Sprogbeskrivelse INDEX
	Sprogbeskrivelse
	Funktionel begribelse

Sprogbeskrivelse

Definition: Sprogbeskrivelse. Begrebet "sprogbeskrivelse" anvendes bredt indenfor sprogforskningen og ofte under fortsat udvikling indenfor undervisningen i dansk som andetsprog. Generelt fastholdes det; at sprogbeskrivelse omfatter beskrivelsen, analysen af sprogets grundliggende funktion som betydningsskabende og betydningsgengivende: skabende inde i de aktive sprogbrugere selv og gengivende angående den virkelighed sprogbrugerne befinder sig i og forholder sig til; og dette i et samspil hvor de sproglige grammatiske kategoriers betydninger (for eksempel: tid, sted/rum, person, genstand, handling, måde og mening) danner virkelighedens observerbare kategoriers gengivelse. Inden for den specialiserede undervisning i dansk som andetsprog udvikledes begrebet "sprogbeskrivelse" efterhånden til et pædagogisk redskab, hvor undervisere - udenfra en generel god indsigt i dansk sprog og dets problemfelter for indvandreres indlæring - lærte at beskrive det praktiske, faktiske talte og skrevne danske sprog hos indvandrere; og så udfra et godt redskabsskur af forskellige metoder - at udvikle og forbedre "sprogtilegnelsen" i dens mange former fra det fagfolk  i perioden 2000-2020 kaldte: "flydende forkert" eller det mange mennesker politisk ukorrekt kaldte: "perkerdansk" frem mod hvad alle kunne enes om som: "et (efter omstændighederne) godt dansk" eller i bedste fald: "flydende dansk".

Feltdefinition: Prosodisk sprogbeskrivelse

Definition: Prosodi. Udviklet fra det græske ord "prosodia" sammensat af  'pros': til og 'ode': sang -: en 'tilsang' der forstås som talesprogets anvenelse af  traditionelt fire mundtlige, lydmæssige kategorier: rytme, betoning, klang samt tonehøjde, fire kategorier som man gerne underopdeler i grupper så som: rytmens elementer af lyd og pause i tryk og stød; betoningens anvendelse af korte og lange lyde, klangen som udtryk for gengivelse, ønske- eller bydemåde eller den talendes personlige opfattelse, samt tonehøjden som udtryk for den talendes aktuelle sindstilstand. Ydermere regnes jo også under det prosodiske felt de mange talesprogsgrupper der jo findes indenfor det danske sprogfællesskab fra rigsdansk og pamper- og perskerdansk til københavnsk og den særlige frederiksbergenserdialekt (også kaldet den frederiksbergensiske dialekt) samt jo alle andre dansk-nordiske dialekter.

Prosodisk sprogbeskrivelse systematiserer og beskriver funktionelt og processorienteret tale- & lyttekulturens anvendelse af udtale, mundtlig fremstilling og foredrag. Herunder nuanceret brug af intonation, samt udviklingen indenfor tryk- & stød- & stemthed i praktisk tale og dispositions- og opstillings- og præsentations-teknikker. Prosodisk sprogbeskrivelse overvejer endvidere den teknisk-kommunikative balance mellem taletempo samt forståelighed overfor talesprogsnuancering og ordførings- og præsentationsteknik. I illustrerede taler omfatter den prosodiske sprogbeskrivelse vurdering af den mundtlige fremstillings grafisk afløsning samt informative prægnans og artikulatoriske virkningsæstetik. Ligeledes falder studiet af prosodisk-fonetisk virkningsæstetik og karakteristika ved talesprogskulturens forskellige genrer under den prosodiske sprogbeskrivelse.

