Sætningsskematikmenuen
	Definition: Ordføjning (syntaks)
	Sætningen også kaldet 'neksus'
	Det almene helsætningsskema
	Helsætning & ledsætning
	Det almene ledsætningsskema
	De 6-7 typer danske ledsætninger
	Helsætning eller ledsætning: ikke-testen

Definition: Ordføjning (syntaks)

Definition: syntaks:

• 1 læren om ordføjning til led med (rimeligt) faste pladser i sætningsskemaets systemer. Syntaks betyder altså i denne første forstand igen-igen: ordsammenføjning i led

• 2 læren om sætningsbygning gennem sam-, side- & underordning af helsætninger & ledsætninger i udsagn & ytringer, med (rimeligt) faste pladser i sætningsskematikkernes systemer. Syntaks betyder altså i denne anden forstand igen-igen: ledsammenføjning i sætninger

 Afledt af (syn + tak - s) græsk "syntaksis" efter "syn-" 'sam-' + en afledning af "tássein, táttein": 'opstille', 'stille' heraf 'sammenstilling', 'opstilling'. - Heraf igen altså den grammatiske lære om sammenstilling, opstilling af ordene, ordenes indbyrdes placering - altså: ordstilling.

I almen moderne (2000-2020) dansk brug betyder "syntaks" altså primært læren om, hvordan og på hvilke pladser i sætningsskemaerne ordene optræder, og dermed føjes sammen for at danne dansk sprog.

Sætningen også kaldet 'neksus'

Sætning: En sætning består af et eller flere ord, der samlet udtrykker et indhold større end det, som de enkelte ord hver for sig betyder. 

Siden grammatikeren, Professor Otto Jespersen, har nogle danske sprogfolk arbejdet med begrebet: 'neksus' som den sammenhæng (den prædikation) der består mellem et grundled (subjekt) og dets udsagnsled (verbum kaldet: prædikat forstået som den del af prædikativet som udsiger noget om et grundled (subjekt)). Altså den betydningsdannelse, den sætningsstruktur der fungerer mellem måske kun de to ord men meget mere ofte fuktionen mellem flere ord medsamt dét underliggende system af betydning, den sammenhæng, den 'neksus', der definerer både den mest enkle såvel som den mere sammensatte betydning, som opstår fra en sætning: herefter - med en noget bredere definition end hos Jespersen - altså her kaldt: 'en neksus'. 

I denne udvidede og enkle betydning bruges "neksus-begrebet" i Ganske grundig grammatik. Siden Jespersen har sprogfolk generelt valgt at fokusere på andet end blot udsagnsordet (verbum) af de led der kan knytte sig til grundled (subjekt). Dog i moderne ny- eller nudansk (2000-2020) defineres grundlaget for en sætning faktisk primært via udsagnsordet (verbum), altså som netop et udsagn med mindst ét udsagnsord bøjet i tid (finit verbal), at sådanne udsagn ganske ofte yderligere vil have et styrende grundled (subjekt), giver mulighed for den mere generelle udvidede betydning af det oprindelige "neksus-begreb", som ikke ekskluderer nogle særtilfælde af funktionelle sætningsstrukturer, samtidigt med at den avancerede sprogvidenskab (for eksempel Hansen og Heltoft) bruger en lang række yderligere betemmelser for de mange omsagnsled (prædikater og prædikativer), der kan indgå i almen og flydende sætningsdannelse.

Det minimalistiske ydertilfælde, hvor kun et eneste ord skaber en sætning, en neksus, opstår gerne når et udsagnsord (verbum) anføres i bydemåde (imperativ) med denne forms underforståede mening; for eksempel i sætningen: 'elsk!' hvor neksus opstår i samspillet mellem ordets kortform (radix) og det bydende udråbstegn, der hentyder til en af flere underforståede sætninger for eksempel: 'du skal elske (din næste)'. På samme vis indeholder noget nær alle de udsagn, der ikke kan klassificeres som 'neksus' i den traditionelle forstand med et navneord som grundled (subjekt) og dets udsagnsord (verbum her kaldet: prædikat) alligevel et underforstået grundled (subjekt), så også her kan den grundliggende struktur i dansk af SVO (subjekt, verbal, objekt) etableres. Om nu definitionen af en sætning som "skabt af mindst et udsagnsord bøjet i tid (finti verbum)" så efterhånden bliver udvidet til også at omfatte et muligt "udsagnsord i bydemåde (imperativ)", det vil tiden vise; praktisk sprogbrug i perioden 2000-2020 tyder på, at sprogbrugere i stigende grad ser bydemåden (med eller uden et grundled) som sætningsdannende - altså neksusbærende.

