perolsen.net

Teomagiens Trange Tid Portal

Per Olsens videnskabelige produktion

T.S. Eliots "The Waste Land" side 1 - Beskrivelse & bestemmelse

SIDE 1

SIDE 2

SIDE 3

SIDE 4

Beskrivelse & bestemmelse

Analyse & fremstilling

Tematik, symbolik, personae

Fortolkning& vurdering

Punkt 4a1-aff

Punkt 4a1-0ff

Punkt 4a2-aff

Punkt 4a2-bff

4a1-a

Digtets form og struktur

4a1-b

Det tilgrundliggende kunstsyn

4a1-c

Kunstsynets fremstillelse

4a1-d

Digtets indhold og betydningslag. Kort skolie

4a1-e

Hoved- og bitema. Kort opsummering

4a1-f 

De vigtigste motivkredse

DEN teo-sakrale og magi-spiritualistiske symbolik og tematik, med en særlig redegørelse for tarot-metaforikstrukturen og en udvidet teo-magisk annotering

Nedenstående analyse fortolker T.S. Eliots digt "The Waste Land" fra 1922 e.v..

Dette afsnit vil teksten gennemføre ved tre operationer som bevæger sig fra digtets fremtrædelse til dets væsen som så endelig fremstilles.

Teksten vil indlede hvert afsnit med en generel karakterisering af undersøgelsesområdet, inden teksten i de to understående punkter vil specificere det for afsnittet afgrænsede område.

Teksten vil altså kort skrevet: fortælle om digtet, fortsættende forklare om digtet inden teksten afsluttende fremstiller digtet.

4a1-a Digtets form og struktur

DIGTET "The Waste Land" strækker sig over 433 linier med et tilhørende syv siders noteapparat. De 433 linier står formelt opdelt i fem afsnit af varieret linieomfang. De fem dele omfatter et tema med en række bi-tematiske forbindelser. Tematikken udfoldes i en række motivkredse, som udgør en samlet struktur. De bærende elementer i denne struktur står i tekstinterne relationer, det vil sige: narreringen virker delvist ledemotivisk. Omkring såvel motivkredsene som selve tematikken lægges en litterært associativ ramme, der fremtræder både i teksten som citering og i noteapparatet som henvisning. Denne litterært associative ramme af tekstin- og -ekstern karakter fremtræder i narreringsstrukturen gennem tre lag:

  1. Som fremsat: et citerende lag

  2. Endvidere et pasticherende lag

  3. Et fortællende episk lag

Til hvert af disse lag knyttes en række specifiktræk af rumlig, tidsmæssig, psykologisk og erkendelsesteoretisk art.

Denne litterært associative struktur i digtet fremtræder i teksten som fragmentering af narreringsforløbets umiddelbart kommunikerende meddelelser; således at forstå: at digtets reception ikke blot afhænger af hvordan man forstår dets verbale udsigelsesniveau og dets tekstuelle logik, men hvordan man placerer denne udsigelse og logik i forhold til den i udsigelseslogikken indlagte tradition.

Det rummer en velkendt litteraturhistorisk sandhed; at med T.S. Eliot, og især med det foreliggende digt "The Waste Land", opstår diskussionen om hvad mon digteren mener? Hvordan mon meningen med denne eller hine obskure (32) antydning kan eller bør forstås. Med et citat fra E.D. Hirsch Jr. (ibid p. 9f):

"Tilhængerne af semantisk autonomi (33) i England og Amerika kan næsten altid forventes at pege på T.S. Eliots eksempel, som mere end en gang afslog at kommenterer meningen i sine egne tekster. Eliots afslag var baseret på hans synspunkt om at forfatteren ikke har nogen kontrol over de ord som han har sluppet løs på verden og intet specielt privilegium som en fortolker af dem ... Men Eliot gik aldrig så langt som til at påstå at han ikke mente noget særligt med sine skrifter. Formodentlig mente han noget med dem, og det er en tilladelig opgave at forsøge at opdage hvad han mente.". (34)

 

4a1-b Det tilgrundliggende kunstsyn

THOMAS STERN ELIOT regnes for "imaginismens" fader. Imaginismens centrale idé: at præsenterer billeder uden tilsyneladende sammenhæng. -: At sammenhængen kun tilsyneladende eksisterer, danner et udtryk for imaginismens egen søgen mod en dybereliggende væsensårsag; en slags teo-universal transcendens (35)

. I en dagbog skrevet af maleren Paul Klee (36) hedder det herom:

"I det dennesidige kan jeg slet ikke fattes. Jeg hører i lige grad hjemme blandt de døde og de ufødte. Jeg står skabningens hjerte nærmere, end det er sædvane, og alligevel ikke på nogen måde nær nok.".

Imaginismens fremtrædelse som fragmentering dækker altså over en selvopfattelse, hvor den dybereliggende væsensårsag ikke kan indeholdes i normallogisk sammenhæng, eller inden for personlighedsområdet.

Men udover at give et udtryk for en quasi meta- og hyperfysisk (37)

forståelse, giver fragmenteringen en kunstnerisk bevidsthedsmetode, hvis overordnede mål ligger i at depersonalisere.

xzx Når teksten har brugt ordene "quasi meta- og hyperfysisk" skyldes det, at denne kunstneriske metode ikke direkte betjener sig af nogle af de fra den metafysike og den transcendentale traditions kendte midler for selvopløsning, for eksempel den passive meditations ekstase, prana- og mantra-yoga (38), bod og pønitense og lignende ægte metafysiske og transcendentale teknikker.

Eliot skriver i "Tradition and the Individual Talent" (ibid p. 17 (ibid p. 53 i 1928 e.v. udgaven)):

"Der mangler nu at definere denne depersonificeringsproces og dens relation to opfattelsen af traditionen. Det er i denne depersonificering at kunsten kan siges at nærme sig videnskabens betingelser.". (39)

Eliot fortsætter med at beskrive denne proces som en art katalytisk indvirken hvorved en eksplosiv udvikling fremmes. Depersonalisering gennem fragmenteringen fungerer altså med katalytisk effekt i den imaginistiske kunst og dens bevidsthedsstrategi, hvis primære mål virker ekstra-individuelt; Eliot skriver (ibid p. 21 og ibid p. 58):

"Poesi er ikke en frisættelse af følelser, men en flugt fra følelser; det er ikke et udtryk for personlighed, men en flugt fra personlighed.". (40)

Det bliver altså gennem depersonaliseringen, at kunstens videnskabelige objektivitet manifesteres, hvorimod kunstens materielle subjektivitet manifesteres modsat, altså: fra fragmentarisk depersonalitet til sammenhæng; Eliot skriver (ibid p. 14 og ibid p. 55):

"Poetens sind er faktisk en beholder som fanger og oplagrer utallige følelser, sætninger, billeder som forbliver der indtil alle de partikler, som kan forenes i at forme en ny substans er til stede sammen.". (41)

4a1-c Kunstsynets fremstilling

DE følelser, sætninger og billeder som samles i digtets tekstmæssige fremtrædelse bør altså fungerer depersonaliserende. De grundliggende elementer i denne depersonaliseringsproces bliver sted, tid, person og relation.