De almindeligvis anvendte symboler brugt i udskrift af talesprog:

• ?              stigende intonation

• .               faldende intonation

• ,               ikke stigende, ikke faldende intonation ( altså fortsættende)

• :               lydforlængelse

• ::              lang lydforlængelse

• Stort        stort begyndelsesbogstav ved begyndende intonation

• STORE    store bogstaver ved højlydt tale

• (ord)         gæt på svært forståelig passage

• (xx)          uforståelig passage

• {x}           længere pause med angivelse af dens længde i sekunder

• /  /            overlap

• [   ]          angivelse af gestik og lignende oplysninger

• kursiv       angivelse af låneord fra andre sprog

Feltdefinition: Ortografisk sprogbeskrivelse:

Definition: Ortografi: efter græsk: "orthographía": 'retskrivning' ort+o+graf+i af: 'orthós': ret, rigtig' + 'graphé': 'tegning, skrivning'. Heraf så ortografi: den skriftlige gengivelse af alfabetiserede ord med grafiske skrifttegn eller typer herunder ordenes stavemåde og heraf begrebet 'retskrivning' forstået som: stavemæssig gengivelse af ord ifølge den normdannende (normtive) grammatiks anbefalingerne i den nyeste retskrivningsordbog kaldet: "Retskrivningsordbogen", som samler de anbefalede stavemåder og bøjningsformer autoriseret af Dansk Sprognævn.

Ortografisk sprogbeskrivelse systematiserer og beskriver funktionelt og procesorienteret skrift- & læsekulturens anvendelse af typografi, retskrivning og retstavning. Herunder nuanceret brug af skriftefonte, samt udviklingen indenfor stave- & tegnsætningspraktik og tekstuelle opstillingens- og præsentations-teknikker. Ortografisk sprogbeskrivelse overvejer endvidere den teknisk-kommunikative balance mellem lix-tal samt læsbarhed overfor skriftsprogsnuancering og tekstuel æstetik. I illustrerede tekster omfatter den ortografiske sprogbeskrivelse stillingtagen omkring grafisk afløsning, visuelt betydningsdannende prægnans og virkningsæstetik. Ligeledes falder studiet af grafisk og virkningsæstetisk normsætning og karakteristika ved skriftkulturens forskellige genrer under den ortografiske sprogbeskrivelse.

• Skriftkultur & talesprogskultur
• Stilniveauerne og litografiske særpræg
• Skriftens læsbarhed og informationstæthed contra lix-stigen
• Skriftgenrenes generalia & formalia
• Computergenereret lay-out
• Kommunikationsmodeller og intentionscykler
• Præcision i datering og time-binding

Feltdefinition: Den morfologisk sprogbeskrivelse

Definition: Morfologi (morf + o + log + i)  af græsk "morphé": 'form' + af græsk "-logia": lære, samling afledt af græsk "lógos": ord, tanke, fornuft, i familie med "légein" tale, samle. Heraf: Morfologi: formlære, og herunder indenfor sprogvidenskaben: læren om enkeltordenes formtagning, dannelse & bøjning: heraf orddannelseslære om ordrødder & afledning (leksem: radix & derivering); ordomdannelseslære gennem for- & efterstavelser (præfiks & suffiks) og ordføjningslære gennem tilføjelsesformer og bøjningsformer (fleksion) og sammensætninger (komposita).

Den morfologisk sprogbeskrivelse: undersøger og beskriver sprogbrugerens anvendelse af ordklassernes bøjninger med grammatiske morfemer, altså de betydede mindsteelementer der semantisk konjugativt differentierende tilføjes stamme-morfemerne, samt de hierarkiske og lineære analysemodeller for morfem-identificering af henholdsvis komplekse sammensatte ord (komposita) og sammensætninger med for- og efterstavelser samt afledninger. Den morfologiske sprogbeskrivelse fokuserer funktionelt på ordklasser og deres derivativer i sprogbrugen og fastholder såvel stærke som svage morfologiske delområder og delkompetencer.