Et andet minimalistisk ydertilfælde, hvor sætningen neksus i denne nyere udvidede fortolkning opstår af kun ét ord, findes omkring de såkaldte "udråbsord" (interjektioner), der også kaldes "opmærksomhedspåkaldere", da de jo - som med fuglenes alarm- tigge- eller lokkekald - henleder den lyttendes opmærksomhed på, den der råber. Udråbsord (interjektioner) blev før i tiden ofte anført som en ordklasse for sig selv, hvilket dog ikke behøver at gælde, for så vidt at alle denne type ord jo i neksus har en eller flere underforståede (indlejrede) sætningstrukturer for eksempel: 'av!', 'øv!', Yez!', der henholdsvis har en indlejret, underforstået betydningsstruktur eller: neksus der f.eks. hhv. kan betyde: av! -: 'nogen eller noget gør den udråbende ondt', øv! -: 'nogen eller noget frustrer den udråbende' & Yez! -: 'nogen eller noget glæder den udråbende'.

Dog, den almindeligste sætning på dansk bruger mindst et navneord (substantiv) som grundled (subjekt) og et udsagnsord (verbum) som udsagnsled (verbal) samt har endvidere også ofte et navneord (substantiv) som genstandsled (objekt) og dertil nogle tillægsord (adjektiver) der lægger sig beskrivende til de anvendte navneord (substantiver) og nogle biord (adverbier) der lægger sig beskrivende til de anvendte udsagnsord (verber), samt jo endvidere forholdsord (præpositioner) til at angive positioner og bindeord (konjunktioner) til at angive forbindelser mellem ordene.

Det almene helsætningsskema

Dette skema blev systematiseret af Paul Diderichsen, i hans "Elementær dansk grammatik", der udkom først i 1946 og siden i mange oplag; og om end måske ikke alle ytringer umiddelbart kan indskrives i dette skema og dets underskemaer, så giver sætningsskemaet en glimrende referenceramme for grammatiske fortolkninger af en lang række almene udsagn og udsagnsmåder. Især Erik Hansen (Dæmonernes port) og Ole Togeby (Fungerer denne sætning?) har senere arbejdet videre med sætningsskemaet, der i moderne (2011) tid har fået en ganske nuanceret og komplet omend dermed også mere kompliceret fremstilling i Erik Hansens og Lars Heltofts Grammatik over det Danske Sprog. Her i Ganske grundig grammatik anvendes en mere enkel model for dels helsætninger og ledsætninger, en model der dog får en ganske grundig grammatik frem.

• Langt fra alle skemaets felter behøver have et ord på pladsen, for at dansk kan se udsagnet som en sætning.
• Mange gange indgår der flere ord på en plads og slet ingen på andre pladser.
• Ganske ofte flytter ordene også rundt fra deres egne pladser og frem og tilbage i skemaet.
• Der findes endelig, som Erik Hansen har vist, nogle små ekstrapladser i centralfeltet og også efter slutfeltet, som bruges, hvis det kan lade sig gøre dels for nemheds skyld og fordi det har dansk gjort meget mere engang tidligere i sprogets historie.
• Endelig kan der opdeles pladser for, hvor de forskellige ord indenfor de overordnede felter indfinder sig i sætningen - for eksempel nægtelser i forhold til de andre biord og tillægsordenes rækkefølge.

