perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Læservejledningen

"Les roues de la revolte" - Portal

Oplysningstiden 3

Candide og den tyske optimistiske filosofi

Æventyret findes som en urgammel form, det have en kraftig opblomstring i 1700 tallet e.v., hvor "1001 nats æventyr" blev oversat til fransk. Som bemærket ovenstående medvirkede Lesage til at udfærdige en plagiat af dette storværk, mens æventyret for Voltaire blev rammen om nogle såkaldt "filosofiske æventyr", gerne om mere eller mindre pikareske rejsehelte.

Nøgleordet til disse æventyr i Voltaires produktion formuleres af alle forskere som opgøret med den tyske optimistiske filosofi, det vil især skrive med Leibniz's lære om; at den foreliggende verden fra Guds hånd danner den bedste af alle mulige verdener.

I æventyrene angribes dette dogme ud fra en stadigt voksende modvilje: en nærmest metafysisk årsagsforklaring, der ser bort fra det ondes natur og stædigt fastholder; at "verden er den bedst mulige som den er", eller med den engelske variant fra sidst i Alexander Popes optimistiske stordigt "An Essay on Man" (1733 e.v.):

"Hvad der end er, er det i orden" a

En sådan fatalistisk årsagsforklaring virker, specielt for Voltaires dybt humanistiske, aktivistiske og borgerretslige horisont, som en mangel-, ja en fejlfuld og skurkagtig laden stå til. - Og dette rummer da også forskningens pointe.

De næste nøgleord i denne sammenhæng: Jordskælvet i Lissabon den 1. november 1755 e.v. samt: syvårskrigen, to begivenheder som i Voltaires tanke fjernede den sidste tiltro til Leibniz's såkaldte "Teodicée"-skrift (1710 e.v.), hvor den algode Gud bekræftes udfra de ovenstående opridsede og lignende maksimer b.

Og Voltaires metode bliver at gøre tykt grin med denne filosofi, ved at fremstille den kritisk, satirisk og ironisk i "Candide" som udkom i 1759 e.v., fire år efter jordskælvet.

Det kan virke lidt misvisende når teksten hidindtil har skrevet om romanen i 1700 tallet e.v. og heri har indregnet "Candide". Strengt taget kan der ikke tales om en roman, førnævnte Tieghen nævner end ikke Voltaire på den lille side, som omhandler romanen, men bruger mange sider på at belyse såvel digteren, dramatikeren som historikeren Voltaire.

Når det alligevel ikke virker helt misvisende, at tale om "Candide" som en art roman, hænger det sammen med netop romanens løse, eller frie status i denne tid. Jævnfør Thieghens formulering om romanen som (ibid p. 152):

"... den frie genre par excellencec for hvilken kritikerne kun kan antyde nogle meget generelle mål."d

Netop denne "frie genre" bliver svært bestemmelig i denne startperiode, hvor de andre "romaner" faktisk ligner "Candide" på mange måder i form, indhold, opbygning og så videre. Teksten har refereret Bataillon påstand; at den pikareske roman, per se, udgør starten på romanen overhovedet, men i K.F. Plesners lille radioforedrag om Voltaire (1965 e.v.) indføres en distinktion der, med den aktuelle opfattelse af romanen i det 20. århundrede e.v., gør "Candide" til betydeligt mere roman end den pikareske. Plesner skrev og sagde om "Candide" (ibid p. 51):

"... kompositionen er ikke en picaresk romans perlekæde af løse enkeltbegivenheder, men en fast og logisk følge der fører frem mod det sluttelige mål: overvindelsen af både lyssyn og mørkesyn.".

Netop den strenge komposition og dens overordnede helhedssyn adskiller romanen som genre fra den episodiske samling af fortællinger. "Candide" rummer ikke, som den episodiske fortælling eller novellen, et determinationspunkt efter hvilket brikkerne falder på plads og trådene findes indflettet; snarere tvært imod bygges der lag på lag i hovedpersonens erkendelse, indtil han når sin berømte konklusion: "Man må dyrke sin have".

Men selv om det stilistisk og kompositorisk kan virke rimeligt at tale om "Candide" som en roman, kommer det fra Voltaires hånd primært som et filosofisk æventyr, en "conte".

Denne form, som Voltaire tog op i 50 års alderen, brugte han til en række fortællinger, hvoraf den første, "Zadig" og den sidste "Candide" regnes for de bedst kendte.

I 1700 tallet e.v. virker interessen for det eksotiske voksende, naturligvis inspireret af kolonialismens mange spændende varer og af de mange rejseberetninger fra fjerne lande.

