Forfatteren exam og mag art Per Åstrup Olsen universitetsuddannet i: litteraturvidenskab, massekultur og massekommunikation, humanistisk informatik med senere studier i nærorientalsk oldtidskultur, voksenpædagogik og sprogforskning, skrev på i alt seks-syv videnskabelige værker:

Pers Videnskabelige Produktion

Da Per Olsen startede sin universitetskarriere, havde han længe tumlet med de seks-syv områder, hans studie- og senere forskningsarbejde skulle komme til at fokuserer på, det der nu fremtræder løbende som videreudviklede former i ovenstående arbejder:

Igennem sit bifag (almen litteraturvidenskab), sin kandidatspecialisering (esoterisk symbolteori), sin konferens (massekommunikation & -kultur), sit overbygningsbifag (humanistisk informatik) samt sine senere videregående postdoktorale studier i nærorientalsk oldtidskultur og sine forskellige tillægsuddannelser indenfor voksen- og sprogpædagogik havde han immer disse felter i fokus

Læservejledning udi Per Åstrup Olsen videnskabelige værker

Læservejledningsdisponeringen:

Kære Læser,

0.                   ... tak for, at du har gjort det muligt at lade dine øjne registrere teksten her, at din hjerne kan tage stilling til de data Forfatteren samlede og fremstillede i sine videnskabelig værker. - Du ønskes alt muligt held, stor fornøjelse og især konstruktivt udbytte af disse tekster, der produceredes primært; for at netop dú, Læser, kunne få et omfattende, indgående kendskab til emnerne. - Før du giver dig i lag med teksten her, bør du dog kende til ni forhold der præger Forfatterens videnskabelige tekster, ni forhold - og deres yderligere forklarende følger - som fremstilles nedenfor:

1. Da Forfatteren startede på sin videnskabelige løbebanes grunduddannelse i slutningen af 1960'erne, diskuterede man indenfor forskningsmiljøerne "objektivitetsproblemet". Det berømte/berygtede "studenteroprør" i 1968 fastholdt; "at en værdifri videnskab ikke eksisterer". Miljøet dengang enedes om; at når intet videnskabeligt udsagn kunne kaldes "objektivt", men stod som et subjektivt billede af forskeren og dennes situation, ja så kunne man lige så godt antage et helhedssyn, en grundholdning hvorudfra tingene anskuedes. Som grundholdning valgte mange nu "den videnskabelige socialisme", "marxismen", der opnåede stor indflydelse over universiteterne og deres forskere i 1970'erne og 1980'erne frem til kommunismens fald i slutningen af 1980'erne.

-: Med dette fald faldt da en hel forskergeneration, men ikke Læserens foreliggende forfatter, Forfatteren, som havde valgt nogle andre løsningssæt end de politiske på problemet med; at videnskabelige data tilsyneladende optræder som objektive, værdifrie sandheder, men faktisk udtrykker subjektive, værdiladede udsagn afhængige af iagttageren, tiden, stedet og situationen.

Forfatterens løsning herpå: han studerede - i god ro og orden og uden at propagandere - blandt andet Aleister Crowleys metoder og tænkning og hertil mange andre spirituelt, religiøst orienterede tænkere. Da Karl Marx faldt, befandt Aleister Crowleys stjernebane sig stadig i en opadgående kurve. Hvor marxisterne, freudianerne, de borgerlige nationalister og lignende forsøgte at indpasse den subjektivt oplevede virkelighed i et strengt systematisk skemas glassko, spredte og spreder Aleister Crowleys glade læresætning: "Gør hvad du vil skal være hele Loven" en kærlig accept af virkelighedens utæmmelige natur.

-: Crowley havde det held; at hans indsigter opnåede stadigt større gennemslag, efterhånden som videnskaben gjorde fremskridt. Med relativitetsteorierne blev "alting relativt", der eksisterede ikke mere nogen "absolut sandhed", netop som Crowleys studier - af blandt andet buddhismen og jødedommens mystik - havde vist. Videnskabsfolk bygger på tidligere videnskabsfolk, og som Crowleystuderende står man veltrænet til at udføre videnskabelig forskning udfra denne sandhedsmodel af virkelighedens konstruktion.

-: Et andet afgørende videnskabeligt idésæt, der til fulde bekræftede Crowleys studier i alverdens religiøse, spekulative, filosofiske traditioner: kvantemekanikken, som blandt andet fastholder; at intet videnskabeligt eksperiment kan betragtes som "objektivt", før eksperimentets arbejdspapirer inkluderer en beskrivelse af eksperimentets apparatur og dets videnskabelige iagttager.

"Det sete afhænger af øjet som ser", og den Crowleystuderende trænes i at ophæve jeg-iagttagerens mange "slør" og "forhindringer", samtidigt med at Crowleys evige insistens på de strengeste kontrollerbare sikkerhedsforanstaltninger under eksperimenter, og den strengeste kritiske forkastelse af de data, som ikke klart kan erkendes eller anvendes, gør; at man aldrig - som med mange andre videnskabelige metodikker i perioden - begynder på den nedrige praktik: at klippe emnets hæle og tæer for at tvinge dets fod ned i teoriens skrøbelige glassko.

Endnu et datum fra kvantemekanikkens verden bekræftede, hvad Aleister Crowley indså, ved at anvende de gode, gamle metoder for indre objektivitet konsekvent, nemlig: usikkerhedsrelationen:

-: Når man ved, hvor noget befinder sig, kan man måske kalde det "en partikel", men man ved ikke præcis hvor hurtigt det bevæger sig. og man kan ikke drage konklusioner om andet end netop den ene partikel

-: Når man ved, hvor hurtigt det bevæger sig, kan man måske kalde det "en bølge", men man ved ikke præcis hvor den befinder sig, og man kan heller ikke i dette tilfælde umiddelbart overføre data om den ene bølge til andre lignende bølgerdrag

- Eller som det udtrykkes i Crowleys lille lysende profetskrift, "Lovens Bog" (af kapitel III vers 16): "I, selv I, kender ikke denne mening fuldt.". Eller (af kapitel III vers 39): "... der er ingen forskel", eller igen (kapitel I vers 22): "Lad der ikke blive gjort nogen forskel blandt jer på en ting & enhver anden ting; for derved kommer smerte.".