Ganske grundige grammatikere har naturligvis moret sig med at skabe perfekte helsætninger, hvor alle pladser har ét og kun ét ord. For eksempel:

Helsætning og ledsætning
(neksus & subneksus)

Nyere dansk grammatik har bevæget sig fra at sondere mellem 'hovedsætninger' og 'bisætninger' til at anvende betegnelserne 'helsætning' og 'ledsætning' (her i Ganske grundig grammatik latineret til neksus og subneksus) der bruges alment i år 2000.

• En helsætning betegnes som en sætning, der ikke indgår som led i en anden sætning.
• En  ledsætning betegnes som en sætning, der indgår som en del af en helsætning og/eller en anden ledsætning

Helsætning (neksus):

• 'her kommer en helsætning'

Ledsætning (subneksus):

• 'som kan forstås uden videre'

Helsætninger kan altså stå alene, der kan sættes et punktum og tales om et helt, færdig og afgjort udsagn.

Dog korte, præcise og helt færdige udsagn kommer sjældent særlig meget i dybden med virkeligheden, så derfor bruger sproget ofte at tilføje det korte, hele udsagn, helsætningen, noget forklarende, en uddybning -: en ledsætning altså.

I skoleeksemplet på en helsætning ovenfor: 'her kommer en helsætning' tilføjes der med en ledsætning den forklaring til hovedsætningen, at den kan forstås uden videre. Hvorimod ledsætningen selv 'som kan forstås uden videre' ikke kan forstås uden videre.

Dansk bruger seks, syv former for ledsætninger, der på hver deres vis tilføjer noget til helsætninger, og systemet kan blive ganske kompliceret, fordi også ledsætninger kan føre til nye ledsætninger, således at den samlede sætning består af en helsætning (eller hvad grammatikere nogle gange kalder "en helsætningsrest") med adskillige uddybende ledsætninger, der alle kan indtage flere pladser, nogle har op til tre pladser: de kan komme efter helsætningen, de kan komme som en art "sætningskløvende" indskud i helsætningen, og de kan komme før helsætningen, som det der kan kaldes "sætningsspids".

Det danske sprog har en umådelig rigdom i denne uendelige sum af muligheder for varieret og nuanceret neksusdannelse, også selv om - eller måske netop fordi - det kræver både indsigt og kundskab at forvalte denne rigdom ret.

Det almene ledsætningsskema

De 6-7 typer danske ledsætninger:

For en langt mere detaljere gennemgang af de almene ledsætningstyper henvises her i Ganske grundig grammatik til Kapitlet om Bindeord (Konjunktioner) samt de følgende sider her i kapitlet om Ordføjning (syntaks).

Pointen her i indeks til Kapitlet om Ordføjning (syntaks) og på de følgende sider består blot i at vise ledsætningssystemet og dets funktion sammen med helsætningerne, som baggrund for at begribe leddannelser og ordstillinger på dansk.

Type A: henvisnende ledsætning (relativ subneksus)

De henvisende ledsætninger kaldes også "forholdsledsætninger", da de jo angiver forhold mellem ting, de kaldes også "navneordsagtige" eller 'nominelle' og der tales om "genstandsledsætninger", da de jo altså gerne viser tilbage til et navneord (substantiv) eller navneordsled (nominale), der enten står som grundled (subjekt), genstandsled (objekt) eller hensynsled (indirekte objekt).

De ord, der anvendes til at anføre en henvisende ledsætning (relativ subneksus), gennemgås langt mere detaljeret i Kapitlet om Bindeord (konjunktioner) se her under 'forholdsbindeord'.

De mest anvendte bindeord der bruges som sætningsspidser i henvisende ledsætninger: 'der', 'som', 'hvad', 'hvem', 'hvis' samt 'hvilken', 'hvilket', & 'hvilke'.

De henvisende ledsætninger (relativ subneksus) ses ofte som indskudte ledsætninger, der tager det navneordsled (nominal), de lægger sig til, som sætningsspids.

Type 1: tidsledsætning
(temporal subneksus)

Tidsledsætningen vil ganske ofte sætte en helsætning ind i en tidsramme - se mere udførligt herom i Kapitlet om Bindeord (konjunktioner) under 'tidsbindeord'.