Sted, tid, person og relation bliver igen individuelt tredelt efter væsen og relateret til den omtalte (p. XXX) opdeling i citat, pastiche og epik.

At altså steds- og tidssopfattelsens fragmentering foregår i dybde, bredde og højde; fortid, nutid og fremtid virker umiddelbart indlysende, hvorimod teksten nok nærmere bør forklare personligheds- og relationsstratifikationen, inden denne systematik vil blive skematiseret som afslutning på denne indledende del af analysen:

Personlighedskategorien bliver, ifølge de imaginistiske dogmer, den centrale, for så vidt at det kunstneriske mål ligger indenfor personlighedsområdet. Man kan i digtet læse en jegsystematik, som teksten har termiseret: jeg, ikke-jeg og gen-jeg.

Med "jeg" forstås digterjeget som fortællerjeg, altså personen i digtet som siger "jeg" og "mig". - Med "ikke-jeg" kan dels forstås den samme person beskrevet som "ham" eller "du", dels personer portrætteret gennem deres replikker eller et skjult fortællerjeg. Med "gen-jeg" kan ligeledes forstås de samme personer, eller i hvert fald de som i digtet eksisterer udenfor tiden. De danner "gen-jeg" på den måde, at de enten personificerer ikke-individuelle bevidsthedskategorier, eller ved at de som individuelle bevidsthedspersonificeringer anbringes udenfor deres traditionelle socialitet. Dette skal blive indlysende efterhånden som analysen udfoldes.

I digtet danner de tre personer: Fiskerkongen, købmanden og Tiresias eksempler på disse tre kategorier, selv om det udfra definitionens forsigtige "kan" bør forstås; at disse tre "jeg" bevæges frit imellem de tre kategorier, også omend deres overordnede tilhørsforhold udgør det antydede.

Endelig relationskategorien: Her bør det forstås; at Eliot ikke arbejdede med en traditionel dialektisk subjekt og objekt relation. Den imaginistiske kunststrategi arbejder med menneskets "jeg" som et defineret subjekt, som gennem objektet (: depersonaliteten) når frem til det givne (: jacta).

Læserne forstår således umiddelbart; at der med "det givne" ikke hentydes til de i samtiden, gennem traditionen producerede økonomiske, materielle og bevidsthedsmæssige forhold, men at "det givne" forstås ifølge den (p. XXX) omtalte "quasi metafysik":

Sted

Tid

Person

Relation

dybde

fortid

jeg

subjekt

bredde

nutid

ikke-jeg

objekt

højde

fremtid

gen-jeg

jekt (jacta)

Citat

Myter

Fiskerkonge

Datta (at give)

Pastiche

Popkultur

Købmand

Dayadhvam (at sympatisere)

Epik

Klassikere

Tiresias

Damyata (at kontrollere)

Triviel

Universel

Romance

Rituel

Der samles yderligere dele af denne systematik som det fremgår i løbet af analysen.

4a1-d Digtets indhold og betydningslag. Kort skolie  (42)

DET fremgår af foregående afsnit at tilegnelsen af digtets indhold og betydningslag foregår via en strukturering at dets fragmentariske mønster, en strukturering hvis systematik tillader enkeltkomponenterne sammenhæng internt og i den samlede struktur under den synspunktsvinkel temaet vil angive.

En sådan strukturering vil tillade en overskridelse i fortolkningskoden til dette digt; fra: man kan forstå så meget, til: så meget kan man forstå.

Inden denne strukturering vil teksten kort redegøre for to stærkt strukturerende faktorer, nemlig digtets samtid og dets digter, for gennem nogle få bestemmelser at lette forståelsesarbejdet med digtet selv.

En stærkt betydningsfuld faktor bliver den politiske og dermed den kulturpolitiske situation i Europa fra 1910'erne e.v. ind i 1920'erne e.v..

Eliot, amerikaneren som blev europæer, englænder, i 1910'erne e.v., stod som den strikst lærde borgerlige intelligentsias mand. -: Udover en bred litterær skoling stod han som en af de unge, der havde taget arven og udfordringen op fra sen-kolonialismens overvældende videns- og litteratur udbyt- te/ning.

Kort skrevet: Eliot mestrede i nogen grad hinduismens sanskrit og studerede sig ganske velfunderet i buddhismen, og valgte jo i øvrigt endelig den anglo-katolske kirke som ståsted, da han endelig blev 100% europæer med britisk statsborgerskab i 1927 e.v.

Som sådan bredtfavnende "lærd" må Eliot forstås; den åndfulde, meget vidende intelligentsiamand, - fjernt abstraheret "udi åndernes rige" - og udfra denne forståelse bliver digtets fragmenteringskarakter gennem det litterært associative citat- og noteapparat ganske forståelig og naturlig.

Læsningen viser altså den samme "kulturelle efterbyrdseffekt" som hos andre af tidens forfattere: (43)

Aleister Crowley, Aldous Huxley, Hermann Hesse, som ligeledes fremstiller det højborgerlige åndsaristokrati, der udover den almene europæiske dannelse med den klassiske latinske og græske basis, bestred og benyttede den klassiske østlige dannelse; morgen- såvel som aftenlandenes, østens altså såvel som vestens livsforståelser, hvoraf især østens filosofier i samtidens foregående halve århundrede havde oversvømmet det europæisksprogede marked, via gigantiske oversættelsesprojekter som for eksempel "Sacred Books of the East"- serien (ibid bind 9 og mange, mange andre, serien indeholder i alt 50 bind, med oversættelser af de vigtigste hellige bøger fra østen. Også jødernes "Talmud" og "Zohar", ægypternes "Dødebog" og en lang række andre værker blev oversat, diskuteret og dyrket ihærdigt.

 

Skolie:

OM nok alle de kolonialiserende kulturer gælder det: at kolonialiseringen blev gennemført af et stærkt ekspanderende borgerskab overfor diverse stammemæssige og feudale folkeorganiseringer. Gældende for såvel stamme- som feudalmodellen er, at disse støtter sig økonomisk til et mere eller mindre indflydelsesrigt aristokrati, og støtter sig psykologisk til et mere eller mindre indflydelsesrigt teokrati.

Feudalstrukturen baseres på mere eller mindre skjulte herre- og slaveforhold. Herren har retten, slaven har retten til arbejdet; hvorfor herren kun regulerer arbejdet og som sådan ikke producerer det, eller reproducerer sig selv i det, hvorfor arbejdet sjældent antager teknisk,mekanisk karakter som udtryk for en dyberegående naturerkendelse.

Således kom det kolonitagende borgerskab hjemmefra bevæbnet med overlegne våben, som udtryk for denne dyberegående mekaniske snilde bygget på grundig naturerkendelse, allerede da de første købmandsskibe drog afsted i 14-1500 tallet e.v..