-: Både relativitetsteorierne og kvanteteorien viser, hvordan "forskel" fremstår som noget subjektivt: noget uden reel eksistens, noget der kun betegner en beregning inde i iagttagerens hoved. Her befinder vi os igen ved subjektivitets/objektivitets-problemet og den løsning, nogle Crowleys studerende har brugt, omfatter en "objektivering" af iagttageren: altså en indre selvkontrol hvis maskineri kan beskrives "objektivt" (som kvanteteorien kræver).

Heraf følger så; at man kán sammenligne én ting med sig selv i tid, og heraf igen opstår studentens udviklingsvej: på trods af universets og sindets relative ubestemthed, at forskellen fremtræder som subjektivitet, så kán individet udvikle sig, forfine sin henrykkelse, raffinere sin indsigt, nøjagtigt hvad Crowleys system "Magik" - og mange andre vestlige og østlige effektive åndelige selverkendelsesveje - leder frem mod.

Nu befinder vi os, kære Læser, dér hvor du kan begribe een af de særheder ved Forfatterens videnskabelige værker, der står som en konsekvens af de ovenfor anførte betragtninger:

Det startede med en lille instruktionsbog, Crowley engang skrev. Bogen kaldes: "Liber III vel Jugorum" eller oversat "Bogen nummer romertal tre helligskriftet om åget":

-: Når man "gør hvad man vil", afstår man naturligvis fra at lade autoritære, dogmatiske tvangstanker vinde indpas, alligevel findes der et mysterium, som fastholder; at den største frihed rummer den evne for selvdisciplin, hvor man frivilligt pålægger sig selv en vanskelig, udfordrende opgave (et åg).

Jugorumskriftet drejer sig om at opnå selvkontrol på tre områder: 1: over sin tale; 2: over sine handlinger; 3: over sine tanker. Crowley foreslår nu; at man vælger sig nogle ord man ikke vil sige (1), senere nogle handlinger man ikke vil gøre (2), endelig nogle tanker man ikke vil tænke (3). Skulle man falde i og bryde sin beslutning, tildeler man (i bedste strenge zenbuddhistiske stil) sig selv et skarpt hug med en barberkniv i underarmen: "Således tjene da armen din dig både til advarsel og optegnelse", som Crowley ironisk anmærker i sit smukke tidløse sprog (fra en periode hvor mænds "rageknive", blev slebet meget skarpe):

-: Når man "gør hvad man vil" bestemmer man naturligvis selv, hvilke ord, handlinger og tanker, samt "straffe" man vil eksperimentere med, men øvelsens pointe viser sig efter nogle få ugers træning: man kan pludselig kontrollere "enhjørningen" (tale), "hesten" (handling) og "oksen" (tanken): en fremragende forudsætning for relativ, kvanteklar videnskabelighed.

Et af Crowleys eksempler på ord man kan prøve at undgå, omfatter ordene "jeg, mig, min, mit, mine" og lignende udtryk for det subjektive første person entals filter, der bibringer menneskevæsenet en isoleret opfattelse af sig selv som et "individ".

Udfra betragtningen om; at netop disse ord danner "subjektivitetens værdistempel", besluttede Forfatteren da; at udelade dem fra sine videnskabelige værker, således indførte han en objektiv skelnen, som gør det muligt for såvel Læseren som skriveren selv at opfatte den tekstmæssige tankegang som et subjektivt udtryk ikke som erklærede fakta fra et overmægtigt "jeg".

-: I starten synes du måske, Læser; at det virker kluntet, at se Forfatteren nævnt i tredje person ental og alt gerne i sin teksttekniske funktion (når han overhovedet nævnes), men du vænner dig hurtigt til det, og du vænner dig så samtidigt til at opretholde en kritisk afstand, hvor du ikke ledes gennem identifikation med "jeg"-figuren til at antage meninger, du ikke har baggrund for eller at godtage data, som du ikke har begrebet, erkendt og anvendt i praksis.

Det skal endelig bemærkes; at hverken Aleister Crowley, hans metode "Magik" eller dens overordnede filosofi "Thelema" arbejder på at vinde tilhængere. '. Og alle Forfatterens skrifter kan sagtens læses med udbytte af mennesker, som ikke hverken anerkender, kender eller anvender disse metoder og filosofier.

I Forfatterens videnskabelige værker spiller Crowley, Magik og Thelema altså ingen fremtrædende rolle, og intetsteds i de videnskabelige værker søger Forfatteren at argumentere, konvertere eller tale specielt meget om disse ting, som Læseren selv må mase på for eventuelt at forstå - altså hvis du vil -: "der er ingen forskel".

[TOP]

2.  Som en videre udvikling af problemstillingen med den videnskabelige objektivitet/subjektivitet i et relativt kvantemekanisk univers valgte Forfatteren; at fremsætte sine videnskabelige værker i "d-prim", hvilket forklares nærmere her i Læservejledningens punkt 2:

Den irsk/amerikanske forfatter, Doktor Rober Anton Wilson, opdagede denne skrivemetode først fremsat som løs idé af Alfred Korzibsky i 1933 i værket "Science and Sanity" (: Videnskab og tilregnelighed). Nogle år senere, i 1949, foreslog D. David Bourland Jr.; at kalde Korzibskys idé i en udvidet version - om et objektivt, "sundt" videnskabeligt sprog - for "e-prime" (: English prime), altså i dansk version d-prim (dansk primært, oprindeligt eller højdepunkts sprog).

For matematikere og fysikere, som havde/har begrebet relativiteten og ubestemtheden i kvantemekanikken, syntes/virker ordet: "være/er/var/-værende" stadig mere absurd, Korzybskis berømte læresætning lyder: "kortet er ikke territoriet" (: The map is not the territory).

-: Et udtryk som "energi er partikler" modsiges jo af det lige så sande udtryk "energi er bølger", hvorimod "energi kan beskrives (eller "måles") som partikler" ikke modsiger "energi kan beskrives (eller "måles") som bølger". - Korzibsky selv, mestrede endnu ikke fuldstændigt prim, hans grundsætning kan oversættes til: "Kortet betegner blot territoriet".