Lesage medvirkede altså som medarbejder på en fingeret a persisk pendant b til "1001 nats æventyr", og det bør forstås, at i det skønhedsdyrkende, kunstlede luksusprægede 1700 tals e.v. Europa, med sen-barok, høj-rokoko og præ-oplysningstid, regnedes netop den elegant udformede hyldest, den stilmæssigt formfuldendte replik eller dedikation for comme il faut c, det vil altså igen skrive: at den bedre del af kunstens publikum vænnedes til en raffineret, overfladisk og kvik stil, hvis "dybder" primært dannede en tvetydighed, hvoraf den ene pol oftest virkede af erotisk eller amourøs a karakter, i den stil pastoraldigtningen havde indført under barokken og klassicismen (se eventuelt fra p. XXX).

Teksten har villet fremhæve dette for bedre at kunne fastholde; at det brede læsende publikum ikke generelt syntes indstillet på dybsindige diskussioner, hårfine trakasserier b og engageret humanisme, som man kendte det i den lille kreds omkring encyklopædien [i].

Hvis en kendt forfatter derfor ville sætte spørgsmålstegn ved den gældende filosofi, ville skabe modstand til og harme over sociale uretfærdigheder (og dét ville Voltaire), ja så måtte han finde en form, der "gik ind" eller gik i tråd med den herskede smag.

Her syntes det filosofiske æventyr at have de ønskede dyder. Det virker underholdende, fremmedartet og eksotisk, det har rige muligheder for allehånde fine og grove skæmterier, og det virker, i kraft af sin relativt korte form og sin folkelige tone, let fordøjeligt.

Disse forhold virker som væsentlige bevæggrunde for Voltaires anvendelse af æventyrformen.

Inden teksten her vil fremstille, hvad Voltaire så anvendte æventyrformen til, vil den kort påpege, at Voltaire ikke, i modsætning til Lesage, ernærede sig som egentlig levebrødsskribent. Hans utroligt store produktion indenfor drama, historieskrivning, encyklopædi, poesi, debat og lignende, sammen med hans virke som rådgiver for forskellige europæiske hoffer, gav ham en betydelig indtægt. Når han derfor fattede pennen betød det derfor immer, at han faktisk havde noget på hjertet.

Og hvad havde Voltaire da på hjertet i sine filosofiske æventyr?

Hvad i den optimistiske teori stirrede han sig så blindt vred på i sin lille række filosofiske æventyr?

I sit genetisk-biografiske c studie "Voltaire" opridser P.-G. Castex udviklingen i Voltaires holdninger fra det første æventyr til det sidste (ibid p. 123; se eventuelt også Thackers kritiske indledning ibid p. 60ff):

"Moralen i Mondain var, opsummeret: "Alt er vel", og den i Micromégas: "Alt ville være godt, hvis menneskene ville være fornuftige"." Og i: "Le Monde comme il va, vision de Babouc" at "hvis alt ikke er godt, er alt nogenlunde"."a

I æventyret "Memnon", hvis helt udsættes for mange ydmygelser og end og mister et øje, konfronteres Memnon med sin gode ånd, som belærer ham om at "alt er godt", og at (jævnfør Leibniz) tingene blot skal ses i deres rette universelle sammenhæng, hvortil Memnon replicerer (Castex ibid p. 125):

"Åh! Jeg vil først tro først på det ... når jeg ikke mere er halvblind"b

Endelig eventyret "Scaramento", hvis helt, efter at have rejst rundt og oplevet verdens fortrædeligheder (med Plesners formulering (ibid p. 49)):

"... vender ... hjem, gifter sig, bliver hanrej - "og jeg indså, at det var livets behageligste tilstand".".

Før og efter denne række æventyr ligger altså, som bemærket p. XXX, henholdsvis "Zadig" og "Candide".

Zadigs rejse starter, da hans udkårne bliver voldtaget og dræbt. Han, prins af Babylon, vis og god, går på valsen konfronteret med verdens ondskab. Han møder en art eneboer, som udfører mangen en misdåd, men tilslut forvandler sig til en engel, som retfærdiggør sine handlinger udfra Leibniz's lære om den præetablerede harmoni [ii] i den bedste af alle mulige verdener set i det rette universelle perspektiv. -: Når han har brændt en gæstfri mands hus ned, ja så vil manden finde en guldskat i ruintomten og bygge sig et endnu bedre hus og så videre og så videre.

Zadig som ligger prosterneret c, altså udstrakt i religiøs underkastelse, foran englen, når lige at få indført et "men" eller "jamen" mens englen forsvinder.

