3.4. Bevidst frisættelse af arbejdskraft

 Arbejdsgiverne, fagbevægelsen og de statslige lovgivere og administratorer bør forholde sig ærlig(e) finde grinene og prutterne frem! -: "Helt ærligt!" Hvad har arbejdsmanden, (særligt den fysisk anstrengte bonde og arbejder: heroisk lidende - til gavn for alle - i farlige arbejdsmiljøer,) hvad har den forkrøblede, udasede, sultne arbejder på landet og i byen tænkt, når han vågnede til dagens hårde slid??? -: "Jeg gider ikke!" - Vær nu ærlig, det har alle tænkt, men hvad kommer så i denne morgenscene? Hvad kommer så, lige så sikkert som pølsens begyndelse rummer dens ende? -: "Men jeg er jo nødt til det! Jeg skal!" -: og så har hjulene rullet videre.

Arbejderbevægelsen bør vende tilbage til den grundindstilling, ved hvilken vi egentlig ikke gider arbejde, men når nu arbejdsgiveren har et behov og arbejderne findes velegnede til at opfylde dette behov, ja så ... 

Grundliggende bør fagbevægelsen søge at nedlægge så mange jobs som muligt, samt at sætte den aktivt faglige produktivitet op.

Den fagligt aktive ærlige arbejder skal rettere: bør fremstå som ekspert i at automatisere arbejdspladser og samtidigt i at optimere produktionen. Mange faglige organiseringer vil med ekspertsystemerne komme til det sted, hvor alle faglige problemstillinger synes løst og alle gavnlige løsninger realisable samt så realiserede. - Men med langliv vil ingen mennesker kun have ét fag, man vil stå som medlem af mange faglige bevægelser og organisationer, både af levende fag og af historiske fag. [i]

Samtidigt med at arbejdersken fremstår som ekspert i at automatisere sit arbejde, fremstår hun som ekspert i at finde på nyt arbejde: nye satsningsområder. - På den måde vil områder med levekraft blusse op i intens faglig aktivitet, mens de øvrige faglige traditioner og produkter hurtigt vil finde beskyttelse hos deres hold af interesserede, samlere og så videre.

- Og det forekommer altså yderst vigtigt; at bevare alle former for faglighed i levende historisk bevidsthed, også efter at de indhentes af nye teknologiske produktionsmetoder. Forgangne fag og deres redskaber kan rumme fremtidige løsninger, hvilket, jævnfør foregående slutnote, mange sporvognsentusiaster kan vidne om, i 1990'erne hvor København overvejede at genanskaffe dette fremragende, lavforurenende kollektive transportmiddel, dog foreløbigt igen "lagt i mølposen" i 1996. _a

Men altså, fagbevægelsen og arbejdsgiverne bør sammen satse på at nedlægge så mange arbejdspladser som muligt. Så snart en automatiseringsalgoritme (altså en fremgangsmåde hvorved et arbejde kan overtages af en automat) for et stykke nødvendigt arbejde kan skimtes, bør den realiseres forsvarligt. Så snart et stykke arbejde gennemskues som ikke-produktivt pseudoarbejde bør det ufortrødent nedlægges.

Samtidigt bør fagbevægelsen og arbejdsgiverne satse på at øge produktiviteten væsentligt, ingen arbejdspladser som øger produktiviteten bør automatiseres, blot fordi de kan automatiseres, først når det kan bevises, at den automatiserede arbejdsalgoritme medvirker til en væsentlig forøgelse af produktiviteten bør den menneskelige arbejdsindsats afskaffes.

Så længe produktionen præges af det før-nanoteknologiske meget bekostelige energiforbrug, forureningssvineri og enorme spild af råmaterialer vil der findes naturlige grænser for, hvor meget den faglige aktivitet, det vil sige produktiviteten og med den energiforbruget og pengeomsætningstakten, kan rejses. Men når først nanoteknologierne giver de fornødne og forventede arbejdsredskaber, vil den faglige produktivkraft stå trænet til at tænke i soft-ware algoritmer, og man vil stå trænet til at finde på nye metoder og produkter, som forøger og beriger den faglige tradition og konsumenternes forbrugerarbejde. Jævnfør eksemplet fra punkt 3.1.a.: et indlagt step-program à la Fred Astaire _a med ægte stålstepplader i et par gode gummisko, fremstillet efter skotøjsarbejdernes fineste ekspert-soft-ware og dermed fagets fornemmeste tradition.