Altså i mere almen anvendelse; udtrykket: "Robert Anton Wilson ér genial!", udtrykker højst en holdning hos Forfatteren, selv om det lyder som en universel, uomtvistelig sandhed. Mange udsagn, som indeholder ordet "være/er/var/-værende", antager denne universelle, uomtvistelige -: det vil sige autoritære og dogmatisk diktatoriske form; også selv om den objektive kritiske analyse kan reducere disse udsagn til subjektive værdiladede udtryk ikke universelle sandheder. I "prim" vælger man derfor; at formulere den omtalte holdning til Doktor Wilson for eksempel således: "Robert Anton Wilson synes (eller "virker", "kan kaldes", "kan opleves som") genial". Underforstået altså: at ethvert udsagn beskriver en subjektiv mening hos en subjektiv iagttager, ikke den gamle videnskabeligheds absurde diktater med deres ofte latterlige "objektive" selvhævdende absolutte "sandheder".

Allerede første gang, Forfatteren læste om e-prime hos Wilson ("Quantum Psychology" (: kvantepsykologi) 1990 p. 97ff), fangede han ideen: millioner af psykologiske og sociale problemer kan løses på denne måde, som samtidigt syntes meget mere objektiv og i overensstemmelse med universet og sindet. Alligevel lod han det ligge, og ligeså anden gang han læste herom hos Wilson (året efter i "Cosmic Trigger II" (den kosmiske aftrækker) fra p. 151). Det virkede stadig som en rigtig god og videnskabeligt holbar idé, men krævede for meget af skribenten, forekom det denne gang for Forfatteren.

I de to nævnte bøger af Wilson gennemfører han kun e-prime relativt konsekvent i "Quantum Psychology", men tredje gang ("Cosmic Trigger III", 1995) havde Wilson igen taget konsekvensen, og holdt sin tekst i fuld e-prime. -: Uden i førstningen at komme i tanke om denne skrivemåde bemærkede Forfatteren gang på gang under læsningen, hvór velskrevet, betydningstæt og "objektiv" Wilsons tekst læstes, så, da han endelig kom til Wilsons tredje forsøg på at forklare e-prime (fra denne bogs p. 216), hávde hans indre fagskribent foretaget sit valg: Forfatterens seks-syv videnskabelige værker fremsættes i d-prim; og om end også denne specialitet i starten kan forekomme Læseren lidt speciel og anderledes, vil også det hurtigt glide ind som en god vane, og sikrer altså den videnskabelige objektivitet på et område, hvor den ikke behøver at optræde subjektivt, samtidigt med at Forfatterens videnskab forholder sig relativ, kvanteklar og uden det intellektuelle hovmods overlegne selvhævdelse, men i stedet arbejdsomt og aktivt viser tænkningens tætte forbindelse med stoffet og dets orddragt. De eneste steder Læseren derfor vil finde "være/er/var/-værende" i Forfatterens videnskabelige værker: citater fra andre forfattere.

-: Wilson arbejdede videre med Korzybskis ideer. Som fagpsykolog indså han jo, hvordan prim kan skabe familiefred (når konen/manden ikke "altid" "er" sur, men "lige nu" "virker" sur), landefred (når svenskerne ikke "altid" "er" og vil "være" mærkelige, men "virker" mærkelige) og sjælefred (når "jeg" ikke "er" deprimeret, men nu og da "oplever" en deprimeret tilstand) -: og udfra disse iagttagelser indførte han en relativistisk kvanteiagttagende kritik af ord som "alle", "alt", "altid", "aldrig" og andre lignende absolutte abstrakter. -: Det "ér" altså ikke "alle" svenskere som "altid" "er" mærkelige; - nej: det "synes" "mange" danskere; at "nogle" svenskere "nogle gange" opfører sig mærkeligt.

Skulle du nu, kære Læser, af al denne skribentmæssige filosoferen føle dig foranlediget til at forstå lidt mere om kvanteteorierne, ja, så sagde mange førende forskere som arbejdede hermed; at Robert Anton Wilsons morsomme og spændende romantrilogi "Schrödinger's Cat" kunne bruges som en glimrende introduktion til en rimelig forståelse af heraf.

Robert Anton Wilson gjorde meget for at udsprede kendskabet til Aleister Crowley, ikke derfor - men på grund af Wilsons morsomme, spændende og meget intelligente skrivemåde og emnevalg - elskede Forfatteren Wilson af et godt skriverhjerte, og anbefaler hermed andre videnskabelige skrivere i hvert fald at overveje mulighederne i og fordelene ved prim-skrift.

[TOP]

3.  Et tredje meget væsentligt punkt der adskiller Forfatterens videnskabelige skrifter fra de fleste andre lignende frembringelser i perioden: Forfatteren standardiserer sine videnskabelige værker til at efterfølge de krav til redeligt, læsbart studiemateriale, som forfatteren og filosoffen L. Ron Hubbard opstillede i sin såkaldte "study-tech" altså: studieteknologi.

I modsætning til de fleste andre moderne filosoffer arbejdede Lafaytte Ronald Hubbard ikke i et isoleret elfenbenstårn: mens han udviklede sine ideer, havde han i hundredvis af entusiastiske mennesker omkring sig ivrige efter at forstå og at anvende hans principper i praksis.

Efterhånden som hans filosofiske konstruktioner (i lighed med de fleste andre filosofier) opnåede en stadig stigende kompleksitet, en mængde præcise fagudtryk og en omfattende behandling af mange forskellige emneområder, opdagede han; at det kneb med menneskenes evne til at indlære og anvende så store datamængder, og dette gjaldt tilsyneladende for så vel "almindeligt uddannede" mennesker, som for randgrupperne: de som kun havde lært lidt og de som havde lært meget.

L. Ron Hubbard meldte sig nu på et avanceret fotografkursus, og iagttog sine egne studiereaktioner sammenholdt med de reaktioner, hans mange studerende udviste. Han systematiserede disse iagttagelser i en række foredrag, hvis data han efterhånden kogte ned til en beskrivelse af, hvad han kaldte "de tre studiebarrierer", og han fremlagde så nu nogle metoder, som kunne overkomme disse spærringer.