Med denne indskudte resumerende belæring har teksten villet give baggrunden for to væsentlige omstændigheder, nemlig:

  1. en bestemmelse af dette højborgerlige dannelsesniveau og dele af dets social-psykologiske engagement: "elitismen", altså det at man udstyret med den dyberegående naturkendskab og dens affødte teknologiske kunnen har følt sig og reelt har stået langt overlegen overfor "de vilde" i kolonierne.

  2. endvidere lægger denne skolie op til at give en forståelsesramme omkring digtets noterede og anførte socialengagement (digtets noter ibid p. 5f) nemlig: sammenbruddet af den sidste post-feudale bastion i Europa, det habsburgske dobbeltmonarki Østrig-Ungarn.

Der findes altså i samtiden en oplevelse af, at man har underlagt sig den ydre fremmede verden og samtidigt synes ved at miste sin egen indre velkendte verden. Samtidens splittedes over en lang række fronter og holdninger til denne problematik, fra de sovjetvenlige socialdemokratiske ungarer til austro-kommunismen og -fascismen; et spil Eliot, tro mod sin politiske grundholdning, ikke tager del i; han nøjes blot i digtets udsigelse med at anføre de flygtende litauere som del af de store masser, han, som intelligentsiaens mand stilede sig kultur-pessimistisk overfor. Digtets rummer engagementet på en noget højere gradient, i en syntese af de i denne skolie anførte to hovedpunkter, altså som en profetisk tordentale, det fragmentariske elitistiske gudemåls forkyndelse for de få som har øren til at forstå.

4a1-e Hoved- og bitema. Kort opsummering

DIGTETS hovedtema bliver altså kultursammenbrud: basunen vil lyde, muren falde! I digtets ordlyd arbejder læsningen sig fra en sen-feudal neo-borgerlig positions faldne højborg (en flygtende aristokrat) frem til et enligt tårn i ødemarken, som vil falde og overlade sine sten til det golde og i øvrigt ganske ustrukturerede øde.

Forbindes dette tema med den kunstneriske metodes mål - depersonaliseringen gennem imaginistiske fragmentering - synes det altså overført at dreje sig om; at jeg'et vil opløses i dette øde - The Waste Land - hvis tomhedskategori anskuet som bevidsthedsproces for den forstående, for herren, for intelligentsiaen kan kendes som det buddhistiske moksha, zen-buddhismens satori, hinduismens nirvana i dets forskellige former, den kristelige kontemplations mystiske ekstase, - le Nean (: intetheden) - eller anden "god quasi-okkultisme" og bevidsthedsteori fra samtidssalonernes åndsvidenskabelige afdeling.

Tomhedskategorien for de ikke-forstående, for slaven, arbejderen beskrives som et goldt og dødt overfladeliv, de ses, med et af Crowleys yndlingsbilleder hentet fra "Alice i Eventyrland", som den anden side af kortene spillet, det vil skrive: alle ens; og under overfladen lurer afmagten, den store social-impotens.

At hvad man har beskrevet som det moderne, ensomme massemenneske kan og vil fremstå i et nyt Waste Land, en ny Ødemark, danner moralen på Buddhaens ord sidst i digtet, som det skal fremgå; - men det synes her vigtigt dertil at forstå socialrammens betydning, fra det elitære borgerlige standpunkt Eliot synes at indtage:

Fanden synes løs, overalt rykker de uuddannede, vilde pøbel-horder frem: Rusland, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Bulgarien, Tjekkerne og Slovakkerne og altså især det kulturpolitiske magtcentrum Østrig-Ungarn.

Således bliver digtets hovedtema altså kultursamenbrud eller kulturopløsning under de givne synsvinkler og digtets bitematik danner symboliseringer heraf.

Personificeringen heraf dannes af en af digtets gennemgående personer: "Fiskerkongen". Teksten vil nærme sig dette symbol gennem nogle bestemmelser af den okkultisme og delvis teo-magiske spiritualitet dette symbol gestaltes igennem. -:

Eliot henviser i indledningen af sine noter til Jessie L. Westons bog omkring gralslegenden: "From Ritual to Romance". Weston henviser i denne bog til Arthur Waite angående såvel tarotkort som gralslegender, og Waite, der kendes som en uhyre pompøs og ganske sjusket kompilator, har da også skrevet om begge emner.

Især gralslegenden har stor betydning for forståelsen af Fiskerkongen, i nyere tid anerekendes "The Holy Blood and the Holy Grail" af Baignet, Leigh og Lincoln som klassikeren på feltet, omend denne bog ikke koncentreres direkte omkring de oprindelige myter Eliot referer til.

I mere end 1000 år associeres denne "kop-legende" til Jesus-figurens gerninger, nærmere bestemt nadveren (XXX), ved hvilken den ombudte vin (: Jesus-fiktionens blod) siges frembåret i "gralen", som i forbindelse med de arthurske cirklers romance-litteratur bliver målet for mangen en heltemodig ridders færd.

I ældre myter end de kristne fremstilles gralen, som det aldrig tømte fad, overflodens symbol, mens endelig den kristne annammelse af dette symbol tilføjer den legende, at samme kalk eller kande anvendes til at opsamle Jesus-figurens blod i, efter hans henrettelse.

Allerede med korstogstiden bliver gralslegenderne vigtige for blandt andet de berømte tempel-riddere, nyere forskning har dog vist at de udbygger kop-symbolikken med den oplagte henføring til de kvindelige kønsorganer, lansen, med hvilken Jesus-personen stikkes, forstås i denne sammenhæng så som de mandlige kønsorganer, gralen og lansen (: "Skæbnespydddet") bliver således symboler for vegetations og frugtbarhedsmyter.

Med Richard Wagner og romantikken bliver gralslegenden oplagt, ladet jo dels med dels kanonisk magi, dels heroisk germanisme, dels teofil symbolik og seksuelle konnotationer. Gralen og lansens magiske kraft ses som reinkarnerende, revitaliserende, som det jo også fremgår af nadverritualet, og teksten vil i stedet for en længere diskurs i emnet nøjes med at citere ret omfattende fra Waites bog "The Holy Grail" (ibid p. 423f):

"Det er Kristus´ liv i sjælen og sjælens liv i Kristus. Der er ingen tvivl om at disse symbolske repræsentationer bogstaveligt korresponderer til staderne og trinene i sjælens erfaring på vejen tilbage til Gud, idet de på deres egen måde svarer til den genfundne østlige viden om Enheden.". (44)

Dette noget dunkle citat indeholder den i samtiden velkendte diskussion, hvorved gralen og dens myter gøres til fremtrædelser for den individuelle sjæls tilbagevenden til Paradis. At disse udlægninger dog danner fortolkende overbygninger mener mange, de ser generelt gralsmyten som en vegetations- og frugtbarhedsmyte. Waite, prøver (op. cit) at sammensmelte disse to divergerende syn gennem en symbolsk syntese:

"Men hvis såtid og høst er historien om sjælen i inkarnation, liv, voksen og dødens store høst, som leder til andet liv ... så er Mysterierne ikke svindel men viser i det mindste en vision ... Og hvis Gudens Fødsel, Død og Genopstandelse er historien om sjælen som vågner fra liv og sansernes illusioner til en opfattelse af den Store Realitet; hvis Gudens død er betegnelse for sjælen som dør for alt hvad der i sig selv kan forsvinde; og hvis genopstandelsen er til livet i Gud, så portrætterer Mysterierne i deres egen tid og på deres egen måde historien om sjælen som dør for jordiske ting, at den kan opnå viden om og indsigt i de ting som er evige.". (45)

Waite forsøger altså; at lade de divergerende syn falde sammen i en allegoriske forstand, og myterne om "den døende Gud" tilhører altså denne version af gralslegenden, efter Waites mening forstået som: sjælslarven der forpuppes inden sommerfuglen endelig flyver.

