Overførte præmisser

FRA DEN FORELØBIGT FORETAGENDE FORTOLKENDE FREMSTILLING af Brandes' bog, kan følgende otte præmisser overføres. De danner alle tydelige eksempler på krist-formidlingens problemer, står alle hævet over muligheden for modargumenterende bevisførelse, og virker alle, i stedet for at blive indrømmet, nærmest suspenderede fra den kristelige forsknings konstanter ved udgangen af det 20. århundrede.

1. Den kristne frelserskikkelse, Jesus-figuren, som fremstillet af "Bibelen" i "Det Ny Testamente", har sandsynligvis aldrig eksisteret. Hvis den har eksisteret, kan den ikke skelnes udfra de ord og handlinger som den tilskrives, i det disse ord og gerninger alle kan genfindes i ældre kilder end personens postulerede levetid. Problemstillingen kaldes 'den historiske Jesus' indenfor Bibelkundskab.

2. Nok noget nær alle "øjenvidneberetninger" om den postulerede historiske Jesus-figur, blev skrevet tidligst snesevis af år efter hans postulerede død, de fleste skrevet på andre sprog og i andre kulturer end den jødiske som han siges at have levet i. Ingen ikke-kristelige historiske kilder i perioden for den postulerede levetid bekræfter eksistensen af en historisk Jesus-person, de tidligste forsøg herpå står alle som anerkendte falsknerier.

3. Nok omkring hele Jesus-myten, dens lidelsesvej, alle dens ord og handlinger og alle dens attributter kan (jævnfør 1) genfindes i ældre kilder; det virker endvidere påfaldende; at de ældste verificerbare kristne kilder: Paulus' breve, ikke kender til de senere evangeliers livshistorie og de mange Jesus-ord, men kun fremhæver sonedøden og dens mytologiske genopstandelse.

4. Grundlaget for den kristne forkyndelse består altså af mytologiske "sandheder" hævdede som historiske fakta om guddommelig intervention:  lige fra jomfru-fødslen, over Messiastroen til pæl-/korsfæstelsen og apostelgerningerne. Ved at acceptere disse falskheder har man åbnet op for andre falskheder af lignende art. Det oprindelige latinsk-italienske forkyndelsessprog og dets vokabular blev under og efter tusindårsriget den almene fælleskulturs videnssprog og styringssprog. 

"Bibelen", såvel "Det Gamle Testamente", jo nedskrevet fra Toraens tid med hebraiske bogstaver, som den Jesusforkyndende kristne, yngre testamentariske del, "Det Ny Testamente", der findes  nedskrevet oprindeligt med græske bogstaver, udgør en antologisk samling adapterede sagn, historiske beretninger og private skribenters uforbeholdne meninger og gudsoplevelser og har, ligesom andre skrifter fra denne periode hvor kalijugaen starter op, og hvor monoteismen slår igennem, primært virket som civilisationsredskaber, der søger at give fattige, primitive ørkenfolk en folkelig selvrespekt og en underlagt indordning under by- og familie centraliserede styreformer fremfor land- og slægsdecentralisme. 

Senere, i forbindelse med Romerrigets omstrukturering, bliver disse skrifter udvalgt, tilskrevet og kanonisk videregivet tilføjet den nytestamentariske Jesus Kristus Messias historie til anvendelse i deres hebraiske, græske og latinske oversættelser, dette blev det fælles transnationale dannelsesgrundlag i tusindårsriget indtil Romerkirkens fald som enhedskirke  (altså fra cirka 500 til 1500).

De kristne kirkesamfund har gerne konfliktet med en splittelse udsprunget af trosplittelsen afledt af det i ovenstående punkter  fremholdte svindel med frelserskikkelsens eksistens: man satser i konflikttilfælde forsigtigt på begge, eller alle, parter. Budene om næstekærlighed, om at vende den anden kind til overfor angribere, og om at elske sin fjende, har man forbeholdt idealistiske tåber nederst i kirkehierarkiet og eksemplariske dækpersoner øverst i dette hierarki, dog disse har ofte udvirket store mirakler på trods af eller end og i samarbejde med herskende misforhold.