Hubbard skrev store mængder populær spændingslitteratur især science-fiction, han grundlagde også dianetik-metoden for mental helbredelse og Scientologikirken og dens filosofi. Hans study-tech altså studieteknologi, anvendes dagligt i disse anstrengelser, her kan den eventuelt interesserede læser få Hubbards kildeoplysninger serveret i en pædagogisk form, ligesom Forfatteren fik det, da han opdagede fordelene ved study-tech og besluttede sig for at indlære den, og at anvende den i sine seks-syv videnskabelige værker. Denne beslutning tog Forfatteren ikke udfra et tilhørsforhold til Hubbardorganisationer eller udfra et forsøg på at fremme disse men ene udfra studieteknologiens umiddelbare, alment indlysende rigtighed og praktiske anvendelighed hinsides de specielle religiøse og filosofiske overvejelser, som den udspringer af.

Den første studiebarriere kaldte Hubbard: "mangel på masse":

-: Han iagttog, hvordan man synker sammen, bliver ør, dødkeder sig og irriteres, så snart tekstens begreber og bestemmelser synes svære "at se for sig". - Man afhjælper nu dette problem med en demonstration: en visning af tekstens begreber og bestemmelser ved hjælp af nogle små genstande (et "demosæt"), eller ved at tegne dem (en grafisk demo) eller ved at bygge dem i ler (en lerdemo).

Hvis Læseren nu følger med og lægger en større genstand - for eksempel en sten - som giver begrebet "en forfatter" masse, og ved siden af lægger for eksempel en kapsel, som giver masse til den bestemmelse af Forfatteren; at han skriver store, videnskabelige værker, og endelig så dertil lægger en anden lille genstand - for eksempel en glaskugle - som udtrykker; at der findes mange data i Forfatterens store, videnskabelige værk, så har Læseren dannet en demo af tekstens her og de tekster, den introducerer, som de foreligger fra forfatterhånden! - Læg nu dertil for eksempel en pen som peger væk fra de tre genstande og lad pennen give masse til den idé: at Forfatterens store, videnskabelige værk med mange data formidles til Læseren. Udfra pennens fri spids inviteres du nu, Læser, til at bygge to selvstændige demoer, én som giver masse til den skøre idé; at store videnskabelige værker med mange data "er" svære at begribe (at give mental masse) og én, hvor den rigtige idé fremgår; at store videnskabelige værker med mange data kan bruges til noget af læsere, som kan anskueliggøre data ved at bygge demoer! - I det hele taget opfordres Læser hermed til ufortrødent at tegne eller bygge demoer, så snart du observerer symptomerne på "manglende masse" altså: en nedbøjet tilstand, en smule ør, en smule død, kedsom og stærkt irriteret.

Den anden studiebarriere kaldte L. Ron Hubbard: "for stejl en gradient":

-: Det fænomen; at man lærer et stof trin for trin, og hvis et enkelt trin ikke læres ordentligt eller slet ikke læres, ja, så virker de næste trin svære og uforståelige, man har "et hul" i sin indsigt. Man gribes af en art forvirring, af svimmelhed. Man afhjælper nu dette problem ved at gå tilbage på det trin, hvor man stadig forstod emnet fuldt ud, derfra arbejder man sig videre, og når man når det pågældende trin igen, føler man hverken forvirring eller svimmelhed, for nu føles trinenes grader, "gradienten", som den logiske vej gennem stoffet.

Læseren opfordres naturligvis til at få udfyldt de huller vedkommende monne have i sin uddannelsesindsigt på grund af dette meget almindelige problem.

Forfatteren kan - som magister i litteraturvidenskab - kaldes en art professionel læser. Han ved "alt" for vel; at store videnskabelige værker med mange data ikke "altid" læses fra første til sidste side i ét stræk. Nej, -: man blader, læser indholdsfortegnelser og lignende: man krydser rundt i teksten, følger sit interessespor. Netop i denne situation kan problemet med de stejle gradienter let opstå. Blandt andet derfor findes der i Forfatterens videnskabelige værker en hel del krydshenvisninger. Hver gang et gennemgående tema eller et trin i den samlede forståelses trappestige inddrages, eller et datum som yderligere kan underbygges optræder i teksten, ja så henvises der (ofte i en lille parentes) til et eller flere andre steder i teksten. Ved at læse de henvisninger igennem kan Læseren undgå forvirring og svimmelhed, og Læseren bør, hvis disse symptomer opstår under læsningen, finde det sted hvor gradientens stejlhed skabte problemet og så løse det.

Den tredje og sidste studiebarriere betegnede Hubbard som den værste. På grund af dén opgiver mange kvikke hoveder ellers givende læsnings studering. Den kaldes "det misforståede ord":

-: Det drejer sig om de problemer læsersindet udsættes for, hvis det støder på ord det ikke kender, ikke forstår, kun delvis forstår, misforstår og lignende. Så snart dette fænomen optræder føler læseren: en udpræget tom eller energiforladt fornemmelse, en følelse af manglende nærvær, en slags nervøst hysteri, følelser som kan føre til bogdropperi. Afhjælpningen herpå: naturligvis at finde det misforståede ord og få det "fuldt opklaret", som Hubbard kaldte det. Dette kræver ordbøger: gode og store ordbøger med alle ordenes betydninger, med mange eksempler på deres anvendelse, præcise grammatiske bestemmelser og bøjninger, samt en fyldig forklaring på ordets oprindelse. Så snart et misforstået ord forstås, forsvinder symptomerne og den læsende føler sig ansporet til at læse videre i teksten.

For derfor at undgå dette også meget almindelige problem - især i videnskabelige tekster - har Forfatteren i sine videnskabelige værker valgt at forklare svære, specielle og faglige ord i fodnoterne første gang, de optræder i teksten. Hvis du under krydslæsning støder på uforklarlige ord, så slå dem op i registeret over fodnoterne bagest i skriftet. - Står ordet ikke her (eller findes dette register ikke) så bær venligst over med din forfatter, som mente det bedre, end han evnede at gøre det, og slå så ordet op i en god ordbog: find betydningen, lav nogle selvopfunde eksempler, hvor du bruger ordet korrekt i den samme form og i diverse bøjninger og find så ud af, hvorfra ordet kommer. På den måde undgår du tomhed, fjernhed, nervøst hysteri, ja, Læser læser på den vis videre og videre med stadigt stigende fornøjeligt udbytte i og af alle Forfatterens seks-syv videnskabelige værker.