Eliot henviser, sammen med Waite og Weston og de fleste andre teomagisk interesserede i samtiden, til Sir James Frazer, som indsamlede et overmåde stort antropologisk, etnografisk mytemateriale omkring denne og en mængde andre folkelige overleveringer.

Ovenfor samles de væsentligste centrale pointer i Fiskerkongesymbolikken, som skal blive ekspliciteret nedenfor. Forfatteren står ikke tilbøjelig til at give Waite ret i forsøget på at sammenskrive alle fortolkninger som lige-gyldige på forskellige planer af forståelse.

Waite afviser Westons teori om, at gralslegenden afstammer folkloristisk set fra de tidligste tiders frugtbarhedsritualer, en påstand som senere tider ikke har stået synderlig tilbøjelig til at støtte, men som indgik i en aktuel diskussion, mens Eliot skrev. Waite forsøgte, med citat fra Westons bog (ibid p. 3), at fastslå at (op cit):

"... det lykkedes hende ikke at finde nogen folklore prototype på Gralsfortællingen, som indeholdt "Ødemarken, Fiskerkongen, det Skjulte Slot med dets højtidelige Fest og Mystiske Føde Kar, den Blødende Lanse", og resten.". (46)

Omend denne påstand i nogen grad kan betvivles i dag, findes der stadig mange for hvem denne myte danner en sen middelalderlig gestaltning ene af parablen over sjælens rejse til det guddommelige, og som det tydeligt fremgår betegnede dette altså tydeligt den højaktuelle åndsvidenskab og spekulativ quasi-magi som dannede udgangspunkt for Eliots symboliseren; og de seriøse navne man læste i samtiden omfatter mindst: Eliphas Lévi, Papus, P. Christian, Samuel Mathers, Westcott og Crowley, mens Waite, Summers, Rohmer og senere Fortune betegnede de mere udenforstående, mindre indviede kilder til disse problematikker.

 Opsummering:

TEKSTEN kan altså her opsummere; at bitemaet skildrer måske blot en fremstilling af sjælens rejse gennem tørstende søgen til vederkvæget fylde i Guds nærhed, og måske endvidere også et frugtbarhedsritual på de magi-teokratiske organiseringsniveau, hvor folkets fører(e) gennem et offentligt samleje (det såkaldte hieros gamos, (47) "helligt samleje") gestalter den magiske forbindelse, den sympatiske analog, der, som fra oven så óg forneden, vil genopvække naturen og drifterne ved foråret.

- Og alt dette udgjorde de varmeste nyheder i tiden efter 1. verdenskrig, i de "brølende tyvere", om man som kommunist eller socialist kaldte det "sex-pol", om man som freudianer og Brandes-inspireret talte om kønslig frigørelse, eller om man som Crowley-inspireret magiker talte om "seksual-magi". (48)

Frazers "The Golden Bough", som jo svulmede gevaldigt op over årene, danner altså det akademiske grundlag for den fortidsfiksering som åbenbart syntes nødvendig for at kunne optage og udleve de kolonialiserede kulturers livsforståelser.

Dette medfører hvad man i den magiske tradition kalder den store fornyelse (det gyldne morgengry, altså: "The Golden Dawn"), men gestalter samtidigt en fortidsfiksering, hvor de forskellige adepter undflyr den gældende teo-spirituelle verdensorden, som jo udgør kirkens dominans, til fordel for romantiske identificeringer i en autonom human aura, aætså en selvstændig menneskelig glans, af rituel og samstemmighed med naturen og det højeste.

Man mindes umiddelbart Arnold Hausers indledning til kunstens og litteraurens socialhistorie, Forhistoriske tider & ældre stenalder, magi og naturalisme ("Sozialgeschichte der Kunst und Litteratur" ibid p. 2):

"Legenden om den gyldne tidsalder er urgammel. Vi ved ikke præcis hvad den sociologiske grund til ærefrygten for det gamle er; den kan muligvis have rødder i stamme- og familiesolidaritet eller i privilegerede gruppers bestræbelser på at begrunde deres forret i herkomst. Hvad det nu end er, følelsen af at det bedre må være det ældre, er endnu i dag så stærk, at kunsthistorikere og arkæologer i viger tilbage for historieforfalskning, hvis de blot kan formå, at fremstille den dem mest tiltalende kunsstil som den oprindelige.". (49)

Som skrevet prøver Waite at tilbagevise Westons forsøg på at gøre det her behandlede frugtbarhedsritual og dets nugældende symbolik til en urhistorisk konstant, og det må understreges at fortidsfikseringen generelt kan give bagslag: nutiden kan blive irreal, som i digtets samtid hvor kulturen opleves som under sammenbrud, mens "borgeren ler og seeren græder" som Hesse udtrykker det, her citeret fra Eliots note til digtets linie 366-76. Det bør dog ikke overses, at Eliot i sin indledning netop henviser til Weston, hán har altså haft tilbøjelighed til at give hende ret i, at myten om Fiskerkongen stammer fra en gammel frugtbarhedsfortælling, fortællingen om den gamle konge som ligger for døden, indtil en frimodig ridder besøger ham i ødemarken, ridder til det skjulte slot og indtager festmåltidet af det aldrig tømte kar og vender tilbage med sin lanse, der gør ødemarken frugtbar.

Heraf følger at Fiskerkongen virker forhekset og kun kan forløses ved at ridderen på hove spørger ham om meningen med nogle præsenterede symboler. Denne temmelig generelle formulering dækker over det faktum at såvel forbandelsen som forløsningen gives forskelligt i de middelalderlige romancer. En indekslæsning i Westons bog under "Fisherking" og "Wasteland" vil give de divergerende versioner og deres grupperinger, p. 20ff giver hun en oversigt over de forskellige gralsvarianters tematiske motiviske dispositioner.

Væsentlig synes det her, at fastholde at Eliot, tilsyneladende at dømme udfra hans tekst, går ud fra den version hvor ridderen spørger den syge konge om betydningen af lansen (fallos) og gralen (vagina).

Den anden tilslutning til legenden som Eliot, også at dømme udfra hans tekst, tilslutter sig bliver det horisontalt tilsvarende princip til det vertikale (: som foroven så óg forneden), altså: han tilslutter sig de varianter af gralslegenden, hvor den syge, impotente konges tilstand, qua (50) det indre lig med det ydre, afspejles i at hans kongerige ligger øde: "The Waste Land".