Kirken selv har spekuleret og aktivt deltaget i alle former for krig, drab og umenneskelighed, overfor såvel modstandere, medlemmer som tilfældige uskyldige udenforstående. I modsætning til Buddhismen har kristendommen altså ikke blot forfejlet sin åndelige væsenskerne, men har sveget den fuldstændigt, dog den har dertil snedigt udviklet sin anger- og frelsesteologi, der kan sone enhver form for udåd, samt har sit mere end 1000 år gamle dogmatisk velfunderede og stadig friske, fjendske og principielt uopsigelige, uforligelige og til fælles undergang førende arvefjendemodsætningsforhold til al'Islam, der kan legitimere krigen, drabet og umenneskeligheden med fjendebilledretorik udfra konkrete eksempler.

Denne manglende evne til virkeligt og redeligt at arbejde for de ægte religiøse forestillinger om kærlighed og fred, udspringer af den manglende konsistens, kongruens og menneskekundskab i det kristoide forkyndelsesgrundlags dogmatik, 

De positive træk i kristendommen synes alle "løftede" fra tidligere tiders religion, som krist-kirken kun overfladisk set har forstået at udrydde, trods mange anstrengelser, primært: fredhellighed, lærdom, lægekunst og medicin, nødhjælp og klostersamfund med kollektiv produktion; - alle velkendte elementer i for eksempel keltisk druide­væsen, i oldnordiske forestillinger og i Buddhismen.

Som følge af sin manglende konsistens, sin manglende logik og sin fuldstændige mangel på en forklaring af de livsforhold som møder det moderne menneske, har kristendommen kun kunnet etableres ved hjælp af svindel, propaganda, svig og vold og dette i alle afskygninger.

De syv grundliggende kendetegn ved kaliyuga (som kristendom voldede op mod, men selv blev en del af):

1. dumhed, fanatisme og manglende indsigt (videnskabs krise)

2. falskhed, svig, løgn og bedrag (lederskabets krise)

3. underkastelse: over- og undermennesker, rige og (især) fattige (finanskrisen)

4. tyveri, ran og udbyttende, udnyttende undertrykkelse (markedskrisen)

5. modsigelser, manglende logik, urimeligheder og grove uretfærdigheder (videnskabsfallit)

6. splid, interne trakasserier, forskelsbehandling, krig og elendighed (lederskabsfallit)

7. modstandermord, sammensværgelse, baghold,  (unfair konkurrence & monopolisering)

Disse 7-8 forhold og deres mange naturlige udløbere danner grundlaget for den misere af åndelig, økonomisk, politisk art, som skabte den velkaldte "mørke middelalder", og de selv samme forhold - ved slutningen af det 20. århundrede om end i førstefossileringens falleringsfase - fikserede kloden i åndelig stagnation under en alt fordummende massekultur, i økonomisk misere under et forrygende asocialt bank- og finanssystem og en politisk verdensuorden, hvor en afsporet umenneskelig elite kritikløst og uden principiel forståelse for menneskehedens egentlige behov og udviklingsvej konkurrerede med den gamle, delvis faldne kristne kirke og dens fundamentalistiske 'muselmaniske' dødsfjender i nye, perverterede og uudholdeligt skammelige initiativer efter de syv beskrevne forholds mekanik.

I modsætning til kulturradikale heroer som Georg Brandes, George Bernard Shaw og den senere inddragne danske Villy Sørensen, forholdt Profeten Aleister Crowley sig modig, intelligent og samvittighedsfuld nok til at såvel begribe, som at angribe, fundamentet for denne misere, mens hans kollegaer blot medvirkede til at sprede skyerne og pege på de mest iøjnefaldende skævheder og forefaldne forandringer. - formentligt blandt andet derfor blev Crowley aldrig i større stil, trods sit store intellekt og efterhånden højt værdsatte talent blandt ledende tænkere, mens han levede en leder af moderne tænkning som de tre andre omtalte skribenter.

Den foreliggende Forfatter står i nogen grad i samme situation, heller ikke han kan regne med at Læseren vil stå umiddelbart i stand til at kaste årtusinders indoktrinerende hjernevask over bord i et klart lysende, lynende øjeblik af indsigt og forståelse. - Men hvad kunne han gøre andet end at forsøge??? Endog: I Guds Navn!!!

[TOP]

trakasserier: efter fransk traquer: gøre jagt på, heraf trakassere: plage, drille, chikanere. Trakkaserier altså: drillerier, chikanerier, kævl og ballade.

misere: efter latin miser: ulykkelig. Heraf Misere altså: elendighed, nød, ulykkelig situation.

[TOP]