Læren i den første af disse æventyr synes altså i overensstemmelse med Leibniz, hvis læseren altså har taget englens svada a for gode vare, og det ér jo kun et æventyr, ligesom filosofien om den bedste af alle verdener virker æventyrlig, dette antydes af Zadigs lille forsigtige "men" som viser frem mod den gennem rækken af æventyr stadigt stærkere voksende tvivl.

"Candide" ligger i klar forlængelse af den (ifølge Castex ibid) temmelig selvbiografiske "Scaramento"; - Candides morale bliver; at de filosofiske diskussioner kan synes meget gode, men hellere tie og dyrke sin have.

Altså det som i tekstmæssighedens tid i moderne litteraturvidenskab kaldtes blandt andet "de tomme friheder", den "autonome" befrielses afstandtagen fra det sociale liv generelt, dette bliver værkets morale. Dog ikke sådan at forstå, at Voltaire selv trak sig tilbage fra det sociale liv, snarere tvært imod forblev han en aktiv frontkæmper for sine ideer, men netop pennens arbejde udgjorde jo også en del af hans "have".

Teksten har nu kort skitseret, hvad forskningen nøgleord "den tyske optimisme" indebærer i det voltairske stridsmål; - teksten kan fastholde; at en nærmest metafysisk årsagsforklaring, som ser bort fra, eller bortforklarer, det ondes natur og stædigt fastholder, at "verden er den bedst mulige", står i modsætning til den videnskabelighed og den empiriske forskningsmetode, som skulle komme til at vokse frem, fra optimismens og positivismens ruiner.

Voltaire og med ham oplysningens foregangsmænd måtte kæmpe indædt og ihærdigt mod dette metafysiske spøgelse, ved hvis konsekvens menneskene stadig ville have befundet sig i den mørkeste overtro, det dybeste uforklarlige mytologiske univers, blindet og blændet af religiøse dogmatiker uden relevans eller applicerbarhed på den virkelige verden, hvori mennesker nu engang lever.

Teksten nævnte ovenstående (p. XXX); at jordskælvet i Lissabon på den religiøse festdag "Allehelgernes Aften", den 1/11-1755 e.v., fjernede den sidste tiltro i Voltaires sind til Leibniz's lære.

100.000'er menneskers død i jordskælv og meningsløse krige kunne ikke skyldtes kollektive synder straffet efter en algod Guds administrativt retfærdige forgodtbefindende. Og forskningen fremhæver især jordskælvet og krigen, som da også begge behandles i "Candide", som de egentlige udgangspunkter for det endelige opgør med optimismen og dens religiøst uvidenskabelige filosofi.

Med bemærkningen om at disse begivenheder "behandles i "Candide"" nærmer teksten sig den sidste pointe, som det findes værd at inddrage i denne sammenhæng.

Det kendes godt, rundt omkring i Voltaire- og "Candide"-forskningen, at bogen har en lang række aktuelle historiske forhold og personer som forbilleder.

Læsningen af Castex værk kan give indblik i et utal af sådanne forhold (for eksempel ibid p. 140ff), ved hvilke Voltaire viste sig som en stor dokumentarisk, samtidskommentator og skønånd, længe inden sådanne metodikker blev god tone for den for eksempel realistiske forfatter og hans social-realistiske efterfølgere.

Det kan generelt resumeres at en lang række af de forhold som historikeren og samfundsdebattøren Voltaire har harmedes over, føres, ofte næsten verbatim a over i "Candide".

Det danner ikke kapitlets formål, at belyse disse forhold nærmere, men det danner en relevant pointe, at satirens mål, ikke blot omfatter den overordnede filosofiske tågedannelse, men, faktisk i alle tilfælde, har taget udgangspunkt i virkelige historiske livsforhold; og selv om Voltaire nok synes både for intelligent, for frihedselskende, for selvstændig og for meget af en spøgefugl og menneskeven til at ville have accepteret den senere tids sorte, tågede filosofi, marxismen (hvorom mere siden, for  eksempel fra p. XXX), virker denne hans her beskrevne metode i god overensstemmelse med marxismens mere anvendelige doktrin om den "historiske materialisme": Voltaire udviklede rent faktisk de himmelgjorte former af de respektive virkelige jordiske forhold [iii].

Dette, i en tid domineret af overtro, tvangstanker og kirkeligt-statsligt tyranni synes at rumme "Candide" fortællingens virkelige storhed, dette at Francois Voltaire indenfor æventyrets formsprog, i den æventyrlige rejses fantasi, har formået at forholde sig kritisk satirisk til såvel konkrete livsforhold, samt til disse livsforholds overordnede (bort)forklaringsmønstre.