Endelig vil teksten her formene, at Eliot, ved sine fremhævelser af vegetationsmetaforikken og vegetationsritualet, tilslutter sig den variantgruppe, der betragter Fiskerkongen som impotent, gennem et - hos Eliot tilsyneladende ikke nærmere historiseret - fysisk eller psykisk traume, altså sår. I øvrigt bør det nok bemærkes at (im)potensmagi må betragtes som et andet eller tredie stade i udviklingen fra praktisk magi til kunstnerisk aktivitet, og den kendes fra alle tider og steder helt op til nutidens medie-, helse- og intoksikations-myter.

Det kan sammenfattes at læseren nu på et indledende plan forstår hvad Ødemarken angiver, og også har en indsigt i dels de aktuelle historiske forudsætninger som de mere ahistoriske mytologiske tematikker, det kan derfor kort resumeres at Eliots version af disse indbefatter at Fiskerkongens forløsning sker gennem den forskende ånd, som Eliot selv stod som et ypperste eksempel på: den forskende ånd symboliseret ved den gralssøgende ridder.

Udover den indledende henvisning til Westons og Frazers bøger henviser Eliot i sin femte note til tarotkortene, som han indrømmer ikke at kende særlig godt. Dette lignede næsten også en umulighed i 1920'erne e.v., med mindre man havde forbindelse til "The Golden Dawn"-logen og dens mange arbejdsparpirer, eller stod i stand til at læse mellem linierne hos Eliphas Lévi.

Waite, som en overgang deltog i "The Golden Dawn" udsendte et skrabet sæt tarotkort, næsten blottet for symbolik, med samt en lille forklarende bog i midten af 1910'erne e.v., men først i 1967 e.v. kom Aleister Crowleys "Thoth Tarot" med dens meget udførlige manual "The Book of Thoth", hvor ikke blot hele symbolikken fra "The Golden Dawn" men også en lang række andre symbolske systemer, som Crowley havde indarbejdet fra korrespondancelæren og Livets Træ, indgik.

Det danner ikke dette kapitels opgave, at gennemgå denne symbolik og dette spil kort in toto, interesserede læsere kan finde den relevante faglitteratur udfra de givne anvisninger.

Princippet består dog i, at de 78 kort og deres system af korrespondancer, af sympatiske analogier (51) kan siges at omfatte alle enkeltkomponenter og deres strukturelle sammenhænge fra grundstofbalancens mindstedele til den kosmisk balances største dele.

Eliot referer direkte til to tarotkort: den trumf (romertal XIII) (52)  som kaldes "Den hængte mand" ("The Hanged Man") og "Stave nummer 3", og han associerer "Tre Stave" med Fiskerkongen. - I samtiden (: 1910 e.v.) udgav Waite som bemærket sin lille tarotnøgle, hvori det om dette sidste kort hedder (ibid p. 12):

"En rolig, statelig skikkelse, med sin ryg vendt, ser fra en klippeskrænt mod skibe som passerer over havet.

Tre stave er plantede i jorden og han læner sig let imod en af dem. Spådomsbetydning: han symboliserer styrke, foretagsomhed, anstrengelse, handel, vandel, opdagelse; det er hans skibe, som bærer hans varer, der sejler over havet. Omvendt: problemers afslutning, modsætningers udsættelse eller ophør, slid og skuffelse.". (53) (54)

De fleste af de her givne karakteristika ligger helt fremme i dele af digtets "ikke-jeg" og jegfigurer, primært den bi-tematiske hovedperson, "The Fisher King", sekundært, som Eliot anfører i sin femte note, også i to figurer som "den føniske sejler" og "handelsmanden".

I den indre "Golden dawn" symbolik og senere i Aleister Crowleys A.A. og O.T.O. kendes kortet, jævnfør noten, som "Virtue" altså "Dyd" hvilket giver den dialektiske modpol til det andet nævnte kort "Den Hængte Mand" (Waite ibid p. 26):

"... adepten bundet af sit engagement" (55)

Denne dialektik antager allerede her form af den fremhævede impotensfiksering, gennem et billede af en person, som ser verden glide forbi mens den går i opløsning. Selv om det virker som hans egen verden kan han tilsyneladende ikke tage sig sammen til at gøre noget ved den - eller holder han sig mon blot ren?

Weston referer til Waite som sin nærmeste kilde til viden om tarot og hun giver (ibid p. 77ff) en oversigt over tarotopfattelsen fra begyndelsen af det 20. århundrede e.v.. Denne opfattelse støtter sig overvejende til Eliphas Lévis redegørelser i hans "Magihistorie" og hans "Dogme og rituel"-bøger, samt hans øvrige spredte bemærkninger (56).

Bemærk i den forbindelse at Waite oversatte en del af Lévis skrifter, indtil Crowleys skarpe kritik afslørede; at disse oversættelser bugnede af fejl, misforståelser og uforskammetheder (de udbydes dog stadig ved slutningen af det 20. århundrede e.v. til salg, sammen med de oversættelser Crowley udførte af de værker Waite ikke nåede at oversætte).

Weston vidste imidlertid ikke bedre, og fik fat i meget væsentligt på trods af den beklage forsinkelse af tarotreceptionen som Waites misforståelser gav anledning til. Weston skriver (ibid p. 80):

"Jeg vil foreslå at medens Lanse og Kop, i deres associerede from, grundliggende er symboler på Menneskelig Livsenergi, udgør de i sammenhæng med andre en gruppe "frugtbarheds" symboler, forbundet til et meget gammelt ritual, af hvilket kun fragmentariske overleveringer er blevet bevaret for os.". (57)

Eliphas Lévi og alle andre før ham gav Tarot og dets korrespondancer fejlagtigt udfra et hermetisk magi-spirituelt forbehold overfor sortekunst, profanering og den type spådomspraktik Waites bog lægger op til ("sypigekunst", som Crowley ironisk har kaldt det). Typisk for den holdning han hævdede synes den af Westcott oversatte bemærkning (ibid p. 45):

"Tarotkortene, også kendt som Tarobogen - hvilket ord er et anagram af Rota, et hjul eller en cyklus.". (58)

Det bør i denne forbindelse også om trumfen "den Hængte Mand" bemærkes at den ligeledes i Eliots samtid danner et meget dunkelt, okkult, symbol, betragtet som svært forståeligt. Westcotts overstående Lévi-oversættelse anfører (ibid p. 47):

"Men dets betydning er i nogle tilfælde fundet ved klarsynsvisioner, og i nogle få ved intuition.". (59)

Teksten skal senere i analysen vise; at der dog findes rigt belæg for at fastlægge en konkret betydning af kortet i digtets univers.

4a1-f  De vigtigste motivkredse

SOM det allerede nu fremgår, virker det skelsættende og epokeskabende digt, "The Waste Land", som for mange kritikere og kendere regnes blandt de største poetiske præstationer i det 20. århundrede e.v. overhovedet, som et digt hvis overbygning har en litterær art, mens dets basis rummer en teo-magisk, spirituel karakter.