L. Ron Hubbard studerede faktisk Aleister Crowley det meste af sit liv, og han lagde ved strategiske lejligheder et godt ord ind for Crowley, ikke derfor men på grund af Hubbards elegante, medrivende og virkelighedstro skrivemåde og emnevalg elskede Forfatteren Hubbard af et godt skriverhjerte og anbefalede andre skrivere i hvert fald at overveje mulighederne i og fordelene ved en eller anden form for study-tech.

[TOP]

Nå, disse tre punkter, inspirerede af tre kendte, meget produktive, berømte og blandt deres tilhængere utroligt populære videnskabelige forfattere, ligner altså - for Forfatteren Per Åstrup Olsen - grundliggende forudsætninger for et optimalt læserudbytte.

Over de nu mange år, hvor denne læservejledning har indledt Forfatterens videnskabelige skrifter, har han ofte måttet høre indvendinger i stil med: "Hvorfor dog anføre disse yderst kontroversielle personer?" "Kunne du ikke blot indføre de beskrevne principper uden at nævne sådanne mennesker?", "Ingen seriøst engageret forsker vil nogensinde henvise til dine skrifter, når du nævner disse mennesker!" og så videre og så videre. 

"Hvorfor dog anføre disse yderst kontroversielle personer?"

Når forfatteren alligevel - over disse nu mange år - har fastholdt denne position, skyldes det ikke én men flere forskellige forhold. For det første har ingen - absolut ingen - kunnet bevise, at der i de her tre nævnte forhold ikke findes uomtvisteligt brugbare og indlysende rigtige tanker. Og disse tanker, som altså forbedrer teksterne betydeligt, kom nu altså fra studier i Crowley, Wilson og Hubbard, som Forfatteren satte sig ind i under sine mange år på universitetet primært i sit specialiseringsarbejde med "esoteriske symbolsystemer". Så til det første spørgsmål: "Hvorfor dog omtale sådanne yderst kontroversielle personer?" lyder svaret: disse tekstforbedrende idéer kom nu engang fra disse forfattere, og de fandt anvendelse hinsides de filosofiske spekulationer, som de udsprang af. Dertil kommer også, at de alle tre havde leveret store mængder velsælgende fiktionslitteratur, som Forfatteren - ulig andre litteraturstuderende - havde sat sig ind i, de hørte altså til blandt de forfattere litteraturvidenskaben forholder sig til. 

"Kunne du ikke blot indføre de beskrevne principper uden at nævne disse mennesker?"

Det kunne Forfatteren - for det andet - sagtens have gjort, men det ville ligne den slags uvederhæftige videnskabelige praksis, som enhver god videnskabsperson gør alt for at undgå: Plagiat og tyveri af forskningsresultater betegner faktisk noget af det værste i moderne forskning, og øves generelt kun af middelmådige forskere, som - financieret af den ene eller anden interessegruppe - desperat søger at manifestere sig på parnasserne. Og igen: hvorfor? Skal man som forsker blot acceptere, hvad en ikke indforstået og også ofte fjendtlig "offentlig menningsdannelse" søger at gennemtvinge på bekostning af - sikkert mangelfulde men påviseligt også tænksomme og indsigtsfulde - mennesker, som dømmes "udenfor"? Nej! Det skal man ikke, mener Forfatteren, og henviser gladeligt til de (alt for) mange forskere, som gennem tiderne blev mødt med dræberisk fjendtlighed, flere af hvilke man i dag dog anerkender som banebrydende.

"Ingen seriøst engageret forsker vil nogensinde henvise til dine skrifter, når du nævner disse mennesker!" 

For det tredje kommer dette sidste udsagn lidt specielt ind i virkeligheden om Forfatteren Per Åstrup Olsen. Han levede i hovedparten af de år som eneforsørger og enlig far, han hentede sine indtægter i en alternativ boghandel, hvor alle de tre "kontroversielle" forfattere nød stor anseelse, og med både studier, arbejde og aktivt faderskab havde han dårlig tid til at pleje anerkendelse fra andre "seriøse" forskere og vinde udgivelse af agtværdige og sikkert fine, smalle udgivelser med kulturstøtte og påfølgende ansættelse. Javel, han skrev da nu og da artikler i Information, som det nu forudsættes at litterater gør, men ellers foretrak han til en hver tid at passe hus og hjem og aftenens godnathistorie. I nyere tid har man indført et noget mere nuanceret syn på mænd, som befinder sig bedst i kvindelige kønsroller: de latterliggøres mindre, de trampes nu ikke så brutalt ned eller tilsidesættes af "rigtige" mænd; men dengang fandt Forfatteren det klogest at anlægge en lav profil, hvor han kunne overleve i fred og vente på bedre tider, mens han passede sine kære pligter. Disse bedre tider kom jo så med indførelsen af internettet, hvor Forfatteren straks lagde sine tekster ud til almen vederkvægelse. Han kunne snart ironisk kalde sig "Danmarks mest læste litterat". Et pompøst prædikat der dog mister nogen glans, når man ihukommer det faktum, at selv danske litteraters kronede og salvede konge, Dr. Georg Brandes, efterlod sig uopsprættede førsteudgaver af sine værker, der vel endnu kan skaffes fra diverse antikvarer. Så den nok stadigt gældende titel: "Danmarks mest læste litterat" betyder altså således kun lidt.

 - Endvidere følgende -:

Om anstrengelses objektivitet og objektiv anstrengelse

4.  Forfatteren støttede "aldrig" de i hans samtid meget udbredte ideer om; at skribenten - især forskeren - skal udtrykke sig så enkelt og endegyldigt, at enhver umiddelbart forstår det hele. Med et fint ord kaldes det "populisme" efter det latinske populus: folk. Populisme har mange betydninger, men indebærer også; at man søger at gøre indviklede og komplekse problemstillinger begribelige i korte slagord. Man ser almindeligvis ned på alle slags populister, deres anstrengelser går immer forud for diktatur, bål og brand.

Indviklede og komplekse problemstillinger og metoder vil virke indviklede og komplekse, indtil man har begrebet dem; - dertil skal læseren hjælpes af sin pædagogiske forfatter. Det hjælper ikke, hvis man vil bygge en svæveflyver eller et radaranlæg, at byggevejledningen populistisk skriver om "vingedimserne" og "måledippedutten" -: enten fremstiller man helt præcist og uden vrøvl, hvordan tingene gøres, eller også bygges der hverken svæveflyver eller radaranlæg. -: Derfor søger Forfatteren "aldrig", at simplificere, tænker "aldrig" på den "dumme" eller "almindelige" læser. "Aldrig!!!"