Det kan opsummeres, at hovedmotivet i Voltaires filosofiske æventyr samles om heltens rejse igennem en ond og fortrædelig verden, og at hovedtemaet indebærer et gradvist intensiveret satirisk opgør med optimismens dogmer om at "alt er godt som det er", og at "menneskenes verden fra Guds hånd er den bedste af alle mulige verdener"

[TOP]


     a Whatever is, is right.

     b maksimer: efter latin maximus: størst, højest. Heraf latin sententia maxima: den vigtigste sætning. Litteraturvidenskabeligt fagudtryk for en grundsætning. Maksimer altså: grundsætninger, leveregler, slående, præcist formulerede grundregler.

     c  par excellence: fransk: ved fortrinlighed. Litterært udtryk som anvendes om noget der typisk fremfor alle andre gør sig bemærket på et felt. Par exellence altså: frem for alle andre, fortrinsvis, især.

     d... genre libre par excellence, auquel les critiques ne peuvent qu'indiquer des buts très généraux.

     afingeret: efter latin fingere: at danne, at opdigte. Fingeret altså: noget opfundet, noget man lader som om, noget opdigtet.

     b pendant: efter latin pendere: at hænge. Heraf pendant: et hængesmykke. Heraf overført: noget der svarer til. Pendant altså: noget der danner modstykke til noget lignende, et vedhæng til noget.

     c comme il faut: fransk: som det kræves. Comme il faut altså: som det kræves, betyder det smarte og moderne, det passende, "med på noderne".

     a amourøs: efter latin amor: kærlighed. Amourøs altså: erotisk, galant, ofte som flygtige, hede forbindelser.

     b trakkasserier: efter fransk traquer: gøre jagt på, drille, plage. Trakasserier altså: drillerier, kævl, bøvl og ballade.

     c genetisk-biografiske: efter græsk genesis: skabelse, oprindelse. Heraf genetik: vedrørende oprindelse eller arv. Og efter græsk bio-: vedrørende liv og efter græsk grafein: at skrive, heraf biografi: nedskreven livsberetning. Den genetiske-biografiske metode altså: litteraturvidenskabelig metode, som sammenstiller forfatterens liv, holdninger og private ideer samt udleder sine pointer heraf. Mange betragter metoden som forældet, men den spiller formentligt en ikke uvæsentlig rolle for ikke-professionelle læseres litteraturoplevelse.

     a La leçon du Mondain était, en somme: Tout est bien", et celle de Micromégas: "Tout serait bien, si les hommes voulaient être raisonnable." & "Le monde comme il va, vision de Babouc": "si tout n'est pas bien, tout est passable.

     b Ah! Je ne croirai cela ... que quand je ne serai plus borgne.

     c prosterneret: efter latin pro sternere: frem kaste. Heraf prosterneret: underekastet, på knæ, undertvunget.

     a svada: efter latin Svada: overtalelsens gudinde, heraf latin svadere: at overtale. Heraf i negativ betydning: lang, kedelig, bombastisk tale. Svada altså: ordstrøm, veltalt ordgas.

     a verbatim: latin efter verbum: ord. Verbatim altså: ord for ord, på ordet, ordret.

[TOP]


[i]. Encyclopædien og encyclopædisterne: oplysningstidens grundpille: udfra ideen om at opstille oplysninger i alfabetisk orden samlede man det første større leksikon, som med en række korte fyndige meningsladede artikler satte dogmer og dumhed under debat. Voltaire deltog i denne kreds og skrev siden sit berømte "bærbare leksikon", der i modsætningen til encyclopædiens mange tunge bind, altså kunne bæres omkring. Se også omtalen i Forfatterens "Det præteknologiske gennembrud 1976-1996". ... Mere herom som oplæg til senere, og med tilbagevisning til de tidligere ansatser til denne problematik.

[ii]. Den "præetablerede harmoni" indebærer for Leibniz at tingene i forvejen fungerer i en art kosmisk balance, og at tilsyneladende urimeligheder fra den almægtiges side blot skyldes, at man ikke har øje for denne harmoni, at man altså ikke ser forholdene under det rette universelle perspektiv. Se også slutnote nummer XXX. + definition af præetablerede. ... Plus hvad M3 fandt ud af i sin studenteropgave.

[iii]. Som formuleret af Marx i Kapitalen, se eventuelt p.  XXX ... også beskrevet i Forfatterens bog "Det præteknologiske gennembrud fra 1976-1996". Måske mere herom, måske blot slette. ...

[TOP]