Dette forhold fremtræder i fire motivkredse som man kan sætte i direkte ligefrem proportion med den (p. XXX) omtalte systematik.

De fire motivkredse har en henholdsvis universel, triviel, romance og rituel karakter; -: stedet: altså universet, tiden: triviel og banal, personerne: involveret i frugtesløs romance, eller, uden mislyd af en litteraturvidenskabeligt fagterm: romantik, alt under givne forhold af mekanisk, rituel karakter.

Den tekstuelle fremtrædelse bevæger sig altså med en universel kategori- og stedsopfattelse, hvorfor fragmenteringen bringer læseren udover normal stedsopfattelse og rundt omkring i historien.

Ligeledes gives en lang række trivielle tidsbilleder, hvor personerne bevæger sig i tilfældige uforløste seksuelt prægede kærlighedsforhold reduceret til rituel.

Men omkring den tekstuelle fremtrædelses udsigelse ligger altså tillige associationsapparatet af litterær karakter, som kommenterer disse forhold på sine tre planer, og fremsætter dem fra sine tre individuelle synspunkter.

Derfor bør det forstås; at de fire motivkredse bevæger sig på alle disse lag, og for eksempel også viser uforløst og gold kærlighedsmekanik fra det højeste litterære plan, i digtet især gennem henvisning til Shakespeare på det litterære citatplan, overdet brede folkelige værtshusplan, i digtet gennem en Joyce-pastiche på en pub, og tilepisk genfortælling, i digtet gennem den klassiske myte-agtige beretning om Tiresias.

Som skrevet underbygges motivkredsene og deres lagdeling gennem de teomagiske spirituelle grundlag, fra hvilket det kan opsummere; at T.S. Eliot oplever den kulturelt politiske situation, som at dyden sættes i skak gennem udeblivelsen af det åndelige lys som leder eliten, og gennem massens hastigt fremvoksende mylder.

Ifølge digtets kunstsyn vil "depersonalifiseringseffekten" bringe dette "åndelige lys" i funktion.

"Det åndelige lys" symboliseres i tarotkortene med serien af trumfkort, 22 i alt, der, som bemærket omstående (p. XXX) korresponderes til de 22 bogstaver i det hebraiske alfabet. Men udover trumferne findes der så fire serier i tarotten, de fire serier som udvikledes fra spillekortenes klør, spar, hjerter og ruder, og i tarotten hedder henholdsvis: stave, sværd, kopper og mønter, (engelsk: wands, swords, cupsog disks). En enkelt af de mange korrespondancer for disse fire serier henholdsvis: ild, luft, vand og jord.

Det rudimentære "joker"-kort blandt de almindelige spillekort står altså i Tarot som 22. eller 0. trumfkort (nummer 0-XXI), hvor "Den Hægte Mand" står som nummer 12.

0-trumfen ("Narren" eller "The Fool") omfatter i sin symbolik blandt andet "forårsfesten" og "den rige fisker" (60), for nu at citere lidt fra Crowleys vejledning i "Liber Thoth" (ibid p. 56f).

Den Hængte skal altså formidle frugtbarheden fra/i tåben, eller bringe det personlige tårn (trumf nummer XVI) til rejsning og fald, og teksten vil i analysen og fortolkningen af digtet vise; at denne proces sker ved at dreje den indtil da ikke definerede nøgle.

Når teksten vælger, at afslutte indholds- og betydningsafsnittet med eksemplifikationer fra den åndsvidenskabelige, teomagiske basis i digtet, skyldes det, at digtets umiddelbare opdeling i fem afsnit med hver sin titel meget tydeligt alluderer til de fem kortkategorier og deres traditionelle korrespondance til de fire elementer og ånd:

  1. De dødes begravelse "The Burial of the Dead" Jord - mønter

  2. Et skakparti "A Game of Chess" Ånd - trumfer

  3. Ildprædikenen "The Fire Sermon" Ild - stave

  4. Døden fra vand "Death by Water" Vand - kopper

  5. Hvad tordenen sagde "What the Thunder said" Luft - sværd

Det mest almindelige såkaldte "bandlysende pentagram" tegnes i luften ved at forbinde jord (pentagrammets nederste venstre hjørne) med ånd (pentagrammets top) med ild (pentagrammets nedre højre hjørne) - og så langt følger eliot opskriften.

Derefter bryder han pentagramtegningen ved at gå til ild (øverste højre hjørne) og til luft (øverste venstre hjørne), det bliver altså egentlig ikke et magiske pentagram han tegner med denne henvisning til tarotten fem grundbestanddele, men snare et rosenkors, og det således:

Korsets nederste lodrette punkt (jord), rosen korsets centrum (ånd), korsets lodrette top (ild), korsets vandrette højre punkt (vand), korsets vandrette venstre punkt (luft).

Dette kors findes principielt som det samme de kristne præster slår, omend de anvender en anden symbolik, for eksempel de fire evangelister og Jesus-idolet som rosen i midten. Når Eliot bryder pentagrammet skyldes det måske han elitære synspunkt, idet pentagrammet jo ligner et menneske og dermed henviser til den fra Crowley og andre velkendte magiske doktrin om at "hver mand og hver kvinde er en stjerne", mens korset, præsternes symbol, mere stringent holder sig indenfor de videndes monopol uden alt for kraftige "ny-demokratiske masse-henvisninger", og bemærk at det drejer sig om et såkaldt "opmanende" kors, som digtets komposition altså slår.

Der synes ikke tale om, at nedkalde åndelige kræfter, som man gør når man slår dette kors fra oven og nedad, men tværtimod om at "opkalde" kræfter fra jorden. Dette danner altså digtets sociale engagement; at det opmaner nogle kræfter fra jorden og slipper dem løs på verden.

Således synes hele digtets kompositoriske disposition altså indrettet efter rosenkorset, og mimer et helligt ritual i overensstemmelse med de to ekspliciterede tarotkort: de tre stave "dyden" og "Den Hængte Mand" den åndelige adept og hans mission.

Eliots valgte trumfkort optræder midtvejs gennem tarottrumferne, fra nummer 0-XI kommer første halvdel og anden halvdel starter med XII "Den Hængte Mand", dette kort korresponderes traditionelt til det hebraiske bogstav "mem" (: M) og henføres til elementet "vand". Der findes altså også i dette kort "vand", og dermed bliver spåkonens bemærkning om at "frygte død fra vand" end mere profetisk.

Døden fra vandet rummer et faremoment for alle de tre fremdragede bifigurer: Fiskerkongen som henter sit liv og sin rigdom ved døden fra vandet, men også selv kan komme til at dø derude, og den føniske sejler samt købmanden, der også kan opleve havet som faretruende og dødbringende.

I den umiddelbare vegetationssymbolik bliver "vandet" og "den hængte" også symboler for det vandoffer som vil bringe alt til spiring, især når "Narren", som indleder den første halvdel af trumfserien, inddrages med sin rå spirekraft og sin hvirvlende luft.

