perolsen.net

Per Olsens videnskabelige produktion

Læservejledningen

"Les roues de la revolte" - Portal

Barok i Danmark 1

Barok i Danmark

Assimileringen af barokkultur i dansk digtning

Barok i Danmark

DET PRIMÆRE MÅL I DENNE BOG, "Les roues de la revolte" kan formuleres som en undersøgelse af den franske frihedstænkning, primært i fransk kultur og især dennes litteratur, udfra overvejelser om denne frihedstænknings spredning til især Norden og også det øvrige Europa:

-: Forfatterens pointeføring skal søge at vise; at fransk kultur har ydet umiskendelige og vigtige bidrag til det moderne verdensbillede, gennem en revolutionstænkning som medvirkede kraftigt til at afslutte den mørke middelalder og danne det moderne demokratiske samfund.

Med barokken kan man næsten sige at parodien om mennesket som Gud selv, om den absolutte sandhed og den absolutte repræsentative symbolisering falder sammen.

Efter barokperioden, når teksten når frem til Voltaires oplyste 1700-tal, skal der berettes om detronerede konger, adelige og godsejere uden land, barokken gjorde dem måske så barokke, disse blodsbeslægtede ejere, at samtiderne senere lettere kunne feje dem af bordet.

Mange revolutionære tænker på barokken i Danmark som den underdanige kunst der hyldede adelsdespoter som Corfitz Ulfeldt a (1606-64 e.v.), og senere enevældens despoter så som Peter Schumacher Griffenfeld b (1635-1699 e.v.) begge skal dukke op i løbet af dette kapitel.

-: Men som teksten skal vise havde magthaverne et hus med at holde tropperne samlet, først Kingo lykkedes det, at få til at fremstå som en ægte kirkens og kongens mand, der skrev salmer og opbyggelige tekster i tidens ånd.

Thomas Hansen Kingos (1634-1703) senere digtning falder i hvad Erik Sønderholm har skelnet som den "yngre barok" eller som "Arrebo-linien".

Anders Christensen Arrebo (1587-1637 e.v.) biskoppen, som blev fradømt sit embede på grund af vellevned, der oversatte Davids salmer og franske barok­navne som Ronsard-eleven Du Bartas, kendes for eftertiden mest for sit uforlignelige, fromme skabelsesværk "Hexaëmeron", som skal beskrives nærmere nedenfor (p. XXX).

Forskellen på denne baroktendens og den modsvarende "ældre linie" eller "Bording-Terkelsen-skolen", som også kaldes "pastoral-digtningen" af andre litteraturforskere, kan synes svær at fastholde: den kronologisk set ældre "Arrebo-linie" slog først igennem med Arrebos nævnte "Hexaëmeron" i 1661, og begge skoler har således eksisteret samtidigt, har i nogen grad ladet sig gensidigt inspirere; kan begge betegnes som barok uden dermed at stå klart indplacerede.

Sønderholm må ("Dansk barokdigtning" kommentarbindet ibid p. 6) resignere:

"En udelukkende stilistisk definition af barokken på grundlag af de for den ene skole karakteristiske træk vil derfor automatisk føre til en udelukkelse af omtrent halvdelen af tidens skønlitterære produktion.".

Generelt går man ikke helt galt i barokbyen, hvis man fastholder en hellig linie (Arrebo) og en verdslig linie (Bording), denne sondering skal blive tydeligere længere nede i kapitlet (p. XXX).

Dog kan det stadig gøres gældende, at den ældre skole principielt stod under indflydelse af den senmiddelalderlige beskæftigelse med især såkaldte "bukoliske" a motiver: hyrdedigtet, oftest i mytologisk udklædning, nordisk såvel som græsk-romersk, den arkadiske b kærlighedssang og dens trang lå centralt hos Bording-Terkelsen-skolens produktion.

Anders Bording, (1619-77 e.v.) regnet af samtiden dengang og af nutiden, mens denne bog "Les roues de la revolte" bliver til, for Danmarks første, og i perioden den største og dejligste digter. Bording bestred ligesom Anders Arrebo en magisterkonferens, men gik ikke som mange af tidens andre digtere den gejstlige vej (udover ufrivilligt i et år, se herom nedenfor p. XXX). Han betegnes som dansk litteraturs første boheme og professionelle skriver, og beskrev i 1663 e.v. sig selv med blandt andet disse ord ("Anders Bording. Udvalgte vers" p. 68):

"At jeg er intet andet
End en saa lystig Dansk Poët,
Som findes kand i Landet.".