Type 2: parallelledsætning (parallel subneksus)

Parallelledsætningen vil ganske ofte sætte en helsætning ind i en sammenligning - se mere udførligt herom i Kapitlet om Bindeord (konjunktioner) under 'parallelbindeord'.

Type 3: betingelsesledsætning (konditionel subneksus)

Betingelsesledsætningen vil ganske ofte sætte en helsætning ind i en sammenligning - se mere udførligt herom i Kapitlet om Bindeord (konjunktioner) under 'betingelsesbinding'

Type i: følgeledsætning (kausativ subneksus)

Følgeledsætninger kan lægge sig til grundled (subjekt), genstandsled (objekt) og hensynsled (indirekte objekt) og deres omsagnsled (prædikat) og virker i den forstand som genstandsledsætninger (nominelle).

Dansk bruger dog også følgebinding, der lægger sig til helsætningens udsagnsled, især når følgebindeordet 'at' bruges til at angive indirekte tale - den såkaldte "dækkede direkte tale" - og virker i den forstand som udsagnsledsætninger (verbialer)

Endelig bruger dansk også følgeledsætninger til at angive måde og i den forstand virker følgeledsætningerne som biordsledsætninger (adverbialer)

Type ii: forklaringsledsætning (eksplikativ subneksus)

Forklarende ledsætninger kaldes også "årsagsledsætninger" og "hensigtsledsætninger"; de vil ofte forklare og uddybe et forhold, der anføres i helsætningen, udfra forskellige givne synsvinkler.

For en mere detaljeret gennemgang af de bindeord, der anvendes til at anføre årsagsledsætninger, henvises til Kapitlet om Bindeord (konjunktioner) - se under 'årsagsbindeord'.

Type iii: spørgeledsætning (interrogativ subneksus)

Spørgende ledsætninger kaldes også ofte henvisende, idet de ikke altid spørger direkte, som når dansk sætter et udsagnsord i forfeltet og forventer et 'ja' eller 'nej' eller 'jo' til svar, men i stedet spørger den spørgende ledsætning undersøgende med for eksempel ord som 'om' eller 'hvis'.

For en mere detaljeret gennemgang af de bindeord, der anvendes til at anføre spørgeledsætninger, henvises til Kapitlet om Bindeord (konjunktioner) - se under 'spørgebindeord'.

Helsætning eller ledsætning: Ikkenikkenej-testen:

Danske grammatikere i moderne (2000ff) tid bruger gerne at indsætte et biord (adverbium) ofte nægtelsen 'ikke' i sætningen og se om den falder før eller efter udsagnsleddet.

I helsætningen  kommer biordet (adverbialet) 'ikke' efter udsagnsleddet (vna), og i ledsætninger kommer 'ikke' før udsagnsleddet (nav):

Helsætning også engang kaldet "hovedsætning" (neksus) hvor 'ikke' (biordet "lille a") indføjes efter udsagnsordet 'kommer' og sætningen kan stå alene som et færdigt udsagn:

• 'manden kommer (ikke) i morgen'

Ledsætning også engang kaldet "bisætning" (subneksus) hvor (biordet "lille a") 'ikke' indføjes før udsagnsordet 'inviterer' og sætningen kan ikke stå alene som et færdigt udsagn:

• 'hvis vi (ikke) inviterer ham først'

Eller som det tydeligt fremgår af sætningsskemaerne:

Altså: Helsætningen har:

• Forfelt - cenralfelt - Slutfelt
• Forfelt - verbal, nominal, adverbial - Verbal, Nominal, Adverbial = F(vna) (VNA)
• Forfelt - udsagnsord, navneord, biord - Udsagnsord, Navneord, Biord 

I helsætningens forfelt genfinder denne grammatik F(vna)(VNA) 

Altså: Ledsætningen har:

• Konjunktionfelt - nominal, adverbial, verbal - Verbal, Nominal, Adverbial = K(nav) (VNA)
• Bindefelt - navneord, biord, udsagnsord - Udsagnsord, Navneord, Biord