Men med det teomagiske substrata (61) bliver denne "død fra vandet" også sammenlignelig med den dødstraf som siden urtiden har fundet anvendelse overfor "de ugudelige", "vandprøven", den med hvilken man testede en mistænkt heks eller troldmand: Hvis de overlevede at blive smidt bundet og bastet i vandet regnedes de for troldfolk og blev brændt, hvis de ikke overlevede regnedes de for uskyldige, eller som Kong James den 1. af England skrev i sin "Dæmmonologie" i 1604 (også beskrevet p. XXX), her citeret efter Holes "Witchcraft in England" (ibid p. 68):

"... det synes at Gud har fastsat som et overnaturligt tegn på hekses monstrøse misgerninger, at vandet skal afvise at modtage dem i sin favn som har rystet dåbens hellige vand af sig, og med vilje afvist fordelene heraf.". (62)

På Eliots tid står magi-forbudet til dels ophævet, men alligevel udsættes alle kongekunstens udøvere for grov forfølgelse af enhver art. Holes opgivne værker danner en bred og omfattende ramme for henvisninger til hekseforfølgelsestiden, også Cohn, og Summers redaktioner af kildetekster virker værd at medtage. I moderne tid, efter magi-liberaliseringen, skifter monopolerne taktik, og dette synes bedst beskrevet og analyseret af Thomas Scasz, som i blandt andet "The Manefacture of Madness" viser hvordan psykiatrien overtog inkvisitionens rolle, hvordan de "forførte" blev til de "forrykte", hvordan "henrettelse" blev til "anbringelse", en udvikling der, jævnfør den lille skolie (p. XXX) danner en væsensbetingelse for den ellers dødeligt kætterske konsumption af de koloniserede kulturers livsforståelse, som Eliot giver et så glimrende eksempel på.

Med denne afsluttende taroiske fremstilling har teksten skullet vise den teomagiske væsenskarakter i digtets overordnede komposition, som altså rummer en spirituel aktivistisk karakter.

Eliot har villet opmane de kræfter som synes nødvendige for at realiserer de til hans livssyn knyttede betingelser for depersonaliseret videnskabelig kunst; og netop dét giver nøglen til hans engagement, og dét bliver betydningen som han, ifølge digtets tilblivelsesmyter, indarbejdede i dette sit mest berømte digt, under de sidste redaktioner, der som bekendt blev udført sammen med Ezra Pound, en anden af de store teomagisk orienterede åndsaristokrater i tiden.

Nøglen til dette engagement synes adgangsgivende til de vestlige generationer i efter- varm- og kold-krigstiderne fra 1920'erne e.v. og frem til 1950'erne e.v., de generationer for hvilke digtet stod som et manifest, en ypperste åndsytring fra det højeste niveau af lærdom, indsigt og engagement.

Fodnoter til The Waste Land side 1

32. obskure: efter latin obscurus: mørk; heraf obskure altså: mørke, dunkle, ukendte måske moralsk forkastelig, lyssky og skummel. Her dog kun anvendt i den primære betydning: mørke, dunkle, svære at forstå.

33. Semantisk autonomi: efter græsk sema: tegn, heraf semantik: betydningsvidenskab, læren om ordenes betydning. Og efter græsk autos nomos: selv samme navn, heraf autonomi: selvstyre, selvbestemmelse. Heraf den nyere litterære idé: autonomiteorien: digtningens selvstændige eksistens, kunstens selvgyldige erkendelsesform, uden yderligere kilder, hver oplever for sig selv.Semantisk autonomi altså: betydningsmæssig fritstående tekster som forstås "på deres egne præmisser".

34. The proponents of semantic autonomy in England and America can almost always be relied on to point to the example of T.S. Eliot, who more than once refused to comment on the meaning of his own texts. Eliot's refusals were based on his view that the author has no control over the words he has loosed upon the world and no special privileges as an interpreter of them ... But Eliot never went so far as to assert that he did not mean something by them, and it is a permissible task to attempt to discover what he meant.

35. teo-universal transcendens: efter græsk theos: gud; og efter latin uni vertere: et vende, heraf univers: vendt mod en punkt, sammenfattet i en enhed, heraf universal: omfattende, altomfattende; og efter latin trans scandere: over stige, heraf transcendens: overstiger erfaringerne, det som ligger ud over erfaringen. Teo-universal transcendens altså: en gudsmæssigt altomfattende erkendelse hinsides erfaring og normal bevidsthed.

36. Paul Klee: (1879-1940 e.v.) Tysk-schweizisk maler og intellektuel. Citatet anført som undertekst til en illustration Klee udførte til Eliots digt "The Hippopotamus" "Flodhesten" (om kristkirkens rolle og fremtoning).

37. quasi meta- og hyperfysisk: efter latin quasi: ligesom, heraf quasi (også stavet kvasi): uægte, pseudo. Og efter græsk meta ta fysika: det der følger efter fysikken, heraf metafysisk: generelt læren om det som ligger ud over fysikken, hinsides erfaringen. Og efter græsk hyper fysika: ud over, over fysikken, hyberfysisk altså: et selvopfundet ord som betegner det der ligger over hvad fysikkens måleapparater kan optegne, uden dog, som med metafysikken, at stå uforklaret. Quasi meta- og hyperfysisk altså: falsk ekstra- og oversanselig.

38. prana- og mantrayoga: efter sanskrit prana: ånde, livsånde, og efter sanskrit yoga: åg, herafyoga: kropsdisciplin. Prana-yoga altså: åndedræts kontrol, disciplin med livskraften. Og efter sanskrit mantra (også stavet mantram): Gudsnavn, teomagisk sætning, hymne, i buddhismen: et kraftord, og efter sanskrit yoga: åg, heraf yoga: kropsdisciplin. Mantra-yoga altså: fremsigelse af hypnotiske ord af hellig og sindsopløftende art. Prana- og mantrayoga altså: åndedræts og stemme øvelser af fysisk og psykisk art.

39. There remains to define this process of depersonalization and its relation to the sense of tradition. It is in this depersonalization that art may be said to approach the condition of science.

40. Poetry is not a turning loose of emotion, but an escape from emotion; it is not the expression of personality, but an escape from personality.

41. The Poet's mind is in fact a receptacle for seizing and storing up numberless feelings, phrases, images, which remain there until all the particles, which can unite to form a new compound are present together.

42. Skolie efter græsk skolion: kort optegnelse eller forklaring. Litteraturvidenskabelig fagterm som oprindeligt angiver en oplysende randnote til oldtidens klassiske forfattere. Efterhånden somskolie: kort forklarende belæring der trækker nogle vigtige punkter op, som bør læres, før forståelsen bliver klar.

43. Læsningen viser altså den samme "kulturelle efterbyrdseffekt" som hos andre af tidens forfattere: Aleister Crowley, Aldous Huxley, Hermann Hesse, som ligeledes fremstiller det højborgerlige åndsaristokrati, der udover den almene europæiske dannelse med den klassiske latinske og græske basis, bestred og benyttede den klassiske østlige dannelse; - om østen filosofi hos Hesse og Huxley i "Siddharta" og "Knulp" og i "Efter mangen en sommer" (: begær/) "Den evige filosofi". ...+ plus mere herom som binder an til Hans Ruin og hele traditionen.