  Bording, som blev skriveren bag og redaktøren af Danmarks første avis, aleksandrinerrimede a "Den danske Mercurius", (fra 1660-1677 e.v.) befinder sig altså mere i den lyse, poetiske tradition: en livets og lystighedens mand, en forfatterprofil som synes velkendt i dansk litteratur, fra samtiden Hans Hansen Nordrup, Peder Syv, (Henrik Gerner), Ambrosius Stub, Johan Hermann Wessel helt frem til Hostrup, Knud Rabæk og mange andre.

Bordings lidt ældre tidsfælle, Søren Terkelsen (død cirka 1656 e.v.), kan næsten ikke leve op til at danne skole med så stor en digter som Bording. Terkelsen oversatte de første "hyrdedigte" til dansk og inspirerede Bording og mange andre som hørte til i eller skrev i denne linie (blandt disse også Kingo).

Mens Arrebo, og hans linie, altså mere står i den "hellige" tradition, kendt fra et utal af digterpræster, hvoraf  Thomas Hansen Kingo, Jacob Worm, og brødrene Brorson regnes blandt de største og mest elskede fra 1600- og 1700-tallet e.v..

-: Som det skal fremgå, må man dog overhovedet ikke forveksle "kristen digter" med ren bibelsk, religiøs poesi. Arrebo og andre i hans skole boblede med hedenske motiver og ideer. Og omvendte forholder de fleste af de "verdslige" digtere sig ret så kristeligt.

Thomas Hansen Kingo (1634-1703 e.v.), regnedes for Danmarks betydeligste barokdigter indtil de øvrige samtidsdigtere fandt almen udbredelse sidst i det 20. århundrede e.v., og han placerede sig også centralt i denne diskussion, idet han skrev i Bording-Terkelsen-maneren indtil cirka 1670 e.v., hvor den mere moderne og selvstændige skrivemåde bag Arrebo-linien slog igennem i Danmark for alvor.

Men som fremhævet klassifikationsgrænserne flyder sammen og det virker be­tegnende, at et berømt digt af Thomas Kingo, så som "Candida", i nogen grad lægger sig i den pastorale, hyrdedigtnings tradition, både hvad angår indholdet og metaforikken, selv om Sønderholm regner det for at ligge i "Arrebo-linien".

Barokken og dens hyrdestil kom til Danmark fra Tyskland, som havde hentet sin inspiration fra det franske, først senere blev franskmændene selv læst og oversat. Starten opstod omkring tyske navne som Johann Rist, Gabriel Voigtländer og andre, samt tyske oversættelser af franske forfattere som Honoré d'Urfé, hvilket teksten omstående (XXX) vender tilbage til.

Den nye litteratur fik hurtigt en bestemt rolle i det politiske spil. De gode hjerner og spidse penne skulle fastholde og gennemføre den reformation som det foregående århundrede havde frembragt, og skulle samtidigt forholde sig til en ny international verden, med kolonialisme, med voksende pengeøkonomi, centralbanker og nye politiske styreformer.

I 1800-tallet e.v. og 1900-tallet e.v. kunne man stadig hører litterater tale hånligt om barokpoeterne; som underlagte lakajer for den enevældige konge af Guds nåde.

Når man nu går til kilderne dog, forholder det sig ikke helt så entydigt sålades, selv om netop kongemagten når til sit kulminationspunkt i Danmarkshistorien på den tid, hvor det relativt "demokratiske" valgkongedømme erstattedes af arvekongedømmet efter den enevældige monark.

Når man går den store kongebesynger, Anders Bording, i de skriftlige bede, opdager man snart at manden skam langtfra fremstod som en forgyldt lakaj, snarere slog han sig igennem som en lazaron, en boheme, indtil han endelig sidst i sit liv opnåede kongens gunst og sine drømmes mål!

-: At fuglen sang, da man endelig gav den lov, kan man ikke fortænke den - og den sang godt, rigtigt godt.

På samme vis som Hans Tavsen i det foregående århundrede havde sat skik på den danske version af "det lutherske kætteri", på samme vis skulle denne danske protestantisme kaste sin første kultur af sig.

-: Og det skulle stråle, jo prange af kultur, for den rette hersker, kongen, fremstod forklaret som Guds udvalgte repræsentant på jord.

-: Dette snedige argument fører til at verden længes efter at udfolde sig som et paradis under kunstnerens hænder, barokkens idelige salmetunge.

-: Dog under denne gudsprisende ideelle skønsang, skurede gruset også dengang i samfundsmaskineriet og hos en række digtere opstod behovet for gennem satire og spot at skabe grobund for kritisk tænkning.

Med enevælden forsvinder den sidste ret af oprindelig ytringsfrihed, også i Danmark blev man for at kølne gemytterne samt sikre borgerfreden (og især kirkefreden) nødsaget til at oprette censurinstanser.

Jo mere man forbyder jo mere man forbryder, og kilderne bugner med smædeskrifter, satirer og andet som burde havde fundet retsforfølgelse, hvis de strenge regler håndhævedes, hvad de generelt altså ikke gjorde, efter forskernes oplysninger.

