretal havde styret Danmark i den diktaturlignende "provisorietid" under Estrups føreskab fra 1885-1894 - jævnfør tidligere slutnoter. 

ii]. opsplittede arbejdsformer: et kendetegn ved industriel masseproduktion: at hvor før én håndværker udformede hele produktet - for eksempel fra rå træplanker til færdigt skrivebord - blev det med den opsplittede arbejdsform under industrialismen med dens såkaldte "samlebånd" almindeligt, at én arbejder høvlede alle planker, én arbejder udstak alle huller, én isatte alle skruer og så fremdeles: en arbejdsmetode, hvor ingen faktisk havde overblik over det færdige produkt, ud over den som havde tilrettelagt (: ledet og fordelt) arbejdet (: altså arbejdsgiveren).

[TOP]