44. It is the life of Christ in the soul and the life of the soul in Christ. There is no question that these symbolical representations correspond literally with the states and stages of the soul's experience on the path of return to God, answering after its own manner to the Eastern recovered knowledge of the Unity.

45. But if seedtime and harvest are the story of the soul in incarnation, life, growth, and the great harvesting of death, leading to other life ... then the Mysteries are not a cheat but at least the shewing of a vision ... And if the Birth, Death and Resurrection of the God are the story of the soul awaking from life and illusion of the senses to an apprehension of the Great reality; if the death of the God is significant of the soul dying to all that itself can perish; and if the resurrection is to life in God, then the Mysteries in their own day and after their own manner portray the story of the soul which dies to earthly things, that it may rise into the knowledge and attainment of those things that are eternal.

46. ... she had failed to find any folk-lore prototype of the Grail story, containing "the Waste Land, the Fisher King, the Hidden Castle with its solemn Feast and Mysterious Feeding Vessel, the Bleeding Lance", and the rest.

47. hieros gamos: efter græsk hieros gamos: helligt bryllup. Den opfattelse at gud og gudinde, konge og dronning, mand og kone - ved især forårstid -gennem et "helligt samleje" genopvækker naturens kræfter. Se eventuelt udførligt herom i Forfatterens "M.M.M.".

48. Medens sex-pol bevægelsen fremgår af Reichs skrifter, blandt andet "Orgasmens funktion", og mens kvinde- og kønsfrigørelsen kan studeres fra Amalie Skram til Alexandra Kollontaj, findes der stadig kun få og gennemført kryptiske bøger om seksualmagi på markedet. Grundværker omfatter de tre afsluttende foredrag i Aleister Crowleys "Secret Rituals of the O.T.O." samt dennes "De Arte Magica", endvidere senere Crowley-disciple så som Louis T. Culling "Sex Magick", og Frater U.D.'s "Secrets of the German Sex Magicians", også Flowers "Fire & Ice" giver værdifulde oplysninger desangående. Det regnes principielt for en fejltagelse umiddelbart at sammenstille vestlig sex-magi med østlig tantra. Hvad angår sidstnævnte findes der et overmål af manualer på markedet, af højst svingende kvalitet. - Generelt kan det resumeres, at 1910'ernes og 1920'ernes store "opdagelse" indebærer, at det magiske rituals grundfølelse giver en eksalterende opløftning af den udøvende, en opløftning som man mente blev mangedoblet, hvis tryllestaven af træ blev erstattet med en af kød. Dyrkelsen af vegetationsmyterne og frugtbarhedsriter i det mere mondæne miljø, må ses som en udløber af denne opdagelse og af Freuds banebrydende teorier om seksualiteten.

49. Die Legende vom Goldenen Zeitalter ist uralt. Wir wissen nicht genau, was die soziologische Ursache der Ehrfurcht vor dem Alten ist; sie mag in der Stammes- und Familiensolidarität wurzeln oder im Bestreben privilegierter Gruppen, ihre Vorrechte auf Herkunft zu begründen. Wie dem auch sei, das Gefühl, dass das Bessere auch das Ältere sein muss, ist noch heute so stark, dass Kunsthistoriker und Archäologen auch vor Geschichtsfälschung nicht zurückschrecken, wenn es ihnen nur Gelingt, den sie am meisten ansprechenden Kunststil als den ursprünglichen darzustellen.

50. Qua: efter latin qua: på grund af, med henhold til, som; qua altså: literaturvidenskabelig fagterm som anfører en grund, antyder en logisk følge.

51. sympatiske analogier: efter sengræsk sympathetikos: med lidenhed, mendfølelse, udøvende en uforklarelig virkning, vindende, tiltalende. Og efter græsk ana logos: forbindelse ord, relation tanke, heraf analogi: lighed, overensstemmelse. Sympatiske analogier altså: den magiske opfattelse at tilsvarende forhold, lignende tilfælde, kan påføre et objekt for magien en ønsket udvikling. I primitiv form: den elskedes hårlok, i avanceret form: den smukt formede gudshymne.

52. Romertal: da kendskabet til romertallene syntes at forsvinde ved udløbet af det 20. århundrede e.v. repeteres de nedenfor: ...

53. A calm, stately figure, with his back turned, looking from a cliff's edge at ships passing over the sea.

Three staves are planted in the ground and he leans slightly on one of them. Divinatory Meanings: He symbolizes established strength, enterprise, effort, trade commerce, discovery; those are his ships, bearing his merchandise, which are sailing over the sea. Reversed: the end of troubles, suspension or cessation of adversity, toil and disappointment.

54. Til sammenligning med dette populistiske betydningslag gives her et mindre udsnit af de korrespondancer Aleister Crowleys "777" angiver for tallet 3 og kort med nr. 3: 3 til hvis magiske våben vagina regnes, 3 hvis narkotikum hedder belladonna, 3 hvis engle kaldes de tronede aktive, 3 hvis profet regnes Enok, 3 hvis magiske kraft kommer fra 'visionen af sorg' (buddhismens tre karakteristikker), 3 hvis transcendentale moral omfatter stilhed, 3 hvis "ædle sten" hedder perle, 3 hvis gudinder omfatter blandt andre: Cybele, Demeter, Rhea, Isis, Here, Frigga og Maria,, 3 hvis magiske ord hedder "Babalon Vitriol", 3 hvis sygdom kendes som hjerneskadet hukommelsestab, 3 hvis sjælsdel har rod i intuition, 3 hvis plage kommer af mørket, de fire nr. 3 i tarot hvis kvadratur dannes af; 'dyd', 'sorg', 'overflod' & 'arbejde'. Kortet repræsenterer endvidere solen i vædderen, det vil skrive årets begyndelse, sommesolhverv. - En meget stor del af disse betydninger vil kunne genfindes i løbet af digtet.

55. ... the adept bound by his engagement ...

56. Om Levis bøger og deres betydning. Med henvisning til yderligere herom i "Les roues de la revolte" (L.R.de L.R.) og i "S.M.S."

57. I would suggest that, while Lance and Cup, in their associated form, are primarily symbols of Human Life energy, in conjunction with others they formed a group of "fertility" symbols, connected with a very ancient ritual, of which fragmentary survivals alone have been preserved to us.

58. The pack of Tarot Cards, otherwise the Book of Taro - which word is an anagram of Rota, a wheel or cycle.

59. But its significance has in some cases been found by clairvoyant visions, and in a few by intuition.

60. Springfestival! ... The rich Fisherman

61. substrata: efter latin sub stratum: under tæppe, under dække, heraf substrata (også skrevet substratum): underliggende lag, dybere lag. Se eventuelt fodnoten p. XXX.

62. ... it appeares that God hath appointed for a supernatural signe of the monstrous impietie of witches, that the water shall refuse to receive them in her bosom, that have shaken off the sacred water of babtism, and wilfulie refused the benefit thereof.