Spillet mellem det offentlige, fagbevægelsen og arbejdsgiverne bør altså præges af en fagbevægelse, som drillende spiller medlemmerne tilbage til borgerlønssystemet, samtidigt med at den faglige produktivitet og dens voksende afkast støt stiger og giver det offentlige skattemidler til en forøget finansiering af aktiviteterne i borgerløns- og kompetencepointsystemet, mens, og det udgør en vigtig pointe, -: mens arbejdsgiveren og arbejderen langsomt men sikkert smelter endeligt sammen i det faglige interessefællesskab.

 Til slut vil Karl Marx's "frie associationer" (jævnfør Kapitel 2 (II.46) omfatte alle de som på én gang leder, fordeler, udfører og profiterer på arbejdet. - Altså: Frisættelse af arbejdskraft gennem forøget produktion!

[TOP]

     a lagt i mølposen: endnu en kendt politisk, pampermæssig floskel fra det præteknologiske gennembruds retorik. De færreste især yngre danskere i perioden vidste, hvad "en mølpose" betød. Møl: en insektart (latin: tineidæ) som angriber og gnaver gange i planter og tøj (tøj- og pelsmøl), plagsom før i tiden, hvor tøj gemtes i årevis, især "fint tøj", "stadsetøj", som kun brugtes ved festtider men igennem hele voksenlivet og gik videre i arv. Mølposen: en tæt pose som møl ikke kunne gnave sig igennem. Når noget bliver lagt i mølposen altså: gemmes det sikkert af vejen med henblik på eventuel senere brug. Mølposer, og stærke duftmidler som holdt møl væk (og hang i tøjet), forsvandt stort set med industrialismens og især postindustrialismens køb, brug og smid væk samfund, hvor alene modens krav gjorde livslang opmagasinering af tøj urealistisk, samtidigt med at forbrugerarbejdet krævede løbende tøjkøb, for at holde tekstilbrancherne kørende.

     a à la Fred Astaire: fransk à la: til den. Anvendes af litterater til at betegne: på samme måde som, i stil med og lignende. Og efter Fred Astaire (1899-1987). Hollywoodfilmindustriens mest elegante og fantasifulde danser, som i en årrække henrykkede masserne med sin utroligt smukke og intelligente bevægelseskunst; à la Fred Astaire altså: i stil med industrialismens største mandlige danser.

[TOP]

[i]. Tilsyneladende fornuftige beslutninger i en del af verden kan senere vise sig distanceret af endnu mere fornuftige beslutninger taget andetsteds. Til eksempel en af byen Københavns klassiske "tvilligebyer" eller venskabsbyer: Wien i Østrig. Her havde et sporvejsgeni - bistået af forstående borgere og myndigheder - skabt et noget nær perfekt kollektivt transportsystem i 1970'erne og 1980'erne, som i høj grad har vist sig efterlignelsesværdigt.

Adskillige danske protesterede, da sporvognene (for mange indbegrebet af "københavnskhed",) forsvandt i 1960'erne og 1970'erne og blev erstattede af busser i løbet af det præteknologiske gennembruds tid. Busserne virkede billige i arbejdskraft, men dyre i forurening og manglende effektivitet, de medvirkede endvidere til trafikpropper i storbyer uden bevidst trafikplanlægning. Ved indgangen til 1990'erne vendte københavnerne så småt tilbage til sporvognsideen, som dog i 1996 så ud til at skulle tilbage til den berømte "mølpose".

Blandt andet dog af sådanne grunde, bør intet fag og dets oprindelige håndværk forsvinde. Kapitlets har som eksempel på nanomanufaktur brugt skotøjsfabrikationen. I dag kendes håndsyede sko i den gamle håndværkertradition og man kender sko fabrikeret industrielt på skofabrikker i et split mellem samlebåndsmaskiner og fabriksarbejdermanufaktur.

Selv om fremtidens gummisko spyttes ud af et nanobadekar, eller blot opstår som ud af den rene luft, så vil fagligt engagerede mennesker stadigt holde skomagerhåndværket i live. Om de oprindelige færdigheder fra skomagerens læst glemtes, ville det kunne få forfærdelige konsekvenser, hvis noget gik galt. Har et folk uden en kulturhistorie mon overhovedet en identitet? Fagbevægelsen, arbejdsgiverne og det offentlige bør, hver gang et håndværk i fremtiden overskrides af automatiseringen, nok blot nøjes med at stille lokaler og mindre rådighedsbeløb til hånde, før medlemmerne selv tager initiativet til at danne musæer, faglige work-shops altså værksteder og andre aktiviteter efter mønstrene i gruppe 1 omtalt omstående .

[TOP]