-: Forfatteren fastholder en kvik og årvågen læser med lyst til og mod på emnet, en læser som ikke holdes tilbage af studiebarriererne, og som tålmodigt, indsigtsfuldt og kritisk optager sine/dine data og anvender dem i konstruktivt sin forståelses praksis.

Men på samme vis, altså; som noget nær intet gøres for at forenkle altså fordreje komplekse forhold, gøres der noget nær alt for, at Læseren har de nødvendige forståelsesredskaber ved hånden. Bliv derfor ikke vred over de mange forklaringer, indskudte definitioner, oversatte citater, eksempler, fodnoter, slutnoter, henvisninger og så videre. Vid viseligt; at det dú, min gode Læser, finder let, finder en anden god læser svært. Og omvendt: ingen af os mennesker, kan med rette kalde sig fuldkomne heller ikke din forfatter: Forfatteren.

Dog, mod stadigt større mål af fuldkommenhed, æstetiske højder for det gode, sande og smukke stræber ordentlige, professionelle forfatterhjerter også Forfatterens. -: Sproget: vort fælles tankeudvekslingsredskab bør dyrkes, styrkes, forfines og føres til fremragende fremstillingsanstrengelses fylde.

Udtrykket "fremragende fremstillingsanstrengelses fylde" angiver i denne æstetik: godt, smukt, rigtigt og vellykket dansk. Sådanne formuleringer bør ideelt læses - og så straks i løbet af læsningen igen genlæses - med en saligt ordsmagende bevidsthed. -: Sådan har forfattere som Forfatteren gjort i århundreder ja i årtusinder. Når man som skriver naturligt i skrivearbejdet får behov for, og så har held med at udtrykke en svær grammatisk konstruktion, lever man op til denne æstetik: sammenskrevne ord der samler mange betydningslag (: egoobservansvirkelighedstrin), en dobbelt genitiv altså ejefald (Læserens tankers dyb), en locativisk form altså stedsmæssig (tilsindsmæssighedens tiltålsslånings rum), allitterationerne, altså de bogstavrim, som vore nordiske aner mesterligt kvad, alt sammen forfaterslang for de mange store og små finurligheder, de fleste fag rummer også litteraturvidenskaben: "fiduser" som giver læsningen, sproget, livet meningsfyldemæssig kvalitet. - Blandt heldigere formuleringer af denne og lignende typer regnede Forfatteren selv følgende tre fra teksten ovenfor:

"... sin videnskabelige løbebanes grunduddannelse ..."
 "... ellers givende læsnings studering ..."
"Vid viseligt; at det dú, min gode Læser, finder let,".

[TOP]

Om tegnmæssig forståelsesfølge og forstandsmæssig opfølgelsestegn

5.  Endvidere skal det anføres; at også i tegnsætningen har Forfatteren foretaget nogle principielle valg udfra forfatterhåndværkertraditionen, som Læseren bør forstå for at få fuldt udbytte af forskning bag skriveriet:

Det lille tegn "-:" kendes som et "fordelingstegn", men bruges af Forfatteren som "forklarings-", "forståelsestildelingstegn", når det foregående tekststykke har lagt op til lidt tankevirksomhed (: tankestregen "-") og til den heraf følgende logiske forklaring (: kolonet ":"). Tilsammen betegner "-:" altså: "som det kan tænkes medfører dette at:", eller: "Nå, hvad så? Jo: ..." og lignende. Fordelingens tildeling omfatter altså en beskrivelse af tankegangens konsekvensdragninger.

Det resumariske semikolon ";" har Forfatteren frit opfundet og anvender i de tilfælde, hvor han resumerer et eller andet. For eksempel i en sætning som: "Almen overtro siger; at Aleister Crowley havde overnaturlige evner." -: her angiver semikolon; at der efter tegnet bliver resumeret en almen holdning. Ligeledes i sætningen: "Professoren har mange tanker, blandt andet mener han; at Doktor Wilsons forklaringer om kvantemekanikken rummer megen sand humor." -: igen her resumeres en holdning. Ligeledes i et mere tekstinternt eksempel: "Teksten har beskrevet; hvordan Hubbard anvendte aine iagttagelser omkring studiepræstationer.". Almen brug af semikolon - som en betydningsmæssigt længere pause en komma - finder dog også sted.

Fokuseringsstreger: - xxx -. Fokusering kendes fra nok alle sprog til nok alle tider. Forståelsen, afkodningen af et oldtidssprog - for eksempel Maya-indianernes tegnsprog - bliver ofte først mulig, når man har lært at udskille fokuseringer fra det alment skrevne, flydende sprog. På dansk brugte man førhen ofte () til at sætte indforstået oplysning i parentes, men parentesen bibriger generelt mere en understøttende, yderligere allerede indforstået oplysning, som principielt kan udelades uden meningsforstyrelse, mens fokuseringen i verdens sprog bruges til at flytte en sætning fra ét plan til et mere specialiseret: et fokuseret plan. I almen sprogbrug vil man kunne bruge et system af ledsætninger til at bibringe samme fokusering, det gør Forfatteren ofte, men med fokuseringsstregerne behøver man ikke at skabe nexsus, altså man behøver ikke at danne sætning med et udsagnsord bøjet i tid, man kan blot - i længere eller kortere form - samle den nødvendige forkusering imellem de to tankestreger. Fokuseringsstreger gør teksten lettere at læse, teksten bliver mindre kompakt, og meningen før og efter stregerne kan fastholdes, inden fokuseringen uddyber og præciserer den. Fokuseringsstregerne giver samtidigt skribenten en stor syntaktisk altså sætningsdannende frihed.