Forskerne fremstiller dog også de klare forhold i den middelalderlige dikaturstat:

-: Bogtrykkerkunsten betragtes som et privilegeret medium, først og fremmest forbeholdt kirken & det konge-adelige embedsmandsvælde samt universitetet. Stort set kun det kristelige trykkes, mens kun dé verdslige digtere, som selv kunne bekoste trykningen, udkom i deres levetid, hvis de kunne få tilladelse af censuren.

-: Afskrifter derimod, kopier, florerede i store mængder, og ofte uden om censuren, om end den kontrollerede også skriverne.

Det officielle styre, øvrigheden, i dette pudsige lille land, forsøgte altså, at beherske og beholde trykkemediet og gennem dette dominere såvel samtiden som eftertidens opfattelse af deres kultur.

Fra midten af det 20. århundrede e.v. begyndte de danske forskere at åbne baroktidens omfattende arkiver op. Forskerne fandt en anden barok, end den skolebørnene havde lært om. Den store næsten enestående Thomas Hansen Kingo, svinder ganske betydeligt, hans vrede stedsøn, Jacob Worm findes i flere afskrifter, også han, samt andre afvigere i kamp med systemet, huskes og elskes igen i moderne tid.

Set fra starten drejede det sig, for digteren, der ikke fik sin mad af kirken, om at opnå gunst hos en adelig person allerhelst kongen selv. Eftertiden kan takke de medlemmer af adelen, som fandt det værd at samle håndskrifterne, afskrifterne og de enkelte værker ind og som lejlighedsvis støttede de ofte ganske forarmede, forfulgte og fornedrede skrivere.

Hos adelen kunne digterne da også finde den anden vildt svingende modpol til det, som den kirkeligt styrede kongemagt ønskede at fremhæve. Hos adelen kunne frie tanker, klassiske dyder, erotiske og kulinariske orgier, drukorgier og lignende kræve en helt anden slags digtning end den fromme lutheranskhed forordnede.

Alligevel gjaldt der regler, også for de afskrifter som cirkulerede, og ingen kunne tillade sig at kritisere kongen. Flere forskere i feltet har fremhævet, at det aldrig bliver kongen selv, men kongens embedsmænd der udsættes for angreb fra satirikerne, kritikerne og de revolutionære.

Under det 1700. århundrede e.v., altså 1600-tallet e.v. levede og faldt da også to af Danmarkshistoriens bedst kendte landsskurke, de i fodnoterne omstående anførte Corfitz Ulfeldt og Peter Schumacher Griffenfeld (p. XXX).

Videre til næste afsnit:

Assimileringen af barokkultur i dansk digtning

[TOP]


     a Corfitz Ulfeldt: (1606-64 e.v.) dansk rigshofmester, gift med Leonora Christina Kong Kristian IVs datter. Tiltaltes for svindel med regnskaberne, korruption og magtmisbrug men flygtede til Sverige i 1651 e.v. Beskyldtes i 1660 af svenskerne for forræderi, året efter fange med konen på Bornholm. Løsladt 1661, men søgte da at sælge Danmarks trone til tysken og dødsdømtes herfor uden at man kunne fange ham. Døde dog officielt året efter i Tyskland.

     b Peter Schumacher Griffenfeld: (1635-99 e.v.) dansk rigskansler. Omformede den danske stat efter fransk forbillede, skabte enevælden gennem "Kongeloven" i løbet af 1660´erne e.v. Holdt under svenskekrigen stadig med Frankrig svenskernes forbundsfælle og blev derfor dødsdømt for landsforræderi, majestætsfornærmelse og bestikkelse. Kun det sidste punkt regnes for sandt, Griffenfeld ansatte stort set kun sin egen familie og velbetalende venner. Disse regnedes dog altid for dygtige mennesker. Blev benådet og levede i fangenskab i Norge.

     a bukoliske: efter græsk bukolikos: vedrørende hyrdeliv, efter det græske bukolos: hyrde, heraf en hyrdedigter. Bukoliske digte altså: hyrdedigtning, digte med et ofte naivt, lyst, erotisk syn på tilværelsen set som landlig idyl og sanselighed.

     b arkadiske: efter det græske lokalområde Arkadia. Arkadisk altså i overført betydning: landlig, idyllisk, hyrdedigtning, ofte med stærkere erotiske undertoner end bukolisk.

     a aleksandrinerrimede: efter de oldfranske digte om den græske statsmand Aleksander den Store. Seksfodet jambisk versemål med cæsur, altså kunstpause, i midten efter tredje versefod, linjerne ofte rimede parvis, se eventuelt slutnote XXX om metrik og versemål.  

[TOP]