Generalia	Morfologisk sprogbeskrivelse	problemfelter
	Frie og bundne morfemer, 0-morfemer	bøjningsendelser
	Suppletiv, synkretistisk, defektiv generalisering	bøjning
	Åbne & lukkede ordklasser	orddannelse
		verbalformer
	Nominale objekt- subjektsrelationer	nominalformer

Feltdefinition: Syntaktisk sprogbeskrivelse

Definition: Syntaks: (syn+tak-s) græsk "syntaksis" efter "syn-": 'sam-' + en afledning af "tássein", "táttein'': "opstille', 'stille' heraf 'sammenstilling', heraf i sprogvidenskaben: syntaks: læren om ordføjning til led med (rimeligt) faste pladser i sætningsskemaet og læren om sætningsbygning gennem sam-, side- og underordning af sætninger som hel- & ledsætninger og lignende udsagns- og ytringsmåder, med (rimeligt) faste pladser i sætningsskematikkerne.

Syntaktisk sprogbeskrivelse undersøger og beskriver sprogbrugerens kompetence i anvendelsen af grammatiske kategorier. Afvigelser fra almen sprognorm angives systematisk: Læren om opbygning af sætningshelheder især sætningsdelenes indbyrdes placering og rækkefølge i normal-dansk sætningsskematik (2000-2020): Feltet omfatter:

1. (A): de overordnede regler for ordsammensætninger og sætningsled, samt forståelse for side-, sam- og underordnede sætningsled samt ledsætningsgrader.
2. (B) de grundliggende regler for ordstilling i hel- og ledsætningshierarkiet (inklusiv sætningsknuder og sætningspidser).
3. (C) den grundliggende skelnen mellem skrift- & talesprog: korte versus lange led og sætninger, repetitiv synonymi og polysyndese inklusiv forfeltfordobling og ekstra slutfelt (EF & ES). 
4. 1. Nominalled: pronominal substitution, subjekt, objekt og  indirekte objekt samt prædikater (n) & (N), (inklusiv sætningskløvning).
5. 2. Verballed: Verballedet og dets styring af sub-objekt-relationer, præpositionsforbindelser og adverbialer, finit & infinit verbalplads i sætningsskemaet (v) (V), samt inversion i helsætninger.
6. 3. Adverbialled: Placering og nuanceret anvendelse af mådes-, årsags & meningssadverbialled i tid-, rum- og gradskategorierne, samt placering på hel & ledsætningsskemaets F og (a)(A)-pladser.

Feltdefinition: Leksikal sprogbeskrivelse

Definition: Leksikon:- heraf Leksikal. Ordet stammer fra det græske "lexikon biblion" som betyder: 'bog der angår ord' afledt fra "lexis" som betyder: 'tale' og 'ord' -: og i betydningen 'en ordbog' eller et opslagsværk har man alment brugt ordet 'et leksikon' siden oplysningstiden. Heraf afledtes et næsten ensbetydende tillægsord men med to former nemlig: 'leksikalsk' og 'leksikal' som betyder enten: 'noget der vedrører og hører til i en ordbog, et leksikon'; eller sprogligt: 'noget som vedrører et sprog og det ordforråd både sprogbrugeren og sproget selv rummer'. Sprogindlæringsmæssigt altså vedrørende ordforråd (vokabular) igen altså mængden af indlærte og præcist forståede ord og vendinger i såvel det aktive som det passive sprogberedskab, herunder forståelsen af ords oprindelse, deres eventuelle betydningslag (multiordinalitet), deres synonymer og netværk, deres medvirken i hel- og halvfaste vendinger samt graden af variation i og raffinering af anvendelsen af relativt ensbetydede men forskelligt formulerede ord og vendinger. 

Leksikal sprogbeskrivelse: undersøger og beskriver sprogbrugerens ordanvendelse med hensyn til den generelle kvantitative mængde af ord og ordforbindelser, samt  den specielt kvalitative præcision i sprogbrugersituationen.  Herunder analytisk, deskriptiv fastlæggelse af semantiske netværk, ordklassekundskab, stilpræg, abstraktionskompetence og billedsprogsperformans, fremmed- og låneord og metasproglige fagudtryk, idiomatik og faste vendinger, samt kendskab til mangetydige (multiordinale) ordbetydningslag.