Endvidere har Forfatteren - ganske ofte - valgt at ignorere den grammatiske undtagelsesregel som ikke sætter 't' efter de såkaldte '-ig'-adverbier og lignende, for eksempel kræver den ignorerede regel intet 't' i sætningen: 'han løb hurtig' som Forfatteren altså ofte vil stave: 'han løb hurtigt' en almen udviklingstendens i dansk sprog under Forfatterens levetid, hvor - i det valgte eksempel - man efterhånden så bort fra de gamle regler om ikke at sætte biords-t på nogle tillægsord. Så her "han løb hurtigt" hvor "hurtigt" angiver et biord, der lægger sig til "løb" og "hurtig" et tillægsord der lægger sig til "han" som i sætninger: "han løb hurtig som en hind".

Endelig forsøger Forfatteren ideligt at sætte gramatisk komma, således af hel- og ledsætninger adskilles, når disse ideholder hvert sit udsganord bøjet i tid og (gerne) adskilles med et passende bindeord, ligeledes bibeholdt han det såkaldte "opremsningskomma", der gerne sættes mellem to eller flere ord, der fremtræder som del af en opremsning; det såkaldte "læsekomma" eller "pausekomma" derimod søges erstattet med fokuseringsstreger, parentes, og lignende og betragtes lidt som en populistisk nedgøring af læserens inteligens, der samtidigt skaber rod og manglende sammenhæng i sætningsstrukturen.

[TOP]

Om at typesætte låne- og fremmedord

6.    Typemæssigt har Forfatteren valgt; at anføre ikke danske ord (engelske, tyske, franske, latinske, græske, hebraiske, sanskrit og lignende ord, låneord og fremmedord) i kursiv, altså med skråskrift. -: Igen her hjælpes Læseren med sin læsning, og vil umiddelbart genkende et fremmedsproget ord udfra kursiveringen. Også bøger og artikler anføres i citationstegn og også ofte med kursiv, når de optræder i teksten, kun Forfatterens egne bøger og skrifter anføres blot i citationstegn.

Naturligvis anvender Forfatteren stadig også almindeligt semikolon, når væsentlige dele af en større sætning afgrænses, og i en type opremsninger, ligesom han ligeledes kan finde på at lægge tryk på ord og begreber, ved at sætte dem i kursiv. For eksempel:  

"Der indgår mange elementer i Forfatterens valg af stil og emnevalg; han har tilsyneladende ikke overhovedet nogle skrupler overfor udryddelsen af den menneskelige dumhed, - blandt andet anviser han en mængde intelligensforøgende praktikker: objektiv brug af personlige stedord; d-prim og relativering af absolutter; abstrakte tanker konkretiseret i materielle genstande; trinvis indlæring i individuelt læsetempo; udpræget anvendelse af ordbøger og grammatikker, samt andre fuldstændigt grundliggende arbejdsmåder i teksttilegnelsessituationens arbejdsrytme."

.

[TOP]

Om forkortelser og fremtidens forståelsesformer

7.  Endvidere: om forkortelser måtte Forfatteren spekulere en del frem og tilbage. Forkortelserne sparer plads og dermed papir og datakraft, dog rummer de mulighed for misforståelse. For oldforskeren betyder forkortelser ofte tekstens ulæsbarhed. Indenfor litteraturvidenskaben kendes og anvendes snesevis af forkortelser, fire-fem af dem har Forfatteren bibeholdt, forkortelsesteknologien hører jo til videnskabelig dannelse, alle andre forkortelser, dog, også for eksempel "f. eks.", og blandt andet altså også "bl.a." og så videre, skrives fuldt ud -: i det Forfatteren tænkte: "Kan man bruge den tekstmæssige funktion forkortelsen indebærer, så kan man også skrive den helt ud!"  "Og med internetbaseret tekstudfoldelse betyder pladsbesparelse ikke noget videre" - De bibeholdte forkortelser:

A:    p. - efter latin pagina: side, side i en bog. Når teksten altså ovenfor udfor nogle angivelser af tekststeder i Wilsons bøger, anfører "p.", står der altså: "pagina": side. - Forkortelsen "p." kendes hundreder af år tilbage. Indenfor bogbranchen taler man om "paginering" som det at sætte sidenumre i et manuskript.

B:    ibid - en forkortelse for det latinske ibidem: sammesteds, på samme sted. Denne forkortelse anvendes, når et skrift omtales for anden gang eller flere gange i træk. Første gang nævnes værket og dets forfatter, siden altså anvendes "ibid": sammesteds, samme bog: "ibid p. 418", betyder altså: "i samme bog på side 418".

C:    op. cit. - latinsk forkortelse for opere citato, som i ablativ - 'fjernemåde' - betyder: i eller fra det anførte værk. Eller i nominativ altså navnemåde: opus citatum: det anførte værk -: op. cit. bruges af en del forskere på samme vis som ibid, men Forfatteren valgte; at anvende det i en mere præcis betydning. Nemlig "fjernet, citeret fra det samme værks samme side". Når Forfatteren altså bruger op. cit. antyder han; at ikke blot skrives der om det samme værk men om det samme tekststed samme allerede én gang anførte side i dette værk.

D:    ff. - latinsk forkortelse efter folio: blad, side. ff. anvendes traditionelt i litteraturvidenskaben til at angive: "(og) de følgende sider". Når en henvisning skrives, for eksempel: "Hubbard ibid p. 56ff" betyder det altså: i den samme bog af Hubbard fra side 56 og de følgende sider". Når kun ét "f." anføres, betyder det: "dén (ene) følgende side".

E:    ed. - latinsk forkortelse efter e dare: ud give, heraf edere: udgive, heraf edidit: han har udgivet, samt edition: udgave, oplag, samt editor: udgiver, forlægger, og disse tre betydninger ligger i forkortelsen ed.. Når der altså i boglisten bag i bøgerne står: "ed. Crowley, Aleister" betyder det; at pågældende værk blev redigeret, udsendt og altså igen ikke direkte skrevet af Aleister Crowley.

[TOP]

Om fodnoter og slutnoter og hyberlinks

8.  Endvidere et ord om noter: Indenfor litteraturvidenskaben findes mange forskellige måder at anvende noter og lignende på. Man gjorde mere herudaf før i tiden. Populismen har ført til at mange tekster gøres enkle og (be)tydningstynde, man kunne få det indtryk; at valget mellem fodnoter og slutnoter blot udgjorde et spørgsmål om smag og behag.

Forfatteren valgte altså; at lade fodnoter forklare vanskelige, tekniske ord og begreber, enkelte vigtige personer, og originalsprogede citater som findes oversat i selve teksten, endelig kan Forfatteren finde det fint; at anføre andre af sine værker som henvisning angående et emneområde. Disse tre-fire ting: ordforklaring, personpræsentation, originalteksten til citater oversat og anvendt i teksten, samt henvisninger til Forfatterens skrifter findes altså i fodnoterne.

I slutnoterne findes ligeledes tre typer tekst:

-: Den første heraf omfatter en yderligere diskussion af et emne i teksten -: diskussionen kan omfatte korte præsentationer af større datamængder med henvisninger, som gør det læsermuligt at opstøve et emne, der vedrører sagen, også selv om teksten kun kort berører dette emne.

-: Den anden type slutnote kan ganske kort finde på at anmærke noget om teksten: at denne del for eksempel offentliggjordes dér, dengang; udspringer af en foredragsserie og lignende, også her kan Forfatteren finde det fint, at henvise til sine andre værker, hvis de ikke blot (som i fodnoterne) ligger i forlængelse af tekstens diskussion, men kan lede til yderligere tankearbejde desangående.

-: Endelig rummer Forfatterens slutnoter den type tekst, der opstår efterhånden som værket vokser sig færdigt -: altså diskussioner på kryds og tværs af argumentationen, grundtematikker som diskuteres yderligere i slutnoterne, og dermed bibringer slutnoteapparatet en selvstændig højere platform for tekstforståelse

Med elektronisk tekstformidling sættes helt nye spilleregler og virkningsscenarier - disse tekster vokser - ikke blot så længe Forfatteren lever - men så længe de læses/høres/opleves - hvordan det så end gennem tiderne signalføres. - 

[TOP]

Om boglister, bibliografier og bibliofili

9.  Endelig da et afsluttende ord om bibliografien: boglisten. Videnskaben har i årtusinder bygger på skrifter, bøger som medvirkede til at opbygge det videnskabelige verdensbillede og dets systematik. Bøger danner altså en vigtigt del af videnskabens redskabsskurs instrumentudvalg, så Forfatteren valgte; at fremstille ret udførlige henvisninger til bøger og andet materiale. I litteraturvidenskabens gode praktik og rette handlemåde i Europa, bør bøger gerne opgives alfabetisk efter forfatternes efternavn, og bøgerne anmærkes med så meget af deres titel som muligt, med deres trykkeår og sted, også gerne oversættelser til dansk. Andre måder omfatter også forlaget som udgav bogen.

Forfatteren søger naturligvis at medtage så mange oplysninger som muligt, og nævner hellere en snes bøger for mange end een eneste for lidt. Når teksten altså anfører et forfatternavn og en bog, kan denne findes med så udførlige oplysninger som muligt i bibliografien. Senere i teksten vil Læseren så kunne læse en henvisning som for eksempel: "Wilson ibid p. ...", hvilket altså betyder; at Læseren kan finde bogen ved at slå op under Wilson i bibliografien og dér finde den omtalte bog.

Udover de benyttede værker, har Forfatteren altså samlet en del andre vedrørende tekster, boglisten kan således danne udgangspunkt for yderligere studier indenfor emnet. - Det planlægges - med disse net-udgaver af Forfatterens videnskabelige værker, at skabe boglisten som en online database - men giv det tid, Læser ... giv det tid - lige nu beklager Forfatteren, at Læseren må ud på bibliotekstjenesten Rex eller nettet og finde de bøger der skrives om - men aktive boganskaffere finder jo, hvad de søger, så ...

[TOP]

Følgende skrifter benyttedes for denne vejledning:

[TOP]

Oversigt over forfatterens seks-syv videnskabelige værker

Forfatteren exam og mag art Per Åstrup Olsen universitetsuddannet i litteraturvidenskab, massekultur, massekommunikation, humanistisk informatik med forskellige vidergående studier i nærorientalsk oldtidskultur ved Københavns Universitet, samt vokenpædagogik og grammatik skrev i alt seks-syv videnskabelige værker:

1. "Pop Rock Poesi" (P.R.P.). En massekulturvidenskabelig forskningsfremstilling af Rock´n´Roll og denne kunstforms produktionsforhold; med særlig henblik på rockens lyriske struktur og tematik før og efter poetiseringsfasen i 1960´erne, samt en fremstilling af poetiseringens betydning for de nationale versus de internationale - eller transnationale - rockskribenters produktionsrelationer. Med omfattende analyser af amerikanske, engelske og danske rockproducenter i og efter poetiseringsfasen.

2. "Det præteknologiske gennembrud 1976-1996". Et informatikforskningsmæssigt forsøg på at forstå, hvad der foregik før, under og efter perioden 1976-1996: den store datamatiseringstid, også kaldet: "det præteknologiske gennembrud", med samt en forsøgsvis skitse af den fjerne fremtids forhold kaldet: "den nanoteknologiske revolution". Inklusiv forslag til en ægte personlig komputer også kaldet "kunstig intelligens". Med afsluttende bemærkninger op til 50året i 2026.

3. "Coca-Cola World". En massekommunikationsvidenskabelig forskningsfremstilling af Coke Coca-Cola som moderne myte og totem, måske Forfatterens mest omfattende skrift. Men foreløbigt upubliceret blandt andet på grund af tidsmæssige, tekniske og copyrightomhandlende spørgsmål. 

4. "Om 100 år er alting glemt?!?". Historiske, kritiske litteraturbetragtninger i perioden 1850-1950 med henblik på perioden 1950-2050 udfærdiget op til årtusindeskiftet år 2000 udfra primært danske litterære og litteraturvidenskabelige kilder.

5. "Les roues de la revolte" (L.R. de L.R.). "Omvæltningens hjul" Forløb af fransk og dansk frihedstænkning. En idéhistorisk, litteratursociologisk undersøgelse udfra litterære og litteraturvidenskabelige kilder af frihedsideernes spredning fra det franske fødeland.  

6. "Teomagiens Trange Tid" (T.T.T.). Litteraturvidenskabelige fortolkninger og forklaringer om KongeKunstens Kår op til og efter det kristnes tusindårsrige fra cirka år 500-1500 udfra primært engelske kilder.

7. Ganske grundig grammatik. Strukturelt funktionelle sprogiagtagelser i moderne (2000ff) dansk

[TOP]